Den Amerikanske Borgerkrig er slut. Igen. Nu kommer genopbygningen og modreaktionerne. Igen.

Torsdag d. 16. juli 2015. (Opdateret d. 21. juli 2015.)

I fredags blev sydstatsflaget taget ned fra dets plads foran regeringsbygningen i Columbia, South Carolina. Handlingen blev ledsaget af tilråb, klapsalver, sang og tårer af både glæde og fortvivlelse.

Forud var gået 13 timers debat i delstatens lovgivende forsamling, og undervejs holdt Republikaneren Jenny Horne et spontant, grådkvalt og rasende indlæg, hvor hun tryglede sine kolleger om at tage flaget ned. At Horne er efterkommer af Sydstaternes præsident Jefferson Davis gjorde ikke episoden mindre intens eller historisk. Beslutningen blev taget kl 1 om natten efter i alt 68 ændringsforslag fra Republikanerne.

Reaktionerne på selve ceremonien med sløjfningen af flaget var ganske enkelt blandede. På CNN udtalte Charles Blow, der er journalist på The New York Times, for eksempel at han ikke kunne se, hvorfor flaget absolut skulle tages ned af en æresvagt, og han kaldte ceremonien for ”et cirkus”.

Til gengæld har historikeren Robert Banner forklaret til New York Daily News, at hvis man så efter, så blev flaget ikke foldet, som man f.eks. gør med det amerikanske flag ved militærbegravelser. Det blev rullet sammen, ligesom det skete ved Sydstaternes overgivelse ved Borgerkrigens afslutning i 1865.

På den måde sørgede South Carolinas regering for, at flaget fik en ærefuld afslutning gennem æresvagten, hvilket man nok håbede ville pacificere flagets tilhængere, samtidig med at det blev gjort klart rent symbolsk, at der var tale om et flag, der tilhørte krigens tabere, og at det derfor ikke længere burde hænge foran en amerikansk regeringsbygning.

Flere grundlæggende holdninger til flaget og hvad der skal ske nu

Det har været meget interessant at følge reaktionerne på den historiske sløjfning af sydstatsflaget og holdningerne til, hvad der skal ske nu. Der er nemlig mange forskellige meninger om netop det.

Først og fremmest er der mange amerikanere (cirka 55 %, iflg. CNN) uanset hudfarve, som mener, at et sydstatsflag ikke har noget at gøre på offentlig grund.

Dernæst er der en gruppe (bl.a. hele 75% af de hvide amerikanere i Sydstaterne, igen iflg. CNN), der mener, at flaget kun står for Sydens stolte arv og traditioner og intet har med racisme at gøre.

I den gruppe finder man blandt andet en ung hvid kvinde, Brandy Burgess, der efter den historiske begivenhed i South Carolina gennem tårer fortalte, hvor såret hun følte sig, og hvor meget dette tab af et historisk symbol på Syden havde ramt hendes familie, for hun så slet ikke flaget som et symbol på racisme. Hun følte nu ikke længere at der var lighed i USA, og hun sagde, at landet bevæger sig baglæns.

Den sorte kommentator og økonom Thomas Sowell mener også, at flaget burde blive hængende. Han så hellere at man lod det være, holdt op med at beskæftige sig med det og i stedet så fremad, for Borgerkrigen er jo slut for længst.

I modsætning hertil har vi de amerikanere, der mener, at det ikke er nok at fjerne sydstatsflaget fra offentlig grund, men at det skal fjernes helt fra det amerikanske samfund. De ønsker, at man i tilgift også fjerner statuer og monumenter, der hædrer f.eks. sydstatssoldater, og at man ændrer navnene på for eksempel veje og skoler, der er opkaldt efter sydstaternes helte. I flere stater, bl.a. i Texas, er statuer af sydstatsgeneraler da også blevet overmalet med ordene ”Black Lives Matter” (”sorte liv har værdi”), hvilket er den nye græsrods-borgerrettighedsbevægelses motto.

I delstaten Georgia har borgerettighedsorganisationen NAACP fremlagt forslag om, at man bortsprænger portrætterne af Sydstaternes præsident Jefferson Davis og sydstatsgeneralerne Robert E. Lee og Thomas ”Stonewall” Jackson fra nationalparken Stone Mountain, hvor deres kontrafejer har været mejslet ind i en bjergside siden 1972 (et arbejde, der blev påbegyndt helt tilbage i 1915).   

På internettet spreder der sig i øjeblikket desuden en udfordring om at tage sydstatsflaget ned fra private hjem og biler, hvorfra det stadig hænger. Man kan således se flere videoer online af amerikanere, der sniger sig ind på privat grund eller hen til biler og hiver sydstatsflag ned, hvilket sandsynligvis havde været med livet som indsats, hvis de var blevet opdaget.

