Tro traditioner og Trump

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Tro, traditioner og Trump

En samtale med to Trump-vælgere i West Virginia

 

Søndag d. 6. november 2016

 

Regnen falder i store tunge dråber, da jeg bevæger mig over parkeringspladsen ved Panera Bread i Parkersburg, West Virginia. Jeg er i byen for at interviewe to Trump-vælgere, som gennem en fælles bekendt har indvilget i at fortælle mig om, hvorfor Republikanernes præsidentkandidat er det bedste valg i deres øjne.

 

Caféen er en del af en kæde, der specialiserer sig i bagværk og sandwiches, og der går da heller ikke mange minutter, før vi har fundet os et bord og er udstyret med kaffe og kage.

 

Jo på 72 og Kaye på 65 er to hvide kvinder, der begge er født og opvokset i West Virginia. Indtil pensionsalderen arbejdede Jo i en bank og Kaye for delstaten. Selv om Jo er registreret som Republikansk vælger og Kaye som Demokrat, har de været venner i 30 år, og i år er de rørende enige om hvem, de stemmer på: Donald Trump.

 

Inden vi begynder interviewet, spørger jeg om jeg må optage vores samtale undervejs. Det er Jo godt nok ikke særligt begejstret for: ”Jeg ved ikke rigtigt, om jeg bryder mig om det. Du ved, hvad med regeringen?” Så for at sikre os, at hun og Kayes ord ikke bliver aflyttet af udenforstående, lader vi diktafonen være, og de næste par timer skriver jeg på livet løs og prøver at fange de mange kommentarer, der fyger over bordet.

 

Begge kvinder har fået at vide på forhånd, at jeg er dansker (og dermed socialist i deres øjne), og at jeg ikke bryder mig om Donald Trump, men at jeg er her for at skrive en oplysende artikel. Min mission er ikke at hænge Jo og Kaye ud for deres holdninger men at afdække deres bevæggrunde for at stemme på Trump.

 

Kaye fortæller mig senere, at hun faktisk ikke havde lyst til at deltage i interviewet (”Jeg vidste ikke helt hvad jeg var ved at rode mig ud i.”), og hun møder da også meget velforberedt op med flere siders noter og argumenter. Af de to kvinder er hun den mest intense, og undervejs læner hun sig tit og ofte hen over bordet og ind imod mig for nærmest kropsligt at understrege, hvor meget hun mener dét, hun siger, og hvor meget det betyder for hende, at jeg forstår.

 

Den upolerede Trump

 

Både Jo og Kaye lægger ud med at understrege, at Trump ikke var deres førstevalg – for dem begge var det Ben Carson (den religiøse, afroamerikanske tidligere hjernekirurg, der på et tidspunkt førte i primærvalgene) –, men selv om de ikke er udelt glade for Trumps måde at udtale sig på, har de ”lært at synes bedre om ham og forstå ham bedre. Han er en veluddannet forretningsmand, som forsøger at hjælpe det amerikanske folk.”

 

Faktisk har vi knap nok sat os ned, før begge kvinder forklarer mig, næsten i munden på hinanden, at de ikke har et problem med Trumps grove udtalelser om kvinder tilbage i 2005.

 

”Jeg arbejdede med mænd, og jeg hørte den slags snak,” fortæller Jo. ”Det generer mig ikke, og selv om jeg helst ikke vil høre den slags, så var der ikke noget, jeg kunne gøre ved det.” Begge kvinder ser ud til at mene, at det er sådan mænd taler, og at det er noget, man som kvinde må acceptere, også fra den Republikanske præsidentkandidat.

 

Jeg spørger, hvordan de så har det med Trumps ret stereotype udtalelser om for eksempel mexicanere og muslimer. ”Han er upoleret og ikke ligesom Hillary, som er alt for meget politiker,” forklarer Kay. ”Hun siger dét, som de enkelte vælgergrupper gerne vil høre, men hun griner af os bag vores rygge. Trump arbejder på sit sprog, men han virker nok lidt rå.”

 

Har de to kvinder problemer med, at hadgrupper som nynazisterne og Ku Klux Klan støtter op om Trump, fordi de mener, at han taler deres sprog?

