Et studie i hvidt: Er Oscar-uddelingen racistisk?

Søndag d. 28. februar 2016.

Natten til mandag afholdes den 88. Oscar-uddeling i Los Angeles, men det bliver ikke uden racespændinger.

Værten, komiker Chris Rock, er måske nok sort, men alle de 20 nominerede skuespillere er hvide, og årets eneste ikke-hvide nominering (udover Bedste Udenlandske Film) er gået til den mexicanske instruktør Alejandro González Iñarritu for Leonardo Di Caprio-filmen The Revenant.

Sylvester Stallone er nomineret for sin birolle boksefilmen Creed, mens filmens sorte hovedrolleindehaver, Michael B. Jordan ikke er at finde på listen over mulige vindere. Filmen Straight Outta Compton om rapgruppen NWA har fået én nominering - til de hvide manuskriptforfattere.

Som en artikel i New York Times pointerede, med henvisning til Straight Outta Compton og Creed, så "gik de eneste Oscar-nomineringer til to af årets største film om afro-amerikanere til hvide personer."

Der var heller ingen nominering til den sorte englænder Idris Elba for Beasts of No Nation (måske fordi den havde premiere på Netflix og ikke i biografen) eller til puertoricanske Benicio Del Toro for filmen Sicario.

Er det alt sammen racistisk? Eller er det et tegn på, at ikke-hvide skuespillere bare ikke er dygtige nok til at de kan blive nomineret så ofte? Er der mangel på ikke-hvide nominerede, fordi der ikke er nok roller at få, hvis man ikke er hvid? Og er årets Oscar-priser blot et tegn på, at det fortsat er hvide mænd, der styrer Hollywood?

#OscarsSoWhite

Sidste gang alle de Oscar-nominerede skuespillere var hvide var i 1996, hvor Nicolas Cage, Susan Sarandon, Kevin Spacey og Mira Sorvino vandt, og da det er tyve år siden, er det vel ikke længere et problem? Måske var der bare ikke nok gode minoritets-skuespillere i sidste års film?

Hvis vi tager Oscar-uddelingen i 2014 som eksempel, så vandt kenyaneren Lupita Nyong'o en Oscar for sin birolle som Patsy i 12 Years a Slave (som blev årets Bedste Film), og både hendes medspiller Chiwetel Ejiofor, der havde hovedrollen, og somaliske Barkhad Abdi fra Tom Hanks-filmen Captain Phillips var nominerede. (Man kan måske allerede her indvende, at alle tre roller var meget stereotype: to slaver og en somalisk pirat...)

Kontroversen omkring manglen på ikke-hvide nomineringer startede dog for alvor i 2015, da filmen Selma om Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen fik en nominering for bedste film og bedste sang (som den vandt), men ikke scorede nomineringer for David Oyelowo, der spilleder King, eller for filmens sorte kvindelige instruktør Ava DuVernay.

Dette blev af nogle opfattet som diskrimination, og bladredaktøren April Reign, der er en sort kvinde, startede en lavine på Twitter, da hun opfandt hashtagget (et slags emneord) #OscarsSoWhite til at beskrive, hvor overvældende hvide Oscar-uddelingerne er. Hashtagget ruller da også videre i år.

For få roller til minoriteterne

Der var måske nok delte meninger om Selmas kvaliteter i 2015, hvilket kunne forklare de manglende nomineringer, men 12 Years a Slave var uden tvivl en fremragende film, som mange følte fortjente at vinde ved uddelingen i 2014.

Naturligt nok var flere af filmens skuespillere afro-amerikanere, ligesom Abdis rolle som moderne pirat i kapringshistorien Captain Phillips var skrevet som somalier. Alt andet ville være mærkeligt. Set i den optik blev de tre minoritetsskuespillere, der vandt i 2014, anerkendt for prominente filmroller, der ikke ville kunne spilles af hvide skuespillere.

Og hvis vi for eksempel ser på den mexicanske instruktør Iñarritu, der som nævnt også er nomineret i år, så vandt han også instruktørprisen sidste år for filmen Birdman. På den måde er han allerede en mexicansk succes i Oscar-sammenhæng.