Sidst men ikke mindst er der også en gruppe af amerikanere som mener, at det er forkert at fjerne statuer og monumenter, fordi man bør huske historien og ikke blot slette den. Bryan Stevenson og hans Equal Justice Initiative er blandt dem, der ønsker, at man ser historien direkte i øjnene og også opretter monumenter til ære for slaverne.

Man er også dybt uenige på det højeste politiske plan

Alt i alt er det en meget polariseret diskussion, der udfolder sig i øjeblikket. Selv i Repræsentanternes Hus, der er det ene kammer i USAs kongres, kom det til råben og skænderier samme dag, som flaget blev taget ned i South Carolina.

Egentlig skulle Husets medlemmer stemme om et økonomisk lovforslag, men Demokraterne havde i tilgift hertil foreslået, at det ikke længere skulle være lovligt at opsætte sydstatsflag ved grave eller på kirkegårde, der befinder sig på offentlig grund. Dét modsatte Republikanerne sig, og de fremsatte i stedet et modforslag om, at det fremover skulle være tilladt at flage med sydstatsflaget på offentlige kirkegårde.

På et tidspunkt lød den lovgivende forsamling nærmere som det britiske underhus med dets konstante afbrydelser, råben og klassiske brægen under de politiske debatter, og det var svært for formanden at få ro i salen.

I løbet af debatten holdt Hakeem Jeffries, Demokratisk kongresmand fra staten New York, en stærk tale imod flaget, hvor han gjorde opmærksom på, at hvis flagets bannerførere havde vundet krigen, ville han sandsynligvis være slave i stedet for kongresmedlem.

Til sidst fremsatte Demokraterne endnu et modforslag: at alle statuer o.s.v., der ærede sydstatsfolk, skulle fjernes fra offentlig grund, herunder statuer der befinder sig i Kongressen. Det hele resulterede i, at det økonomiske lovforslag, som egentlig var hele årsagen til samlingen, måtte sendes til viderebehandling i en kommission, og formanden for Repræsentanternes Hus, Republikaneren John Boehner, henstillede til slut, at man sætter sig ned og får diskuteret problematikken omkring sydstatssymbolerne godt og grundigt igennem, så emnet ikke bliver til ”en politisk fodbold”.

Krigen afsluttes én gang til

Så det kan godt være at sammenrulningen af sydstatsflaget i South Carolina havde den symbolske betydning af sydstaternes endelige overgivelse i Borgerkrigen – især set i lyset af, at South Carolina var den første stat, der løsrev sig fra Unionen, og den stat hvor de første skud faldt i krigen –, men de mange forskellige holdninger til flagets endeligt og hvad der skal ske fremover viser, at USA på ingen måde har fået afsluttet krigen på et dybere plan.

Så hvordan får man sat alle disse begivenheder og holdninger ind i et overordnet perspektiv? Mit bud er, at man kunne se sydstatsflagets forsvinden i South Carolina som Borgerkrigens tredje og endelige afslutning, hvis altså man ser borgerrettighedsbevægelsens sejr i 1960erne som den anden i rækken. Dengang underskrev den Demokratiske præsident Lyndon B. Johnson både en borgerrettigheds- og en stemmerettighedslov, i henholdsvis 1964 og 1965.

Grunden til, at disse love overhovedet var nødvendige, var overordnet, at hvide sydstatsamerikanere efter Borgerkrigens afslutning i 1865 havde endog meget svært ved at acceptere ikke blot at de havde tabt krigen, men også at deres tidligere slaver nu havde rettigheder.

Den første genopbygning

Sydstaterne blev efter Borgerkrigen underlagt dét man kalder ”Reconstruction”, d.v.s. at for at blive genoptaget i den Union, de nu engang havde forrådt og kæmpet imod, så skulle Sydstaterne ”genopbygges” på Nordstaternes (d.v.s. de daværende Republikaneres) præmisser, hvilket bl.a. indebar, at de blev opdelt i militære distrikter, blev tvunget til at frigive deres slaver og endda måtte sluge dén kæmpemæssige kamel, at disse tidligere slaver blev statsborgere, fik stemmeret og i nogle tilfælde blev valgt til offentlige embeder. Denne udvikling var grunden til at terrororganisationen Ku Klux Klan blev dannet i sydstaten Tennessee og forgrenede sig videre ud i landet. (Den eksisterer den dag i dag og har cirka 8000 medlemmer på landsplan.)

