Våbendebatten

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Våbendebatten raser igen i USA, og den er politisk

 

Onsdag d. 7. oktober 2015.

 

I torsdags døde ni mennesker og ni blev såret, da den 26-årige Chris Harper Mercer gik ind i en engelskklasse på Umpqua Community College i den lille by Roseburg, Oregon, hvor han skød og dræbte underviseren og flere af de studerende. Mercer døde selv efterfølgende i ildkamp med politiet.

 

Universitetet er ét ud af 17 såkaldte community colleges i Oregon og har cirka 2.000 elever og 200 lærere. Det betegnes som et roligt sted med megen lidt kriminalitet, og selv om der er ansat sikkerhedsvagter, så er de ubevæbnede, og våben er generelt forbudt på skolens grund.

 

"En stille fyr”, der hadede religion

 

Mercer blev født i Storbritannien, og han kom til USA som dreng og til delstaten Oregon for et par år siden. Artikler, der forsøger at opklare hans motiv for den forfærdelige handling, fortæller, at der var tale om en ung mand, som muligvis havde både følelsesmæssige problemer og indlæringsvanskeligheder. Naboerne betegner Mercer som “en stille fyr”, der boede sammen med sin mor (faderen bor i Los Angeles) og generelt holdt sig for sig selv.

 

Det er også blevet nævnt, at Mercer var fjendtligt stillet overfor religion. I hvert fald bad han de studerende i klassen om at sige, om de var kristne, og det var efterfølgende de kristne han dræbte. Hans stedsøster siger dog til USA Today, at familien er kristen. Et andet aspekt kan være, at Mercer var meget interesseret i militæret. Han var dog kun i den amerikanske hær i en måned, før han måtte forlade den, da han ikke kunne klare grundtræningen.

 

Ifølge nyhedssiden Salon, der politisk ligger til venstre for midten, er Mercers mor våbenentusiast og stærk tilhænger af det 2. forfatningstillæg – det tillæg, der sikrer amerikanerne retten til at bære våben som civilpersoner.

 

I kontrast hertil sagde den unge mands far til CNN forleden, at han ikke anede, at hans søn havde adgang til våben, og at han ikke kunne forstå, hvordan det overhovedet var gået til. Samtidig argumenterede faderen for, at våben er det åbenlyse, overordnede problem i sager som denne med masseskyderi.

 

På den måde repræsenterer de to forældre de to sider i debatten, og der er masser af debat.

 

De mulige motiver

 

I allerførste omgang drejede debatten sig meget om, hvilke motiver Mercer kunne have haft.

 

På den tabloidagtige nyhedsside The Inquisitr skrev Nathan Francis for eksempel, at nogle medier identificerede Mercer, som var af blandet race, som en af borgerrettighedsbevægelsen Black Lives Matters støtter; en påstand, der måske er baseret på, at Mercer skød hvide studerende. (Oregon er nu altså også en meget hvid stat.) I hvert fald cirkulerede der på et tidspunkt rygter på Twitter om tilknytning til Black Lives Matter. Men forbindelsen lader til at være det pure opspind, og tidligere på året skrev Mercer angiveligt på sin blog, også ifølge Inquisitr, at han godt kunne forstå, at der var nogen, der angreb politiet efter al den retorik mod politiet, som Black Lives Matter er kommet med, og den retorik var han imod.

 

I kontrast hertil kunne Los Angeles Times dagen efter mordene fortælle, at Mercer var ”imod religion og havde sympati for hvid racisme”. Påstanden om racisme blev dog hverken uddybet eller underbygget yderligere i artiklen.

 

Daniel Greenfield fra det konservative FrontPage Mag afviste kontant, at der skulle være tale om hvid racisme fra Mercers side. Han afviste i det hele taget nærmest alle fremkomne teorier og skrev forleden: ”Det er nok mest sandsynligt, at manden var mentalt forstyrret, som hans mor siger. Der er ingen sammenhængende identitet. Og det er normalt for vanvittige mennesker. Så det er enten dét, eller også var Mercer en af de halv-hvide nynazistiske anti-kristne Republikanske mordere fra IRA. Og vi ved jo, hvor stort et problem, de er.”

 

En medvirkende årsag til Mercers ugerning kunne være, at han blev inspireret af tidligere masseskyderier.