 

Nej, det har de ikke, for disse grupper ”tror, at de kan manipulere Trump, men det kan de ikke.” Er der så tale om, at Trump omvendt manipulerer dem for politisk vinding? Nej, absolut ikke, siger de. (Trump har under pres taget afstand fra den tidligere klanleder David Duke, som ser ham som en inspiration.)

 

Kaye mener, at Trump ”sikkert har muslimske venner, fordi han er fra New York, men vi er nødt til at være bange for muslimer.” Hun fortæller mig om en muslimsk militær træningslejr i Pennsylvania, som hun har set videooptagelser af på tv. ”Hvad træner de til?”, spørger jeg. ”At skære halsen over på os”, lyder svaret, ”men der er ikke noget, vi kan gøre ved det.” Hvorfor ikke? ”Fordi de ikke har gjort noget endnu.”

 

Desværre kan Kaye ikke huske, hvor hun har set optagelserne, men hun mener, at det måske var på Fox News. Der findes da også en konspirationsteori om amerikanske træningslejre for terrorister, så historien har hun ikke grebet helt ud af den blå luft, men det er ikke lykkedes mig at finde et indslag fra Fox News.)

 

De løgnagtige medier

 

Historien leder os naturligt hen på en snak omkring de amerikanske medier, en gruppe som Trump ofte lægger for had ved sine vælgermøder.

 

Jeg spørger ind til, om de to kvinder føler, at de kan stole på medierne, og det mener de ikke, at de kan. Hvor ved de dét fra, spørger jeg. Og her bliver der for første gang helt stille ved bordet.

 

Efter en meget lang pause kigger Joy skælmsk på mig og siger ”Måske fik vi en åbenbaring!” Men så bryder Kaye ind med en pointe: Den midlertidige leder af den Demokratiske Nationale Komité, Donna Brazile, er i en WikiLeaks-afsløring blevet taget i at have delt potentielle debatspørgsmål med Hillary Clintons kampagne inden en debat på CNN, og hun har nu mistet sit job som politisk kommentator ved netop CNN.

 

Brazile-sagen er faldet lige ned i turbanen på Trump-kampagnen med dens mantra om, at Demokraterne snyder for at vinde valgkampen, og den bidrager samtidig til mistroen til det politiske system og til medierne.

 

Hvilke medier kan man så stole på som Trump-vælger? ”Fox News”, siger Jo og Kaye samstemmende. De synes især godt om tv-kanalens værter Bill O’Reilly og Sean Hannity, men de bryder sig ikke om den kvindelige vært Megyn Kelly.

 

”Kelly var meget uforskammet overfor Trump”, forklarer Kaye og henviser sandsynligvis især til den primærdebat på Fox News, hvor Kelly konfronterede Trump med hans negative udtalelser om kvinder. Jamen, var Trump ikke mindst lige så uforskammet overfor hende, indskyder jeg med henvisning til hans efterfølgende udtalelser om, at Kellys attitude nok skyldtes, at hun havde menstruation.

 

”Når Trump er uforskammet, er det fordi han er på vagt. Han ved, at medierne er efter ham. Han fortalte os jo om Hillary, men vi lyttede ikke,” forklarer Jo. ”Medierne behandler ham anderledes, og de er ikke neutrale,” supplerer Kaye.

 

De to kvinder har altså ikke noget problem med Trumps udtalelser om kvinder generelt eller om Kelly specifikt. De er mere optaget af, at deres kandidat ser ud til at være under angreb fra alle sider, og dette retfærdiggør hans sprog.

 

Hvad mener de så om de mange kvinder, der nu beskylder Trump for uønskede seksuelle tilnærmelser? Dagen efter valget skulle Trump have været i retten i en sag fra 1994 om voldtægt af en 13-årig pige, men kvinden har netop trukket sin anklage tilbage, angiveligt på grund af trusler.

 

Kaye tror ikke, at et voldtægtsoffer ville vente så mange år med at stå frem, og hun er sikker på, at anklagerne om seksuelle overgreb er et forsøg på at afpresse den hovedrige Trump. De to kvinder mener i øvrigt, at der er andre sammensværgelser mod Trump, for eksempel at volden ved nogle af hans vælgermøder skyldes, at folk er blevet betalt for at provokere Trump-vælgere.

