Sandra Bland: Tragedie, mysterium og martyrium

Søndag d. 26. juli 2015.

Sandra Bland blev begravet i går.

Bland var en sort kvinde på 28 år, der fredag d. 10. juli blev anholdt af den hvide betjent Brian Encinia lidt nordvest for Houston, Texas. Anholdelsen foregik i Waller County, et overvejende hvidt område, der ifølge flere medier både historisk og nu om dage har haft problemer med racisme.

Betjenten standsede Bland for ikke at vise af, da hun skiftede vejbane, og hun var tydeligt irriteret over at blive standset for så lidt. Da Encinia bad Bland om at slukke sin cigaret, nægtede hun med den begrundelse, at hun havde lov til at ryge i sin egen bil. (Det havde hun faktisk også.) Det fik betjenten til at beordre hende ud af bilen, hvilket hun nægtede. Efter at han uden held havde forsøgt korporligt at trække hende ud, sagde han, at hun nu var anholdt, trak sin strømpistol og truede med at ”sætte strøm” til hende. Bland steg derefter ud af bilen, mens hun protesterede højlydt.

Ikke mindre end 14 gange spurgte Bland betjenten, hvorfor hun var anholdt, men hun fik aldrig noget svar. Arrestationen endte med at hun blev lagt i håndjern og muligvis kastet ned på jorden. (Der er ikke nogen kameraoptagelse af dette, da Encinia havde ført hende udenfor rækkevidden på sin politibils kamera, men en forbipasserendes videooptagelse viser, at hun på et tidspunkt ligger på jorden med betjenten over sig.) Bland skreg at hun havde slået sit hoved, og at hun havde epilepsi. ”Godt”, råbte betjenten som svar.

Alt i alt en meget voldsom anholdelse, som efter frigivelsen af videooptagelser fra politibilens kamera er blevet stærkt kritiseret på tværs af det politiske spektrum. Der er megen lidt uenighed om, at betjenten gik alt for vidt og selv eskalerede situationen, og at Sandra Bland aldrig burde være blevet anholdt.

Selvmord i fængslet

Historien om Bland begyndte at nå først de sociale medier og dernæst større amerikanske medier, da det kom frem, at Sandra Bland var død ved hængning i fængslet mandag d. 13. juli.

Politiet har forklaret, at Bland blev tilbudt morgenmad ved 7-tiden, og ved 8-tiden bad hun over samtaleanlægget om at bruge telefonen. Hun blev fundet hængt i sin celle ved 9-tiden ved hjælp af en sort skraldepose. Ifølge politiet var hun ”halvt stående”, da man fandt hende. Man kan se på en overvågningsvideo fra fængslet, fra et kamera der er styret af bevægelsessensorer, at ingen så til Bland i mere end halvanden time, hvilket er ulovligt. Fængslet har nemlig pligt til at kontrollere de indsattes tilstand hver time.

En kvindelig medfange fra en nabocelle har fortalt, at Bland nægtede at spise morgenmad den dag, og at hun var meget ked af det. I nogle af de papirer, der blev udfyldt ved Blands ankomst til fængslet, er det desuden angivet at hun havde forsøgt selvmord sidste år efter en uprovokeret abort (selv om der i andre papirer fra politiet svares nej på spørgsmålet om selvmordsforsøg), og den officielle obduktion nævner, at Bland havde mærker på venstre arm, der kunne tyde på at hun havde skåret i sig selv. Alle disse ting, inklusive obduktionsrapportens konklusion, peger på, at Blands død var et selvmord.

Eller var det mord?

Men: Blands familie har nægtet at godtage forklaringen om, at Bland skulle have begået selvmord i fængslet, bl.a. fordi hun netop var kørt til Texas for at begynde i et nyt job, som hun glædede sig meget til. Familien talte også i telefon med hende fra fængslet, og ifølge dem var der intet, der tydede på, at Bland var selvmordstruet. De bad derfor om en ny og uafhængig obduktion, men resultaterne fra den er endnu ikke offentliggjort.

Det har også vakt en del mistanke, at politiets håndtering af sagen har været mildt sagt problematisk.

Først offentliggjorde politiet en video af arrestationen fra politibilens frontkamera, hvor der så ud til at være klippet frem og tilbage i båndet hen mod videoens slutning (bl.a. den Oscar-nominerede film ”Selma”s sorte kvindelige instruktør Ava DuVernay var ude at sige, at der tydeligvis var fiflet med båndet), og mistanken om slet spil fra politiets side blev til sidst så stor, at man udsendte en ny version uden klip og båndsløjfer. Los Angeles Times lagde begge videoer op på nettet side om side, så man nemt kunne se forskellene i de to udgaver. Der ser dog ikke ud til at være noget mistænkeligt at spore i den nye, uredigerede version.