Men det er værd at bemærke, at Iñarritu på det seneste har lavet Oscar-nominerede film med udelukkende hvide skuespillere i hovedrollene. I Birdman var det Michael Keaton, Emma Stone, Edward Norton og Naomi Watts, og i The Revenant ser vi Leonardo DiCaprio og Tom Hardy. Sidstnævnte film har selvfølgelig indianske skuespillere med (gudskelov, for indianere er filmhistorisk set ofte blevet spillet af ikke-indianere), men som i andre tilfælde drejer historien i The Revenant sig om de hvide hovedroller. Som flere anmeldere har bemærket, så er indianerne i filmen ikke til stede som fuldt formede karakterer. De er biroller, som blot eksisterer for at bære hovedpersonens historie fremad.

Man kan derfor måske nok glæde sig over, at der var anerkendelse og roller til minoriteter i de ovennævnte film, men de var undtagelsen nærmere end reglen.

Minoritetsroller går ofte til hvide skuespillere

Der er også kommet fokus på det problem, at selv en del minoritetsroller går til hvide skuespillere.

Tv-værten John Oliver viste for nylig i sit satiriske nyhedsshow, hvordan Hollywood fortsat "hvidvasker" minoritetsroller. Det skete for eksempel med den halvt-hawaiianske Allison Ng i filmen Aloha, som blev spillet af den dygtige men kridhvide Emma Stone. En rolle som kunne (og burde?) være gået til en Hawaiiansk skuespiller.

Det samme gør sig gældende for, f.eks. Angelina Jolie i rollen som Mariane Pearl i A Mighty Heart. Pearl er afro-cubansk i virkeligheden, så Jolie måtte ændre både sit hårs tekstur og sin hudfarve, hvilket er noget der faktisk må betegnes som blackface (altså at en hvid skuespiller "klæder sig ud" som en anden race), hvilket anses for stødende.

Det er klart, at en film kan indtjene gode penge med filmstjerner som Stone og Jolie i rollerne, men valget af hvide skuespillere i roller som minoriteter begrænser samtidig muligheden for, at ikke-hvide skuespillere kan få roller og dermed selv opbygge en karriere.

Andre nylige eksempler er Rooney Mara som Tiger Lily (der normalt portrætteres som indianer) i sidste års Pan, og Mara har så sent som i sidste uge erkendt, at hun ikke skulle have taget rollen.

Selv vor egen Nikolaj Coster-Waldau, der skal forestille at være den egyptiske gud Horus i storfilmen Gods of Egypt, som lige har haft premiere, er blevet kritiseret. (Coster-Waldau springer dog op og falder ned på kritikken, da han heller ikke er halvt sjakal, som den gud, han spiller, er det.)

Hvid brite som Michael Jackson

Det grelleste nutidige eksempel på en hvid skuespiller, der spiller en minoritet fra virkelighedens verden, dukkede dog op, lige da Oscar-diskussionen var på sit højeste:

Den hvide britiske skuespiller Joseph Fiennes (kendt fra Shakespeare in Love) har rollen som... Michael Jackson i tv-filmen Elizabeth, Michael and Marlon. De to hvide figurer i filmen, Elizabeth Taylor og Marlon Brando, spilles - naturligvis - af hvide skuespillere. (En lille sidebemærkning: Liz Taylor spillede engang egypteren Cleopatra, og Brando en meget karikeret japansk tolk.)

Kynikere vil måske hævde, at Michael Jackson i virkelighedens verden endte med at være mere hvid end sort, så Fiennes burde kunne slippe af sted med at spille rollen, men det ændrer ikke ved det faktum, at Jackson var afro-amerikaner. At en hvid brite får rollen som the King of Pop har Fiennes selv stillet sig uforstående overfor.

Vi ved desuden, at publikum gerne vil se minoritets-skuespillere i prominente roller. Hvis der er tale om en god film, så flokker folk i biografen, uanset hovedrollernes hudfarve, som de gjorde det til f.eks. 12 Years a Slave, Slumdog Millionaire og - naturligvis - den nye Star Wars-film, som gik helt udenfor de sædvanlige Hollywood-normer med en kvinde og en sort mand i hovedrollerne. (Sidstnævnte rollebesætning mødte faktisk kritik, fordi man - gisp - tillod sig at give en sort mand, John Boyega, hovedrollen som en heltemodig stormtrooper.)

