Martin O’Malleys kandidatur og byrden fra Baltimore

Søndag d. 31. maj 2015

Den 52-årige Martin O’Malley annoncerede lørdag som forventet sit kandidatur til at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2016. O’Malley er tidligere borgmester i Baltimore og tidligere guvernør i delstaten Maryland.

I sin opstillingstale nævnte O’Malley de nylige uroligheder i Baltimore med butiksplyndringer og nedbrændte bygninger, men hans fokus lå på at optøjerne overordnet skyldtes nationale problemer og handlede om mere end race, politivold og geografi.

Dermed undgik han at tage skylden for den voldsomme uro på sin kappe selv om der ellers er mange, der mener, at han bærer en stor del af den skyld. Hans udmelding blev da også mødt med en del protester.

Problemet for O’Malley er at hans politiske erfaring og arv er uløseligt knyttet til Baltimore, og nogle Demokrater og især mange sorte amerikanere bebrejder ham for at have indført regler for politiets arbejde, der endte med at fremmedgøre betjentene overfor byens indbyggere og dermed opbyggede store spændinger mellem især sorte indbyggere og politiet; spændinger, der til sidst udmøntede sig i raceoptøjer.

Som Craig Varoga, der er tidligere kampagneleder for O’Malley, har udtalt, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig hvilken skræmme-kampagne Republikanerne kan få ud af dén sag.

Det er Demokraternes og velfærdens skyld

Nogle Republikanere og konservative kommentatorer er desuden i gang med i stor stil at anklage Demokraterne for overordnet at være skyld i de raceuroligheder vi har set både i Ferguson og Baltimore.

For eksempel mener Heather Mac Donald, der blandt andet skriver for New York Post, at Demokraterne vælger at ignorere, at urolighederne skyldes dårlig opdragelse og patologisk voldelighed og kriminalitet blandt sorte amerikanere, og at de dermed er med til at forstærke tendenserne.

Denne holdning støttes af Republikanernes sorte præsidentkandidat Ben Carson, og af den sorte økonom fra Stanford University, Thomas Sowell, der mener at sorte amerikanere må lære at tage ansvar for deres eget liv og selv finde vej ud af ghettoen.

Den konservative kommentator Rich Lowry er enig med Sowell i, at alle disse uroligheder kunne være undgået, hvis Demokraterne ikke havde indført høje skatter og velfærdsprogrammer, og han udtalte desuden forleden, at Demokraterne går mere op i politidrab på sorte amerikanere end i, at sorte i høj grad slår hinanden ihjel (såkaldt ”black-on-black violence”), så egentlig er Demokraterne ligeglade med sorte amerikanere.

O’Malley og de knuste vinduers politik

Under O’Malleys ledelse oplevede Baltimore dog et voldsomt fald i kriminaliteten (hele 42 %), herunder antallet af mord. Dette fald skyldtes til en vis grad O’Malleys fokus på den polititaktik man kalder ”Broken Windows”, det vil sige ”de knuste ruder”s politik, som man også benytter sig af i for eksempel New York, hvis borgmester, Bill De Blasio, tillige er Demokrat.

Taktikken, der også går under navnet ”nul tolerance”, går ud på, at man arresterer folk for småforbrydelser for dermed at forebygge større forbrydelser, og i Baltimore så det jo immervæk ud til at have virket. Denne form for patruljering betød dog også at rigtigt mange mennesker blev arresteret for selv de mindste ting. I 2005 foretog politiet således flere end 108.000 anholdelser, vel at mærke i en by med cirka 600.000 indbyggere.

Fokus på småforbrydelser kan føre til selvtægt

Kritikere mener at man, for nu at blive i symbolikken med Broken Windows, burde sørge for at reparere de knuste ruder og forebygge årsagerne til, at de i det hele taget blev knust, i stedet for at arrestere de mennesker, der tilfældigvis befinder sig dér, hvor de knuste ruder er.

Samtidig resulterer den store fokus på småforbrydelser i stor fjendtlighed overfor politiet hos den befolkning det går ud over. Ifølge journalisten Jill Leovys bog Ghettoside kan man i sidste ende stå i en situation hvor volden stiger, fordi indbyggerne oplever, at politiet fokuserer på forseelser som fumlegængeri og besiddelse af narko i stedet for at forebygge vold og drab ved at være til stede i nærområdet som en beskyttende faktor.

Det kan ifølge Leovy i værste fald ende med en eskalering i mordraten fordi indbyggerne til sidst vælger at udøve selvtægt, når nu politiet ikke sørger for at fange de værste forbrydere. Manglen på interesse fra politiet kan dermed resultere i en ond cirkel af ”øje for øje, tand for tand”, hvor mord hævnes med mord.

Baltimores fattigdom og arbejdsløshed ligger over landsgennemsnittet

Uanset hvordan O’Malley prøver at sælge sig selv som manden der fik vendt skuden i Baltimore og blandt andet fik bygget en fin ny havnefront, så må man konstatere at byen ligger over landsgennemsnittet både hvad angår fattigdom og arbejdsløshed. Mens 5,1 % af amerikanerne er fattige, så er det tilfældet for 8,1 % af indbyggerne i Baltimore, og hvad angår arbejdsløshed så ligger byen på hele 23,3 % mod det nationale tal på 15,4 %.

Når O’Malley konfronteres med anklagerne om at man nu står med en by, hvor nogle bydele er stærkt forsømte, og hvor politi og sorte indbyggere nærer dyb mistro til hinanden, så slår han på at den proaktive patruljering, som Broken Windows gik ud på, i sidste ende reddede liv, og mange sorte liv, fordi den grove kriminalitet faldt kraftigt, og byen dermed blev mere sikker.

Han minder også om at han jo blev genvalgt som borgmester og senere valgt til guvernør, så han må jo have gjort noget rigtigt. Godt nok indrømmer han at der er ting, der skal rettes op på, og at det vil være en god idé, hvis alle betjente fremover bærer et kamera som en del af uniformen, når de er ude at patruljere, men generelt er det vigtigt for O’Malley at slå på den del af hans politik, som er decideret progressiv.

Den progressive politik og afledningens kunst

For eksempel går O'Malley ind for homoseksuelle ægteskaber, han har afskaffet dødsstraffen i Maryland, har strammet våbenlovgivningen og ligger generelt til venstre for modstanderen Hillary Clinton hvad angår holdningen til immigranter. Dermed håber han at kapre stemmer blandt Hispanics (spansktalende, latinamerikanske indbyggere) fra Clinton.

Nogle indbyggere i Baltimore anser dog O’Malley for at være slemt opportunistisk og regner ikke med at se ham i byen igen efter talen i går, for nu skal han land og rige rundt for at sælge sine politiske varer, og dér kan han ikke bruge Baltimore til noget.

Formodentlig håber O’Malley at han ved at annoncere sit kandidatur i Baltimore trods alt har taget tyren så rigeligt ved hornene og foregrebet en del af kritikken, at han kan forhindre at valgkampen for ham primært kommer til at handle om de spændinger, der nu præger byen.

Det er dog et faktum at selv før Baltimore brød i brand, stod O’Malley voldsomt svagt i forhold til Hillary Clinton, og med mindre det lykkes ham at ryste billederne af brændende bygninger og sort vrede i gaderne af sig og at aflede vælgernes opmærksomhed med en anden fortælling, så får han det mere end almindeligt svært i den valgkamp, der lige så stille er på vej op i omdrejninger.