April 2016: En vred Bill Clinton, politidrab i Chicago, en slave på dollarsedlerne, og meget mere

Mandag d. 2. maj 2016.

Måneden der gik var virkelig begivenhedsrig, hvis man interesserer sig for raceforhold i USA. Derfor får du nedenfor et overblik over nogle af de vigtigste historier fra den april, vi netop har sagt farvel til..

Bill Clinton skændtes med demonstranter

“I forsvarer de folk, der dræber de liv, I siger har værdi. Sig sandheden.” Sådan sagde tidligere præsident Bill Clinton under en voldsom diskussion med demonstranter i Philadelphia først på måneden.

Hele optrinnet kom af, at Bill Clinton af demonstranterne blev konfronteret med en lov han gennemførte i 1994, i folkemunde kaldet “the 1994 crime bill”.

Loven, som skulle gøre op med årtiers stigning i voldelig kriminalitet, blandt andet i sorte nabolag, muliggjorde meget lange fængselsstraffe for f.eks. ikke-voldelig narkokriminalitet.

En del af Hillary Clintons nuværende præsidentkampagne handler om at gøre op med hendes mands lov, “ikke fordi han tog fejl men fordi tiderne ændrer sig”, som hendes talsmand Jesse Ferguson udtrykte det for et år siden.

Hillary har selv fortalt medlemmer af Black Lives Matter, som konfronterede hende med emnet sidste år, at “de sene 1980ere og tidlige 1990ere havde nogle andre problemer, og nu må vi se på hvordan verden ser ud i dag og finde ud af hvad der virker nu.”

Nogle kommentatorer, herunder Kevin Drum fra Mother Jones, gør i øvrigt opmærksom på, at Bill Clintons lov ikke var skyld, at mange flere mennesker (herunder især sorte amerikanere) kom i fængsel. I hvert fald har tallet været faldende siden 2004.

Drum bakkes op af German Lopez hos Vox, der er enig i, at man i årtiet efter lovens indførelse så en stigning i tallet, men derefter begyndte det at falde. Lopez placerer i stedet ansvaret for den voldsomme stigning i antallet af fanger hos de enkelte delstater, som jo har en høj grad af juridisk autonomi.

Ifølge Lopez kunne man helt trække de føderale fængsler ud af fængselsstatistikken, uden at det ville have nogen større effekt på det overordnede antal af fanger. Med andre ord: de mange fanger sidder fængslet på delstatsniveau, ikke på det føderale niveau.

Bill Clinton medgav dog sidste år, at “loven resulterede i længere domme. Mange af disse mennesker er i fængsel under statslovgivning, men den føderale lov startede en trend. Og det gik for vidt.”, sagde han dengang.

Problemet for Clinton-parret er, at Bills skænderi med demonstranterne skabte nogle uhensigtmæssige overskrifter, der kunne støde unge sorte vælgere fra Hillarys kampagne, og blot få dage senere deltog Hillary i en uheldig sketch sammnen med New Yorks Demokratiske borgmester Bill de Blasio, hvor de henviste til “CPT”, hvilket står for “Colored People Time”, en reference til en sejlivet racistisk myte om, at afroamerikanere altid kommer for sent og er dovne af natur. (Under søndagens årlige presseforeningsmiddag fik Obama da også lige bemærket på humoristisk vis, at den slags vittigheder “skal hvide mennesker holde sig fra”.)

Rapport: Chicagos politi respekterer ikke minoriteters liv

Også i Chicago har der været kontroverser i april, dog ikke politiske men i stedet politimæssige.

En meget kritisk rapport har nemlig slået fast, at Chicagos politistyrke er voldsomt racistisk, og at “borgernes mistro til byens politi er velfunderet.”

Rapporten kommer fra en undersøgelseskommission nedsat af byens borgmester efter en rystende sag om politidrabet på Laquan McDonald sidste år.

Kommissionen konkluderer blandt andet, at Chicagos politi “ikke har nogen respekt for liv, når det drejer sig om mennesker, der har en anden hudfarve end hvid.” Det må siges at være stærke ord.

Kommissionens formand, Lori Lightfoot fortalte forleden til tv-programmet PBS Newshour, at man har interviewet folk fra alle samfundslag, og at den vrede og mistro, disse borgere udtrykte i forhold til politiet, var overvældende.