Hvem skriver minoritetsrollerne?

Da den sorte skuespillerinde Viola Davis sidste år vandt amerikansk tvs store pris, en Emmy, for sin rolle i serien "How to Get Away with Murder", sagde hun i sin takketale, at man jo kun kan vinde en pris, hvis mulighederne - rollerne - er der.

Davis havde ikke haft chancen for at vinde sin Emmy, hvis det ikke havde været for Shonda Rhimes, den sorte kvinde, som producerer hendes serie og blandt andet også er producer og manuskriptforfatter på den meget populære serie Scandal med den sorte skuespillerinde Kerry Washington i hovedrollen.

Rhimes serier er yderst vigtige, fordi de har minoriteter i hovedrollerne uden at gøre det til en pointe, at de er minoriteter. Når Kerry Washingtons karakter, superadvokaten Olivia Pope, har en affære med USAs hvide præsident, er fokus ikke på det faktum at han er hvid og hun er sort. Fokus er på affæren.

Når Viola Davis karakter i How to Get Away... er en tilsyneladende genial juraprofessor, så handler serien ikke om en genial sort juraprofessor. Den handler om en genial juraprofessor, der tilfældigvis er sort.

Med andre ord: Rhimes karakterer eksisterer i en verden, hvor de lever liv og hvor der sker ting, der ikke nødvendigvis har forbindelse til deres hudfarve.

Diversitet bag kameraet

Det er altså ikke nok, at være en dygtig skuespiller, der skal også være nogen til at skrive rollerne, og derfor har det stor betydning, hvem der befinder sig bag kameraet.

Skuespilleren Matt Damon fik nogle gigantiske tæv online sidste år, da han kom til at sige i en dokumentarserie om arbejdet bag scenen på en tv-serie, at racemæssig mangfoldighed kun har betydning foran kameraet, ikke bagved.

Udtalelsen afslørede en holdning, som muligvis er mere udbredt blandt den hvide del af Hollywood, end man gør sig klart: At hvide filmskabere sagtens kan finde ud af at give roller til ikke-hvide skuespillere. Dét er desværre selvbedrag, som det ses her.

Flere skuespillere har da også fortalt om, hvor svært det er at få roller i Hollywood, hvis man ikke er en hetero hvid mand (hele 27 udtalte sig til The New York Times om emnet for nylig), og den sorte skuespiller Don Cheadle har for eksempel løftet sløret for, at da han skulle sælge sin idé om en film om jazzlegenden Miles Davis (Miles Ahead), lykkedes det ham kun at finansiere den ved at også at sætte en kendt hvid skuespiller (skotten Ewan McGregor) på rollelisten som en fiktiv figur.

Meget kritisk rapport om Hollywood

Scott Feinberg, der normalt skriver for the Hollywood Reporter, har udtrykt i et essay i The New York Times, at "problemet har mere at gøre med filmindustrien som helhed end med filmakademiet."

Han forklarer det blandt andet sådan her:

"Meget få ikke-hvide folk instruerer eller har hovedrollen i store amerikanske film på grund af de beslutninger, der træffes i filmstudierne af økonomiske årsager og/eller på grund af diskrimination og/eller fejhed. Det efterlader filmakademiet med en mangel på diversitet, både i forhold til nominerede og mulige medlemmer (fordi man skal have et forholdsvis imponerende cv for at komme i betragtning)."

Feinberg mener dog også, at ingen af de aktuelle Oscar-nomineringer er decideret forkerte, og at de manglende nomineringer ikke har noget med racisme at gøre.

En spritny rapport, der analyserede Hollywood-film og -serier fra 2014, viser dog med al ønskelig tydelighed, at det går rigtig dårligt med mangfoldigheden.

