Trump eller Hillary

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Trump eller Hillary?

 

Mandag d. 6. juni 2016.

 

Det er tid at få et overblik over status i den amerikanske valgkamp, nu hvor vi står overfor de sidste primærvalg i USA. Alt tyder på, at amerikanerne til november skal vælge mellem de to mest upopulære præsidentkandidater nogensinde, og at valgkampen indtil da bliver hård. Meget vil afhænge af, hvor vrede de enkelte vælgere er – og hvor trofaste de vil være mod deres eget parti.

 

De sidste primærvalg

 

De sidste primærvalg i denne præsidentvalgkamp finder sted tirsdag d. 7. juni i delstaterne Californien, Montana, New Jersey, New Mexico, North Dakota (her dog kun hos Demokraterne) og South Dakota.

 

D. 14. juni afholdes det sidste primærvalg i DC (District of Columbia), hvor kun Demokraterne endnu mangler at stemme (Republikanerne i Distriktet har nemlig stemt for længst.)

 

Californiens hundreder af Demokratiske valgmandsstemmer bliver fordelt proportionelt mellem konkurrenterne Clinton og Sanders alt efter valgresultatet, mens Republikanernes alle sammen vil gå til Donald Trump, da han ikke har flere modkandidater.

 

Trump skal dog formelt vælges ved det Republikanske partikonvent i Cleveland, Ohio d. 18.-21. juli, og det kommer ikke nødvendigvis til at gå stille af.

 

To dybt upopulære kandidater

 

De to forventede præsidentkandidater, Hillary Clinton og Donald Trump, er de mest upopulære nogensinde, i hvert fald i alle de år man har målt på det, og det behøver ikke være til Clintons fordel.

 

En meningsmåling foretaget for the Washington Post viser, at de to kandidater står næsten fuldkommen lige hvad angår upopularitet. Blandt de vælgere, der ikke støtter Clinton på nuværende tidspunkt, siger 86 procent, at de aldrig kunne finde på at stemme på hende. Antallet er præcis det samme blandt de vælgere, der ikke støtter Trump på nuværende tidspunkt: 86 procent siger, at de aldrig kunne finde på at stemme på ham.

 

En interessant detalje er dog, at blandt Clintons støtter siger 48 procent af de adspurgte, at de primært støtter Clinton, fordi de er imod Trump. Men blandt Trumps støtter siger hele 53 procent, at de primært støtter ham, fordi de er imod Clinton! Og 44 % af alle de adspurgte vælgere ville i øvrigt foretrække en kandidat fra et tredje parti.

 

Her kunne et par procent af stemmerne godt ende med at gå til Jill Stein fra The Green Party eller til Gary Johnson fra The Libertarian Party. Faktisk er dette et rigtigt godt år for de alternative partier, som normalt får næsten ingen mediedækning, fordi de ikke levnes en jordisk chance. (Det er paradoksalt nok også ganske svært at have en jordisk chance, hvis man ingen mediedækning får.)

 

Trumps chancer

 

CNN har interviewet flere kampagnestrateger hos Republikanerne, og selv om de fleste ikke levner Trump mange chancer for at vinde præsidentvalget, så advarer de alligevel allesammen imod, at man undervurderer Trump.

 

Logisk nok er Trump nødt til at vinde alle de delstater, som Mitt Romney vandt for fire år siden, og derudover tage delstater fra Demokraterne.

 

Det ser umiddelbart ud til, at han hovedsageligt vil koncentrere sig om det såkaldte ”rustbælte”, som er en række delstater i midtvesten, herunder Ohio og Pennsylvania (som i øvrigt er delstater hvor Clinton har klaret sig godt overfor modkandidaten Bernie Sanders).

 

Det er så her, man skal minde sig selv om, at på trods af at Trump er sit partis formodede kandidat, så er det kun cirka en tredjedel af de Republikanske vælgere, der er glade for dét. De sidste to tredjedele havde foretrukket en anden kandidat, som for eksempel Ted Cruz eller John Kasich. Et stort flertal af Republikanske vælgere forventede dog ifølge ovennævnte meningsmåling, at deres parti ville ende med at slutte op om Trump som partiets præsidentkandidat.