Efter nogle år fik Demokraterne, som altså dengang dominerede Sydstaterne, genvundet den politiske magt, og fra 1877 og frem til midten af 1960erne blev sorte amerikanere nægtet basale rettigheder, såsom stemmeret, i Syden.

Den politiske og korporlige modstand mod sorte borgerrettigheder, som man så fra 1877 til 1965, den tidsperiode man kalder Jim Crow, var altså en direkte modreaktion på, at Syden tabte borgerkrigen og skulle ”genopbygges”.

Den anden genopbygning

Da Demokraten Lyndon B. Johnson i midten af 1960erne underskrev de nye love, der understregede de sorte amerikaneres rettigheder nok engang, måtte Sydstaterne altså på en måde overgive sig en gang til. Historikeren C. Vann Woodward kaldte da også borgerrettighedsbevægelsens kamp op mod dette tidspunkt for The Second Reconstruction (Den Anden Genopbygning).

Denne anden genopbygnings afslutning begyndte allerede, da modreaktionen meldte sig, bl.a. i form af The Southern Manifesto (”Sydstatsmanifestet”), som blev underskrevet af mange kongresmedlemmer fra Syden i protest mod Højesterets dom i 1956 (Brown vs. Board of Education), som med ét slag havde gjort raceopdeling i skolerne ulovlig. Her kaldte kongres-medlemmerne rettens dom for magtmisbrug.

Man så også modstanden i det politiske skifte i 1968, hvor det lykkedes Republikaneren Richard Nixon med sin såkaldte sydstatsstrategi at overbevise konservative amerikanere i Syden (”det tavse flertal”) om, at hans parti ville genoprette ”lov og orden” i USA. Et senere eksempel på denne lov-og-orden tankegang sås i den Republikanske præsident Ronald Reagans kamp mod narko, den såkaldte ”war on drugs”, som med tiden førte til, at uforholdsmæssigt mange sorte amerikanere endte bag tremmer fra midten af 1980erne og frem, noget man ser effekten af den dag i dag.

Den tredje genopbygning - hvorfor

Nu står vi måske så overfor den tredje Reconstruction, den tredje nødvendige genopbygning – af hele USA.

Hvis man ser på udviklingen over de seneste årtier, så står det rimeligt klart, at lovgivningen til fordel for sorte amerikanere i 1950erne og ’60erne ikke var nok til at skabe lighed og fjerne racismen.

Som sociologen James Loewen har udtrykt det, så fik Sydstaterne lov til at skrive historien om den amerikanske borgerkrig, selv om de tabte krigen. Det er derfor, der er så mange monumenter og statuer, der ærer faldne sydstatsgeneraler og præsident Jefferson Davis, og det er derfor skolebøgerne i Texas stadig kan slippe af sted med at bagatellisere slaveriet og borgerrettighedskampen.

Mange skolebørn i USA lærer fortsat, at slaveriet ikke var hovedårsag til Borgerkrigen, og det selv om for eksempel South Carolinas skriftlige begrundelse for at forlade Unionen specifikt nævner, at slaveri er årsagen. Dét faktum gør det også nemmere at forstå, hvorfor så mange amerikanere ikke ser sydstatsflaget som noget racistisk. De har ganske enkelt ikke fået hele historien.

Sydstatsflagets lange levetid er netop et bevis på, at borgerkrigens myter har fået lov til at leve videre og er blevet brugt til at kue sorte amerikanere, når de har fået flere rettigheder. Udover at Ku Klux Klan er hyppige brugere af flaget, skal man også huske på, at flaget ikke hang over regeringsbygningen i South Carolina efter Borgerkrigens slutning. Det kom faktisk først op at hænge i 1962 i anledning af 100-året for borgerkrigens begyndelse, men dette faldt også sammen med borgerrettigheds-bevægelsens øgede indflydelse, og flaget blev da heller aldrig taget ned igen. Ikke før i fredags, som reaktion på en hvid mands massemord på ni sorte kirkegængere i Charleston - en handling, der for mange amerikanere én gang for alle sprængte myten om, hvad flaget egentlig stod for.

Kort fortalt er der også mange realiteter i dagens USA, der viser, at landet ikke har flyttet sig så langt siden 1960erne, som man måske skulle tro. USA har ganske vist en sort præsident og justitsminister, hvilket af mange har været anset for symbolet på, at man nu er ”post-racial”, d.v.s. at race ikke længere spiller en rolle, men det er ikke nok.

Det er nemlig et faktum, at sorte amerikanere har ti gange så lidt formue som hvide amerikanere, at sorte amerikaneres børn oftere lever i fattigdom, og at sorte amerikanere standses oftere af politiet, arresteres oftere og straffes hårde for de samme forbrydelser end hvide.

