Black Lives Matter er under angreb og amerikanerne er splittede omkring race

Mandag d. 28. september 2015.

En helt ny meningsmåling fra tv-stationen PBS og Marist College viser, at ”58 % af amerikanerne mener, at forholdet mellem racerne i USA er blevet værre indenfor det seneste år”.

Målingen viser desuden at:

* 74 % af de hvide og 60 % af de sorte adspurgte mener, at raceforholdene i deres lokalområde ikke har ændret sig.

* 48 % af de hvide mener, at manglen på ændringer er en god ting.

* 37 % af de sorte mener, at manglen på ændringer er en dårlig ting.

* 52 % af de hvide mener, at sorte amerikanere har lige muligheder for at blive en del af middelklassen.

* 60 % af de sorte mener, at det forholder sig omvendt.

* 61 % af de sorte adspurgte, 54 % af latinamerikanerne og 47 % af de hvide mener, at det har forbedret racerelationerne at have en sort præsident.

Dette er interessant, for en måling fra Rasmussen Reports lige omkring månedsskiftet, som inkluderede 1000 potentielle vælgere, viste, at kun 20 % af vælgerne (herunder 44 % af de sorte) mente, at Obama har forbedret forholdet mellem racerne, og 47 % mente, at han har forværret dem.

Jeg har tidligere skrevet, at det har været svært for Obama at være en decideret ”sort” præsident fordi hans job er at være præsident for alle amerikanere, og når han udtaler sig om racemæssige spørgsmål er han af nogle, især hvide og konservative amerikanere, blevet anklaget for at piske en stemning op eller for at tage parti for sorte amerikanere, for eksempel i Trayvon Martin-sagen fra 2013.

På den anden fløj har nogle sorte kommentatorer tidligere argumenteret for, at Obama har gjort for lidt og har givet sorte amerikanere ”falsk håb”.

Så på spørgsmålet om hvad en ”sort præsident” bør og ikke bør repræsentere og gøre, er fronterne altså også trukket skarpt op, hvilket i sig selv viser, at USA stadig har lang vej at gå, før race ikke er noget, der deler befolkningen i to eller flere dele.

”Krig mod politiet”

I Rasmussens måling svarede 58 % af de adspurgte, at der foregår en ”krig mod politiet” i øjeblikket.

Denne holdning er blandt andet baseret på opfattelsen af, at der er sket en stigning i antallet af politidrab i år. Det seneste eksempel er det brutale mord på betjenten Darren Goforth i Texas, som blev mejet ned bagfra af en mentalt forstyrret sort mand, et mord som den lokale sherif straks kædede sammen med Black Lives Matter på en efterfølgende pressekonference.

Men antallet af drab på politiet er faktisk faldende. Tallet for denne september er tolv døde betjente, og heraf blev fire skudt mens resten døde af sygdom eller i bilulykker.

Der er dog også en gren af Black Lives Matter, som ikke holder sig tilbage for at råbe ubehagelige slagord, der kan opfattes som opfordringer til vold mod politiet. Et grelt eksempel fandt sted i delstaten Minnesota dagen efter mordet på betjent Goforth, og den konservative presse har forsøgt at knytte morderen Shannon Miles både til Black Lives Matter og til Sandra Bland, den unge sorte kvinde, der blev fundet hængt i sin celle efter at hun var blevet fængslet i Texas på hvad der ser ud til at være et meget løst grundlag.

Flere konservative kommentatorer har på det seneste desuden sammenlignet Black Lives Matter med en hadgruppe og med terrorister, og op til årsdagen for terrorangrebet på USA d. 11. september 2001 løb der endda rygter på nettet om et planlagt terrorangreb fra Black Lives Matter.

Black Lives Matter får stærk kritik

Det er også værd at bemærke, at i PBS-målingen beskrev 82 % af de sorte deltagere ”Black Lives Matter” som ikke-voldelig, hvorimod kun 43 % af de hvide var enige i dét. Faktisk mente 41 % af de hvide adspurgte, at Black Lives Matter går ind for vold.

I tilgift svarede 55 % af alle adspurgte (og hele 59 % af de hvide deltagere), at ”Black Lives Matter”-bevægelsen fjerner fokus fra den faktiske racediskrimination. Det var 65 % af de sorte deltagere uenige i.

Støtten til politiet er stærk, især som en modreaktion til Black Lives Matter. For eksempel var der i Austin, Texas for nyligt to konkurrerende demonstrationer  – Black Lives Matter og Police Lives Matter. Førstnævnte bestod af både sorte og hvide deltagere, mens demonstrationen til fordel for politiet var overvejende hvid.

At der er støtte til politiet er vel egentlig heller ikke så overraskende efter at flere betjente er blevet dræbt (i bl.a. New York) eller såret (i Ferguson), sandsynligvis som direkte følge af politivold mod sorte amerikanere.

En modreaktion på basis af race er også forudsigelig i et land hvor der, som det tydeligvis ses af Donald Trumps kandidatur, er basis for modstand mod etniske minoriteter. (I PBS-meningsmålingen svarer et flertal af de adspurgte Latinos da også, at der har været alt for megen fokus på immigration i den amerikanske valgkamp indtil videre.)