Rapporten har dog også mødt kritik, for eksempel fra lokalavisen Chicago Reader. Kritikken går ikke så meget på rapportens konklusioner men nærmere, at rapporten ikke forklarer, hvordan for eksempel raceopdelte nabolag og ekstrem fattigdom kan medvirke til at skabe de fordomme, som nogle Chicago-betjente ser ud til at have mod minoritetsindbyggere. Rapporten mangler altså i nogles øjne et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, meddelte for nyligt, at byen vil implementere cirka en tredjedel af de reformer, som kommissionen lægger op til.

Det er dog blevet kritiseret, at man hermed (i hvert fald indtil videre) har valgt at ignorere op mod 70 procent af kommissionens anbefalinger.

Borgmesteren fortalte, at man dog blandt andet vil sørge for, at betjentene modtager mere træning i brugen af strømpistoler, og at uniformskameraer benyttes oftere.

Man bør dog i den forbindelse huske på afsløringen tidligere i år af, at politiet i Chicago saboterer kameraerne i deres politibiler, så de annoncerede tiltag vil næppe skabe større tillid blandt byens borgere.

16-årig sort dreng skudt og dræbt af politiet i Chicago

Samme dag som rapporten blev offentliggjort, udbrød der demonstrationer i Chicago, efter at politiet skød og dræbte en 16-årig sort dreng, Pierre Loury, mens han forsøgte at flygte over et hegn.

Politiet siger, at Pierre rettede en pistol mod betjentene, og at han muligvis var medlem af en bande, men Pierres familie afviser, at han var bevæbnet.

Ifølge avisen Chicago Tribune har en obduktion vist, at Pierre blev skudt i brystkassen, mens et anonymt vidne udtaler til avisen, at drengen “blev skudt mens han var oppe i luften. Hans bukseben hang fast, og han ramte jorden. Hvis han ikke var blevet skudt, var han kommet over hegnet.” (Vidnet har ikke fortalt politiet om hvad hun så, da hun er bange for repressalier fra politiet, siger hun.) Avisen har desuden offentliggjort et andet vidnes videoptagelser fra stedet kort efter Pierre blev skudt.

På nuværende tidspunktet ved vi ikke så meget mere. Men Chicagos politi har et ekstremt blakket ry, både fordi videooptagelser af Laquan McDonalds død viser, at noget betjente lyver og dækker over hinanden i forbindelse med tvivlsomme politidrab og på grund af den som nævnt ekstremt kritiske rapport og en fortid fyldt med politibrutalitet.

Chicago betalte for eksempel for nyligt 4,9 millioner dollars i erstatning til Philip Colemans familie. Coleman var en sort 38-årig mand, der blev arresteret kort før jul i 2012 og blev behandlet så hårdhændet af fængselsbetjentene, at det muligvis har bidraget til, at han senere døde på det hospital, hvor han blevet indlagt af andre årsager.

I den samlede kontekst er det derfor ikke svært at se, hvorfor nogle Chicago-borgere har svært ved at tro på politiets forklaring omkring Pierres død, uanset hvor sand den måtte være.

Årsdagen for Freddie Grays død og optøjerne i Baltimore

Andetsteds i USA beskæftiger man sig også med forholdet mellem politi og minoritetsborgere.

I onsdags var det nemlig et år siden byen Baltimore blev ramt af optøjer efter den 25-årige Freddie Grays død i politiets varetægt.

Det Demokratiske Parti i byen har desuden netop afholdt valg for at finde deres kandidat til borgmesterposten, da den tidligere borgmester, Stephanie Rawlings-Blake, ikke ønskede at genopstille efter sidste års optøjer.

Det lykkedes hverken Black Lives Matter-aktivisten DeRay Mckesson eller delstatsanklager Marilyn Mosbys mand, byrådsmedlem Nick Mosby, at blive valgt. Sejren gik i stedet til statssenator Catherine Pugh, der havde opbakning fra tunge drenge som det prominente kongresmedlem Elijah Cummings, men dog kun vandt en kneben sejr.

Baltimore oplevede en dramatisk stigning i antallet af skyderier (140%) og drab (92%) sidste sommer, mens antallet af arrestationer faldt med 30 procent. Der har været en del diskussion omkring, hvorvidt dette skyldes, at politiet mere sjældent griber ind, fordi betjentene enten føler sig uretfærdigt beskyldt for diskrimination eller er bange for at blive anklaget, som seks betjente i blev det i sagen om Freddie Gray.