Som en af rapportens forfattere blandt andet har forklaret, så "er der ikke blot tale om et diversitetsproblem. Dette er en inklusionskrise. Over halvdelen af de film og serier vi analyserede, havde ingen asiatiske eller asiatisk-amerikanske karakterer, og over 20 procent havde ingen afro-amerikanske karakterer. Det er tydeligt, at økosystemet indenfor underholdningsindustrien er restriktivt."

Filmakademiet indfører ændringer

Det amerikanske filmakademi, som uddeler Oscar-priserne, har faktisk en sort præsident for tiden, Cheryl Boone Isaacs, og hun udtalte kort efter offentliggørelsen af nomineringerne, at selv om de nominerede film alle sammen er fremragende, så er hun "selvfølgelig skuffet" over, at ingen ikke-hvide skuespillere er nomineret. Hun udtrykte også ønske om at gøre noget ved situationen, og hurtigt.

Akademiet består i overvældende grad af gamle hvide mænd, og Akademiets ledelse ønsker på baggrund af kritikken at ændre sammensætningen af de medlemmer, der kan stemme om Oscar-nomineringerne. Isaacs offentliggjorde derfor i sidste uge en plan for at fordoble antallet af både minoritets- og kvindelige medlemmer indenfor de næste fem år, blandt andet ved at ændre reglerne for, hvor længe og hvornår man kan være medlem.

Dette skete blandt andet som en reaktion på årets nomineringer fra flere kendte filmfolk. Både skuespilleren Jada Pinkett Smith og hendes mand Will Smith samt instruktør Spike Lee boycotter direkte uddelingen.

Også stjerner som for eksempel englænderne Idris Elba (der som nævnt ikke blev nomineret for Beast of No Nation, men dog vandt to Screen Actors Guild Awards for nylig, for filmen og for serien Luther) og David Oyelowo (der som nævnt ikke blev nomineret sidste år for sit portræt af Martin Luther King i filmen Selma), har kritiseret årets Oscar-priser.

Især sorte amerikanere går ind for ændringer

Det er dog især ikke-hvide amerikanere, der synes, at den nuværende situation er uholdbar.

Ifølge en ny meningsmåling fra The Huffington Post og YouGov mener næsten halvdelen af amerikanerne, herunder 74% af de hvide amerikanere, at der er nok roller til minoriteter i film i dag.

Det forklarer Cheryl Staats, der forsker i race og etnicitet ved Ohio State University, med, at "amerikanernes liv stadig er utroligt raceopdelt. Vi bor ikke i de samme nabolag; vi går ikke på de samme skoler; vi går ikke i de samme kirker. Så hvor meget ved [hvide amerikanere] egentlig om dynamikkerne og oplevelserne hos de ikke-hvide individer, der portrætteres?"

Med andre ord betyder manglen på samvær med ikke-hvide amerikanere, at mange hvide amerikanere for eksempel ikke opdager, at filmportrætter af minoriteter kan være meget stereotype, eller ikke forstår, hvorfor ikke-hvide amerikanere ønsker sig mere diversitet på lærredet.

Mangfoldigt amerikansk tv

Selv om den ovennævnte diversitets-rapport også kritiserer amerikansk tv, så går det dog bedre i dette medie end i filmens verden.

Komedieserier som for eksempel Black-ish, hvor Anthony Anderson spiller en sort familiefar, der bor i et hvidt nabolag, og Fresh Off the Boat (om en familie fra Taiwan, der flytter til USA i 1990erne) er med til at ændre det landskab man som amerikansk tv-seer har mulighed for at udforske.

Tænk også på de sorte tv-værter Larry Wilmore og Trevor Noah, der har hver deres satiriske nyhedsshow, på komedieserien The Mindy Project med og af Mindy Kaling, der er af indisk afstamning, Netflix-komedieserien Master of None med indisk-amerikanske Aziz Ansari, og på to af de mest populære serier netop nu: Empire om et hiphop-imperium (med Taraji P. Henson og Terrence Howard i hovedrollerne), samt Netflix-fængselsserien Orange Is the New Black, der nok har amerikansk tvs mest mangfoldige rollebesætning i øjeblikket. Der er massevis af seere til disse to serier.