 

I hvert fald fortæller The Washington Post, at Mercer på sin blog har skrevet om Vester Flanagan, den sorte mand som dræbte to hvide journalister for åben skærm i Virginia i august, at:

 

“[J]eg har lagt mærke til at så mange mennesker som ham er helt alene og ukendte, men når de udgyder blod, ved hele verden hvem de er. En mand, der ikke var kendt af nogen, er nu kendt af alle. Hans ansigt er på alle skærme, hans navn er på læberne af hele planeten, bare på én dag. Det ser ud til, at jo flere du dræber, jo mere bliver der lagt mærke til dig.”

 

Sheriffen på Mercer-sagen har da også sagt, at han og hans betjente ikke vil nævne gerningsmandens navn, fordi han var en kujon, og han ikke skal have ”æren” for noget så grusomt som dette. Dette er selvfølgelig også en måde at prøve at forhindre at andre bliver inspireret til at gøre noget lignende.

 

Obamas pressekonference

 

Mens spekulationerne om gerningsmanden og hans motiv stadigvæk stod på, holdt Obama en pressekonference og en meget stærk tale om masseskyderiet, den 15. af sin slags mens Obama har været præsident, og han opfordrede ligeud de amerikanske vælgere til at forlange fornuftige våbenlove og tvinge politikerne til det via stemmeboksen.

 

Han understregede, at det ikke er nok at sende sine tanker til ofrene og deres familier, for USA er ikke det eneste land der har psykisk syge borgere, men det er “det eneste moderne land på Jorden, som ikke har tilstrækkelige og fornuftige love for våbensikkerhed på trods af de gentagne massedrab.”

 

Masseskyderier er blevet rutine

 

Obama sagde endvidere: “Det her er blevet rutine. Rapporteringen er rutine. Min reaktion her ved denne talerstol ender med at blive rutine, ligesom diskussionen bagefter. Vi er blevet følelsesløse overfor det. Vi talte om det efter [massedrabene] i Columbine og Blacksburg, efter Tucson, efter Newtown, efter Aurora, efter Charleston. ...Det må ikke være så let for en person, der ønsker at skade andre, at få fat på et våben.”

 

Herefter gik Obama til indirekte, verbalt angreb på våbenlobbyen, herunder den meget indflydelsesrige organisation The National Rifle Association (NRA), samtidig med at han appellerede til lovlydige våbenentusiaster:

 

“Reaktionen fra dem, der er imod enhver fornuftig våbenregulering, er naturligvis også blevet rutine. Jeg kan se for mig, hvordan pressemeddelelserne lige nu bliver sprøjtet ud. ‘Vi må have flere våben’, vil der stå, ’og færre love om våbensikkerhed.’ Er der virkelig nogen, der tror på det? Der er masser af ansvarlige våbenejere i dette land, og de ved, at det ikke er sandt. Vi ved det, fordi meningsmålinger viser, at flertallet af amerikanerne, inklusive flertallet af ansvarlige, lovlydige våbenejere, forstår at vi må ændre våbenlovene. Der er cirka lige så mange våben i Amerika, som der er mænd, kvinder og børn. Så hvordan kan man uden at blinke argumentere, for at flere våben vil give os mere sikkerhed?”

 

Ændringer er op til vælgerne

 

Præsidenten prøvede endvidere at tale til fornuften blandt helt almindelige borgere og våbenejere:

 

“Når amerikanere er blevet dræbt i mineulykker, prøver vi at gøre miner mere sikre. Når amerikanere bliver dræbt i oversvømmelser og orkaner, gør vi lokalsamfundene mere sikre. Når veje er usikre, reparerer vi dem for at mindske antallet af trafikdrab. Vi har love om sikkerhedsseler, fordi vi ved det redder liv. Så forestillingen om, at våbenrelateret vold er anderledes, og at vores frihed og forfatning forhindrer enhver beskeden regulering af, hvordan man bruger et dødeligt våben, når der er lovlydige våbenejere over hele landet, som stadig ville kunne jage og beskytte deres familier og gøre alt det, de gør nu, i tilfælde af reguleringer, den giver ingen mening.”