 

Og ganske rigtigt: Selv om flere Republikanere valgte at melde sig ud af partiet eller brænde deres valgkort, efter at Trump stod tilbage som den eneste kandidat, så er flere af Trumps tidligere konkurrenter (herunder Chris Christie og Marco Rubio) faldet til patten. Det samme gælder folk som Paul Ryan, der er speaker i Repræsentanternes Hus og dermed USAs tredjemest magtfulde mand, næstefter Obama og vicepræsident Biden.

 

Ryans forklaring er, at han mener, at Trump kan hjælpe med at føre Republikansk politik. Den forklaring giver f.eks. the Washington Post ikke meget for. Her mener man, at Ryan har solgt sin sjæl ved koldt at fokusere på ideologi og ignorere Trumps mangel på respekt for demokratiet.

 

Du får hvad du stemmer på med Donald Trump

 

Politisk kommentator David Frum har argumenteret for, at den eventuelle opbakning til Trump da også må blive for folks egen regning.

 

En dag vil vi se tilbage på 2016-valget og konstatere, at: ”Trump bedrog ikke nogen. I modsætning til f.eks. Sarah Palin i 2008 var Trump kejseren i egne klæder og brugte sine egne ord. Når han lovede noget, modsagde han straks efter sig selv. Hvis man valgte at tage ham på ordet alligevel, så var man helt klar over, at hans løfte var værdiløst. […] Der var kun én ting man kunne stole på og regne med: Hvis man stemte på Donald Trump, så fik man Donald Trump i al hans Trumperi og Trumphed.”

 

Frum konkluderer, at vælgeropbakningen til Trump blandt andet skyldes, at det nu om dage er acceptabelt helt åbenlyst at ville være præsident for sin egen skyld, ikke for landets. Dermed er Trumps utroværdighed, og de ting han står for (”mobning, grådighed, pral, mandschauvinisme og barnlig opførsel”), også blevet det.

 

Måske netop derfor er et af de oftest hørte argumenter for at støtte Trump, at han ”siger tingene som de er”. Argumentet handler selvfølgelig om, at mange af Trumps vælgere er enige med ham, eller også lægger nogle af hans tilhængere simpelthen ikke mærke til, hvor ofte deres kandidat skifter holdning (se f.eks. her og her).

 

Men når man tænker på, hvor ofte Trump modsiger sig selv, kan dét at sige tingene, som de er, også betyde, at hans løgne er åbenlyse. Trump foregiver ikke at være noget, han ikke er. Manden siger bare det, folk gerne vil høre, og det, der hjælper ham på et givent tidspunkt, men det lægger han heller ikke skjul på – i modsætning til de etablerede politikere.

 

Trump og race

 

Frum ser også Trump som en slags gruppeleder i forhold til race. Argumentet er, at jo mindre homogent et samfund er, jo større intern splittelse vil der opstå. For ”når en tidligere stærk gruppe føler sig truet af nye aggressive krav fra nye konkurrenter,” bliver tidligere uhørt opførsel pludselig acceptabel.

 

”Trump stiller ikke op som alle amerikaneres præsident men som klanleder for hvide amerikanere”, skriver Frum. ”De hvide amerikanere, der reagerer positivt på hans budskab, ser ikke hans hårde kommentarer som bevis på, at han ikke bør lede landet, men som et bevis på, at han tilhører deres stamme.”

 

Min personlige tese er da også, at Trump personificerer den hvide alfahan, der har til opgave at ”gøre Amerika stort igen” (hvilket jo er hans kampagneslogan) ved at tilbagerulle de sidste otte år med Barack Obama, symbolsk og reelt.

 

Obama som den fremmede

 

Vi må nemlig ikke glemme, at det var Donald Trump, der førte en kampagne for at Obama skulle fremvise sin fødselsattest for at bevise, at han ikke var født i Kenya (hvor hans far var fra). Denne konspirationsteori om, at den sorte præsident ikke havde ret til at besidde embedet, går til dagligt under navnet ”The Birther Movement”.

 

Da Trump stillede spørgsmålstegn ved Obamas nationalitet, medvirkede han til indirekte at stemple Obama som dét, man på engelsk kalder ”the Other”, d.v.s. den fremmede.