Sidste sommer udtalte politichef Anthony Batts dog, at så mange apoteker var blevet plyndret under optøjerne, at der er nok stoffer i omløb til, at volden kan skyldes en markant stigning i narkobandernes kamp om territorium.

Ifølge lederen af byens politifagforening, Gene Ryan er der fortsat lav moral blandt betjentene, selv om antallet af drab er faldende. Han beskriver overfor magasinet Time, hvordan Baltimores politi er underbemandet og underbetalt, og hvordan det er svært at finde nye folk. Samtidig frygter nogle indbyggere, at byen ikke har fået gjort ordentlig op med sidste års voldelige begivenheder, som var et udtryk for en dyb mistillid mellem politi og især sorte borgere.

Jamal Bryant, der er præst og borgerrettighedsaktivist forklarer det således: “Det er en forsigtig linedans. Det er som at være i et forhold med en voldelig person, som lover aldrig at gøre det igen. Alle går som på æggeskaller. Kommer der en provokation? Er der overhovedet noget, der har forandret sig?”

Det kender vi måske snart svaret på, for netop i onsdags skød og sårede Baltimores politi en sort teenagedreng, Dedric Colvin, som legede med en realistisk legetøjspistol.

14-årig sort dreng skudt og såret i Baltimore

Dedric Colvin blev såret af politiet, efter at han prøvede at stikke af fra dem. Betjentene har forklaret, at de ikke vidste, at drengens våben var et legetøj, og derfor skød de. Politichef Kevin Davis understregede, at hvis han selv havde været i betjentenes sted, ville han sandsynligvis også have troet, at der var tale om et rigtigt våben.

Et vidne har dog siden fortalt til den lokale TV-station WBAL, at drengen råbte til betjentene, at pistolen ikke var ægte, lige før han blev skudt.

Politichefen understregede desuden, at han godt ved, at hændelsen fandt sted på en særlig dato på grund af Freddie Gray: “Jeg er udmærket klar over, hvad den 27. april betyder for byen og dens politistyrke. Alle, der går ned af gaden med et rigtigt eller et legetøjsvåben i hænderne udgør en trussel mod vores samfund.”

Det har fået journalist Goldie Taylor, til at spørge i en artikel hvorfor hendes “sorte søn ikke må lege med en legetøjspistol”. Hun gør opmærksom på, at det ikke er ulovligt at gå rundt med en legetøjspistol, men at politiet nærmest gav Dedrics mor skylden for hændelsen, fordi hun lod sin teenagesøn gå rundt med en pistol, der til forveksling ligner et rigtigt våben.

Taylor stiller spørgsmålstegn ved, om Dedric får skylden for politiets reaktion, både fordi han prøvede at stikke af, og fordi han er sort. Hendes pointe er, at unge sorte mænd og drenge opfattes som farlige af politiet. Netop derfor burde Dedric være blevet hvor han var i stede for at flygte.

Men sagen giver mindelser om drabet på den 12-årige Tamir Rice, der i 2014 blev skudt af en betjent i Cleveland, Ohio få sekunder efter at betjentene angiveligt havde råbt ham an. Tamir legede ligesom Dedric Jones med en legetøjspistol. Han prøvede ikke på at stikke af. Sandsynligvis nåede han knap nok at finde ud af hvad der foregik, før han blev skudt.

Erstatning til Tamir Rices familie

Netop sagen om Tamir Rice har endelig nået sin afslutning i Cleveland. I forbindelse med et civilt søgsmål er der indgået forlig, således at byen skal betale 6 millioner dollars i erstatning til Tamirs familie og bo.

Dette skal dog ikke ses som en indrømmelse fra byens ledelse af, at den ene af de to betjente, Timothy Loehmann, gjorde noget forkert, endsige kriminelt, da han skød og dræbte den 12-årige Tamir. Det er allerede forlængst afgjort, at der ikke bliver anlagt straffesag mod betjenten.

Pengesummen skal nærmere ses som erstatning for svie og smerte, altså et pengemæssigt plaster på et sår, der naturligvis aldrig heler.

