Massemord i Charleston: Den synlige og usynlige racisme

Søndag d. 21. juni 2015. (Opdateret d. 22. juni 2015.)

I onsdags blev ni sorte kirkegængere myrdet i Charleston, South Carolina: Sharonda Coleman-Singleton (45 år gammel), DePayne Middleton Doctor (49), Cynthia Hurd (54), Susie Jackson (87), Ethel Lance (70), Clementa C. Pinckney (41), Tywanza Sanders (26), Daniel Simmons (74) og Myra Thompson (59). Du kan læse om dem og deres liv her.

Mordene blev begået af en 21-årig hvid mand, Dylann Roof, der havde lagt et ”manifest” på nettet, inden han begik sin rædselsfulde forbrydelse. Roof gik ind i den historisk sorte kirke Emanuel African Methodist Episcopal Church (i folkemunde kaldet Mother Emanuel) i Charleston og deltog i et bønnemøde med en lille gruppe fra kirkens sorte menighed i en time, hvorefter han skød ni af dem.

Begrundelsen skulle være, ifølge et overlevende vidne, at sorte amerikanere er ved at overtage landet og må stoppes. Ligesom Anders Breiviks argumentation for angrebene i Oslo og Utøya i 2011, var baggrunden altså, at Roof ville beskytte sit land.

Det var ikke racisme men et angreb på kristne, eller også var det præstens skyld

I den konservative lejr gik tv-stationen Fox News straks ud og beskrev mordene som et angreb på kristne og ikke ”blot” på sorte amerikanere, og en sort præst udtalte i samme program, at det hele kunne have været undgået, hvis blot præsten i Charleston-kirken, Clementa Pinckney, eller hans menighed havde været bevæbnede. Den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee har også sagt om mordene, at det eneste, der kan stoppe en forbryder med våben, er et godt menneske, der er endnu bedre bevæbnet.

Den nok mest udskældte reaktion er kommet fra Charles Cotton, der sidder i bestyrelsen for USAs største våbenorganisation, NRA (The National Rifle Association). Han har udtalt, at det var den myrdede præst Clementa Pinckneys skyld, at mordene overhovedet fandt sted. Det underbygger han med, at Pinckney i sin tid som lokal senator i South Carolina stemte imod en lov om rettigheden til at bære skjulte våben. Hvis Pinckney havde stemt for loven, så kunne han have båret et skjult våben under bønnemødet i onsdags, og så havde de alle været i live nu. Cotton skrev direkte, at det var Pinckneys ansvar at de otte andre mennesker blev myrdet. Udtalelsen er sidenhen blevet fjernet fra nettet.

Den racistiske retorik findes på nettet

Det er ikke kun våbenlobbyen, der har travlt med at vaske hænder i sagen. Det gør også foreningen Council of Conservative Citizens, hvis officielle udtalelse vedrørende Dylann Roof understreger, at Roof har være arresteret før, at han misbruger antidepressiver og andre stoffer, at han har sorte venner på sin Facebook-profil, og at han handlede alene. Foreningen skriver blandt andet også: ”Vi ved ikke hvad der motiverede ham til drabene, men han blev først interesseret i politik for nylig”.

Problemet for Council of Conservative Citizens er, at Roof skriver i sit manifest, at han efter Trayvon Martin-sagen i 2012 søgte efter vendingen ”sort vold mod hvide” på nettet, hvilket førte ham til deres hjemmeside. Denne side indeholder blandt andet en ”mindevæg” med navnene på hvide amerikanere, der er blevet dræbt af sorte amerikanere, og Roof skriver, at dette var den første læsning, der var med til at gøre ham ”racebevidst”.

