Trumps farligere retorik

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Trumps retorik er blevet farligere

 

Mandag d. 28. marts 2016.

 

Tilbage i september sidste år levnede jeg ikke Trump mange chancer for at blive Republikanernes præsidentkandidat.

 

I dag befinder vi os i en helt anden situation. Selv om Trump endnu ikke har nået det nødvendige antal delegerede for at kunne modtage nomineringen til det Republikanske konvent i juli, så er han godt på vej.

 

Samtidig med at Trump er stormet frem med den ene primærvalgsejr efter den anden, er hans retorik blevet om muligt endnu mere negativt ladet, end den var sidste efterår. Sandsynligvis fordi han har god føling med, hvad det er hans tilhængere gerne vil høre. I hvert fald stiger hans popularitet, hver gang han siger ting, som ingen anden politiker kan slippe af sted med. Retorikken handler tit om vold og om “os og dem”, og der er ingen grund til at tro, at Trumps tilhængere og deres holdninger skulle forsvinde, selv om Donald Trump ikke bliver USAs næste præsident.

 

Opfordrer tilhængerne til vold

 

Trump opfordrer mere eller mindre direkte til vold hos sine tilhængere, selv om han benægter, at det er det han gør, og hans retorik (som du kan se masser af eksempler på her) har da også ført til voldelige scener ved flere af hans store vælgerarrangementer. På det seneste er den ulmende vold også blevet endnu mere synlig, fordi mange flere anti-Trump demonstranter også er begyndt at dukke op til hans arrangementer.

 

I Chicago valgte Trump at aflyse sin tale, efter at hundredrer af tilhængere og anti-Trump demonstranter var blevet lukket ind til arrangementet. Det førte til voldelige sammenstød både i salen og udenfor bygningen og gav nogle kommentatorer mindelser om de voldsomme uroligheder ved det Demokratiske konvent i samme by i 1968, selv om det var langt voldeligere begivenheder.

 

Senest har der været demonstrationer med tusinder af deltagere i New York foran Trump Tower,

og i Arizona spærrede en gruppe demonstranter tilkørselsvejen til Fountain Hills, hvor Trump skulle holde tale i et forsøg på at forhindre hans tilhængere i at nå frem. (I Arizona fik en hvid anti-Trump demonstrant i øvrigt tæsk af en sort Trump-tilhænger, et forvirrende faktum som nogle konservative medier har pointeret, men som de fleste medier har valgt at ignorere.)

 

Trump skyder konsekvent skylden på demonstranterne, uagtet hans egen retorik. Han har som nævnt direkte nægtet at tage nogen form for ansvar, selv om han blandt andet ved tidligere arrangementer har udtalt, at han savnede “de gode gamle dage”, hvor det var okay at give demonstranter bank, og hvor han lovede at forsvarer sine tilhængere i retten, hvis de begik vold mod demonstranter.

 

Udsigt til et kaotisk konvent til juli

 

Trumps indirekte opfordring til vold gælder endda også trusler imod hans eget parti.

 

Den etablerede del af det Republikanske parti, herunder tidligere præsidentkandidat Mitt Romney ønsker absolut ikke at se Trump som partiets kandidat.

 

Det er Trump så udmærket klar over, og han har udtalt, at hvis han ankommer til juli måneds konvent med et antal delegerede, der lige præcis ikke er nok til at blive Republikanernes præsidentkandidat, og hvis den etablerede del af partiet derefter forsøger at udnævne en alternativ kandidat, så kan han ikke garantere, at hans tilhængere ikke bliver voldelige.

 

Som den Republikanske strateg Anna Navarro har udtalt: “Et åbent konvent ville blive en politisk udgave af ‘Hunger Games’. Og jeg overdriver ikke. Se bare hvad der foregår ved Donald Trumps arrangementer. Se hvad der sker med demonstranterne. De bliver jo overfaldet. Hvis du tror, at konventdeltagere ikke vil blive gennembanket som var de babysæler, så har du ikke fulgt med i, hvad der sker.”

 

Og i teorien kan det blive værre end det. En underskriftsindsamling til fordel for at kunne bære våben ved konventet har i skrivende stund høstet godt 41.000 underskrifter.