Som Clevelands borgmester, Frank G. Jackson, udtrykte det i forbindelse med dommen: “Selv om vi har afsluttet den juridiske side af sagen med 6 millioner dollars, så kan man ikke prissætte et liv eller tabet af et 12-årigt barn.”

Asiatiske demonstranter mod dom over betjent

Udover de ovennævnte sager er der også faldet dom i to andre meget profilerede politidrab fra de sidste par år.

I New York City blev den asiatisk-amerikanske betjent Peter Liang fundet skyldig i manddrab på Akai Gurley, der var sort, i en tragisk sag fra 2014. Liang skød den ubevæbnede Gurley i en mørk trappeopgang, som betjenten og en makker var i gang med at patruljere. Gurley var ubevæbnet og uskyldig, og Liangs pistol gik angiveligt af ved et uheld. Han har fortalt, at han i første omgang slet ikke vidste, at han havde ramt nogen.

Sagen er særligt interessant af flere årsager. For det første er det første gang siden 2005, at en betjent er blevet dømt i en drabssag i New York.

For det andet fik sagen tusinder af indbyggere af asiatisk afstamning på barrikaderne, både i New York og andre steder i landet. Dette er meget usædvanligt.

Mange af disse amerikanere så nemlig Liang som et offerlam, hvis dom skulle berolige gemytterne i New York, og de argumenterede for, at hvis betjenten havde været hvid, så var han gået fri.

Som en af arrangørerne af en demonstration i Las Vegas udtrykte det til The New York Times: “Det der skete ser ud til at have være en ulykke. Det var en tragedie. Vi er meget ulykkelige over at hr. Gurley mistede livet, men det er ikke retfærdigt, at man kun dømmer én af betjentene.”

På trods af juryens afgørelse valgte dommeren, Danny Chun, som er af koreansk afstamning, dog at nedsætte Liangs dom til uagtsomt manddrab og satte straffen til fem års betinget fængsel, herunder seks måneders husarrest, samt 800 timers samfundstjeneste.  (Dømmes man for manddrab risikerer man op til 15 års fængsel.)

Dommeren begrundede den milde straf således: “Jeg finder, at grundet den tiltaltes baggrund, og fordi han har udvist stor anger, er det ikke nødvendigt at fængsle ham for at opnå en retfærdig dom.”

Dommen blev modtaget med vantro at mange afroamerikanske indbyggere, og så var det deres tur til at demonstrere.

Med henvisning til hårde straffe for for eksempel dyremishandling, forklarede Inez Barron, der selv er sort og er byrådsmedlem fra bydelen Brooklyn, vreden blandt de afroamerikanske indbyggere således: “En sort mands liv blev vurderet til at være mindre værd end en kats eller en hunds. Peter Liang tog et liv. Han burde miste sin frihed.”

Spændingerne mellem sorte og asiatiske indbyggere går langt tilbage. Se for eksempel på optøjerne i Los Angeles for næsten præcis 24 år siden,

som ikke kun brød ud på grund af Rodney King-dommen, men også på grund af strafudmålingen for en kvindelig koreansk butiksejer for drab på en sort teenager året før.

Butiksejeren Soon Ja Du blev dømt for manddrab på den 15-årige Latasha Harlins, der blev skudt bagfra, men dommeren fandt, at Dus frygt for den ubevæbnede teenager var "forståelig" og fastsatte straffen til et års betinget fængsel, 400 timers samfundstjeneste og 500 dollars i bøde.

Under optøjerne blev flere koreanske butikker brændt ned, og flere koreanere måtte forsvare deres butikker med våben.

Dommen i New York City er derfor meget symbolsk set i et historisk perspektiv og samtidig et billede på, at der fortsat er spændinger mellem sorte og asiatiske amerikanere. Den viser med al tydelighed, at race fortsat spiller en stor og kompliceret rolle i det amerikanske retssystem og samfund i det hele taget.

Frivillig betjent fundet skyldig i manddrab i Tulsa

I en anden sag om politidrab, denne gang i Tulsa, Oklahoma, blev den 74-årige Robert Bates forleden dømt for manddrab på en ubevæbnet sort mand, Eric Harris.

Drabet skete under en politiaktion i april sidste år. Den pensionerede Bates havde ganske enkelt betalt for at få lov til at være betjent og komme med ud på politiopgaver, men under arrestationen af Harris tog Bates angiveligt fejl af sin strømpistol og sin revolver og skød Harris i ryggen. I skrivende stund er straffen ikke blevet udmålt, men juryen har anbefalet, at Bates idømmes den maksimale straf på fire år.