Hvis man læser foreningens principprogram, kan man da også hurtigt se, hvorfor håndvaskningen er yderst nødvendig. Paragraf 2 lyder således (i min oversættelse):

”Vi tror på, at USA er et europæisk land, og at amerikanere er en del af det europæiske folk. Vi tror på, at USA kommer fra og er en fast bestanddel af europæisk civilisation og det europæiske folk, og at det amerikanske folk og dets regering bør forblive europæisk i sammensætning og egenskaber. Derfor er vi imod den massive immigration fra ikke-europæiske og ikke-vestlige folkeslag til USA, som truer med at forvandle vores land til en ikke-europæisk majoritet i vores levetid. [...] Vi er også imod alle forsøg på at blande menneskehedens racer, at give ikke-hvide racer fortrin frem for det europæisk-amerikanske folk gennem såkaldt ”affirmative action” og lignende tiltag, at ødelægge eller skade den europæisk-amerikanske arv, inklusive Sydstaternes folk, og at fremtvinge raceintegration."

Sydstatsflagets symbolik har betydning

En fokus på hvid Sydstats-arv finder man også i symbolikken omkring flaget, som blev brugt af sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig, og som man kan se Dylann Roof stå med på flere fotos fra hans nu nedlagte hjemmeside. Roofs fokus på sydstatsflaget har ført til en betydelig diskussion (for eksempel her) omkring, hvorvidt flaget skal fjernes fra South Carolinas regeringsbygning – det står nemlig stadigvæk på grunden og kan kun fjernes ved lov.

Senator Lindsey Graham, der er fra South Carolina og stiller op til præsidentvalget for Republikanerne, har i forbindelse med denne diskussion udtalt, at sydstatsflaget er en grundlæggende del af, ”hvem vi er”.

Uanset hvem han mener med ”vi”, så udelukker Graham hermed i hvert fald alle sorte borgere fra dén gruppe, for selv om der i dag er mange hvide indbyggere i Sydstaterne, der ser flaget som et symbol på deres historiske arv og kultur, som for eksempel Annie Caddell, der har det vejende fra sin flagstang midt i et sort nabolag i Charleston til stor frustration og forargelse for hendes sorte naboer, så fortæller historikeren Matthew Guterl, at den indstilling er lig med ”hvid benægtelse” af realiteterne. Den historiske arv fra sydstatsflaget er had i form af racisme og slaveri, siger Guterl, der argumenterer for, at flaget aldrig kan være et neutralt symbol.

Han påpeger, at flaget kom meget i baggrunden efter borgerkrigens afslutning og først blev hevet rigtigt frem igen fra omkring 1940erne og 1950erne og fremefter, da den sorte borgerrettighedsbevægelse begyndte at røre på sig. Med andre ord er flaget et uomtvisteligt symbol på hvid modstand mod sorte amerikaneres rettigheder, uanset hvad hvide amerikanere har overbevist sig selv om.

Hvis man går tilbage og læser for eksempel den berømte ”Cornerstone”-tale fra 1861 af Alexander H. Stephens, der var udnævnt til vicepræsident for Amerikas Konfødererede Stater (d.v.s. den nation som Sydstaterne oprettede, da de forlod Unionen), vil man da også se, at flaget symboliserer rendyrket racisme. Stephens sagde blandt andet:

”Vores nye regering[s] hjørnesten hviler på den store sandhed, at negeren ikke er lige med den hvide mand, at slaveriet, det vil sige underkastelse for den overlegne race, er hans naturlige og moralske tilstand. Denne, vores nye regering, er den første i verdenshistorien, der er baseret på denne store fysiske, filosofiske og moralske sandhed.” (Min oversættelse)

Altså symboliserer Sydstatsflaget den holdning, at sorte mennesker fra naturens hånd er underlegne og bør leve som slaver for hvide mennesker. Alligevel vejer flaget som nævnt foran South Carolinas regeringsbygning og kan ikke fjernes uden ny lovgivning.

Der er dog en del stemmer, der i lyset af mordene kalder på, at denne lovgivning så må vedtages, for eksempel en lederartikel i New York Post, en artikel af den fremtrædende skribent Ta-Nehisi Coates i The Atlantic samt en udtalelse fra Republikanernes tidligere præsidentkandidat, Mitt Romney.

