Blot få brodne kar?: Politiet i Chicago saboterer kameraerne i deres patruljevogne

Onsdag d. 3. februar 2016

Når talen falder på hvad man kan gøre i forhold til politidrab i USA på bl.a. ubevæbnede unge sorte mænd, og hvordan man kan sikre at betjente ikke kommer under falsk anklage på grund af den mistillid, der møder professionen i disse tider, er svaret ofte, at man bør indføre flere kameraer på f.eks. betjentenes uniformer.

Det ville give flere videooptagelser, der forhåbentlig kunne afsløre betjente, der afgiver falsk forklaring, og frikende betjente, der ikke har gjort noget galt.

Et modargument er dog, at det ikke hjælper at give betjentene kameraer på uniformerne, fordi videooptagelser ikke altid er bevis nok (som i sagen om Eric Garner, der blev kvalt af politiet i New York, mens et vidne filmede), men også fordi betjentene ikke altid tænder dem. Det så man f.eks. i denne grelle sag fra St. Louis sidste år.

Blot få brodne kar i Chicago?

I Chicago er det påkrævet at politiet optager f.eks. alle trafikstandsninger på video. Kameraerne, der sidder i forruden på patruljevognene, begynder automatisk at optage, når bilens sirene sættes i gang. Og dermed skulle det problem vel være løst?

Nej, desværre. I sidste uge kom det frem, at politiet i Chicago med vilje angiveligt saboterer de kameraer, der er opsat i patruljevognene.

I 80 procent af bilerne har kameraerne i hvert fald ingen lyd - mikrofonerne er f.eks. blevet direkte fjernet, eller antennerne er blevet brækket af -, og i 12 procent af vognene er der hverken video eller lyd.

Ingen lyd fra drabet på Laquan McDonald

I den meget kontroversielle sag om den 17-årige sorte Laquan McDonald, der blev skudt 16 gange (de fleste af dem mens han lå forsvarsløs på jorden) af betjenten Jason Van Dyke, fandtes der kun én videooptagelse af drabet. Optagelsen kom fra forrude-kameraet fra en patruljevogn, men der var ingen lyd. Derfor kunne man ikke høre, om Van Dyke advarede Laquan, inden han skød ham, eller om Laquan selv sagde noget, f.eks. noget truende, inden da.

Der var adskillige patruljevogne på stedet allerede inden Van Dyke skød Laquan, men ingen af deres kameraer optog lyd fra episoden. I nogle få vogne fandt man videooptagelser, men de var ikke meget bevendt, da de ikke viste selve episoden.

Det er også kommet frem, at kameraet i Jason Van Dykes patruljevogn generelt har været sat ud af funktion, og at det hver gang har taget op mod et kvartal at få det repareret.

En alvorlig anklage

Chicagos politifagforening benægter hårdnakket, at nogle af dets medlemmer bevidst skulle ødelægge politikameraer, som jo er til for at sikre retssikkerheden (i sidste ende også for betjentene selv, skulle man mene). Fagforeningen mener ikke, at det er hævet over enhver tvivl, at betjentene selv skulle have pillet ved kameraerne.

Det er da også en voldsom anklage at rette. For hvis betjentene med vilje har saboteret kameraerne i deres biler, så har de bevidst ødelagt potentielle beviser i tilfælde af f.eks. en drabssag, hvor de eller deres kolleger er involveret. Og uanset: hvorfor sabotere kameraerne, medmindre der er noget man ønsker at skjule?

Og er dét virkelig sandt, så er der ikke tale om blot nogle få brodne kar men om et sygt system. I The Washington Post stiller journalist Radley Balko da også spørgsmålstegn ved, hvorfor dette  (så vidt vi altså ved) har fået lov til at foregå.

Det er sket før

En vigtig pointe er desuden, at det i så fald ikke er første gang en politistyrke er blevet taget i at ødelægge sine kameraer. Det samme foregik i Los Angeles i 2014.

Dengang kunne Joel Rubin fortælle i The Los Angeles Times, at over halvdelen af patruljevognene havde fået deres antenner ødelagt, så det var enten umuligt eller meget svært at optage lyd udenfor bilerne. Sabotagen var især udøvet på biler, der normalt patruljerede i byens minoritets-nabolag.

Sagen fra L.A. blev ikke undersøgt nærmere, og ingen betjente blev sigtet i sagen. Der blev kun givet en formaning om, at det ikke måtte ske igen.

Ferguson indgår aftale om uniformskameraer

Nu står vi så i en situation, hvor det amerikanske justitsministerium har indgået en aftale med byen Ferguson i Missouri. Det var i Ferguson at den ubevæbnede 18-årige Michael Brown blev skudt og dræbt af en hvid betjent i 2014, og de efterfølgende optøjer (også efter betjenten undgik en straffesag) blev startskuddet til de mange protester over politivold mod og -drab på ubevæbnede sorte borgere.

I aftalen mellem ministeriet og Ferguson, en såkaldt "consent decree", står der bl.a., at byens betjente skal bære kameraer med mikrofon på deres uniformer.

For nogle få uger siden ville de fleste nok have tænkt, at det var en positiv udvikling. Og det er det for så vidt også. Som tidligere nævnt kan et kamera hjælpe med at vise, hvad der faktisk skete i en given situation, og dermed også være med til at frikende betjente, der måtte være under anklage for unødig vold.

