Oprør på amerikanske universiteter: Racisme versus ytringsfrihed?

Søndag d. 15. november 2015.

Præsidenten for University of Missouri, Tim Wolfe, er gået af, efter at først en sort studerende via en sultestrejke og dernæst 32 af universitetets sorte football-spillere via en arbejdsnedlæggelse krævede præsidentens afgang, fordi han efter deres mening ikke tog sorte studerendes klager over racisme på campus alvorligt. Til gengæld er der en del kritik af de sorte studerendes ønske om at blive lyttet til, når de samtidig efter nogles mening har krænket pressefriheden og andres ytringsfrihed.

Store racespændinger på University of Missouri

Historien - i hvert fald i denne omgang - begyndte tilbage i september, hvor studenterforeningens præsident Payton Head, der er sort, fortalte på Facebook om, hvordan han var blevet udsat for racistiske tilråb på campus. Det blev fulgt op af flere demonstrationer med titlen “Racism Lives Here”, hvor universitetsledelsen blev skarpt kritiseret for ikke at tage Heads oplevelser alvorligt og tale åbent imod racisme, og senere af en sit-in.

Under en stor parade på universitetet forsøgte et lille dusin sorte demonstranter, der kalder sig Concerned Student 1950 (opkaldt efter det første år, hvor sorte studerende fik adgang til at gå på University of Missouri, eller Mizzou som det også kaldes), dernæst at få universitetspræsidenten i tale ved at blokere for hans bil i paraden. Demonstranterne blev i den forbindelse bl.a. truet af politiet med peberspray. De forlangte sidenhen både Tim Wolfes afgang og at der ansættes flere minoriteter på universitetet.

Nogle dage senere fandt man et hagekors skrevet med ekskrementer på en væg i et af kollegierne (hvilket er anden gang på et år, at sådan noget har fundet sted). Concerned Student 1950-demonstranterne mødtes kort efter med Tim Wolfe, men ifølge dem havde præsidenten ingen forslag til, hvordan man kunne gøre campus mere tryg for minoritetsstuderende.

Sultestrejke og sportsstrejke

Dét førte i sidste ende til, at den sorte kandidatstuderende Jonathan Butler begav sig ud i en decideret sultestrejke for at få præsidenten til at gå af. Imens udtrykte flere studerende deres støtte til Butler ved at boycotte undervisningen, Faculty Council (en slags Akademisk Råd) kritiserede Tim Wolfe for hans håndtering af sagerne, og flere institutter og organisationer på universitetet bakkede op om Concerned Student 1950. Staten Missouris guvernør, Jay Nixon, kom endda med en officiel udtalelse om, at “racisme og intolerance ikke hører hjemme på University of Missouri eller noget andet sted i staten. Vores universiteter skal være trygge og forstående steder.”

De studerende holdt flere møder med Wolfe, og den sultestrejkende Butler fortsatte i en uge, uden at der var udsigt til at præsidenten ville gå af, tværtimod. Men lørdag i sidste uge erklærede 32 sorte spillere på Mizzous football-hold så, at de ville strejke, indtil Wolfe var trådt tilbage: “Vi vil ikke deltage i nogen football-relaterede aktiviteter, før Tim Wolfe trækker sig eller bliver fjernet fra sin post på grund af hans manglende reaktion på de marginaliserede studerendes situation,” erklærede de. Magasinet The Nation citerer desuden en af spillerne, der ønsker at være anonym, for følgende: “Vi ser jo, hvad der foregår. Vi følte os dumme, når vi ikke sagde eller gjorde noget, mens alt det her foregik rundt omkring os. Vi vil være ledere i denne her sag, for den påvirker også os.”