Og der bliver lyttet. Republikaneren Tim Scott, der er den første sorte senator valgt i Sydstaterne siden 1881, har lovet, at han vil se på sagen efter en sørgeperiode, og lokalpolitikeren Norman Brannon, der også er Republikaner, siger, at han vil foreslå en lovændring.*

Man kan selvfølgelig argumentere for, at den åbenlyse racisme i Dylann Roofs forfærdelige handlinger jo egentlig er det emne, man bør diskutere, i stedet for hvorvidt et historisk flag skal fjernes, men man kan og må ikke løbe fra, at underforståede symboler på hvid undertrykkelse og racisme har inspireret Roof.

At der findes fotos af Roof med Sydstatsflaget i hånden, og at der direkte står i hans manifest, at hvide mennesker er den overlegne race, viser netop, at den slags racisme stadig findes lige under overfladen i dagens USA, og at symbolikken er med til at holde den i live.

Symbolikken i angrebet på en sort kirke

Der er også en anden symbolik, der må tages med, når vi fortæller historien om mordene i Charleston.

Præsident Obama, som personligt kendte kirkens nu myrdede præst, Clementa Pinckney, sagde i sin udtalelse om mordene i Charleston, at ”[d]er er noget hjerteskærende ved et dødsfald på et sted, hvor vi kommer for at finde trøst og ro. [...] Mother Emanuel er mere end en kirke.” Kirken har da også en 200-årig historie, der er fuld af modgang og vold men også af overlevelse.

En af dens første ledere var den tidligere slave Denmark Vesey, født på den dengang danske ø og slavekoloni St. Thomas. I 1822 planlagde han et oprør mod Charlestons hvide indbyggere, hvorefter de sorte oprørere ville flygte med skib til Haiti. Dette skulle ske d. 17. juni (så måske er det ikke tilfældigt, at Dylann Roof valgte netop denne dato til sin ugerning), men planerne blev afsløret, Vesey og hans medsammensvorne blev henrettet, kirken blev brændt ned, og menigheden måtte i årtier gå under jorden for at mødes, fordi deres kirke blev forbudt af de hvide myndigheder. I 1865 genopbyggede Veseys søn Robert kirken på dens oprindelige beliggenhed, og dér stod den frem til 1880erne, hvor den blev slemt beskadiget af jordskælv. Den nuværende kirkebygning er fra 1891.

Historikeren Kidada E. Williams fortæller, at selv om mange amerikanere måske specifikt vil sammenligne mordene i denne kirke med den Ku Klux Klan-bombe der sprængtes i en baptistkirke i Birmingham, Alabama, i 1963, og dræbte fire små sorte piger på vej til søndagsskole, så er den sorte kirke helt traditionelt blevet anset for at være en trussel mod hvidt overherredømme.

Ifølge Williams fungerede de sorte kirker ikke kun som et spirituelt mødested men også som et sted, hvor man kunne diskutere politik og organisere sig, for eksempel i kampen mod slaveriet og senere for borgerrettigheder. Kirkerne fungerede derfor som et helle på mange planer, men de blev derfor også til direkte mål for hvide racister.

Religionsforsker Matthew Cresler skriver således, at Roofs handling var et terroristangreb mod den sorte befolkning og blot er den seneste i en lang række sådanne angreb op igennem amerikansk historie. Cresler mener også, at Mother Emanuel var et oplagt mål for Roof, fordi den netop i kraft af sin historie repræsenterede sort politik og modstand mod racisme.

Når man sætter angrebene ind i denne kontekst, bliver det efterhånden også svært for de fleste amerikanere at benægte, at racismen stadig lever i bedste velgående i USA. Onsdag aften i Charleston blev den på smertefuld vis synlig for alle.

Vil USA være ærlige omkring den fortsatte racisme og bekæmpe den?

