Rachel Dolezal: Sagen om den sorte kvinde, der i virkeligheden er hvid, rejser tusinde spørgsmål om race

Tirsdag d. 16. juni 2015.

Hele balladen startede i torsdags, da en lokalavis i Idaho bragte en historie om præsidenten for den sorte borgerrettighedsorganisation NAACPs lokale afdeling i Spokane, Washington, en sort kvinde ved navn Rachel Dolezal.

Artiklen stillede i sin overskrift spørgsmålet ”Black like Me?” og fortalte, at Dolezals forældre, Ruthanne og Larry, er hvide, og at datteren altså faktisk ikke er sort. Ruthanne og Larry har fremlagt datterens fødselsattest og fotos, hvor man tydeligt kan se, at hun oprindeligt er blond og har blå øjne.

Ifølge historien har Dolezal tidligere på NAACPs Facebook-side optrådt på et foto sammen med en sort mand, som hun hævder er hendes far. Det har vist sig, at han hedder Albert Wilkerson og var frivillig ved Idahos Human Rights Education Institute, hvor Dolezal tidligere har arbejdet. Hun er nu adjunkt i Africana Studies ved Eastern Washington University.

Dolezal fortæller også, at hun blev født i en tipi i Montana, og at hun har boet i Sydafrika, men også dette afviser hendes forældre. Derudover har hun hævdet, at hendes mor og stedfar (som ikke findes) piskede hende, da hun var barn, og hun har sammenlignet dette med slaveri. Det har også vist sig, at Izaiah, som Dolezal præsenterer som sin søn, er hendes sorte adoptivbror, som hun er værge for. Hun har desuden tre andre sorte adoptivsøskende, Ezra, Zachariah og Esther samt en hvid bror, Joshua.

I løbet af de seneste år har Dolezal endvidere anmeldt diverse hadforbrydelser imod sig, herunder indbrud, hærværk, telefonchikane, mistænkelig post og dødstrusler. Angiveligt skulle alle disse hændelser være en reaktion på hendes status som præsident for NAACP, men ingen er nogensinde blevet tiltalt, og politiet har indtil videre standset efterforskningen.

Kan man repræsentere sorte amerikanere, når man selv er hvid?

Da Dolezal blev udnævnt af Spokanes borgmester til medlem af den lokale Police Oversight Committee (en civil komité, der vurderer klager over politiet), blev der ikke udført baggrundstjek af ansøgerne til stillingen. Fordi Dolezal angav i sin ansøgning, at hun er af både hvid, sort og indiansk afstamning, blev hun anset for at repræsentere den ønskede diversitet i komitéen.

Hvad angår NAACP, så er der ifølge James Wilburn, som er sort og tidligere præsident for afdelingen i Spokane, ikke noget krav om, at man skal være sort for at kunne blive præsident for organisationen, og hovedkontoret har da også udsendt en erklæring med samme besked. I byen Spokane er i øvrigt kun 2 % af de cirka 200.000 indbyggere sorte, og derfor er det også naturligt, at lokalafdelingen har flere hvide medlemmer.

Den nuværende præsident for NAACPs afdeling i delstaten Arizona, Donald Harris, er hvid, og han udtaler, at selv om han kæmper for sorte amerikaneres rettigheder ligesom Dolezal, så vil han aldrig kunne vide, hvordan det er at vokse op i et sort hjem. Det ville være løgn at påstå andet, siger han. Og uanset NAACPs anerkendelse af, at der også er plads til hvide ledere i organisationen, så har Dolezal nu, dog uden at undskylde sine handlinger, trukket sig fra posten som NAACP-præsident i Spokane.

Josh Marshall skriver i en artikel på hjemmesiden Talking Points Memo, at der må ligge noget psykologisk bag Dolezals beslutning om at ”vælge” at være sort, for det ser ud til at hun ikke kun har ladet som om, men faktisk har levet identiteten ud.

Udover den rent fysiske forvandling, hvor hun har ændret hudfarve og frisure, har hun også været gift med en sort mand, Kevin Moore, og hun fik sin kandidatgrad i kunst fra det historisk sorte universitet Howard University. Da hun gik på Howard, var hun dog stadig hvid, og hun sagsøgte faktisk universitetet for at diskriminere imod hende, fordi hun var hvid og gravid; en sag som hun endte med at tabe.

Da Dolezal søgte ind på Howard, angav hun ikke sin race, men fordi hendes kunst ofte portrætterer sorte ansigter og forpinte sorte skikkelser, kan det godt tænkes, at det netop var ansøgningens stiltielse omkring, at hun faktisk var hvid, der fik hende indenfor murene. Det skal også nævnes, at indenfor de seneste dage, er der opstået rygter om plagiat i forbindelse med Dolezals kunst, så vi må jo se, hvor den side af historien fører hen.