 

Regeringen er blevet Gud

 

Vi er allerede et godt stykke inde i samtalen, og min kaffe er blevet kold, da vi når frem til at diskutere politik som sådan. Jeg spørger ind til, hvilke politiske emner Jo og Kaye synes er de vigtigste i denne valgkamp. Hvor vil de gerne have, at fokus ligger?

 

Det viser sig, at religion er en hjørnesten her, for Kaye opremser straks følgende: ”De har fjernet bøn fra skolerne, man må ikke længere sværge troskabseden, man må ikke bede, man må ikke engang sige ’Glædelig Jul’. Men USA er fantastisk, fordi Gud skabte os og skabte USA.”

 

Dén udtalelse får mig til at tænkte på en samtale jeg kort forinden har haft med Jos præst, pastor Ian Reid fra den lokale First Lutheran Church. ”USA er blevet en religion i sig selv,” mener Reid.

 

”USA har antaget mange religiøse aspekter. Regeringen er blevet Gud nu, og USA's største frygt er at vi ikke længere har kontrollen og falder fra hinanden, så vi er bange for et mægtigt Rusland eller Iran. Det er en slags fortsat identitetskrise. Alle vil jo gerne være øverst; vores Gud skal være den bedste og ikke en andenrangs-gud,” siger han med et smil.

 

”Amerikansk kultur handler om, hvem vi vender os mod. En af de nyeste trends er dommedagsprofetier, hvor folk bygger overlevelsesrum og opmagasinerer mad og guld. Vores Gud [altså troen på nationen, som er en falsk Gud] er ved at falde fra hinanden.”

 

(Interessant nok ser skribenten Jelani Cobb Trumps retorik som en tilbagevenden til en slags gammel religion, hvor man siger tingene ligeud og ikke anerkender eller respekterer, at der er andre sandheder end ens egen. Samtidig forsvinder troen på amerikansk ”exceptionalisme” i andre lande, hvorimod dén tro ifølge Cobb allerede døde hos Trump-vælgerne, da Obama blev valgt).

 

Udenrigspolitik og immigration

 

Inde på caféen spørger jeg Jo og Kaye om netop frygten for Rusland og om Trumps holdning til Vladimir Putin. Det undrer mig for eksempel, at Republikanernes vicepræsidentkandidat Sarah Palin i 2008 nævnte som en af sine styrker, at hun kunne holde øje med den farlige Putin, hvorimod Trump har udtalt sig positivt om Ruslands præsident, og det lader til at være i orden med hans vælgere.

 

”Trump kunne aldrig finde på bare at antage, at Putin er en skurk. Han vil hellere danne sig sin egen mening. Desuden sagde Palin de dér ting tilbage i 2008, og tingene har ændret sig siden da,” mener Kaye. Hun understreger kort efter, at ”militæret er blevet udhulet. Vi er nødt til at bygge det op igen,” så uanset Trumps og Putins forhold er der efter hendes mening et stort behov for at beskytte landet bedre.

 

Jo fortæller, at hun ikke har været ude at flyve siden 11. september 2001. ”Jeg er bange for, at en eller anden araber sprænger flyet i luften. Og hvis Gud ønskede, at jeg skulle flyve, ville han give mig vinger.”

 

Jeg spørger til deres holdning til immigration, og den er krystalklar. ”Det er helt i orden at komme hertil på lovlig vis,” forklarer Kaye. ”Men du skal ikke snige dig over grænsen, og du skal ikke ændre vores religion eller vores sprog eller skolepolitikker.”

 

Hvad så med kristne værdier og for eksempel at hjælpe flygtninge fra krig? ”Vi skal have ryddet op derovre [i Mellemøsten]. Hjælpe dem dérovre. De har deres kultur, og vi har vores. Gøre USA sikkert igen,” siger hun. Der er dog ingen af de to kvinder, der bringer hverken en mur ved den mexicanske grænse eller internering af muslimer på banen, sådan som Trump ellers har henholdsvis lovet og overvejet.

 

Måske handler sikkerhed mere om at beskytte og bevare traditioner, tænker jeg.

 

Amerikanske liv: Våben og abort

 

Der er dog også et stort behov for, at den enkelte amerikaner kan beskytte sig selv, mener Kaye og Jo: ”Hillary vil tage vores våben fra os,” forklarer Jo. ”Til sidst er det kun skurkene, der har våben.”