 

Normalisering af vold og trusler mod “de andre”

 

Hvordan lykkes det Trump at få inspireret sine tilhængere til direkte vold mod dem, der ikke er enige i hans politik?

 

Hvis man lytter til hvordan han beskriver tilhængere og modstandere i sine taler, så bliver det tydeligt, at han kæder voldelige tendenser blandt sine tilhængere sammen med kærlighed til fædrelandet, med passion for hans sag og med dét at være amerikaner. Demonstranterne, derimod, skader landet og er ikke rigtige amerikanere. Trump har direkte sagt, at de ikke er gode mennesker, at de ikke har været med til at gøre USA stort, og at de ødelægger nationen.

 

Kommentator Ezra Klein fra nyhedssitet Vox har udtalt, at “Donald Trumps budskab er vold. Vold er uhyggelig, men vold som politisk ideologi er rædselsvækkende.”

 

Det er da også skræmmende at høre en kandidat til USAs højeste embede omtale politiske modstandere som dårlige mennesker, der gør rigtige amerikanere fortræd. Dét i sig selv kan betegnes som en slet skjult opfordring til at skade politiske modstandere, da de ellers skader fædrelandet.

 

En NBC-meningsmåling fra slutningen af februar fandt, at to tredjedele af Trumps tilhængere ikke bryder sig om muslimer. Senest er en erklæret Trump-tilhænger blevet anholdt for at være i besiddelse af sprængstoffer, som han angiveligt ville bruge til netop at angribe muslimer.

 

Det er dog ikke alle, der føler rædsel, når de betragter Trump. Ifølge Shaun King, der er tidligere medlem af Black Lives Matter-bevægelsen og nu har en fast klumme hos kioskbaskeren New York Daily News, så er der en snigende fare ved Donald Trumps retorik: man ender med at blive immun overfor den. Som han siger: “Vi lever i en tid, hvor så mange mennesker er blevet overfaldet og såret af Trump-tilhængere, at hvis det skete igen i aften eller i morgen, så ville det knap nok komme i nyhederne.” Denne normalisering af vold, endda politisk vold, bør man se som et faremoment.

 

King bruger som eksempel Trumps Republikanske modstander til nomineringen, Ted Cruz. Han har nemlig opfordret til hvad King kalder “en apartheidstat for amerikanske muslimer”, for ifølge Cruz skal politiet fremover "patruljere og sikre muslimske nabolag" i USA som reaktion på terrorhandlingerne i Bruxelles for nyligt.

 

Meget få politikere har taget afstand fra Cruz udmelding, og han har endda opnået støtte fra Jeb Bush, hans tidligere rival til den Republikanske præsidentnominering. Cruz' retorik omkring muslimer er bestemt ikke bedre end Trumps. Der er dog den vigtige forskel, at Cruz' tilhængere ikke har tyet til vold, og kandidaten opfordrer da heller ikke til det ved sine arrangementer.

 

Men udtalelser og holdninger til anderledes tænkende, der før ville have kastet enhver seriøs politiker ud i mørket, er nu noget de Republikanske kandidater kappes om, og den udvikling er sparket i gang af Donald Trump.

 

Trump som hvid frelser (og Obama som sort antikrist)

 

Som konsekvens er der mange på den yderste højrefløj i USA, der føler stor glæde ved Trumps retorik og budskaber, som de mener blæser nye "kolde" vinde over landet. Både medlemmer af det amerikansk nazistparti og den tidligere KKK-leder David Duke har udtrykt deres beundring og ser Trump som den, der kan frelse hvide amerikanere fra at blive rendt over ende.

 

På intet tidspunkt har Trump helhjertet taget afstand fra støtten, og han og hans kampagnemedarbejdere ser ud til at bevidst at udnytte håbet om hvidt overherredømme på de sociale medier.

 

Trump har også en frelserrolle i en religiøst symbolsk sammenhæng: En meningsmåling i 2013 fandt, at hver femte af de adspurgte Republikanere mente, at Obama er antikrist, og for nylig pointerede Michael W. Waters, der er baptistpræst i Texas, at “for hver Antikrist må der være en Kristus”.