Samtidig har det årti efter årti været sværere for sorte amerikanere end for hvide at få adgang til boliglån og at flytte til bedre nabolag, og raceopdelingen i skolerne er faktisk større nu, end den var i 1960erne. (Glenn Delk, der er advokat i Atlanta, Georgia har da også foreslået, at man skriver et nyt ”Sydstatsmanifest” for 2016, hvor man forpligter sig til endelig at komme raceopdelingen i skolerne til livs.)

Oveni de ovenstående problemer kommer så de mange politidrab, hvor især ubevæbnede sorte mænd er i risikozonen, og ikke mindst det nylige massemord i South Carolina, der har mindet mange om terroren mod sorte amerikanere frem mod slutningen af 1960erne.

Disse forhold kaldes strukturel racisme, hvilket ikke nødvendigvis betyder at denne diskrimination er opstået med vilje. Den kan være utilsigtet, men slutresultatetet er, at der stadig ikke er reel lighed for sorte amerikanere.

Pointen er, at racisme og diskrimination er gået fra at være noget personligt og individuelt (d.v.s. synligt) til at være noget, der findes i systemet og i samfundet (d.v.s. ofte usynligt). Det har bl.a. jurist og borgerrettighedsforkæmper Michelle Alexander skrevet bogen The New Jim Crow om.

Den tredje genopbygning - hvordan

Præsident Obama har da også gjort det meget klart, at der skal nye boller på suppen, og det er dét, jeg vil betegne som den tredje ”Reconstruction”, som dækker hele USA.

Vi skal jo heller ikke glemme, at racisme og ulighed ikke er noget, der er afgrænset til sydstaterne. Nordstaten Oregon, der blev en delstat i 1859, skrev således i sin forfatning, at sorte amerikanere ikke måtte bo, arbejde eller eje jord i staten. Faktisk kunne ingen sorte amerikanere flytte dertil før 1926.) Og for eksempel problemerne med politidrab og raceprofilering ses over hele landet.

Indenfor den seneste uges tid har Obama annonceret, at man nu vil gennemtvinge The Fair Housing Act fra 1968, en lov der skulle forhindre diskrimination ved huskøb og lignende. Tirsdag gjorde han endvidere anslag til en større reform af retssystemet, og i dag bliver han den første amerikanske præsident, der besøger et fængsel.

I sydstaten North Carolina pågår der desuden en retssag, hvor det skal afgøres hvorvidt delstaten har lov til at indføre meget strenge regler for at folk kan stemme; regler, der overvejende rammer minoritetsvælgere og kun er blevet mulige, efter at Højesteret i 2013 udhulede Lyndon B. Johnsons stemmeretslov fra 1965 og rullede en vigtig del af fremskridtet fra ”den anden genopbygning” tilbage.

Disse nye tiltag i kombination med en stigende forståelse i befolkningen af, at der er uafklarede skismer fra borgerkrigen og en usynlig strukturel racisme i samfundet, ser jeg som et tegn på, at sydstatsflagets endeligt nu bliver fulgt på vej af en ny genopbygning og -forening.

Det er også meget symbolsk at Jenny Horne, som nævnt tidligere, i sin egenskab af efterkommer af Sydstaternes præsident talte imod flaget. Det samme gjorde i øvrigt Paul Thurmond, Republikansk medlem af South Carolinas Senat og søn af nu afdøde senator Strom Thurmond, der i sin tid var en af de mest indædte modstandere af sorte borgerrettigheder.

Den tredje modreaktion

Men ligesom vi måske er vidner til en tredje genopbygning, som kan tage mange år, så spår jeg, at vi også er vidner til en ulmende tredje modreaktion, der kan vare ligeså længe.

Der har allerede henover weekenden været moddemonstrationer til fordel for sydstatsflaget, bl.a. i Ocala i Florida, hvor omkring 4500 mennesker mødte op, og hvor det kom til klammeri og skyderi (dog heldigvis uden sårede). Herudover har Ku Klux Klan meldt sin ankomst til South Carolina nu på lørdag, hvor de vil forsamles foran South Carolinas regeringsbygning, garanteret med masser af sydstatsflag i kufferten. Man kan derfor ikke udelukke scenarier der kommer til at minde om f.eks. 1960erne, før det blev umoderne at skilte åbenlyst med sin racisme.

Ligesom i 1960erne er der med høj sandsynlighed også amerikanere i dag, som nu føler sig hensat til det ”tavse flertal”, bl.a. fordi det må føles som om sydstaterne har måttet overgive sig igen, når man ser sydstatsflaget blive taget ned under stor jubel fra for eksempel sorte amerikanere. Husk på den unge hvide kvinde, Brandy Burgess, som tårevædet fortalte, at hun ikke længere følte, at hun havde lige rettigheder.