Oveni alt dette florerer en konspirationsteori om, at Sandra Bland ikke blot blev myrdet af politiet, men at hun allerede var død, da man tog hendes mugshot, altså det foto der normalt tages, når en fange ankommer til fængslet. Denne teori lever videre i bedste velgående, selv om flere eksperter har afvist, at dette foto kan sige noget som helst om, hvorvidt og hvornår Bland var død.

Historien om Blands død kom desuden ud samtidig med, at en anden sort kvinde, den 18-årige Kindra Chapman, blev fundet hængt i et fængsel i Alabama knap to timer efter, at hun var blevet fængslet under mistanke for at have stjålet en mobiltelefon og blot dagen efter Blands død. Statistisk set er det sjældent, at unge sorte kvinder begår selvmord i fængslet, og derfor tiltrak sagen om Kindra Chapman sig også en del opmærksomhed. Chapmans familie afviser dog, at der skulle være tale om andet end selvmord, og politiet i Alabama ser da også ud til at have håndteret denne sag noget bedre, end det er lykkedes med Blands sag i Texas.

Sagen om Bland efterforskes som mord, og FBI er også gået ind i sagen. Denne tilgang er nødvendig, fordi tiltroen til amerikansk politi i den amerikanske offentlighed (især blandt sorte amerikanere) er meget lav efterhånden på grund af de mange sager om politivold mod og politidrab på sorte amerikanere.

I flæng kan nævnes sager om politidrab på sorte drenge og mænd som Walter Scott (skudt bagfra af en betjent i North Charleston, South Carolina), Tamir Rice (en 12-årig dreng med en legetøjspistol, der blev skudt på stedet af en betjent i Cleveland, Ohio) og Freddie Gray, der døde i politiets varetægt i Baltimore, Maryland.

Læg hertil politibrutalitet mod sorte kvinder som f.eks. den gravide Brenda Hardaway i Texas, en betjents gennembankning af den 51-årige hjemløse Marleen Pinnock i en vejrabat i Californien og den hårdhændede behandling af en kun 14-årig sort pige af en hvid betjent ved et pool party i McKinney, Texas.

Der er mange andre navne på listen over politidrab, f.eks. Tanisha Anderson, Rekia Boyd, og John Crawford III, som man også med fordel kan sætte sig ind i for at opnå en forståelse for, hvorfor reaktionen på Blands arrestation og død har været så voldsom.

Stærk respons fra sorte kvinder

Der er i tilgift skrevet meget og langt om, hvorfor Blands død skaber så stærk en respons. En af de mest sigende reaktioner kommer måske fra en sort kvindelig psykologistuderende i Californien, Tayllor Johnson, som efter Blands død skrev på websitet BK Nation:

”For første gang i mit liv føler jeg mig som en totalt fremmed i dette stjålne land. Jeg har aldrig før forstået den pris, der faktisk skal betales for at løfte og styrke min samfundsgruppe. Er der ikke nok nogen, der vil fortælle mig, at det alt sammen er én stor misforståelse, og at jeg ikke er i fare. Jeg møder kun tomme blikke og rysten på hovedet. Fornægtelse virker rigtigt tiltalende lige nu, men jeg føler mig ikke længere i sikkerhed.” (Min oversættelse)

Det er i sandhed grumme ord, men Johnson er bestemt ikke alene med sine følelser. Nogle prominente sorte kvindelige skribenter har uafhængigt at hinanden skrevet essays om Bland-sagen. Forfatter og engelskprofessor Roxane Gay skriver for eksempel i The New York Times, under overskriften ”Om Sandra Bland og vore skrøbelige kroppe”:

”Jeg vil ikke tro på, at vores sjæl kan knækkes. Men uanset føler jeg mig, som en sort kvinde i USA, ikke i live mere. Jeg føler i stedet, at jeg ikke er død endnu.” (Min oversættelse)

Og den kontroversielle kvindeforsker Brittney Cooper skriver på websitet Salon, at det er på tide, at hvide amerikanere ser i øjnene, at de er medskyldige i politiets diskrimination af og brutalitet mod sorte amerikanere, og at intet vil ændre sig før hvide tager ansvar.