 

Hvis man ser opfattelsen af Obama som Antikrist i dén sammenhæng, så “er Trump som Gud”, siger Waters. Han forklarer blandt andet, at guddommelighed og dét at være hvid hænger tæt sammen i Vestens religioner. (Han henviser i øvrigt til og jeg kan varmt anbefale bogen The Color of Christ, som undersøger hvordan og hvorfor Jesus historisk er blevet fremstillet som hvid.)

 

Hvis Obama er antikrist, så er Trump altså “nationens frelser […], der vil bringe USA tilbage til dets tidligere storhedstid”, et budskab der er evident i hans kampagneslogan (“Make America Great Again”), vurderer Waters.

 

Trump som ren ondskab

 

Til gengæld er der så også religiøse amerikanere, der ikke ser frelse men derimod det modsatte i Donald Trump. Da Trump forleden holdt tale til AIPAC, den jødiske lobby i USA, valgte en rabbiner ved navn Shmuel Herzfeld at rejse sig op og demonstrere mod ham med ordene: “Denne mand er ond. Han inspirerer til racisme og diskrimination. Han opfordrer til vold. Lyt ikke til ham.”

 

Herzfeld blev hurtigt fjernet fra salen, men han har efterfølgende forklaret, at han kaldte Trump for ond, fordi kandidaten “har overvejet om han skulle afvise støtten fra David Duke og Ku Klux Klan. Han har opfordret til, at alle muslimer nægtes indrejse i USA. Han mener, at tortur skal legaliseres, og at amerikansk militær skal dræbe terrormistænktes familier. […] På det seneste har han åbent opfordret til vold ved sine politiske arrangementer.” Herzfeld ser alt dette som “en eksistentiel trussel” mod USA, og det mener han er ondskab.

 

Teolog Susan K. Smith, der er teolog, mener, at Trumps kampagneslogan, “Make America Great Again”, netop symboliserer vrede hvide amerikaneres længsel efter igen at være den dominerende, privilegerede race, og at denne længsel er vokset, fordi den nuværende præsident er sort, og fordi at hvide amerikanere dagligt er vidne til protestbevægelser som for eksempel Black Lives Matter, der kæmper for sorte amerikaneres rettigheder.

 

Som psykologerne Michael Norton og Samuel Sommers skrev i en videnskabelig artikel tilbage i 2011, så ser hvide amerikanere det som et nederlag og et tab, når andre befolkningsgrupper får flere rettigheder.

 

En ny meningsmåling peger da også henimod, at hvide amerikanere føler, at de er udsat for mere diskrimination end andre befolkningsgrupper. Det gælder i overvejende grad for Republikanske vælgere og især for Trump-tilhængere. (Meningsmålingen fandt også at Trump-tilhængere ofte har det svært økonomisk, hvilket kan forklare tendensen til at se sig selv som ofre.)

 

På den baggrund er det ikke svært at se, hvorfor hvide vælgere flokkes til Trump, hvis han vil skabe en ny storhedstid for USA, hvor de kan føle, at de stadig har en chance for at opnå den Amerikanske Drøm.

 

Trumps racisme er en del af tiltrækningen

 

Der er bare ét problem, som for eksempel Susan K. Smith også peger på, nemlig at disse vælgere samtidig ikke lader sig gå på af Trumps retorik. Det er allerede slået fast med syvtommersøm, at uanset hvad Trump siger af hadefulde ting, så generer det ikke hans tilhængere.

 

Man kunne måske indvende, at hvide amerikanere, der er vrede over deres økonomiske status, i stedet burde tiltrækkes af Demokraten Bernie Sanders’ nærmest socialdemokratiske vision for USA.

 

At mange i stedet flokkes til Trumps kampagne skyldes naturligvis til dels, at de er Republikanere og dermed meget mere konservative end Sanders-tilhængerne (selv om de traditionelt konservative Republikanere tager dyb afstand fra hans politiske holdninger), men altså også at mange Trump-tilhængere i stedet for at se det som en klassekamp á la Bernie Sanders ifølge en ny meningsmåling ser ud til at finde årsagen til deres problemer i dét, de ser som truslen fra minoriteter.

 

Skribenten Jamelle Bouie mener da også, at Trumps popularitet “ikke kun handler om vrede på grund af mistet arbejde og immigration. Hvide vælgere håber, at Trump vil genskabe det racehierarki, som Barack Obama væltede."