“Universitets-sportsfolkenes stemme har væltet en konge”

Det er meget interessant at se, hvor megen magt de football-spillende studerende faktisk har i en sag som denne. Der er jo millioner af dollars bundet op i de enkelte universiteters sportshold, og som Dave Zirin udtrykker det i The Nation, så “er systemet fuldkommen baseret på spillernes accept af deres egen magtesløshed som dele af en maskine. Hvis de vælger at udøve deres magt, så standser maskinen ikke blot. Den bliver dramatisk forvandlet. Black Lives Matter-bevægelsens opdukken truer maskineriet som intet andet har kunnet gøre det siden de sorte sportsfolks oprør i 1960erne og 1970erne.”

Mange husker sikket - eller har hørt om - de sorte løbere Tommie Smith og John Carlos dybt symbolske “Black Power”-demonstration med løftede knytnæver ved OL i Mexico i 1968, da de vandt henholdsvis guld og bronze i 200 meter løb. Men på det lokale universitetsniveau demonstrerede sorte studerende med sportsstipendier også dengang imod racisme. Det gjaldt blandt andet de såkaldte “Black 14” på The University of Wyoming i 1969, som protesterede mod Mormonkirkens forbud mod sorte præster, en meningstilkendegivelse der i stedet resulterede i at de 14 spillere blev smidt af holdet.

Men tiderne er skiftet, og i dag var det altså ikke en sort studerendes ugelange sultestrejke, der skulle ændre udfaldet og få en universitets-præsident til at falde. Det var sorte footballspillere - og blot truslen om ikke at spille var nok  De udgør nemlig så stor en del af spillerne, at “uden de sorte spilere har du ikke noget hold.” Jamelle Bouie, der skriver for Slate, gør da også opmærksom på, at der allerede var store spændinger og masser af protester på Mizzou, men at det var de sorte football-spilleres handling, der ændrede magtbalancen.

Kommentator Bill Plaschke hiver ligefrem de store ord frem i Los Angeles Times, hvor han beskriver, hvordan “en gruppe tilsyneladende magtesløse universitets-sportsfolk har indset deres utrolige styrke. En gruppe ubetalte arbejdere har udøvet deres kontrol over store rigdomme. Universitets-sportsfolkenes stemme er endelig blevet hørt, og den har væltet en konge.”

En Ferguson-effekt?

Jamelle Bouie citerer i øvrigt The New York Times, som vurderer, at man bør tage med i betragtning, at begivenhederne i Ferguson, som jo ligger i Missouri, har spillet en rolle: “Flere af de sorte studerende er kommet fra Ferguson, hvor to tredjedele af befolkningen er sort, til Columbia [hvor Mizzou ligger], hvor næsten 80 procent af indbyggerne er hvide.”

Det er Brenda Smith-Lezama fra Mizzous studenterorganisation enig i. Hun ser begivenhederne i Ferguson som et vendepunkt, og at de bevægelser, man har set dukke op siden, er blevet mere organiserede som en effekt heraf. Desuden beskriver hun den afgåede Tim Wolfe som “et symbol på det system, der har svigtet os”; et system som hun mener er blevet mere tydeligt efter Ferguson.

Sidste år argumenterede sociolog Tony N. Brown fra Vanderbuilt University da også for at, Ferguson ikke kan ses som en anomali, og han pointerede, at “hvis man vil lytte til begge sider af en sag, så kræver det empati. Racismen trives til dels fordi hvide lider af det jeg kalder social aleksitymi [en nedsat evne til at mærke og udtrykke følelser] - de kan ganske enkelt ikke forestille sig hvordan et sort liv føles.”

Yale oplever også protester

Scott Brooks, som underviser på Mizzou, har fortalt tv-stationen PBS, at de frustrationer, der er blevet udtrykt på universitetet, ikke er noget nyt, og at den deles af sorte studerende på mange universiteter.

Der har da også været spændinger og sympatidemonstrationer med Mizzou på mange andre universiteter over hele landet i den forgangne uge, for eksempel på så berømte universiteter som Stanford og Harvard.

Og så er der en intens stemning på Yale universitetet i Connecticut for øjeblikket.