 

Basalt set bruges såkaldt ”Othering” – dét at se eller betegne andre som fremmede – til at definere én selv. Kontrasten til det fremmede hjælper os til at se, hvem vi selv er. Hvis den fremmede defineres negativt, fordi vedkommende er eller ser anderledes ud, kan man lettere definere sig selv som god og ”normal”.

 

Så da Trump gav Obama rollen som ”den fremmede” ved at skabe tvivl om præsidentens nationalitet og religion, etablerede det samtidig Trump selv som den ikke-fremmede. Han blev personificeringen af det trygge og kendte (en hvid amerikaner af europæisk baggrund, som er født i USA og ikke er muslim). Ultimativt gjorde tvivlen Obama til fjenden og en snigende trussel, og rent symbolsk gav Trump sig selv rollen som den klassiske helt, der afslører og kæmper imod fjenden, og helt konkret som den hvide mand, der i sidste ende måske overtager præsidentembedet fra afrikaneren Obama.

 

Derfor handler Trumps valgretorik netop om at vende tilbage til USA's storhedstid, altså den hvide amerikanske mands storhedstid.

 

USA var fantastisk i 1950erne

 

En meningsmåling foretaget af The New York Times i april viste, at et flertal af Trumps tilhængere (75 %) mener, at livet i USA var bedre i 1950erne og frem til midt i 1960erne, end det er nu. (Hos Demokraterne faldt valget hos mange på år 2000, altså året før terrorangrebene d. 11. september.)

 

Det er værd at bemærke, at 1950erne var det sidste årti inden USA indførte Borgerrettighedsloven (i 1964) og Stemmeretsloven (i 1965), der sikrede sorte amerikanere den lighed, som de var blevet nægtet i de hundrede år, der var gået siden Borgerkrigens afslutning. 1950erne kendetegnes generelt som et årti, hvor hvide amerikanere (hovedsageligt hetero mænd) befandt sig trygt i toppen af samfundshierarkiet, en situation som Obamas valg i hvert fald symboliserede enden på. (Læs evt. mere om forandringen for det hvide USA her.)

 

Ester Bloom gør i The Atlantic opmærksom på, at hvis Trumps vælgere ønsker at vende tilbage til 1950erne rent økonomisk, så bør de i stedet stemme på den erklærede socialist Bernie Sanders, da 1950erne også var en tid med høje skatter, stærke fagforeninger og en stærk føderal regering.

Trump har da også af og til, men ikke konsekvent, lovet skattestigninger, især for de rigeste amerikanere, mens hans nuværende skatteudspil indeholder lavere skatter til middelklassen.

 

En meningsmåling fra Fox News viser i øvrigt, at de amerikanske vælgere har størst tillid til Trump hvad angår økonomi (hvorimod de føler sig mere trygge ved Hillary Clinton i forhold til udenrigspolitik og atomvåben).

 

Trumps tilhængere tænker ikke kun på økonomi

 

Nogle kommentatorer fokuserer overordnet på det økonomiske aspekt og ignorerer ofte raceaspektet, når de vurderer, hvorfor Trumps vælgere støtter ham, for eksempel ved at antage at Trumps vælgere tilhører arbejderklassen.

 

Men hvis Trumps budskab ikke var forbundet med race og hovedsageligt handlede om økonomi, så ville hans tilhængere forventeligt være at finde blandt de fattigste amerikanere. Det er bare ikke tilfældet.

 

Medianindkomsten hos Trumps vælgere er højere end hos Clintons og Sanders’ vælgere. Faktisk stemmer mange af de allerfattigste amerikanere muligvis slet ikke, men dem, der gør, stemmer hovedsageligt Demokratisk og i højere grad på Clinton end på Sanders.

 

Som f.eks. racismeforsker Tim Wise fortalte for nyligt på CNN, så er det ganske enkelt ikke nok at se på økonomi og socialklasse, når man skal forklare fænomenet Trump og hans popularitet.

 

Man bør for eksempel lægge mærke til, at langt hovedparten af Trumps vælgere er hvide mænd, en gruppe, som studier viser, føler sig meget presset i disse år (også økonomisk) med udsigten til at blive en demografisk minoritet. (Hvide kvinder er sandelig også under pres, men Trumps manglende popularitet blandt hovedparten af de amerikanske kvinder skyldes nok hans åbenlyse mandschauvinisme.)