Må (og kan) man selv vælge sin race?

For nogle år siden kritiserede en historiker ved Harvard University, Abigail Thernstrom, præsident Obama for at have sat kryds ud for ”sort” i den landsdækkende folkeoptælling, der blandt andet undersøger, hvilke racer landets borgere identificerer sig som. Thernstrom mente, at Obama i stedet skulle have sat kryds ved ”biracial” (”to racer”), for ved kun at vælge sort fravalgte han arven fra sin hvide mor.

Kritikken er en indikation af, at det rent officielt stod Obama frit for at vælge sin race, selv om den såkaldte ”one drop rule” (d.v.s. ”reglen” om, at hvis man er efterkommer af en sort person, så er man per definition sort) et eller andet sted stadig gælder i USA, for det ville i sidste ende nok være svært at overbevise ret mange amerikanere om, at Obama er hvid, blot fordi han har en hvid mor.

Nogle konservative kommentatorer har i sagen om Dolezal været hurtigt ude med en sammenligning med sagen om Caitlyn Jenner, den tidligere mandlige olympiske mester i tikamp, Bruce Jenner, som for nyligt sprang ud som transseksuel kvinde på forsiden af bladet Vanity Fair.

For eksempel skriver Kimberly Ross på det stærkt konservative RedState, at det er hyklerisk af den amerikanske venstrefløj, at man taler så meget om, at folk skal være sig selv og leve deres liv, som de ønsker, og at man hylder Caitlyn Jenner for at ville være kvinde, når man samtidig fordømmer Rachel Dolezal for at ville være sort. Ifølge Ross er der ikke nogen forskel på Jenner og Dolezal: de narrer begge to sig selv.

Der er dog en vigtig forskel: Jenner lyver ikke om, at hun har været en mand, hvorimod Dolezal lader til at have løjet om hele sin opvækst som sort amerikaner. På nyhedssitet The Daily Beast kalder Patrick Blanchfield for eksempel Dolezals nye identitet for ”etnisk bedrag”, ”narcissisme og et usundt behov for anerkendelse”, og han mener, at hun ”klæder sig ud med offerrollen”.

Race som social konstruktion

Der er dog historisk også sorte amerikanere, der har gjort, hvad de kunne for at blive opfattet som hvide. Da racediskrimination stadig var åbenlys i USA, valgte nogle sorte amerikanere, der var meget lyse i huden, at lade som om og leve som hvide. Det gjorde de dog ikke, fordi de identificerede sig som hvide, men fordi det var en måde at sikre sig på og opnå de privilegier og den indflydelse, som hvide amerikanere havde. Men det var også et liv i frygt og fare for at blive afsløret, og i modsætning hertil har Dolezal kun risikeret sit rygte og sin karriere, ikke sit liv.

Det er meget amerikansk at kunne genopfinde sig selv, - landet blev trods alt grundlagt af mennesker, der ville starte på en frisk -, og de enkelte racekategorier har da også flyttet sig over tid. Men historisk set er det at være sort noget, som man skal bevæge sig væk fra. Det handler om at blive hvid, og dén kamp har altid været forbundet med risici. Så hvor meget handler race om, hvem vi er, og hvem vi tror vi er?

Det har længe været anerkendt, at race er en social konstruktion, hvilket illustreres af værker fra forskere som for eksempel David Roediger (professor i American Studies), Matthew Frye Jacobson (historiker og professor i African American Studies) og historikeren Nell Irvin Painter.

Fordi race er en konstruktion er den også flydende, og mange af de grupper man automatisk anser for at være hvide i dag, for eksempel irere, blev ikke oprindeligt anset for at være hvide, da de i stort tal ankom til USA som immigranter. Deres status som hvide var noget, som samfundet og systemet afgjorde, ikke de enkelte individer selv.

Men Dolezals handlinger er vel i orden, hvis vi lever i en tid, hvor samfundet ikke skal bestemme vores køn? Ann Morning, der er sociologiprofessor, siger, at det at være ”transracial”, som hun kalder det, kan sammenlignes med det at være transkønnet. Hvis en mand føler sig som en kvinde indeni på trods af sine medfødte kønsdele, så kan han som Bruce Jenner vælge at blive til Caitlyn Jenner. Skal Rachel Dolezal ikke have samme frihed til at vælge sin race?

Modargumentet fra rigtigt mange kommentatorer, er, at Dolezal jo lyver om at være sort af fødsel. Hun er godt klar over, at hun ikke fortæller sandheden om sin fortid og sin opvækst, og derudover har hun truffet et valg, som hun som hvid kvinde kan trække tilbage lige så snart hun har lyst til eller brug for det. Man bliver jo ikke sort af at ændre frisure og bruge en masse selvbruner.