Det er også værd at bemærke, at i hvert fald indtil for nylig var der stadig amerikanere i live, hvis fædre havde kæmpet i Borgerkrigen (!), så for nogle familier er krigen faktisk stadig ret tæt på og meget personlig. Og man skal da heller ikke glemme, at det kan være ganske provokerende for folk i Sydstaterne, at de bliver fremstillet som racister.

Dén gruppe af (hovedsageligt) hvide amerikanere, som føler, at de pludselig er røget i et bagholdsangreb, vil Republikanerne kunne få fat i og holde fast i som vælgere, især hvis man rundt omkring også begynder at fjerne statuer og monumenter. Til en vis grad kan de seneste ugers hændelser i South Carolina – måske blandt andet fordi det er gået så hurtigt og må være kommet som et chok for mange – altså vise sig at give politisk bagslag for Demokraterne på sigt.

To spritnye bøger rammer tidsånden

Vi får se, hvordan det går, men det er meget betegnende at blandt de spritnye bogudgivelser i USA i denne uge, er opfølgeren til Harper Lees elskede og klassiske amerikanske roman Dræb Ikke En Sangfugl (To Kill a Mockingbird), Go Set a Watchman, samt den prominente skribent Ta-Nehisi Coates biografiske Between the World and Me.

*** SPOILER ALERT: De næste to afsnit bør du springe over, hvis du gerne vil læse Go Set a Watchman uden at vide for meget ***

Harper Lees opfølger forandrer hendes (og dermed nationens) store, elskede helt (på film spillet til perfektion af Gregory Peck), sagføreren Atticus Finch, fra forkæmperen for en uskyldigt anklaget sort mand i Sangfugl til en rendyrket racist i Watchman, der foregår i midten af 1950erne. Finch reagerer på Højesterets tidligere nævnte dom i 1956, om at skolerne ikke længere må være raceopdelte. Han går bl.a. til et klanmøde, og han mener, at delstaternes rettigheder til selv at bestemme er langt vigtigere end sortes rettigheder.

At bogens morale så oveni er, at hans idealistiske datter Scout nærmest lettet indser, at racister også er mennesker, og at man bør elske sin far, selv om han går ind for raceopdeling, ja, det klinger jo meget aktuelt lige nu, hvor amerikanerne må lære endnu engang at se menneskene bag holdningerne til flag, monumenter og politik, hvis man ikke skal rode sig ud i endnu en borgerkrig på et eller andet niveau. (Og så fik tilhængerne af Sangfugl sig da også lige deres eget traume at bearbejde, for ikonet Harper Lees behandling af emnet er til tider ganske racistisk.)

*** Du kan roligt læse videre herfra ***

I stærk modsætning til Lees fiktion står Coates bog, som er et langt brev til hans søn, hvilket har fået bl.a. den store sorte forfatter Toni Morrison til at sige, at Coates er arvtager til James Baldwin, en anden stor sort forfatter, der i 1950erne og 1960erne skrev stærke tekster om, hvad det ville sige at være sort i USA. Hans essay The Fire Next Time er skrevet til hans 14-årige nevø og har samme mål som Coates brev/bog til sin søn: hudløst ærligt at skildre den sorte amerikaners lod i dagens USA, og dermed er Coates tekst ligesom Baldwins værker en del af borgerrettighedskampen.

Coates bog har generelt fået stor ros, og den rammer ligesom Harper Lees roman lige lukt ned i en tid, hvor amerikanerne bliver nødt til endnu engang at diskutere Borgerkrigens afslutning og afgøre, hvordan landet og tilliden mellem fronterne kan genopbygges. Man bliver også nødt til at diskutere den strukturelle racisme, som Obama nu har taget hul på et opgør med, og på en eller anden måde skal raceprofileringen af sorte amerikanere gøres meget mere synlig, ellers kan den ikke fjernes.

Det bliver utroligt spændende at følge udviklingen herfra, og selv om det kan føles som om, at USA er endt i 1960erne igen med raceuroligheder i Ferguson og Baltimore, med nylige brande i sorte kirker og med en ny græsrods-borgerrettighedskamp udtrykt gennem både protestsange og sportsfolk, der siger deres mening, så må vi håbe, at denne – forhåbentlig – sidste afslutning af den amerikanske borgerkrig og et fast fokus på sikringen af sorte rettigheder kan gennemføres således, at denne tredje genopbygning kommer til at holde stand.