 

Han sluttede, som nævnt, af med at bede amerikanerne om at vise det ved stemmeurnerne, hvis de går ind for strammere våbenlove:

 

“Jeg vil bede det amerikanske folk om at tænke over, hvordan de kan få regeringen til at ændre disse love og redde liv og lade unge mennesker vokse op. Det vil kræve en politisk ændring på området. ...Hver gang det her sker vil jeg bringe det her på bane. Hver gang det her sker, vil jeg sige, at vi faktisk kan gøre noget ved det, men vi bliver nødt til at ændre vores love. Og det er ikke noget jeg kan gøre alene. Jeg er nødt til at have en Kongres og delstatsregeringer og guvernører som er villige til at samarbejde med mig om det. Jeg håber og beder til, at jeg ikke behøver at stå frem endnu engang, mens jeg er præsident, og kondolere til familier i lignende omstændigheder. Men på basis af min erfaring som præsident kan jeg ikke garantere det, og det er forfærdeligt at skulle sige. For det kan ændres.”

 

Hillary Clinton vil starte en modbevægelse

 

Én af dem, der er enig med præsidenten i, at ændringer er mulige, er Obamas tidligere udenrigsminister og Demokraternes favorit til præsidentposten, Hillary Clinton. Hun må have stukket fingeren i jorden og mærket én eller anden form for skred i befolkningen, for i mandags bragte hun fire forslag på bane for at forhindre kommende masseskyderier og mindske våbenrelaterede dødsfald i USA i det hele taget:

 

•Alle, der sælger våben ved våbenmesser, skal udføre baggrundstjek på køberne, ligesom deciderede våbenbutikker allerede skal det.

•Man må ikke, som nu, sælge et våben til en person, hvis baggrundstjekket tager lang tid (mere end tre dage). I så fald må personen bare vente i længere tid.

•Hvis man er dømt for hustruvold, må man ikke eje eller købe våben. (En sådan lov er allerede undervejs i Senatet og i flere delstater.)

•Våbensælgernes immunitet skal fjernes, så de eventuelt kan stilles til ansvar ved skyderier.

 

NRA skal have organiseret modspil

 

Clinton sagde desuden: “Dette er ikke blot tragisk. Det er ikke at nok at bede for folk. Vi må handle. Vi må opbygge en bevægelse.”

 

Den idé har vakt genklang hos nogle våbenmodstandere, for eksempel hos Alex Pareene fra blog-netværket Gawker. Han mener, at løsningen på den ”følelsesløshed”, som Obama siger, har sneget sig ind hos amerikanerne i forhold til masseskyderier, skal imødegås med en bevægelse, der er ligeså fanatisk som for eksempel anti-abortbevægelsen er.

 

Og i et radio-debatprogram i mandags om våben i USA udtalte Ladd Everitt fra gruppen The Coalition to Stop Gun Violence, at han var “begejstret” for Hillary Clintons forslag, fordi det “bevægede sig ud over det, som præsident Obama sagde om at fremlægge visse nødvendige reformer, ved at sige at vi må opbygge en bevægelse. Det er den slags sprog, hun bruger, hvor hun siger, at hvis hun bliver præsident, hvis hun bliver valgt, så vil hun opbygge en bevægelse som modkraft til NRA, og det er virkelig dét, vi har brug for.”

 

Den uafhængige nyhedsside ProPublica gør dog opmærksom på, at våbenlobbyen ikke længere er så stærk, som den har været, fordi der er færre folk, der ejer flere våben, og de bor i bestemte områder. Våbenejernes faldende antal og dét at de ikke er spredt ud over landet rent geografisk, gør, at deres politiske indflydelse er mere begrænset. ProPublica nævner også, at selv om et forslag om udvidede baggrundstjek, der var en reaktion på massakren af 20 børn i Newtown, Connecticut, i 2012 blev nedstemt i Senatet det følgende år, så var forslaget tæt på at gå igennem, så måske er der håb om forandringer.

 

Bernie Sanders reviderer sin holdning

 

I modsætning til Hillary Clinton er det svært for hendes overraskende populære modkandidat, Vermont-senatoren Bernie Sanders at komme med meget stærke udtalelser for mere våbenlovgivning.