Til sidst tilføjer hun: ”Sandra Bland er død for – hvad ved jeg – ikke at vise rigtigt af, for ikke at slukke sin cigaret, for ikke at være bange for politiet. Hun er død af en eller anden grund. Eller det er nok mere sandsynligt, at hun er død helt uden grund. Men hun er død. Og nogen er skyld i det. Og det er ikke hende. Hvem skal vi tildele skylden? Hvordan får vi det her til at holde op? Hvordan skal vi leve nu? Ligesom Sandra har jeg spørgsmål.” (Min oversættelse)

En stor pointe i hele denne sag er, at man som amerikaner, uanset hudfarve, naturligvis ikke burde have tvivlsspørgsmål omkring, hvad der skete med Sandra Bland. Man burde helt automatisk kunne antage, at hvis der skete Bland noget, ville det ikke være politiets skyld, og da slet ikke mord. Men i det nuværende klima, hvor tiltroen til betjentene er utroligt lav, er det svært for mange at acceptere myndighedernes konklusioner.

Man behøver blot tænke på den ovennævnte sag om Walter Scott, der blev skudt og dræbt bagfra af en hvid betjent. Her var der heldigvis videooptagelser af drabet, som ser ud til at bevise, at betjenten på ingen måde handlede i selvforsvar og at drabet i stedet var et mord. Men hvad nu hvis der ikke havde eksisteret video af, hvad der faktisk skete? Hvordan ville fortællingen så være blevet? Og i hvor mange andre tilfælde uden video, er noget lignende sket?

Vi ved det ikke. Måske sker mord fra politiets hånd praktisk talt aldrig? Måske er sorte amerikanere efterhånden bare paranoide? Men i så fald er det ikke svært at se hvor paranoiaen stammer fra.

Sandra Bland som martyr

Sandra Bland blev ved sin begravelse kaldt en martyr, og det er hun et eller andet sted også.

For det første var Bland aktiv i bevægelsen Black Lives Matter, en sort græsrodsbevægelse, der blev stiftet af kvinder efter drabssagen om den sorte teenager Trayvon Martin, der endte i en frifindelse i 2013. Bland udgav for eksempel jævnligt videoer på YouTube under sloganet SandySpeaks. I en af dem talte hun om politidrab på sorte amerikanere, lidet anende at hun snart skulle blive et navnene på listen – uagtet om hendes dødsfald er selvmord eller mord. (Den provokerende skribent for magasinet Rolling Stone, Matt Taibbi, skriver endda, at Bland blev myrdet uanset hvad, og han lægger dermed hele skylden for hendes død over på politiet i Texas og på systemet.)

For det andet kan Blands tragiske død meget vel føre til mere og meget tiltrængt opmærksomhed omkring sorte kvindelige ofre for politivold og -drab, hvilket er en gruppe der er blevet meget overset af medierne, også selv om Twitter har forsøgt at råbe både medier og politikere op med slagordet #SayHerName.

Der er ligeledes behov for at fokusere på sorte kvinders skæbne i det amerikanske retssystem. På 20 år (1986-2006) steg antallet af sorte kvinder i fængsel med 800 procent,  og i dag er én af hver hundrede sorte kvinder i fængsel. I 2005 var cirka tre gange så mange sorte som hvide kvinder fængslet i USA.

Reformer og et lille håb?

Præsident Obama offentliggjorde i maj i år en politireform, og i denne måned har han lagt an til en reform af hele retssystemet, blandt andet et opgør med lange fængselsstraffe for ikke-voldelige narkoforbrydelser, og han har herunder slået på, at det nuværende system er racediskriminerende.

Begge reformer er vigtige skridt, men det ændrer ikke ved det faktum, at Sandra Bland blev begravet i går. Hun tog måske sit eget liv, men hun gjorde det på baggrund af en grundløs arrestation. Som den Demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders udtrykte det forleden: det var næsten med sikkerhed aldrig sket for en hvid kvinde.

Black Lives Matter var en holdning, som Sandra Bland talte om i sine små videoer på nettet: Sorte liv har også værdi. Måske kan videoen af Blands arrestation sammen med hendes efterfølgende tragiske død få flere til at se lyset: Det er efterhånden endog meget tydeligt, at ikke alle amerikanere er lige for loven. Sandra Blands død er også derfor så dybt tragisk, men der er dog et lille håb om, at den kan blive et vendepunkt i kampen mod racediskrimination. Og gør den dét, døde Sandra Bland ikke forgæves.