Hertil kommer Quantico med indisk-amerikanske Priyanka Chopra i hovedrollen (såvel som afro-amerikanske Aunjanue Ellis i en af birollerne) og tre spritnye serier med hovedroller til de tre latinaer Jennifer Lopez (politiserien Shades of Blue), Eva Longoria (komedieserien Telenovela) og America Ferrara (komedieserien Superstore).

Disse og mange andre serier giver både ikke-hvide amerikanere mulighed for at se mennesker på tv, der ligner dem selv, og hvide amerikanere mulighed for at vænne sig til også at involvere sig i mennesker, der ikke ligner dem selv.

De uafhængige film inkluderer minoriteter

Vender vi tilbage til filmens verden for en kort bemærkning, skal det også nævnes, at udenfor Hollywoods boble findes der en uafhængig filmindustri, som er noget bedre til at inkludere minoriteter i branchen.

På den nyligt afholdte uafhængige Sundance-filmfestival var det således en sort producer, instruktør og skuespiller, Nate Parker, der løb med de helt store priser og solgte sin film for et rekordstort beløb. Hans film, The Birth of a Nation (der helt bevidst deler titel med D.W. Griffiths racistiske film fra 1915, der glorificerede Ku Klux Klan), handler om Nat Turners historiske slaveoprør i 1831 i Virginia.

Filmen er af nogle blevet beskrevet som et vendepunkt for filmindustrien.

Gryende håb om forandringer

Og der er da også personer i filmindustrien, der håber på, at vi nu vil se forandringer i Hollywoods holdning til, hvordan man besætter rollerne i en film.

Lederen af The L.A. Film Festival, Stephanie Allain, skrev for eksempel forleden i et essay i bladet Cosmopolitan, at hun er "utroligt glad for at Akademiet ikke nominerede en eneste sort skuespiller for andet år i træk, for nu har det fået opmærksomhed verden rundt. Medierne har været hurtige til at bruge #OscarsSoWhite i deres overskrifter, og både institutioner og enkeltpersoner har lovet, at Hollywood skal blive mere mangfoldigt, både hvad angår race og køn."

En af de kommende Hollywood-film, der måske kan sparke lidt til normerne, er Hidden Figures, den sande historie om en gruppe sorte kvindelige matematikere, der bag scenerne var med til at sikre, at astronauten John Glenn kunne gå i kredsløb om Jorden i 1962. Filmens hovedroller er gået til Taraji P. Henson (fra den førnævnte tv-succes Empire) og Octavia Spencer, der for nogle år siden vandt en Oscar for sin rolle som den kagebagende stuepige i The Help (på dansk: Niceville). Hidden Stories udkommer næste år, sandsynligvis i den weekend, hvor USA fejrer sin årlige Martin Luther King Day.

Og det kan muligvis godt betale sig med en sådan rollebesætning.

En rapport fra UCLA i 2015 om Hollywood og diversitet konkluderede nemlig, at "film og tv-shows med skuespillere, der mere eller mindre afspejler USAs racemæssige og etniske sammensætning, tjener flest penge og får generelt de bedste anmeldelser." Desuden køber ikke-hvide amerikanere næsten halvdelen af alle de biografbilletter, der sælges i USA. (Især Latinoer går i biografen: "selv om de kun udgjorde cirka 18 % af USAs befolkning i 2014, så tegner de sig for 25% af alle hyppige biografgængere", fortæller rapporten.)

Det vil også være forfriskende at se en film med sorte kvindelige skuespillere, hvor de hverken spiller slaver eller stuepiger.

Nattens drama

Men inden vi når så vidt, er der dog lige en Oscar-uddeling, der skal løbe af stablen i nat. Værten Chris Rock tweetede forleden meget kryptisk: "Vi ses søndag... #blackout #oscars" ledsaget af et videoklip af en tv-skærm der går i sort.

Det er sansynligvis blot et trick for at imødegå en seerboycott, men det skulle undre meget, om ikke Chris Rock gør hvad han kan for at få Hollywoods hvide flertal til at være bare lidt nervøse for, hvad han finder på at sige i nat.

Én ting er dog helt sikkert: Alle skuespillerpriserne vil gå til hvide skuespillere.