Som præsident for en lokalafdeling af NAACP og som muligt offer for diskrimination, mens hendes hvide baggrund var ukendt, kan man selvfølgelig sige, at Dolezal valgte at gå ind i kampen for sorte borgerrettigheder og mærke den på egen krop, men er der ikke også et privilegium i, at hun vælger til, når hun optræder som den forfulgte sorte amerikaner? Modsat sorte amerikanere, så kan hun som nævnt netop forsvinde tilbage ind i sin hvide identitet, og det må siges at være kernen i såkaldt hvidt privilegium. Som skribenten Jamelle Bouie formulerer det, så er der en helt grundlæggende forskel på at vælge at skabe et sort liv og at være tvunget til at leve et sort liv.

Hvorfor vælge at blive sort?

Professor i psykologi Anita Thomas fortæller, at Dolezals identifikation med en anden race end den hvide ikke nødvendigvis er unormal for hvide teenagere, fordi det neutrale koncept ”hvid” kan komme til at virke meget tomt. Derimod har andre racer en mere tydelig og specifik identitet, så det er noget hvide børn og unge godt kan finde på at udforske og identificere sig meget med. Men ifølge Thomas er det unormalt for en person i trediverne at ændre raceidentitet på den måde, som Dolezal har gjort det.

Ifølge sociologen Camille Zubrinsky Charles er det også meget sjældent, at et medlem af en magtfuld gruppe vælger at blive medlem af en svagere gruppe. Hvis man ser på rapperen Eminem så er han jo virkelig succesfuld indenfor en traditionelt sort musikgenre, men han har dog aldrig påstået, at han var sort, og det har han heller ikke haft brug for.

To af de mest berømte eksempler på hvide amerikanere, der valgte at udgive sig for at være sorte, er John Howard Griffin, som skrev bogen ”Black Like Me” (som lokalavisens artikel om Dolezal henviste til i sin overskrift), og Grace Halsell, der inspireret af Griffin skrev bogen ”Soul Sister.”

Griffin og Halsell forklædte sig som sorte amerikanere i henholdvis 1950erne og 1960erne for at afdække racediskrimination, så ligesom Dolezal kæmpede de for sorte amerikaneres rettigheder, og ligesom Dolezal kunne de også begge gå tilbage til deres hvide identitet bagefter. Nogle sorte amerikanere tog også afstand fra Griffins arbejde, fordi det understregede at hvide amerikanere kun troede på, hvad sorte amerikanere fortalte dem om racediskrimination, når de fik det fortalt af hvide amerikanere, der havde prøvet det på egen krop. Ganske enkelt fordi hvide amerikanere blev tilskrevet, og på nogle punkter stadig tilskrives, mere troværdighed end sorte amerikanere.

Hvad vil det sige at være sort?

Dolezals kollega på universitetet, Angela Schwendiman, der er sort, siger i et interview med NBC News, at Dolezal altid har haft en sort identitet, som ikke føles som en form for optræden. Hun understreger, at Dolezal går meget op i, at hun har gået på Howard University og rejst i Afrika, og på en måde er det altså disse ”sorte oplevelser”, som Dolezal mener, gør hende sort.

Schwendiman peger også på, at identitet er en kompleks størrelse, som både handler om personens syn på sig selv og om den måde, som andre ser personen på: Dolezal har, som kollegaen ser det, helt afsværget det biologiske hvide aspekt og overtaget en kulturel sort identitet. Hun ser altså sig selv som kvalificeret til at være sort på trods af genetik.

Problemet er, at selv om Schwendiman siger, at Dolezal nærmest er mere sort end hun selv er, så vil Schwendiman selv ikke kunne løbe fra sin mørke hudfarve. Hun vil altid være sort og kan aldrig blive hvid som Dolezal, hvis hun altså skulle ønske det.

Der findes faktisk et tilfælde fra 1980erne, der minder om sagen med Dolezal. I 1984 erklærede Mark Stebbins, en hvid mand i byen Stockton, Californien, at han identificerede sig som sort, og han stillede derfor op som sort kandidat til en byrådsplads i et område med mange både sorte og latinamerikanske indbyggere. Dengang udtalte han, at han havde besluttet, at han var sort på alle måder, både kulturelt og genetisk, som han kaldte det, men han stod også ved, at han var født hvid. Han vandt i øvrigt valget.

I et spritnyt interview med Stebbins på nyhedssitet Slate kalder journalisten ham for ”den originale Rachel Dolezal”, og her siger Stebbins, at historien om Dolezal netop viser, at race er en konstruktion. Han identificerer sig stadigvæk som sort, men han benægter ikke sine hvide rødder. Samtidig understreger han dog også, at vi måske skal være forsigtige med at gøre dét at ville være sort til en dårlig ting.

Den fornærmende karikatur af sort identitet og kultur

Stebbins kan have fat i noget. Der er vel intet i vejen for at være så passioneret omkring sort kultur og identitet, at man lever sig helt ind i det? Der er jo ikke noget i vejen med at være sort.