 

Sanders har godt nok tidligere stemt for bl.a. baggrundstjek ved våbensalg, men han har også sagt at i hans stat ”går folk på jagt og skyder efter mål. … Det er vigtigt for folk i de amerikanske byer at forstå, at familier tager af sted sammen og unge tager af sted sammen, og de jager og nyder naturen, og det er ikke en livsstil, der skal lægges for had.” I den sammenhæng har Sanders altså talt som lokalpolitiker fra det mere landlige Vermont, som i øvrigt har en af USAs mildeste våbenlove men også er en af staterne med færrest dødsfald på grund af våben.

 

Som præsidentkandidat har Sanders dog udtalt sig anderledes i forhold til mordene i Oregon: “Kondolencer er ikke nok. Vi er nødt til at gøre noget. Vi må holde op med at skyde på hinanden. Vi har brug for fornuftig lovgivning omkring våbenkontrol. Og i øvrigt skal vi kraftigt forbedre behandlingen af psykiske lidelser i USA. Og jeg sværger at gøre alt hvad jeg kan på begge områder.”

 

Martin O’Malley vil overgå Clinton og Sanders

 

Sanders får dog kamp til stregen fra den tredje Demokratiske præsidentkandidat, Marylands tidligere guvernør Martin O’Malley, der halter bagefter i meningsmålingerne og har brug for at overgå dem både Sanders og Clinton.

 

Han har derfor udtalt, at hvis han bliver præsident, vil han reducere våbenkriminaliteten i USA med 50 procent indenfor det næste årti. Alle, der køber et våben, skal have taget fingeraftryk og have udstedt en licens. Illegalt våbensalg skal straffes hårdere, og så skal man kun kunne købe våben fra fabrikanter, der bruger alle tilgængelige sikkerhedsteknologier på deres våben.

 

Som et forsøg på et angreb har O’Malley desuden opfordret både Clintons og Sanders tilhængere til at forlange, at deres kandidater støtter op om hans forslag.

 

Ben Carson: Nazi-Tyskland afvæbnede sin befolkning

 

I den Republikanske lejr er der som forventet ikke megen støtte at hente til ændringer i de amerikanske våbenlove, og de Republikanske vælgere generelt er da også mindre interesserede i strammere våbenlovgivning.

 

Det stærkeste lys på den Republikanske stjernehimmel i disse dage, den pensionerede hjernekirurg Ben Carson, skriver for eksempel følgende i sin bog A More Perfect Union, der udkom i går:

 

”[K]un lovlydige borgere bliver berørt, hvis man indfører våbenkontrol. De kriminelle er ligeglade med hvad loven siger. Det er derfor, de er kriminelle. Hvis man konfiskerede amerikanske borgeres våben, ville det være i strid med Forfatningen, og det ville gøre borgerne sårbare overfor kriminelle og tyranner. ...Nationens grundlæggere vidste, at “vi, Folket” om nødvendigt kunne udgøre en vigtig kampstyrke i tilfælde af en fremmed invasion. De vidste også, at en bevæbnet befolkning ville afholde regeringen fra at gå for vidt.”

 

Carson går i bogen endda så langt som til at drage paralleller til nazi-Tyskland: “[T]yske borgere blev afvæbnet af regeringen i slutningen af 1930erne, og ved midten af 1940erne havde Hitlers regime nådesløst slagtet seks millioner jøder og mange andre, som de anså for at være mindreværdige.”

 

Våben er altså i Carsons øjne blandt andet til for at beskytte sig mod regeringen – og det er de også i nogle amerikaneres øjne, for man må notere sig, at efter Obamas valg i 2008 og hans genvalg i 2012 steg våbensalget i USA tydeligt.

 

Ben Carson har dog et forslag til en løsning: “I stedet for at forsøge at kontrollere eller konfiskere våben var det måske klogere at tilbyde gratis, offentlige kurser i våbensikkerhed. I lande som Schweiz er alle mænd i en vis aldersgruppe forpligtet til at eje et våben og kunne bruge det, og Schweiz har et af verdens laveste våben-mordrater i verden.”

 

Bevæbnede børnehavepædagoger

 

Og så sagde Carson i øvrigt i et interview med USA Today i går, at løsningen omkring masseskyderier ikke nødvendigvis er strammere våbenlove men nærmere er et spørgsmål om, at morderne vælger at angribe steder, hvor man ikke må bære våben. Altså: hvis man lader folk bære våben alle steder, og for eksempel giver børnehavepædagoger mulighed for at gå med våben på arbejde, så kan man afholde nogle fra at angribe dér.