 

Hvis Trumps kampagne ikke var baseret på racisme, ville han potentielt kunne tiltrække økonomisk dårligere stillede vælgere fra minoritetsgrupperne, men som det desværre har vist sig med al tydelighed ved flere Trump-arrangementer på det seneste, har Trumps retorik mod f.eks. mexicanere ført til vold mod og af både tilhængere og modstandere, senest i San Jose i Californien d. 2. juni, hvor Trump-tilhængere blev overfaldet af demonstranter.

 

Obama så fremad, men Trump vil tilbage til fortiden

 

Da Barack Obama førte valgkamp i 2008, bad han nationen om at se fremad og være optimistisk omkring fremtiden. Som USA's første sorte præsident repræsenterede han også et meget symbolsk fremskridt.

 

Trumps styrke ligger derimod i hans omvendte ”håb og forandring”-retorik. Han præsenterer et utroligt pessimistisk billede af dagens USA, og det håb og den forandring, han lover, ligger retorisk set tilbage i tid, engang hvor USA var et ”stort land”.

 

Den befolkningsgruppe, der overordnet set havde det bedst før i tiden, er hvide mænd – altså præcis dén gruppe, der over tid vil miste sin demografiske og dermed politiske dominans for første gang.

 

Da to Trump-tilhængere overfaldt en hjemløs Latino i Boston sidste år, tog Trump da heller ikke afstand fra deres handling: ”Jeg kan kun sige, at dem, der støtter mig, er meget passionerede. De elsker det her land, og de ønsker at landet bliver stort igen. De er passionerede.”

 

Som Ronald Brownstein forklarer det i The Atlantic, så er der to ord, som Trump bruger rigtigt meget: ”tilbage” og ”igen”, og han bruger dem og andre fraser til at fremhæve dén følelse, han rammer hos sine tilhængere: ”en tro på at de forandringer, der er med til at forme det moderne USA, har marginaliseret dem økonomisk, demografisk og kulturelt.” Og som Brownstein også bemærker, så kan Trumps retorik grave den politiske kløft dybere – og flytte den ”fra klasse til kultur.”

 

Når USAs forfald kædes sammen med tilstedeværelsen af minoriteter, så handler Trumps overordnede budskab langt fra kun om økonomi. Det handler om race.

 

Hillary går til angreb på Trump

 

Ovre hos Demokraterne har Hillary Clinton efterhånden vendt fronten mod Donald Trump, selv om hun stadigvæk slås med Bernie Sanders om hver eneste stemme i de tilbageværende primærvalg. Han har udtalt, at han har tænkt sig at køre valgkampen helt til ende og altså ikke trække sig inden det Demokratiske konvent.

 

Forleden holdt Hillary i San Diego, Californien, en af sine stærkeste taler i denne valgkamp (om udenrigspolitik), og hun gik lige i kødet på Trump: ”Han er ikke blot uforberedt – han er temperamentsmæssigt ude af stand til at bestride en post, der kræver viden, stabilitet og et enormt ansvar,” erklærede hun blandt andet. (Hele talen er værd at se – du finder den her.)

 

Hillary fik overordnet ros for talen og for at sige tingene ligeud, hvad angår Trump (se f.eks. her og her), hvorimod Fox News svarede igen med en kritik af både George W. Bushs og Barack Obamas udenrigspolitik. Fox kaldte Hillarys kritik for forfejlet og sammenlignede i stedet Trump med Ronald Reagan og hans brug af ”sund fornuft.”

 

Hillary og forandring

 

Selv om det kan være svært at se megen sund fornuft hvad angår Donald Trump, så er det dog et faktum, at Hillary fortsat står overfor et par udfordringer i valgkampen.

 

Det kniber for eksempel for hende at sælge sig selv som en kandidat, der kan levere forandring, blandt andet fordi hun ses som en del af den forhadte politiske elite. Trump blev derimod for nyligt beskrevet af New Yorks tidligere borgmester, Republikaneren Rudy Giuliani, som ”et ægte håb for at vores politik kan forandre sig.” (Men de to er også gamle venner.)