Og så er der den politiske vinkel. For eksempel har Republikaneren Scott Walker, der netop har trukket sig som præsidentkandidat, kritiseret Obama for ikke at udtale sin støtte til politiet efter de seneste drab (Obama har dog gjort det) og anklaget ham for at bringe betjentes liv i fare.

Ben Carson, der er sort og Republikansk præsidentkandidat, har kaldt Black Lives Matter for fjollet og barnlig, og både han og andre Republikanske kandidater som Rand Paul, Jeb Bush og Carly Fiorina har argumenteret for at ”all lives matter” (”alle liv har værdi”) som en modsætning til Black Lives Matters fokus på sorte liv.

Fjendtligheden skygger for realiteterne

Betyder drabene på betjentene, støtten til politiet og den stærke kritik af Black Lives Matter fra konservativt hold så, at bevægelsen kæmper en forkert kamp? Og hvordan skal den kunne retfærdiggøre sin eksistens eller sælge sit budskab i det nuværende klima?

Amerikanerne ser ud til at se Black Lives Matter-problematikken i en enten-eller optik, selv om meget af det der sker, finder sted i en gråzone. Der er givetvis sorte amerikanere, der ser alle betjente som fjenden, og hvide amerikanere, der ser alle med sympati for Black Lives Matter som fjenden. Men udenfor al denne fjendtlighed findes de rå realiteter stadig.

En helt ny undersøgelse fra The Seattle Times opregner for eksempel, at fra 2005 til 2014 blev 213 personer dræbt af politiet i staten Washington.

Ud af disse 213 sager blev kun én betjent stillet for en delstats-ret. Avisen konkluderer at dette i høj grad skyldes staten Washingtons meget stramme regler for, hvornår man kan betvivle en betjents handlinger, for siden 1986 har man i staten haft en lov om, at man ikke kan retsforfølge en betjent for drab i tjenesten, med mindre man kan bevise at han handlede i ond tro. Med andre ord skal anklageren kunne bevise, at betjenten skød for at dræbe af ren blodtørst og for eksempel ikke fordi han følte sig truet – noget der nærmest er umuligt at bevise.

I USA som helhed er der i år blevet rejst flere sager mod betjente end i noget andet år indenfor det seneste årti, hvilket sandsynligvis er Black Lives Matters fortjeneste, fordi bevægelsen har formået at rette mediernes fokus mod sagerne, men det betyder ikke at flere betjente vil blive dømt.

Hvis man ser på hvilke drab, der har ført til retssager mod politiet, så har langt de fleste været fanget på video. Det drejer sig blandt andet om drabene på Eric Garner (New York), John Crawford III (Ohio), Antonio Zambrano-Montes (Washington), Eric Harris (Oklahoma), Walter Scott (South Carolina) og Samuel DuBose (Ohio). Foreløbigt er betjentene blevet frikendt i sagerne om Garner, Crawford og Zambrano-Montes, mens der endnu ikke er faldet afgørelser i de andre sager.

I sagen fra Ohio om den 12-årige Tamir Rice, der blev skudt af politiet på klods hold mens han legede med en legetøjspistol, venter man her næsten et år senere stadigvæk på at en storjury afgør, om der overhovedet skal anlægges sag mod betjentene.

Den seneste kontroversielle sag, også optaget på video, er drabet for halvanden uge siden i Wilmington, Delaware på den 28-årige sorte Jeremy McDole, der sad i rullestol. Her siger politiet at McDole havde en pistol, mens familien nægter at det skulle være sandt. Der er intet våben at se hos McDole i videoen, inden han bliver skudt af betjentene.

Der har dog også fundet drab sted på det seneste, hvor videoen bestemt kommer betjenten til gode, for eksempel en sag fra i onsdags i Reisterstown, Maryland, hvor den 19-årige sorte Keith McLeod blev skudt på klods hold af en betjent, efter at McLeod vendte sig rundt mod ham og lod som han havde en pistol.

Black Lives Matters politiske rolle

Selv om Black Lives Matter altså har haft succes med at gøre opmærksom på mange tilfælde af politidrab på især unge sorte mænd, og selv om bevægelsen har været stærkt medvirkende til at de fleste betjente fremover vil bære kameraer på deres uniform, så har Black Lives Matter flere grundlæggende problemer.

Det mener blandt andre den sorte journalist og politiske kommentator Juan Williams. Han skrev for nylig i en artikel med titlen ”Black Lives Matter leger med ilden” blandt andet, at der ikke er tale om en ensrettet, topstyret organisation men mere et netværk.

En af Black Lives Matters stiftere, Alicia Garza, betegner da også bevægelsen som et netværk og som en organisation, der er blevet brugt som platform af mange forskellige aktivister: ”Hvis nogen siger, at de er en del af Black Lives Matter-bevægelsen, så er det sandt – hvis de arbejder for at sikre at sorte liv faktisk har værdi. Men vi kontrollerer ikke bevægelsen.”

Forskellige grene af netværket har da også indtaget forskellige roller, for eksempel to kvinder der afbrød et arrangement med den Demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders – noget der affødte en del kritik, også fra Juan Williams.