 

Trump som anti-Obama

 

I den optik kan Trump altså opfattes som den politiske “anti-Obama”. Udtrykket stammer fra Obamas tidligere chefstrateg David Axelrod, som mener, at Trump med sin facon står i direkte kontrast til alt, hvad Obama står for.

 

Måske opsummerer Gary Younge fra avisen The Guardian det allerbedst, når han - efter at have kritiseret Obama på flere punkter - beskriver ham i lyset af den nuværende præsidentvalgkamp:

 

“Nu hvor hans præsidentperiode lakker mod enden, og landets politiske uforudsigelighed igen står lysende klar, begynder amerikanerne måske at indse, at Obama opførte sig som en voksen. Mens volden bryder ud ved valgarrangementer og flyder ud i gaderne vil amerikanerne måske begynde at sætte pris på, at Det Hvide Hus har været foruden skandaler og drama. Mens deres lønninger stagnerede, industrier kollapsede, usikkerheden steg og håbet svandt, forsøgte han at gøre noget konkret. Ikke meget, ikke nok - men noget. […] Med Obama mister amerikanerne en mand, som tog både offentlig tjeneste og offentligheden alvorligt; en mand, som stod for noget støre og vigtigere end ham selv. Dette er afslutningen for en leder, der troede på, at kendsgerninger er vigtige; at amerikanerne ikke er nogen fjolser; at deres demokrati betyder noget og at staten har en rolle: at USA kan være bedre end det her.”

 

Donald Trump er med sikkerhed en anti-Obama. Når han åbner munden, er det måske nok håb og forandring, han lover sine tilhængere, men det er håb og forandring udelukkende for hans egne tilhængere. For alle andre må det lyde mere og mere som om, at Donald Trump prædiker vold, racisme og had som den eneste løsning, og man kan begynde at frygte, at landet kan ende i meget mørke tider, hvis det lykkes kandidaten “at genskabe USAs storhedstid” i sit billede.

 

En ny amerikansk borgerkrig?

 

Historiker Steve Ross fra University of California kalder ligefrem den udvikling, vi ser med Trumps tilhængere, for “den anden amerikanske borgerkrig”, et udkomme som Susan K. Smith også frygter.

 

Ross mener, at Trump er “på vej mod fascisme”, men han sammenligner Trump-tilhængerne med Sydstats-amerikanerne i midten og slutningen af 1900-tallet, som følte, at de var på vej til at miste deres politiske indflydelse efter valget af Abraham Lincoln som præsident, fordi Lincoln ville inddæmme Sydens slaveri. Ross ser en lignende angst blandt nutidens hvide amerikanske vælgere for at blive ladt tilbage i en ny virkelighed, hvor det at være hvid ikke i sig selv er et privilegium eller ensbetydende med politisk indflydelse og magt.

 

Jeg har selv tidligere argumenteret for, at sløjfningen af Sydstatsflaget i delstaten South Carolina sidste år kunne sammenlignes med en ny afslutning af Borgerkrigen, der også vil medføre en modreaktion fra det hvide USA (især fra hvide Sydstats-amerikanere), som man så det både i slutningen af 1900-tallet og i 1960erne under borgerrettighedskampen.

 

Trump-tilhængere som det nye "tavse flertal"?

 

I slutningen af 1960erne kom modreaktionen på omvæltninger i samfundet fra det såkaldte "tavse flertal" af hvide amerikanere, især i Syden, der var forvirrede og vrede over for eksempel kampen for sortes borgerrettigheder, kvindernes frigørelse og unge amerikaneres protester mod Vietnam-krigen.

 

“Det tavse flertal” var for eksempel den hvide middelklasse i forstæderne, som så demonstrationer og optøjer på TV og følte, at deres hverdag og sikkerhed var truet af oprørske kræfter. Og det var netop “det tavse flertal”, der hjalp Republikaneren Richard Nixon til at blive valgt som præsident i 1968 og var begyndelsen på en fuldkommen omvæltning i amerikansk politik, hvor Syden med tiden blev Republikansk og Norden blev Demokratisk.

 

Nogle hvide amerikanere føler sig i dag som det nye “tavse flertal”, hvilket er et udtryk Trump gentagne gange bevidst har brugt om sine tilhængere, og som de nu også bruger om sig selv.