Den er bl.a. opstået på baggrund af en mail, hvor universitetsledelsen bad de studerende tænke sig om, når de valgte et Halloween-kostume, så de ikke kom til at støde for eksempel minoriteter på campus ved at klæde sig ud som andre racer eller kulturer. Man har før i tiden set hvide studerende male sig sorte i ansigtet og “klæde sig ud” som sorte amerikanere, hvilket er dét, der kaldes “blackface” - en praksis, der historisk set har været brugt til at latterliggøre og nedgøre sorte i underholdningens tegn.

Men ledelsens mail om Halloween-kostumerne faldt en af universitetets undervisere, Erika Christakis, for brystet, og hun udsendte derfor sin egen mail til de studerende, der bor på det kollegium, hun har ansvaret for. I mailen skrev hun, at man også skulle passe på ikke at gøre universitetet til et sted med “censur og forbud”. Hun citerede også sin mand, Nicholas, der underviser sammesteds, for at sige, at “hvis man ikke kan lide det kostume, som en anden person har på, så kan man kigge væk eller fortælle den, der har det på, at det er fornærmende. Tal med hinanden. Ytringsfrihed og evnen til at tolerere fornærmelser er kernen i et frit og åbent samfund.”

På Yale har udtalelserne fra professor-ægteparret dog ført til, at flere studerende nu forlanger, at universitetet fyrer de to undervisere, og godt 740 studerende, professorer og alumner har underskrevet et åbent brev til Erika Christakis, hvor de anklager hende for at “slette de minoritets-studerendes stemmer på campus”. Som journalist Libby Nelson forklarer det på nyhedssiden Vox, så skyldes den voldsomme reaktion fra de sorte studerende blandt andet også, at de to undervisere i tilgift er tilknyttet kollegier på campus og som sådan forventes at have en anderledes fortrolig rolle i forhold til deres studerende og dermed at have deres interesser for øje, når der opstår for eksempel racespændinger.

Med andre ord forventede de sorte studerende, som tager visse Halloween-kostumer meget personligt og anser dem for racistiske, at deres kollegie-professorer ville sætte deres velbefindende ekstra højt i stedet for blot at opfordre dem til debat. Som en af de studerende, Jencey Paz, skrev i universitets-avisen The Yale Herald, i en artikel der senere er blevet fjernet: “Jeg vil ikke debattere. Jeg vil tale om min smerte.”

Man må antage, at det for Paz - og tydeligvis også for andre minoritetsstuderende - er grænseoverskridende at blive bedt om at diskutere med hvide studerende, der ikke er fintfølende nok til ikke at klæde sig ud som andre racer. Ifølge Paz medvirkede Nicholas Christakis opfordring til debat blot til at gøre problemet til en opdeling i “os mod dem” og til at “marginalisere” de protesterende minoritetsstuderende. I Pazs optik bør universitetet tage mere hensyn til minoriteterne i stedet for at skubbe problemet med at finde en løsning over på dem. Som en studerende skreg til Nicholas Christakis, da denne forleden stod ansigt til ansigt med demonstranterne: “Det er dit job at skabe et trygt sted og et hjem for de studerende… […] Det handler ikke om at skabe et intellektuelt rum! Det gør det ikke! Forstår du det? Det drejer sig om at skabe et hjem her! Og det gør du ikke. Du modarbejder det.”

Er ytringsfriheden under pres?

Der er dog også blevet rigtig megen kritik mod de studerende, både fordi mange tilskuere til demonstrationerne har svært ved at tage påstandene om racisme alvorligt, og fordi nogle af demonstranterne ser ud til ikke at respektere andres ytringsfrihed.

En meningsmåling fra Yale i sidste måned viste, at halvdelen af de studerende var bange for at sige deres mening, og at hele 63 procent følte, at der var alt for megen politisk korrekthed på campus.