 

The Washington Post har interviewet flere potentielle vælgere i Californien, og en af dem sagde blandt andet om Hillary, at ”hun kommer ikke til at forandre noget, for hun er en af dem, der har magten. Hun er ikke en af os.”

 

Avisens meningsmåling viser da også, at Clinton scorer lavere end Trump (42 mod 48 %) når man spørger potentielle vælgere, om de tror, at hun vil være i stand til at levere forandringer.

 

På et tidspunkt hvor rigtigt mange amerikanere, herunder den vælgerskare der støtter hendes modkandidat Bernie Sanders, ønsker dybtgående forandringer i amerikansk politik, er hendes tilhørsforhold til den politiske elite ikke en fordel, med mindre hun kan overbevise et flertal af vælgerne om, at den komplet uerfarne Donald Trump er for farlig at have på præsidentposten.

 

”Svindler-Hillary”

 

Hillarys troværdighed styrkes heller ikke af en kontroversiel, verserende sag om hendes brug af sin egen private e-mailserver, mens hun var USA’s udenrigsminister. Det amerikanske justitsministerium har meldt ud, at Clinton aldrig bad om endsige fik lov til at bruge sin egen private e-mailserver, og den udmelding strider direkte imod hendes egen tidligere forklaring. (Donald Trump har naturligvis straks erklæret, at Hillary burde sidde i fængsel, ”fordi alle ved, at hun er skyldig.”)

 

Sagen bekræfter da også nogle amerikaneres opfattelse af Hillary som en person, der har noget at skjule, og Donald Trump kalder hende konsekvent for ”crooked Hillary” – ”svindler-Hillary”.

 

Nogle af de seneste målinger viser i øvrigt også, at Trump potentielt vil have en chance for at slå Clinton ved præsidentvalget. (Andre giver hende et minimalt forspring.)

 

Tonen skærpes hen mod november

 

Dog skal man huske, at Clinton først nu virkelig er begyndt at fokusere direkte på Trump, som i San Diego-talen, fordi hun indtil videre har måttet bruge en masse krudt på at afværge udfordringen fra Bernie Sanders – helt sikkert mere krudt end hun havde forventet.

 

Valgkampen vil derfor kun blive endnu mere intens fra nu, og det bliver derfor også nemmere for vælgerne at sammenligne de to kandidater - især når partikonventerne er overstået i juli, og de to nominerede kun har hinanden at fokusere på.

 

Læg hertil at de amerikanske medier endelig er begyndt at gå i flæsket på Trump og behandle ham som en reel kandidat, i stedet for blot at se ham som en dårlig vittighed. Det er en fordel for Clinton.

 

Clinton som Obamas arvtager

 

Det er også en fordel for Hillary, at præsident Obamas popularitet i øjeblikket er stigende. 51 % af de vælgere, der deltog i ovennævnte Washington Post-meningsmåling, mener, at Obama gør det godt.

 

Clintons kampagne forsøger da også at sælge hende som arvtageren efter Obama, som kan videreføre hans politik i en såkaldt ”tredje valgperiode”, hvis hun vinder i november.

 

Det er sandsynligvis en af grundene til, at så mange sorte amerikanere støtter Hillary i stedet for Bernie Sanders, en kandidat fra en af USA's allerhvideste stater, Vermont, hvor kun omkring 4 % af befolkningen tilhører en minoritet. Hillary var trods alt Obamas udenrigsminister i en årrække, og Obama trak nærmest alle de sorte stemmer i både 2008 og 2012 på nær nogle få procent.

 

Dog skal man huske, at det primært er de ældre sorte amerikanere, der stemmer på Clinton, hvorimod yngre sorte vælgere, der f.eks. støtter Black Lives Matter-bevægelsen, generelt stemmer på Bernie Sanders.

 

Uanset hvad har den Demokratiske kandidat endnu en fordel: ikke-hvide vælgere stemmer overvejende Demokratisk. Det ser umiddelbart ikke ud til at ændre sig, og der bliver desuden flere og flere af dem. Republikanerne er til gengæld allerede et overvældende hvidt parti, og med Trumps retorik i baghovedet er det svært at se, hvordan partiet skal kunne gøre særligt indhug i traditionelt Demokratiske vælgere.