 

Jeg spørger, om ikke det ville være en god idé at gøre som Clinton foreslår og lukke de smuthuller, der gør, at potentielle terrorister eller kriminelle kan købe våben ved våbenmesser uden baggrundstjek.

 

Det er de to kvinder - efter lidt overvejelser - enige i, men de stoler ikke på, at Clinton vil nøjes med dét: ”Hun vil ikke lade lovlydige borgere beholde deres våben.”

 

Dette er endnu et eksempel på, at en del af antipatien mod Clinton bygger på hendes manglende troværdighed. ”Hun er for abort men mod våben, og det giver ingen mening,” forklarer Kaye. ”Begge dele dræber jo børn.”

 

Og abort er et vigtigt emne for de to kristne kvinder (Jo er lutheraner, mens Kaye er baptist). De ønsker ikke indirekte at betale for andres abort ved at finansiere Obamacare-sundhedssystemet gennem skatter; en politik, som de forventer, at Clinton vil videreføre. ”Der er folk, der meget gerne vil adoptere. Hvorfor kan man ikke gøre dét i stedet for abort?”, spørger Kaye.

 

I det hele taget mener kvinderne ikke, at Hillary Clinton går ret meget op i amerikanske liv. For Jo stod det klart efter angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi i Libyen d. 11. september 2012, hvor fire amerikanere – herunder ambassadør Chris Stevens – mistede livet.

 

”Det var dråben for mig,” fortæller Jo. ”Hun lod dem dø, hun løj, og hun giver Trump skylden for det hele.” Kaye mener endda, at Hillary aldrig bliver præsident, fordi ”hun ender i fængsel.” Dog først efter at Trump bliver præsident, ”for ellers benåder Obama hende,” forklarer hun.

 

Kulminer og rent vand

 

Også Clintons holdninger omkring at mindske USA's afhængighed af kul til fordel for andre former for energi stiller Hillary i et meget dårligt lys i en kulminestat som West Virginia.

 

Jo og Kaye vil have flere jobs til delstaten, og Clintons udtalelser (i øvrigt taget ud af kontekst) om at fjerne kulminejobs har kun gjort hende mere upopulær i en stat, der med sikkerhed vælger Trump d. 8. november. Arbejdsløsheden blandt tidligere kulminearbejdere er høj, og i det bjergrige West Virginia står det særligt dårligt til.

 

Jo og Kaye sætter deres lid til, at Trump kan skaffe jobs tilbage til delstaten. For eksempel fortæller Jo, at hun ”ikke er imod uddannelse”, selv om hun ikke selv har en videregående uddannelse. ”Trump vil uddanne folk til at blive vvs-mænd eller svejsere. Det har vi brug for. Vi har for mange høvdinge og for få indianere,” som hun grinende udtrykker det.

 

”Hillary vil ikke have noget med kul at gøre, men der må være en måde, vi kan bruge clean coal [såkaldt rent kul] på, i stedet for de vindmøller, de vil have op. Trump går ind for clean coal og rent vand. Det fortjener amerikanerne,” siger Kaye.

 

Dét med det rene vand er et godt eksempel på en konkret sag, som har vist Trump-vælgerne, at man ikke kan stole på regeringen (heller ikke den lokale), nemlig den forfærdelige vandforureningssag fra byen Flint i Michigan, hvor det lokale byråd besluttede at spare penge ved at skifte vandleverandør, hvilket resulterede i svært blyforgiftet vand, der blandt andet endt med syge og permanent skadede børn.

 

”De gamle, korrupte politikere vidste godt, hvad der foregik. Det er det perfekte eksempel,” understreger Kaye.

 

Staten har for megen magt

 

De to kvinder mener i det hele taget, at den føderale regering har al for megen magt, og at den gør alt for meget for dovne amerikanere, som har regnet ud, at bare de bliver ved med at føde børn, så får de flere penge af staten, som de så kan købe narko for (West Virginia kæmper i øjeblikket med en voldsom heroin-epidemi), og det gælder altså også hvide amerikanere.