En kvindelig slave på amerikanske pengesedler

Der kom heldigvis også racerelaterede nyheder i april, som ikke havde med politibrutalitet at gøre.

For eksempel afslørede det amerikanske finansministerium for et par uger siden, at præsident Andrew Jackson fra år 2030 ikke længere vil være at finde på forsiden af den amerikanske 20-dollarseddel. Han flytter i stedet om på bagsiden og overlader ærespladsen til den sorte kvindelige slave og aktivist, Harriet Tubman.

Efter at Tubman i 1849 var flygtet fra slaveriet i Maryland til friheden i Pennsylvania, vendte hun tilbage til Maryland og hjalp hundredevis af andre slaver med at flygte, inklusive sine egne 70-årige forældre. Det netværk, hun benyttede af ruter, hjælpere og tilflugtssteder, betegnes samlet som the Underground Railroad.

At Tubman hædres ved at få sit kontrafej på en pengeseddel i stedet for en præsident er det dog ikke alle, der bryder sig om.

Blandt andre mener den tidligere Republikanske præsidentkandidat Ben Carson, at det er forkert at fjerne Andrew Jackson (som Carson beundrer for hans økonomiske politik) fra sedlens forside, og at Tubman må kunne nøjes med at komme på en 2-dollarseddel.

En anden tidligere Republikansk præsidentkandidat, militærmanden Jim Webb, mener, at ændringen af 20-dollarsedlen er et udtryk for politisk korrekthed, der er gået for vidt. Han erklærede således i en artikel i The Washington Post, at hvidt privilegium er en myte, og han beskrev Andrew Jackson som en patriotisk militærhelt.

USA har alle dage haft især hvide mænd, oftest tidligere præsidenter, på pengesedlerne, så det er en kæmpestor nyhed, at der nu kommer en sort kvindelig slave på en af sedlerne. (Den indianske kvinde Sacagawea, hvis hjælp var afgørende for de opdagelsesrejsende Lewis og Clarks ekspedition i 1805 er dog afbildet på den nuværende 1-dollar mønt.)

Som magasinet The Atlantic udtrykte det forleden, så betyder udskiftningen af Jackson med Tubman, at “slaveholderen bliver erstattet med en slave,” og i avisen Detroit Free Press gør Stephen Henderson opmærksom på, at det er meget symbolsk at få Tubman på pengesedlerne.

Selv om slaver ikke blev anset for at være fuldgyldige mennesker (en slave talte i årtier kun som tre femtedele af en hel person, når man skulle opgøre, hvor mange valgmænd en delstat skulle have tildelt på baggrund af indbyggertal), så havde de en værdi som handels- og avlsvare. Så at sætte en slave på forsiden af amerikanske pengesedler er utroligt symbolsk, selv om nogle kommentatorer mener, at Tubman på denne måde ender med igen at være en handelsvare

At det blev Andrew Jackson, der måtte vige pladsen, handler til dels om, at den meget populære og prisvindende Broadway-musical “Hamilton" skabte stor modstand mod at fjerne politikeren Alexander Hamilton, der regnes for en af USAs grundlæggere, fra 10-dollarsedlen.

Men det handler mindst lige så meget om, hvorvidt Andrew Jackson fortjente at være afbildet på pengesedler i det hele taget. Den indianske hjemmeside Indian Country Today Media Network erklærede således tilbage i 2012, at Jackson var “USAs værste præsident nogensinde”, blandt andet fordi han stod for den brutale tvangsforflytning af tusindvis af indianere til reservater.

I 2014 opregnede nyhedssiden Mic flere grunde til, at Jackson skulle fjernes fra sedlerne, blandt andet at han var slaveejer, at han “begik folkemord på den indianske befolkning”, og i øvrigt at han var imod indførelsen af papirpenge.

At blive afbildet på de amerikanske pengesedler er en ære, der tilfalder de meget få, og med valget af Tubman gør man op med en tradition der består næsten udelukkende af hvide mænd. Det er måske nok blot et symbol, men det er dog et symbol på, at tiderne ligeså langsomt er ved at ændre sig, også selv om race stadig spiller en kæmpestor rolle i det amerikanske samfund.