Det virker da også som om mordene i kirken har givet diskussionen om race i USA en ny drejning. Jon Stewart, der er vært på det satiriske nyhedsprogram The Daily Show, opgav for eksempel helt at skrive vittige tekster til sit program dagen efter mordene. I stedet kom han med et passioneret indlæg, hvor han blandt andet sagde om Dylann Roofs handling: 

”Dette var racistisk. Det var en fyr med et Rhodesia-badge på sin sweater. [...] Jeg hader at bruge det her ordspil, men dette her er sort/hvidt. Der er ingen nuancer her.  Men vi vil blive ved med at lade som om, der er: ”Jeg forstår det ikke. Hvad skete der? Denne ene fyr har mistet forstanden.” Men vi sidder op til halsen i den kultur i det her land, og vi nægter at indse det, og jeg fatter ikke, hvor meget folk kæmper for ikke at anerkende det. I South Carolina kører de sorte indbyggere på veje, der er opkaldt efter sydstatsgeneraler, der kæmpede for at forhindre sorte mennesker i at køre på de veje. Det er vanvid. [...] Ni mennesker blev dræbt i en sort kirke af en hvid fyr, der hadede dem og ville begynde en eller anden form for borgerkrig. Sydstatsflaget vejer over South Carolina [...], men det er den hvide fyr, der føler, at hans land bliver taget fra ham. Vi gør det her mod os selv.” (Min oversættelse)

Stewarts indlæg har fået stor (og for det meste positiv) opmærksomhed, og det har også Hillary Clintons tale i San Francisco forleden, et par dage efter angrebet. Clinton talte lige ud af posen, hvilket er usædvanligt for politikere, når emnet er race.

Hun sagde blandt andet, at “[d]et er fristende at afvise en tragedie som denne som en enlig svale og tro på, at vi i vore dages USA har lagt intolerancen mere eller mindre bag os, og at samfundsmæssig racisme ikke længere findes. Men trods vores store indsats og bedste håb, så er USAs kamp omkring race langt fra overstået. Vores problem består ikke kun i galninge og klansmænd. Det består også i de ubehagelige vittigheder, der ikke bliver modsagt, og i de henkastede bemærkninger om, at man ikke vil have den slags mennesker i sit nabolag. Lad os være ærlige: mange velmenende, tolerante hvide mennesker bliver stadig lidt bange, når de ser en ung sort mand i en hættetrøje.” (Min oversættelse)

Her henviste Clinton indforstået til Trayvon Martin-sagen, om den sorte teenager i hættetrøje, der blev dræbt af en hvid nabovagtmand, som efterfølgende sagde, at han havde frygtet for sit liv (og blev frikendt). Og nu viser det sig så også, at det var netop Trayvon Martin-sagen, der lagde kimen til Roofs radikalisering og indoktrinering omkring den sorte trussel mod den hvide mand.

I en tid hvor medierne kan bruge oceaner af tid på at diskutere, hvorvidt en hvid person kan og må udgive sig for at være sort, må det nu stå lysende klart, at race er en social konstruktion. Sidste uges afsløring af Rachel Dolezals patetiske forsøg på at overtage sort kultur for sit eget selvværds og sin egen vindings skyld står i skarp kontrast til den skæbne, der onsdag mødte ni sorte amerikanere i en kirke i Charleston.

Deres endeligt viser på tragisk vis, hvad det vil sige at være sort i USA, nemlig at uanset hvordan man identificerer sig selv, måske som et kristent menneske i stedet for en hudfarve eller en kultur, så er det i sidste ende ikke ens egen selvopfattelse, der definerer én. Selv i 2015 er det altafgørende, hvordan andre opfatter dig, for har du en mørk hudfarve, kan det i sidste ende koste dig livet.

*) I den oprindelige version af denne artikel stod der fejlagtigt, at senator Tim Scott havde introduceret et lovforslag om at tage sydstatsflaget ned. Det er ikke korrekt. Tim Scott har lovet at se på sagen, mens Republikaneren Norman Brannon netop vil introducere et forslag. Dette er rettet i artiklen og relevante links er blevet opdateret.