 

”Der er ’white trash’,” siger Jo. ”Det er dem, der bare vil have uden at yde noget først. Det er et spørgsmål om holdninger,” forklarer hun. ”Det kan ikke betale sig at arbejde, for man kan ikke regne med at blive forsikret, når man arbejder, men til gengæld kan man som arbejdsløs leve af madkuponer.”

 

Selv om Kaye og Jo begge ønsker, at der skaffes job gennem videreuddannelse, så er de stærkt imod det såkaldte Common Core, som er en undervisningsreform, der har medfødt føderalt fastsatte standarder for undervisningen på landsplan, og som havde sit udspring i Republikaneren George W. Bushs regeringstid, selv om den først er blevet implementeret under Obama.

 

Kaye vil ”tilbage til grundlæggende uddannelse”, som hun betegner det. ”Undervisning skal fjernes fra den føderale regering og tilbage til delstaterne. Børnene skal lære at læse, skrive og regne, og at elske Jesus som deres frelser,” mener hun.

 

Det virker paradoksalt, at Jo og Kaye sætter deres kristne lid til en mand som Trump. Som præsten Ian Reid bemærkede overfor mig nogle timer forinden, så ”er der vist ingen, der ønsker, at de to præsidentkandidater er forbundet med religion. Hvis de var lutheranere, ville jeg være meget ked af det.”

 

”Men både Romney og George W. Bush blev kritiseret under deres valgkampagner og gjort til grin, fordi de var meget religiøse,” forklarer han. ”Og Obama er enten muslim eller radikal kristen. Så USA ved ikke helt, hvad det er, vi vil have.”

 

Alligevel står det klart, at Trump åbenbart har gjort sig mere fortjent til kristen tillid hos disse to kristne kvinder (og hos mange andre kristne), end Hillary har. Det hjælper også, at Trump har valgt Mike Pence som sin vicepræsidentkandidat. Jo og Kaye elsker Mike Pence: ”Han tror på Jesus og han står for alle de ting, vi har snakket om. Han er for jobs, for folket, for making America great again [Trumps kampagneslogan].”

 

Kan man stole på valgresultatet?

 

Kaffen er drukket, kagen for længst spist, og regnen er holdt op, og vores samtale nærmer sig efterhånden sin afslutning.

 

Jeg spørger Jo og Kaye, om deres forventninger til valgresultatet, og om de føler, at de kan stole på det, nu hvor Trump har talt så meget om valgfusk.

 

Jo fortæller, at hun allerede har stemt. (Såkaldt ”early voting” er mulig i et flertal af delstaterne, og i år ser stemmeprocenten blandt sådanne vælgere ud til at være høj; i fredags havde 37 millioner amerikanere allerede stemt. Især blandt Latinoer er valgdeltagelsen steget.). Hun spurgte faktisk de valgtilforordnede på stedet, om hun nu kunne være sikker på, at maskinen ikke senere går hen og ændrer hendes stemme til en stemme på Clinton. De forsikrede hende om, at hendes stemme på Trump nok skal blive talt med.

 

Ingen af de to kvinder føler sig tryg ved systemet, og jeg får generelt indtryk af, at de på en måde føler sig sat udenfor det pæne selskab.

 

Allerede inden interviewet gik i gang, spurgte Jo mig, om de danskere, der læser denne artikel, tror, at folk fra West Virginia er nogle bondeknolde. (Hertil svarede jeg, at de fleste danskere nok har et meget begrænset kendskab til delstaten.)

 

Og på et tidspunkt ser Kaye intenst på mig, mens hun læner sig ind over bordet og forklarer, hvor meget det sårede hende, da Clinton kaldte halvdelen af Trumps vælgerskare for ”deplorables”, d.v.s. ”forkastelige”. ”Jeg er ikke det laveste skidt, fordi jeg stemmer, som jeg gør,” siger hun indtrængende. ”Folk vil bare gerne lyttes til.”

 

Jeg spørger ind til, om Kaye vil føle, at der bliver lyttet til hende, hvis Trump taber valget.

 

”Hvis Gud leder os i den rigtige retning, så får vi også den rigtige person som præsident.” Men hvad så hvis Hillary vinder? ”Så har Gud stadigvæk kontrollen,” siger Kaye.