Tidligere i år udtalte Obama, at “på nogle universiteter vil de studerende ikke tillade en foredragsholder, der er for konservativ, eller de vil ikke læse en bog, der indeholder sprog, der er fornærmende overfor afroamerikanere eller sender nedgørende signaler om kvinder.” Han kritiserede dermed hvad han ser som en tendens til, at nogle universitetsstuderende forventer at blive pakket ind i vat i stedet for at se verdens realiteter i øjnene og forholde sig til dem.

Der er dog også det modargument i den aktuelle situation, at når vi taler om diskrimination og racisme på campus, så er det faktisk en helt anden boldgade. Selv om nogle kræfter for søger at udøve censur, så bør man kunne læse f.eks. Mark Twains klassiker “Huckleberry Finn”, selv om den indeholder dybt racistiske termer, men det gør den jo, fordi den var et produkt af en anden tid, og fordi Twain havde en pointe med dette sprogbrug. Man skal heller ikke censurere filmen "Borte med Blæsten" fra 1930, selv om den er racistisk, for den repræsenterer og kan dermed fortælle os noget om tidens tankegang.

Men kan man ikke argumentere for, at der er visse ting, som man som minoritet ikke længere behøver at finde sig i, for eksempel racistiske tilråb på det universitet, hvor man gerne skulle være studerende på lige fod med andre? Det er i hvert fald sådanne diskussioner, der pågår i øjeblikket.

For eksempel kritiserer Sally Kohn fra CNN Erika og Nicholas Christakis (professorerne på Yale) for at sætte hvide studerendes ytringsfrihed over sorte studerendes ubehag, hvorimod den konservative skribent Heather MacDonald kalder de mange demonstrationer for “racehysteriets triumf på campus”. MacDonald mener ganske enkelt, at der er lige muligheder for alle Mizzous studerende uanset hudfarve, og at anklagerne om racisme på campus er “selvbedrag”.

En mur mod pressen: Vil høres men ikke ses

En af de hændelser, der har fået en del kommentatorer op af stolen, er en episode i forhold til ytrings- og pressefrihed, som opstod kort efter at Tim Wolfe var trådt tilbage på Mizzou.

En journalist fra universitetsavisen forsøgte at tage billeder af de jublende demonstranter, men han blev bedt om at fjerne sig, og der blev ligefrem dannet en menneskelig mur imod ham. Undervejs bad en journalistikprofessor om at få nogle “stærke mænd”, som hun udtrykte det, til at hjælpe sig med at fjerne pressen. Hun har siden forladt sin stilling.

Terrell Jermaine Starr, der skriver for The Washington Post, argumenterer dog for, at de studerende faktisk havde en god grund til at afvise pressen. Når de taler om et “trygt sted”, forklarer han, drejer det sig ikke kun om at være i sikkerhed fra racisme men også fra medier, som de sorte studerende føler ikke skildrer dem retfærdigt. “I de fleste tilfælde giver journalister mere plads og empati til folk, der er ulykkelige. Men det skete ikke i dette tilfælde; disse unge mennesker blev ikke behandlet som ofre, der havde det dårligt”, skriver Starr. Han mener i stedet, at pressen “har overset demonstranternes besked - at forholdene på campus har gjort det til et utåleligt miljø for sorte studerende at leve og lære i,” og at pressen burde have vist mere respekt.

En lederartikel i The Cincinnati Enquirer udtrykker også forståelse for, at de studerende på Mizzou reagerede som de gjorde, fordi de ikke følte sig hørt. (Martin Luther King Jr. sagde jo også engang, at “et oprør er det sprog, man har tilbage, når man ikke bliver hørt.”)

I artiklen fortæller redaktør Byron McCauley, at man på University of Cincinnati forstod at håndtere racespændinger i sommers, da en universitetsbetjent dræbte en sort bilist på campus. Hændelsen førte til, at sorte studerende stillede diverse krav til ledelsen, blandt andet at man skulle tilbyde flere fag, der var relateret til racemæssige emner, og at man skulle hyre flere sorte undervisere. Ledelsen er fortsat i dialog med de studerende og prøver på at løse problemerne, og det var netop manglen på dialog, mener McCauley og hans kolleger, der bragte Mizzou i den ulykkelige situation, som universitetet nu står i.