 

Som Carson udtrykker det: “Hvis jeg havde et lille barn ville jeg have det meget bedre hvis jeg vidste at der var en betjent eller en anden på stedet, som havde erfaring med at bruge våben. Hvis træneren havde fået våbentræning og havde adgang til våben, så ville jeg være meget mere tryg hvis de havde et våben, end hvis de ikke havde.”

 

Marco Rubio: Kriminelle skal nok få fat i våben

 

En af Carsons stærkeste modkandidater, Marco Rubio var også ude i går og sige, at strammere våbenlovgivning ikke ville have forhindret mordene i Oregon:

 

“Desværre er det sådan i sager med psykisk syge eller med folk, der bare vil have et våben for at begå kriminalitet, at de ikke følger loven. …Våben er dét, de bruger til begå volden med. I mange af disse sager ville de love, der nu bliver foreslået, ikke have forhindret dem. For eksempel var der ikke tale om angrebsvåben i det her tilfælde. Han [Mercer] havde købt håndvåben.”

 

Historien melder dog ikke noget om et alternativt løsningsforslag fra Rubio.

 

Jeb Bush: ”Ting sker”

 

En politiker, der virkelig har trådt i spinaten i den her sag, er Jeb Bush. Da han forleden blev spurgt til masseskyderiet og sit syn på strammere våbenlove rodede han sig ud i denne kommentar:

 

“Det er en vanskelig tid for vores land, og jeg tror ikke at mere indblanding fra den føderale regering nødvendigvis er svaret på det her. Jeg tror, vi skal prøve at genfinde forbindelsen til hinanden. Det er bare - det er sørgeligt at se. Men jeg vil ikke - jeg havde også den her udfordring som guvernør. Vi havde - hør her - ting sker - der er altid en krise. Éns umiddelbare reaktion er at gøre noget, men det er ikke altid det rigtige at gøre.”

 

Bush stod efterfølgende fast på sin udtalelse om at ”ting sker”, og Hillary Clinton benyttede straks chancen til angreb og kaldte hans udtalelser for “en indrømmelse af nederlag og overgivelse overfor et problem, der dræber 33.000 amerikanere [om året].”

 

Frygt og paranoia

 

Reaktionerne og løsningsforslagene er også mange blandt diverse kommentatorer i medierne.

 

Charles Blow fra The New York Times skriver, at “Obama har ret i at vi er blevet følelsesløse.” Blow ser det nuværende klima omkring dét at eje våben som domineret af “frygt og paranoia”. For eksempel, siger han, er det sådan, at “mange amerikanere tror, at kriminaliteten er stigende, selv om den er faldet. Frygten vinder, når massakrer og de efterfølgende diskussioner om våben, ikke fører til færre våbensalg men til flere.”

 

Antallet af solgte våben er steget med 23 procent i forhold til sidste år, og meget tyder på at tallet stiger yderligere nu, hvor der er så megen snak om strammere våbenlove.

 

Vælgerne må tage ansvar

 

I The Washington Post er E. J. Dionne dybest set enig med Obama i, at vælgerne må frembringe ændringerne via stemmeboksen:

 

”Der bliver ikke gjort noget ved det, før politikerne begynder at tabe valg, fordi de er imod selv de mindste våbensikkerhedslove. Der bliver ikke gjort noget, med mindre politiske partier, som blokerer for handling, mister deres flertal. Ja, jeg taler om et Republikansk Parti, som er fuldstændigt på linje med våbenfabrikanternes og våbenfanatikernes interesser. ...Det er en lodret løgn at påstå at strammere våbenlove ikke gør en forskel. …De politikere der snakker løs om, hvor fantastisk USA er, skulle skamme sig, når de siger, at USA er den eneste nation overhovedet, der ikke kan reagere effektivt og løse et problem, som alle andre frie og demokratiske lande har dæmmet op for.”

 

Dionne pointerer herudover, at det lykkedes for Australien at købe næsten 700.000 våben tilbage fra ejerne, og at den australske regering indførte love mod at eje, sælge eller importere semi- og helautomatiske våben, hvilket har ført til at australierne ikke længere oplever masseskyderier.