 

Trumps retorik mod Latinoer kan blive hans fald

 

At Trump indledte sin valgkamp med at erklære hovedparten af mexicanerne i USA for narkohandlere og voldtægtsmænd er også en klar fordel for Hillary Clinton. Trump har båret brænde til bålet ved gentagne gange at kræve dommeren i en retssag mod "Trump University" taget af sagen.

 

Dommeren, Gonzalo Curiel, er godt nok født i Indiana og således fuldgyldig amerikaner, men han er af mexicansk afstamning, og da Trump jo har erklæret, at han vil smide 11 millioner illegale immigranter ud af landet og bygge en mur langs grænsen til Mexico, mener han ikke, at dommeren kan være uvildig i sagen. (Han mener heller ikke, at det er racistisk at han betegner dommeren som mexicaner, hvilket er en nationalitet. I Trumps øjne kan man åbenbart kun betegnes amerikaner, hvis man ikke blot er født i landet men også er hvid.)

 

Flere medier rapporterer om en stærk stigning i antallet af Latinoer, der har registreret sig som vælgere i år. (Man får nemlig ikke automatisk tilsendt et valgkort i USA men skal selv registrere sig).

 

Der skrives også en del om en målbar stigning i antallet af Latinoer, der har søgt om statsborgerskab. Er det tilfældigt, eller kunne noget af stigningen bunde i, at nogle (mange?) af Latinoerne har gjort det nu, fordi de vil være sikre på at kunne stemme ved valget i november – og stemme imod Trump?

 

Selv om der naturligvis findes vælgere fra minoritetsgrupper, som stemmer Republikansk og støtter Donald Trump, inklusiv Latinoer, så vil en mobilisering af Latinovælgere alt andet lige være til Clintons fordel og i øvrigt kunne hjælpe Demokraterne på langt sigt, da Latinoer er en stigende befolkningsgruppe frem mod 2050. Derimod vil antallet af hvide amerikanere fortsat falde.

 

Mitch McConnell, der er leder af det Republikanske flertal i Senatet, sagde da også fornyligt, at ”USA er under forandring. Da Ronald Reagan blev valgt, var 84 % af vælgerkorpset hvide. Til november vil tallet være 70 %. Det er en stor fejl, hvis vores parti opgiver Latinoerne. De er en vigtig del af landet og vil snart udgøre den største minoritet. Det bekymrer mig.”

 

Der er lang tid til november

 

Men lige nu er alt fortsat uvist. Ved primærvalgene har kun et fåtal af vælgerne endnu sat deres kryds ved en kandidat, og vi ved først til november, hvordan nationen tænker om Trump og Hillary. Det efterlader os med masser af uafklarede spørgsmål:

 

• Hvilke befolkningsgrupper går rent faktisk ud og stemmer på valgdagen? Og hvem bliver hjemme? (Angiveligt spiller vejret også en rolle for hvem, der kommer af sted. Regn = flere Republikanske vælgere.)

 

• Hvilken kandidat er bedst til at mobilisere sine vælgere?

 

• Hvor mange Republikanere vil stemme på Hillary i protest mod Trump?

 

• Hvor mange Sanders-tilhængere vil foretrække Trump frem for Hillary? (Meningsmålinger fra maj viser, at 45 % af Sanders’ tilhængere ikke vil stemme på Clinton,

, og 20 procent af dem siger, at de vil stemme på Trump i stedet for. Det er en stigning på 11 procent siden marts.)

 

• Og, sidst men ikke mindst, i hvor stort omfang kan tredjeparti-kandidaterne tage stemmer fra de to store partiers kandidater? (F.eks. er mange af Sanders tilhængere ikke Demokrater men uafhængige vælgere, og derfor er det mere sandsynligt at de kunne finde på at gå tredjevejen.)

 

Sådan som valgkampen har udviklet sig indtil videre, virker det stadigvæk, som om alt kan ske, og det kan være virkelig svært at bevare overblikket i nyhedsstrømmen. Alt tyder dog lige nu på, at den næste amerikanske præsident vil være historisk upopulær. Og kun én ting er givet: Der er rigtig lang tid til november.

 

spænd sikkerhedsbæltet – det her kommer ikke til at gå stille af.