 

Denne holdning forstår præsten Ian Reid godt. ”Det er frygt, der bringer os ind i kirken,” siger han. ”Staten kan jo kun gøre så meget. Det eneste trygge er, at Gud stadig har kontrollen, uanset hvem der vinder.”

 

Efter valget

 

På vej ud af kirken gør Reid mig opmærksom på en løbeseddel på kirkens opslagstavle, der reklamerer for et arrangement i kirken på valgdagen, hvor man sammen vil bede for nationen. Jeg kan ikke lade være med at bemærke overfor ham, at man nok får brug for bønnerne uanset resultatet.

 

Henne på caféen fortæller både Kaye og Jo, at de tror, der bliver demonstrationer, uanset hvem der vinder valget, og at det ikke alt sammen bliver fredeligt. Men de er enige i, at fredelige protester er folks ret, uanset hvilket parti man støtter.

 

De håber, at Trump, hvis han taber, vil starte et nyt Republikansk Parti uden de politikere, som brød deres løfte om at støtte op om den kandidat, som partiets vælgere foretrak. Og de regner med, at hvis han vinder, vil folk som Ben Carson, Newt Gingrich (tidligere formand for Repræsentanternes Hus) og Rudy Giuliani (tidligere borgmester i New York) blive en del af præsident Trumps inderkreds.

 

”Vi kigger ikke på, om folk er Republikanere eller Demokrater,” tilføjer Jo. ”Vi ser på USA, og amerikanere er ved at indse, at vi er overvældede, og hvad der skal til. Jeg beder tit for valget.”

 

Kaye kigger ned i sine noter og retter en finger mod mig, mens hun læser op, som for visuelt at understrege vigtigheden af de ord, hun har skrevet ned hjemmefra, og som hun vil have med i interviewet, inden vi skilles:

 

”Forfatningen handler om ”we, the people”, ikke om præsidenten, og kun gennem Gud. Vi skal lære vores børn at elske og at føle vrede uden had.” Valget handler altså om amerikanerne og ikke nødvendigvis om hvem, der sidder på præsidentposten. Og”Trump er ikke ude på at splitte befolkningen, han vil forene amerikanerne,” mener Kaye.

 

Det er en smuk tanke, men der er intet i denne samtale, der har handlet om, hvordan man kan finde fælles fodslag med for eksempel ikke-troende eller ikke-kristne, eller blot med folk der er anderledes end én selv.

 

Ikke had, men frygt

 

Jeg fornemmer dog ikke noget større had hos Jo og Kaye til dem, der er anderledes end dem selv. Til gengæld fornemmer jeg en del frygt. Frygten for at blive glemt, frygten for at miste flere jobs, for at miste kristne værdier, for at blive overrendt eller angrebet af folk med en anden kultur eller religion, og ganske enkelt frygten for ikke at blive hørt og respekteret.

 

Som præsten Ian Reid udtrykker det, da vi inden dagens store regnbyge skilles i døren til kirken: ”Hvis Gud kan elske mig, og selv om du måske sårer mig, kan jeg stadig tilgive dig. Men vi skal nå til den konklusion, og desværre handler det meget om i dagens kristendom, at man skal gøre sig fortjent til at blive inkluderet. Sådan som jeg ser det, må vi alle sammen arbejde sammen, for vi har alle sammen problemer, så det handler ikke om, at jeg skal gøre mere for mig selv, men at jeg kan gøre mere for andre, uden at jeg har mindre af den grund. Derfor kan jeg kere mig om min nabo og om de ting, der betyder noget.”

 

En verden hvor alle tænker ens

 

Det er her jeg ser kernen i forhold til Jo og Kayes politiske holdninger. De lever i en verden, der hastigt forandrer sig, og hvor andre befolkningsgruppers realiteter kommer i centrum (det kunne for eksempel være via en sort præsident eller retten til homoseksuelle ægteskaber). Det gør det svært at forstå, hvad det er, der sker, og det er her frygten opstår og omsorgen for éns næste forsvinder. Alle er ikke længere inkluderet i fællesskabet, og jeg fornemmer også, at Jo og Kaye føler, at de selv er på vej ud af det.