 

På The Los Angeles Times er man generelt rasende over den fastlåste situation. Her siger man direkte, at “de folkevalgte i delstaterne og Kongressen gør praktisk talt ingenting men klynger sig nærmest religiøst til retten til at bære våben i et politisk teater, der ejes af våbenfabrikanter og deres våbentilbedende akolytter. Det er ikke blot en forflygtigelse af de folkevalgtes pligt til at beskytte det amerikanske folk, det er en frygtelig mangel på interesse i menneskeliv. Og dén skam deles af det vælgerkorps, der ikke forlanger mere end det.”

 

Fokusér på de kriminelle

 

Der er naturligvis også kommentatorer, der er uenige med Obama. På den konservative hjemmeside Hot Air noterer Jazz Shaw sig, at ud af de 32.351 dødsfald forbundet med skydevåben i 2011, udgjorde 21.175 af dem selvmord. Af de resterende 11.177 dødsfald udførtes 8.583 mord med diverse typer af skydevåben, mens kun 323 blev begået med rifler. Cirka 2,500 tilfælde var ulykker og uheld. I modsætning hertil blev 1.700 personer stukket med kniv og 549 slået med ting som køller, hammere og lignende.

 

Shaws argument er (som Marco Rubios også er det), at det er de kriminelle, der køber våben ulovligt, netop fordi de er kriminelle. Så i stedet for at stramme våbenlovene og ramme lovlydige borgere, burde man bruge flere ressourcer på at opretholde allerede eksisterende love. Det bør være slut med politisk korrekthed og at give politiet skylden, mener han. Man skal i stedet gå direkte efter de kriminelle, og hvis man ikke vil det, så er det fordi det bagvedliggende motiv er at fjerne den forfatningssikrede ret til at eje våben. Shaw ser altså generelt diskussionen om at ændre våbenloven som en slet skjult plan om at konfiskere amerikanernes våben.

 

Gør USA våbenløst

 

Ovre i den helt anden grøft og i stærk modsætning til Shaw skriver Fred Hiatt ligeud i The Washington Post, at “måske er det på tide at sige de ord, som NRA har gjort unævnelige: forbud, masse-tilbagekøb, et våbenfrit samfund.” Med andre ord, ønsker Hiatt dét, som Shaw frygter, nemlig at USA begynder at fjerne våben fra befolkningen.

 

Han skriver: ”Lyder det ikke logisk? Lyder det ikke trygt? Ville det ikke give mening at lære fra andre moderne lande, som mener at kun militæret og ordenshåndhævere, når det er nødvendigt, bør være bevæbnede - og som et resultat heraf mister lang langt færre uskyldige mennesker end der dør hvert år i USA?”

 

Hiatts overordnede argument er, at “høflige” og “ydmyge” reformer, underforstået altså Obamas foreslåede reformer, ikke batter nok på den lange bane. Og desuden er der ikke mange politikere, der vil ofre deres karriere på at få gennemført små, uanseelige reformer. Så er det bedre at være ærlig og sige tingene som de er og gå efter den helt store gevinst.

 

Volden er en sygdom der skal behandles

 

CNNs sundhedskorrespondent, Sanjay Gupta, ser i stedet problemet fra en medicinsk vinkel og henviser til lægen Gary Slutkins teori om, at man bør behandle vold i et samfund lige som man ville behandle en sygdom.

 

I Slutkins øjne er vold stærkt smittefarlig, og derfor er det ikke nok at indføre flere og bedre baggrundstjek af våbenkøbere. Man må se direkte på ondets rod. Det handler blandt andet om kommunikation og intervention i forhold til gadebander, for eksempel i form af mediering. Og det handler om at finde personer med de samme tendenser som de seneste massemordere, hvilket vil sige fokus på enegængere med psykiske problemer. I stedet for at marginalisere dem, bør man forsøge at identificere og hjælpe dem, skriver han.

 

Måske er der håb

 

Sidst men ikke mindst mener Ryan Cooper i The Week, at der trods alt er et lille håb i horisonten.

 

Hvis man kunne købe våben tilbage og konfiskere dem fra “ulovlige våbenmarkeder i de indre byer ville det være langt billigere end hvis det skulle gøres nationalt, og det ville også have større sandsynlighed for at lykkes.” Cooper fokuserer altså på en lokal løsning, som på sigt kan give en national effekt.