 

Truslerne mod det “tavse flertal”

 

Ser man på hvad nutidens “tavse flertal” eventuelt kunne føle sig truet af, så kunne det for eksempel være USAs sorte præsident (et tegn på mere politisk magt til minoriteter), som Jamelle Bouie var inde på, og organisationen Black Lives Matter, (som kan ses som en moderne pendant til 1960ernes borgerrettighedsforkæmpere).

 

Når der dukker sorte og muslimske demonstranter op til Trump-arrangementer, bekræfter det desuden nogle Trump-tilhængere i, at de er under angreb fra befolkningsgrupper, der ikke ligner dem selv og selvsagt ikke har de samme værdier. Når Trump siger, at demonstranterne ikke er rigtige amerikanere, men at de ødelægger USA, så minder det også om Nixons retorik fra for eksempel Arizona i 1970, hvor han sagde, at demonstranter mod Vietnam-krigen ikke var “romantiske revolutionære” men derimod “bøller, som altid har terroriseret gode mennesker.”:

 

“Det er på tide, at det tavse flertal, som udgøres af amerikanere i alle aldre og af enhver politisk observens, viser deres modstand mod […] stenkasterne og dem, der råber grimme ord i USA”, sagde Nixon dengang.

 

Så hvis man råbte grimme ord i protest mod Nixons USA i slut-1960erne, så var man en bølle og potentiel kriminel. Og hvis man giver fingeren til Trump-tilhængere i dag, så er man et dårligt menneske, der fortjener at få bank.

 

Det er dog blevet pointeret i The Washington Post for nylig, at Trumps tilhængere på ingen måde udgør noget flertal. Rent matematisk kan de maksimalt svinge sig op til 6 procent af de registrerede vælgere på landsplan eller 8 procent af dem, der forventes at stemme.

 

Styrket koalition mod Trump

 

Trumps retorik har på sin vis også gjort noget godt. Den har nemlig styrket koalitionen af hvide og ikke-hvide amerikanere mod racisme.

 

Hvor for eksempel Black Lives Matter er overvejende sort og gør opmærksom på systemisk og ofte subtil racisme, så er anti-Trump-bevægelsen mangefarvet og kæmper imod direkte racisme. Det er ganske enkelt nemmere at samles om, for alle kan se og høre Trumps racisme, hvor det siden Obamas sejr i 2008 har været svært at argumentere for, at racisme stadig findes i under overfladen i USA.

 

Jeg tvivler da også fortsat på, at Trump vinder præsidentvalget. Meningsmålinger viser for eksempel, at et stort flertal af vælgerne ikke bryder sig om ham, på tværs af partitilhør. På det seneste har han i tilgift skubbet (endnu flere) kvindelige vælgere fra sig med mandschauvinistiske angreb på Cruz' kone Heidi.

 

Samtidig er der intet, der tyder på at sorte vælgere, som generelt stemmer Demokratisk, pludselig skulle skifte parti i større antal, og flere peger desuden på, at der foregår en mobilisering af latinamerikanere i USA, som søger om amerikansk statsborgerskab for at kunne stemme imod Trump.

 

De ukendte faktorer udgør faren

 

En ukendt faktor er dog, hvor mange vælgere der i sidste ende ikke går hen og stemmer ved præsidentvalget (eller bliver forhindret i at stemme som i Arizona for nyligt.)

 

Trump har nemlig angiveligt mobiliseret en del førstegangsvælgere ved de enkelte primærvalg, men det har Bernie Sanders også, og vi ved jo endnu ikke, hvor mange der rent faktisk vil stemme ved det endelige præsidentvalg.

 

Den mest uhyggelige og ukendte faktor er dog, hvordan Trumps mobiliserede tilhængere vil reagere, hvis han ikke vinder.

 

Selv om de skulle tage det med ophøjet ro, hvilket ikke virker specielt sandsynligt på nuværende tidspunkt, vil de amerikanere, der er enige i Trumps retorik, jo stadigvæk findes og nu stå tilbage med de samme holdninger og følelsen af at være dem, der diskrimineres imod.

 

Derfor skal vi måske til at vænne os til et USA, der præges af præcis det modsatte af dét, som Obama symboliserede, da han blev valgt. Uanset hvem, der bliver USAs næste præsident.