 

Et eksempel på dette er, da jeg bringer Black Lives Matter-bevægelsen på banen. Jeg nævner ikke ordet ”race” eller emnet ”politivold”. Jeg spørger blot Jo og Kaye om deres holdning til Black Lives Matter. Her er hvad Kaye svarer:

 

”For otte år siden havde vi ikke Black Lives Matter og det her problem. Vi havde det alle sammen godt med hinanden, og vi tænkte alle sammen på samme måde.” Her stopper jeg op, læser citatet op for hende, som jeg har skrevet det ned, og spørger, om det var dét hun sagde, og det hun mente. Hun siger ja.

 

Kaye, der vel at mærke har en sort svigersøn og understreger, at hun ”ikke diskriminerer”, forklarer mig, at ”Black Lives Matter er opstået på grund af Obama. Sorte amerikanere fik ikke den uddannelse og de jobs, de var blevet lovet. Og Obamacare kommer til at koste ligeså meget for dem som for os andre.”

 

Det interessante er, at Kaye altså ikke ser Black Lives Matter som udsprunget af en meningsforskel mellem for eksempel hvide og sorte amerikanere, eller at det kunne skyldes, at de to grupper lever i forskellige verdener hvad angår racediskrimination. Kaye læser disse sorte amerikaneres holdninger og bevæggrunde som var de lig hendes egne.

 

Det er vel derfor ikke noget under, at der kryber en frygt og mangel på forståelse ind, når der opstår uroligheder, og når en bevægelse pludselig lægger vægt på liv, der ikke er hvide. For Kaye har det muligvis aldrig handlet om sorte versus hvide liv, og så er der ingen grund til at det skal handle om det nu. Hvis det gør dét, er det i hendes optik på grund af den mest grundlæggende visuelle forandring i de seneste otte år: Barack Obama som USA's første sorte præsident. Og en fokus på sorte liv vil i denne tankegang, alt andet lige, fjerne fokus fra de overvejende hvide liv i en stat, der såre trænger til hjælp.

 

Et håb om dialog

 

Hvis der er noget, dette valg har understreget, er det netop, at ikke alle amerikanere tænker på samme måde, muligvis fordi de heller ikke udsættes for andre holdninger eller prøver at føre en dialog med de amerikanere, der mener noget andet.

 

Polariseringen forstærkes af den direkte adgang til internettet, de sociale medier og stærkt ensrettede nyhedskilder (for eksempel tv-kanalerne Fox News og MSNBC på hver deres side af spektret), som hjælper folk til at forblive i deres egen nyhedsboble, hvor de ikke udsættes for andre holdninger eller sandheder end deres egne. Selv Ian Reid nævner for mig, at "for ikke så længe siden mente min generation ikke, at der var nogen raceproblemer." Reid er ikke en dag over 40.

 

Dét, der måske kan indgyde lidt håb er, at denne samtale mellem to Trump-vælgere og en dansker viser, at dialog er mulig, at ingen af os har horn i panden, og at vi kan behandle hinanden med gensidig respekt, selv om vi står uforstående overfor de fleste af hinandens holdninger. Jeg overvejer dog også, at det måske hjælper vores samtale, at jeg ikke er amerikaner, for måske kan mine modsatte holdninger bedre ”bortforklares” ad den vej? Måske gør det dem mindre provokerende eller farlige for Jo og Kaye at beskæftige sig med?

 

Afsked

 

”Har vi fået overtalt dig,” spørger Jo med et glimt i øjet, da vi rejser os fra cafébordet. Det må jeg sige nej til, men jeg takker hende og Kaye inderligt for at have taget sig tid til at forklare mig deres holdninger og bevæggrunde, og jeg lover dem, at jeg vil gengive deres ord så godt jeg kan. Så må læserne selv afgøre, om de er enige med de to kvinder eller ej. Det er et svar, der ser ud til at berolige dem begge. Det vigtigste er nok, at de blev hørt.

 

Til sidst ønsker jeg begge kvinder et godt valg, og mens Kaye vinker farvel fra sin splinternye sorte Toyota, råber jeg til Jo, at vi måske skulle mødes igen efter valget og snakke videre. Hun smiler bredt, vender tommelfingeren opad og sætter kurs henimod sin bil, mens solen igen skinner fra en klar november-himmel her blot få dage før, at USA træffer et af de vigtigste valg i sin historie.