Men som også nævnt ovenfor: kameraerne skal jo være tændte for at de kan være til nogen hjælp. Det kræver altså, at betjentene følger de regler, der udstikkes. En reprimande for manglende video- eller lydoptagelser, der gives *efter* at f.eks. et kontroversielt politidrab har fundet sted, løser ingenting. Til gengæld kan de manglende optagelser være med til at dække over sandheden.

Kameraerne i Ferguson vil blive indført meget snart, hvis byen skal overholde aftalen, og det er selvfølgelig heller ikke rimeligt blot at antage, at Fergusons betjente vil have lige så lav moral som betjentene i Los Angeles i 2014 eller (angiveligt) i Chicago i dag.

Hvordan skal borgerne stole på politiet?

Det store forkromede problem er dog, at med afsløringen i Chicago ryger nærmest den sidste bastion af tiltro til, at man generelt kan regne med at politiet er på den rigtige side af loven.

For lige at understrege det én gang til, så er sagerne fra L.A. og Chicago ikke nødvendigvis retvisende for hele landet. Men hvis det kan ske dér, og hvis det, som i L.A., kan ske uden konsekvenser, hvordan kan man så sætte sin lid til at kameraer kan løse noget som helst andetsteds? Og hvordan skal de gode og ærlige betjente, som jo selvfølgelig findes, kunne opnå eller bevare befolkningens tillid?

Sagen fra Chicago giver ganske enkelt anledning til at betvivle argumentet om, at der altid er tale om enkelte brodne kar, når betjente begår forbrydelser.

Paradoksalt nok er det oftest i sager hvor *vidner* har optaget politiet, at betjente ender med at blive stillet for retten. I flere sager har betjentene ganske enkelt ikke tændt deres kameraer - eller ganske enkelt slukket dem inden en konfrontation. (Se f.eks. disse sager fra Tuscaloosa i Alabama og San Diego i Californien).

Videooptagelser fører til bedre opførsel

Det undergraver retsbevidstheden, når hele politistyrker ser ud til at mangle respekt for loven, ja, endda sætter sig selv helt udenfor den.

I 2014 kunne en rapport fra New Orleans f.eks. afsløre, at i langt de fleste sager, hvor politiet i byen brugte vold, var deres kameraer slukkede.

En rapport fra San Diego sidste forår konkluderede da også, at betjente opfører sig bedre, når de ved de bliver optaget, men fordi der er så mange sager, hvor kameraerne ikke er tændte, så vil det bedste være, at man indfører en teknik, hvor betjentene ikke selv kan slukke for kameraerne.

Det giver selvfølgelig mening, men som hovedregel burde man vel kunne regne med, at ordensmagten selvfølgelig følger loven, uanset om der er video på eller ej?

Som Radley Balko skrev i The Washington Post i 2014: "Hvis det optimale mål er at offentligheden skal kunne stole hundrede procent på politiet, så er der jo ingen grund til at udstyre dem med kameraer."

Manglende tillid til politiet

Desværre stoler en del af offentligheden ikke på politiet, viser en Gallup-undersøgelse,

selv om tiliden blandt især hvide amerikanere er steget det sidste halve år, ifølge NBC News. (Det kan muligvis skyldes fokus på sager hvor betjente bliver skudt i tjenesten.)

Offentlighedens tvivl forstærkes da også af yderligere af, at myndighederne ikke altid frigiver de optagelser, der faktisk findes, Det så vi f.eks. i ovennævnte sag om Laquan McDonald, hvor det tog 400 dage at få optagelserne frigivet. Disse optagelser viste med al tydelighed, at ikke kun betjent Van Dyke, som skød, men også hans kolleger havde afgivet falsk forklaring om episoden, og offentliggørelsen førte til en mordanklage mod Van Dyke.

Hvem tror man på, når der ikke eksisterer video?

Hvordan var sagen om Laquan endt, hvis ikke en eller anden form for videooptagelser havde eksisterer, og hvis ikke en dommer havde tvunget Chicagos myndigheder til at offentliggøre dem?

Havde man troet på, at betjent Michael Slager virkelig skød den 55-årige sorte ubevæbnede Walter Scott flere gange i ryggen nede i Charleston, South Carolina, hvis ikke et vidne  havde optaget drabet? Var Slager blevet anklaget for mord, som det er sket på baggrund af optagelser, eller havde man godtaget hans forklaring om selvforsvar?

Og ville betjent Ray Tensing i Cincinnati, Ohio være blevet anklaget for mord på Samuel DuBose, hvis ikke hans uniformskamera havde optaget det hele på video, så man kunne se, at hans og kollegernes forklaring er falsk?

Tvivlen må komme sorte amerikanere til gode

Det er netop en af de fundamentale grunde til, at manglen på optagelser i Chicago er så ødelæggende:

Nu kan der virkelig drages tvivl om politiets hæderlighed og betjentenes forklaringer, for i yderste konsekvens kan man ikke vide, om der manipuleres med potentielt bevismateriale.

Dermed må tvivlen komme f.eks. de sorte amerikanere til gode, der påstår, at politiet behandler dem dårligt, raceprofilerer og diskriminerer dem eller ligefrem dræber dem uden gyldig grund.