 

“Der er udsigt til en eller anden reform”, skriver han. ”Den vil komme for sent for titusinder af våbenofre, men den skal nok komme.”

 

Det kan dog være svært at se lyset lige i øjeblikket, selv om The Washington Post forleden kunne berette, at San Franciscos sidste våbenbutik lukker. Der er alt for meget papirarbejde, der skal afleveres hver uge til bl.a. politiet og delstatens justitsministerium, siger ejeren Steven Alcairo, og butikken er også forpligtet til at optage alle våbenhandler på video. Alcairo mener, at alle de mange krav og videooptagelserne mistænkeliggør hans kunder, som jo ikke gør noget ulovligt ved at købe et våben i hans butik. San Franciscos våbenlove er i øvrigt nogen af landets strammeste.

 

Et masseskyderi cirka hver uge

 

Men som tidligere nævnt går det rigtig godt for våbenfabrikanterne. Våbenselskaber som Smith & Wesson og Sturm Ruger har nogle af de bedste aktier i USA. Og ser man på antallet af våbenrelaterede dødsfald, så er det virkeligt uhyggelige tal:

 

Medierne udarbejder grafer, der viser den kolossale forskel på våbendrab i USA i forhold til andre lande og i forhold til andre dødsårsager, og de opstiller tidslinjer for at prøve at give amerikanerne et overblik over problemets omfang.

 

Et nyligt studie har faktisk vist, at flere amerikanere er blevet dræbt af våben (mord, selvmord og ulykker) end der er blevet dræbt amerikanske soldater i krigshandlinger siden 1968. Og hvis man definerer et masseskyderi som et skyderi hvor fire eller flere bliver skudt (ikke nødvendigvis dræbt), så sker der praktisk talt ét om ugen i USA.

 

USA bliver aldrig våbenløst

 

Der er derfor meget lang vej igen for nationen i forhold til at få dæmmet op for de mange våbenrelaterede dødsfald. Bliver USA nogensinde våbenløst? Nej, det er den rene utopi.

 

Den amerikanske kultur er måske nok syg, hvad angår mængden af vold og begejstringen for våben, men det er også en kultur, der – for manges vedkommende – klynger sig tæt til Forfatningen og nationens grundlæggeres ord om retten til at bære våben. For dem er dét at eje våben – eller i hvert fald at have ret til det – en del af det af være amerikaner.

 

Der kan dog være lysglimt for enden af den lange tunnel.

 

Ifølge en måling fra Gallup har under halvdelen af amerikanerne (42 %) et våben derhjemme, mens lidt flere og næsten halvdelen (47 %) ønsker strammere våbenlovgivning. 60 % af våbenejerne siger, at de har et våben for at kunne forsvare sig, mens kun 5 % siger, at det er fordi forfatningen giver dem ret til at eje våben. Hele 61 % mener, at den lette adgang til våben i nogen eller højere grad er medvirkende til masseskyderierne, og 80 % mener, at det i nogen eller højere grad sker på grund af, at psykiske problemer ikke bliver opdaget i tide.

 

Mulig opbakning i befolkningen

 

Der ser derfor umiddelbart ud til at være opbakning i en god del af befolkningen (som nævnt nok især hos Demokraterne) til strammere våbenlove, så længe man stadig må eje et våben til at forsvare sig med eller til jagtbrug. Derudover vil der sandsynligvis være opbakning til politiske initiativer, der skal gøre det nemmere at identificere personer med psykiske lidelser, behandle dem og forhindre deres adgang til våben.

 

Sådanne tiltag løser naturligvis ikke alle problemer, men som både Obama og Clinton har været inde på, er det måske tid til at inspirere vælgerne til at forlange reformer. Hvis de virkelig ønsker forandringer, må de gå demokratiets vej, og over tid må der opbygges en passioneret modbevægelse, der kan give modvægt til den stærke våbenlobby.

 

Som Gardiner Harris fra The New York Times udtrykte det i radioen i mandags: ”Svaret er et konstant pres på de folkevalgte. Konstant.”

 

Og i mellemtiden venter vi desværre på det næste masseskyderi i USA.