Han mener, at Black Lives Matter skyder sig selv i foden ved at kritisere Demokratiske kandidater og ved at afvise en officiel Demokratisk resolution, der støtter Black Lives Matter.

Williams kritiserer desuden bevægelsen for ikke at have en klar dagsorden, men en gren af Black Lives Matter kaldet Campaign Zero, som bl.a. er stiftet af DeRay McKesson og Johnetta Elsie, der via sociale medier er blevet nogle af de mest kendte navne i bevægelsen, har faktisk udarbejdet en lang liste af politiske krav, der især fokuserer på politiet.

Blandt de mange krav er for eksempel afmilitarisering af politiet, bedre træning af betjente (også i forhold til hvordan man håndterer mentalt handikappede personer), kameraer på alle betjentes uniformer, bedre muligheder for at retsforfølge betjente, civile klageinstanser over politiet, rapportering til den føderale regering af alle sager hvor der bruges magt, samt et stop for raceprofilering.

Campaign Zero har holdt møde med Bernie Sanders, og det er også planen at de skal mødes med Hillary Clinton, så selv om Black Lives Matters kritik hovedsageligt har ramt Demokraterne, så er partiets kandidater, som jo har brug for sorte stemmer, lydhøre her i valgkampen.

Elizabeth Williams viser sin støtte

Også Demokrater udenfor valgkampen viser deres støtte. Den Demokratiske superstar fra partiets venstrefløj, Elizabeth Warren, holdt søndag en brandtale om økonomisk ulighed og racisme, hvor hun gjorde det klart, at de to ting er flettet ind i hinanden, men at man ikke fjerner racisme ved blot at fjerne økonomisk ulighed.

Talen var ét langt argument for mange af de pointer, som Black Lives Matter har forsøgt at gøre opmærksom på, og Warrens passionerede udmelding må siges at falde på et meget tørt sted. Hun sagde blandt andet:

”...vold overfor afroamerikanere er ikke forsvundet. Se på ordensmagten. Langt størstedelen af alle politibetjente går ind i tjenesten for at beskytte deres lokalsamfund. De er en del af en ædel profession, der løber risici hver dag for at beskytte os. Det ved vi. Men vi kender også – og siger – navnene på dem, hvis liv er blevet behandlet med skødesløs ligegyldighed. Sandra Bland. Freddie Gray. Michael Brown. Vi har set kvalmende videoer af ubevæbnede sorte amerikanere ramt af kugler, kvalt mens de gispede efter luft – deres liv udslukt af dem, der har svoret at beskytte dem. Fredelige, ubevæbnede demonstranter er blevet slået, journalister er blevet fængslet. Og i nogle byer går hvide selvtægtsmænd frit rundt i gaderne. Og det handler ikke kun om ordensmagten. Se bare på terrorismen i kirken Emanuel AME i sommers. Vi må være ærlige: Halvtreds år efter at John Kennedy og Martin Luther King Jr. sagde det højt er volden mod afroamerikanere ikke forsvundet.”

Warren talte også om Højesterets udhuling i 2013 af stemmeretsloven fra 1965, således at mangle valglove nu er blevet meget strammere, samt racemæssig økonomisk ulighed i forhold til for eksempel lønforhold, arbejdsløshed og boliglån.

Blandt hendes løsningsforslag til alle disse problemer er at ”politiet bør ligne og komme fra de nabolag, de skal beskytte", og at ”alle politistyrker skal trænes i at deeskalere og nedbringe sandsynligheden for vold.” Desuden: ”Vælgerregistrering burde ske automatisk. Når du får et kørekort, skal du automatisk registreres som vælger. Ikke-voldelige, lovlydige borgere bør ikke miste retten til at stemme på grund af en tidligere dom. Valgdagen bør være en fridag så man ikke skal vælge mellem en lønseddel og at gå hen og stemme.” Og: ”Det er på tide at slå hårdt ned på de aggressive skikke, som lader finansielle institutioner systematisk tage sorte lokalsamfunds formuer fra dem.”

Warrens meget direkte tilgang til problemerne vil med sikkerhed glæde mange sorte amerikanske vælgere samt hendes store fanskare på venstrefløjen, men den kommer ikke til at flytte mange stemmer fra den konservative og Republikanske side af debatten.

Det er dog stadigvæk meget vigtigt og opsigtsvækkende, at en så kendt politiker går i brechen og erklærer sig enig i Black Lives Matters grundlæggende holdninger (selv om hun ikke nævnte bevægelsen ved navn, sagde hun på et tidspunkt: ”Sorte liv har værdi. Sorte borgere har værdi. Sorte familier har værdi.”) Det er en støtte, som bevægelsen har hårdt brug for lige nu, og måske kan den skubbe den allerede nu mere lydhøre Hillary Clinton længere mod venstre.

Black Lives Matter vil fortsat være under angreb fra især højrefløjen i den politiske debat, men nu har den sikret sig den indtil videre stærkeste talskvinde på venstrefløjen, og tiden vil vise om det udmønter sig i konkrete politiske resultater.