Men, skriver Adam Serwer på hjemmesiden BuzzFeed, i Dolezals tilfælde er hendes biografi jo nærmest en ”racemæssig karikatur”. Hun har opfundet en falsk fortid med både en tipi og piskning, og selv hendes  nylige påstande om hadforbrydelser kan drages i tvivl. Dolezals ”optræden” som sort er da også blevet sammenlignet af blandt andre en af hendes sorte adoptivbrødre med den amerikanske blackface-tradition.

Fra 1920erne og helt frem til omkring 1960 kunne man i takt med teknologiens udvikling se blackface i amerikanske varietéshows, i film og på tv. Her malede hvide skuespillere sig kulsorte i ansigtet og gjorde grin med sorte amerikaneres måde at se ud, tale og opføre sig på. Det at være sort blev identificeret igennem en præstation og en optisk illusion, og det er også tilfældet med Rachel Dolezal.

Det mener Osamudia Jones i hvert fald. Hun er selv sort og skriver i The Washington Post, at Dolezal har skabt en falsk identitet, der minder om et kostume, som hun tager på, og som repræsenterer, hvordan hun mener, at sorte kvinder opfører sig og ser ud.

Fordi Dolezal ikke er født og opvokset som sort amerikaner, så er det et ret begrænset kostume, hun bruger, skriver Jones. Hun minder om, at det jo altså ikke er alle sorte amerikanere, der er vokset op i fattigdom eller har fået bank af deres forældre, eller hvis forældre er skilt, for eksempel.

Dolezals portræt af en sort kvinde er derfor repræsentativ for den overfladiske hvide forståelse af, hvad sort identitet er, også selv om hun i et tv-interview i dag stærkt benægtede, at der i hendes tilfælde er tale om blackface. Det virker bestemt som om, at Dolezal mener det godt, for hun har længe kæmpet for sorte amerikaneres rettigheder, men hendes opfundne minoritetsbarndom fyldt med klichéer og stereotyper må virke fornærmende og nedladende på mange sorte amerikanere.

Rachel Dolezal har skadet kampen mod racediskrimination men selv profiteret

Vi skal selvfølgelig stadig huske, som sociologen Nikki Khanna forklarer det, at ”race ikke er virkelig, men vi gør den virkelig.”

Psykologen Halford Fairchild understreger godt nok, at fordi race har med identitet og ikke med biologi at gøre, så ”er Dolezal sort fordi hun ser sig selv som sort, og dermed er hendes identitet autentisk.” Dolezal fortalte da også i dagens tv-interview, at hendes identifikation som sort amerikaner begyndte, da hun var blot fem år gammel, hvor hun tegnede sig selv med mørkere hudfarve.

Men, som Khanna også pointerer, så ser amerikanere også race ud fra arv og ikke blot miljø og kultur, og det der gør denne sag så svær at sluge for mange amerikanere er, at Dolezal lyver om sin biologiske arv. På den bane har hun ingen basis for at gøre krav på en sort identitet, og derfor kommer hendes kamp for sorte rettigheder til at klinge meget hult, uanset hvor velmenende den måtte være.

Dolezal har også brugt sin nye identitet til at fremme sin egen sag. I følge Fredrick Deboer i Los Angeles Times, så anses sorte amerikanere, og især kvinderne, for at have stor autenticitet i den akademiske verden, og det faktum har muligvis kunnet hjælpe Dolezal til at få arbejde på universitetet. Jennifer Wilson, som er sort forsker i centraleuropæisk og slavisk litteratur, siger, at der også kan være tale om et akademisk pres i og med, at det er en udfordring og måske endda problematisk at skulle undervise i sorte amerikanske forhold som hvid, for kan man overhovedet sætte sig ind i, hvad det vil sige?

Men hvis vi samtidig accepterer, at det er mere troværdigt for en sort amerikaner at tale om disse emner, så har Dolezal vel stadig forrådt sagen? Hvor autentisk er hun, og hvor autentisk er hendes liv som sort, når det er baseret på rendyrket bedrag?

Netop fordi Dolezal virkelig har kæmpet imod racediskrimination, er hendes bedrag endnu mere frustrerende. Netop denne kamp har brug for dét, man kalder ”white allies”, altså hvide allierede der vil gå med i kampen for lige rettigheder og imod racisme (som Griffin og Halsell gjorde, da de skrev om deres oplevelser), men Dolezal har gjort sig til en falsk autoritet ved at opdigte sine sorte erfaringer.

Det kunne være meget interessant at høre, hvordan det har været for hende at leve som sort amerikaner som voksen, men hendes troværdighed er helt og holdent røget i svinget, og derfor har Rachel Dolezal i sidste ende gjort mere skade end gavn for den sag, hun åbenlyst brænder så inderligt for.