Hvide studerendes modreaktion

David Harsanyi, der skriver for The Federalist, mener til gengæld, at der burde have været moddemonstrationer fra de studerende, der ikke er enige i de sorte studerendes sag. Men faktum er, siger han, at de andre studerende  på campus “er bange” for at gå i clinch med de sorte demonstranter: “De er bange for at blive anklaget for hykleri og racisme, hvilket er en grim beskyldning, for den er nem at fyre af men umulig at modbevise. Det er en doven men effektiv måde at intimidere andre på.”

Der bliver dog også brugt intimiderende metoder af hvide studerende, der ikke er enige med demonstranterne.

Onsdag arresterede politiet en 19-årig studerende (fra Northwest Missouri State University), som havde udsendt anonyme trusler på sociale medier, om at han ville skyde alle de sorte mennesker han fik øje på.

Der indløb desuden en telefontrussel mod universitetets Black Culture Center tirsdag aften, der også fik sit skilt vandaliseret ved at ordet “Black” blev slettet, og flere sorte studerende forlod campus, fordi de ikke følte sig i sikkerhed på grund af en meget uheldig falsk advarsel fra Payton Head (lederen af studenterorganisationen), om at Ku Klux Klan var blevet set i området.

Onsdag blev en studerende fra Missouri University of Science and Technology arresteret for at have skrevet trusler mod sorte studerende på sociale medier, og torsdag blev endnu en ung mand arresteret af samme grund.

Universitetsprotester er ikke noget nyt

På avisen The Guardian argumenterer Luna Olavarría Gallegos for, at det vi ser i dag ikke er noget nyt. Man kan faktisk trække en rød tråd fra disse dages universitetsprotester og direkte tilbage til den første gang, sorte studerende fik adgang til hvide universiteter, mener hun.

I 1969 protesterede sorte demonstranter bevæbnet med rifler på Cornell University i Ithaca, New York, imod “universitetets planer om at straffe sorte studerende, der havde agiteret for, at man skulle oprette et Forskningscenter for Afrikanske Studier”. Gallegos nævner desuden, at også Ithaca College i staten New York samt Claremont McKenna College i Californien (hvor en dekan netop er trådt tilbage på grund af kritik) oplever store protester i disse dage, og hun opfordrer til en landsdækkende studenterbevægelse.

Den er måske på vej. I hvert fald bliver der stillet krav og afholdt sympatidemonstrationer på universiteter over hele landet, senest på Amherst College i Massachusetts, og på Twitter er hashtagget #BlackonCampus blevet taget i brug af sorte studerende, der fortæller om, hvordan det virkelig er at være en minoritet på universitetet.

De mange historier om et gryende oprør blandt sorte studerende over hele landet drukner lidt i nyhedsstrømmen især herhjemme, og især nu hvor medierne fokuserer på massivt på terrorismen i Paris, men der er umiddelbart intet, der tyder på, at protesterne dør ud. Måske har begivenhederne i Ferguson været den gnist, der i sidste ende tænder et bål, og der er også en vis sandsynlighed for, at universitets-sportsfolkene begynder at udøve mere af den magt, som de tydeligvis har. Spørgsmålet er dog, om deres budskab egentlig vil blive hørt, eller om der mest er tale om en økonomisk vægtstang.

De studerende vil gerne lyttes til, men det kræver også både at de selv lytter, og at de giver pressen adgang. Ellers vil de fortsat blive anklaget for ikke at praktisere dét, de selv efterlyser. Samtidig vil det være nødvendigt, at universitetsledelserne rundt om i landet begynder at tage minoritetsstuderendes historier om diskrimination alvorligt, for det føles lige nu, som om flere krudttønder ligger klar til at eksplodere.

Én ting synes sikker: Mizzou og Yale er kun begyndelsen.