Sydstatsflaget på museum

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Sydstatsflaget kommer på museum, mens sorte kirker brændes ned igen

Mandag d. 29. juni 2015. (Opdateret d. 30. juni 2015.)

 

For cirka to uger siden blev ni sorte amerikanere brutalt myrdet i en historisk sort kirke af en ung, hvid amerikaner, Dylann Roof, som tidligere omtalt her på denne side. Han ønskede angiveligt at starte en racekrig i USA, men i stedet førte hans myrderier til, at et af de symboler han baserede sin handling og sine holdninger på nu har mistet sin gyldighed og kommer til at forsvinde fra det offentlige rum. Sydstatsflaget, symbolet på oprørshæren under den amerikanske borgerkrig, er på vej på museum.

 

Roofs fokus på sydstatsflaget har nemlig ført til en meget kraftig diskussion omkring flagets betydning, fordi han på fotos på sin racistiske hjemmeside ses med håndvåben og sydstatsflaget i hænderne. Flaget er hermed blevet tæt forbundet på mordene på de ni sorte amerikanere.

 

Efter umiddelbar tøven skal sydstatsflaget nu ned

 

Diskussionen begyndte helt konkret med det flag, der hænger foran regeringsbygningen i South Carolina. Dette flag hænger ret beset ved et krigsmonument, efter at det ved et politisk kompromis i 2000 blev flyttet fra regeringsbygningens kuppel, hvor det ellers havde hængt sammen med USAs nationalflag og South Carolinas statsflag siden 1962. Flaget kan kun tages ned med to tredjedeles flertal af statens regering, og indtil da er det beskyttet med hængelås, selv om det i weekenden lykkedes en sort aktivist fra North Carolina, Bree Newsome, at kravle op og tage det ned ”i Guds navn”. Det kostede hende en midlertidig arrestation for hærværk, og flaget var oppe at hænge igen efter en times tid, lige i tide til en demonstration for at lade det hænge.

Delstatens guvernør Nikki Haley samt senatorerne Lindsey Graham og Tim Scott har alle appelleret til, at lokalpolitikerne her til sommer vedtager, at flaget skal fjernes. Alle tre Republikanere var i starten tøvende i deres holdninger (Scott, der er sort, ønskede en sørgeperiode, før han ville se på sagen), men da det viste sig at folkestemningen blandt både hvide og sorte indbyggere pegede på, at man ønskede flaget fjernet, foretog især Graham en kovending.

 

Hvor han i et interview få dage efter mordene udtalte, at han ville overlade beslutningen til folk i South Carolina og at flaget repræsenterede ”os alle”, så sagde han i det politiske talkshow Meet the Press på NBC i går, at da han hørte hvordan de pårørende til ofrene gav Dylann Roof deres tilgivelse ved det første retsmøde, så kunne han ganske enkelt ikke gøre andet end at støtte, at flaget fjernes. Han udtalte desuden, at flaget nu udgør en ”vejspærring” for fremskridt i staten South Carolina, så der er ingen vej udenom at fjerne det.

 

En politiker, der var tidligt ude med sin udmelding i forhold til flaget, var Republikanernes tidligere præsidentkandidat Mitt Romney, som få dage efter mordene skrev på Twitter, at flaget skulle tages ned til ære for ofrene. Romney er ikke kandidat i denne omgang, så det gør det selvfølgelig mindre risikofyldt for ham at, undskyld udtrykket, tone rent flag. Graham, som netop stiller op til præsidentvalget, har haft sværere ved at nå frem til sin endelige holdning, fordi han har skullet passe på ikke at støde for mange sydstatsvælgere fra sig.

 

Folkestemningen er vendt

 

Hvorfor vender vinden så nu i befolkningen? Den mest åbenbare årsag er selvfølgelig den åbenlyse, at Dylann Roof ved at posere med flaget har højnet dets racistiske undertoner til et uacceptabelt niveau. Dette blev yderligere forstærket af, at man ikke engang var i stand til at sætte sydstatsflaget på halv, mens alle andre flag gik på halv. Dén symbolik blev ganske enkelt for stærk for nogle.

 

Man bør nok heller ikke overse, at mordene og Roofs ”reklame” for sydstatsflaget rammer ned i en tid, hvor USA allerede er godt i gang med at diskutere racisme, for eksempel i forbindelse med politidrabene på flere unge og ubevæbnede sorte mænd, herunder Michael Brown i Ferguson og Freddie Gray i Baltimore, begge byer der efterfølgende har været genstand for raceuroligheder.

 

Journalist og forfatter Isabel Wilkerson har desuden pointeret, at i de seneste fire år har man markeret 150-års jubilæet for borgerkrigen, så den har været meget i folks bevidsthed. South Carolina har særlig stor betydning i den sammenhæng, fordi det var den første stat, der forlod Unionen, og det var dér de første skud faldt. Samtidig, siger Wilkerson, skete mordene kun to dage før den årlige fejring af Juneteenth, den officielle mindedag for den endelige frigivelse af de sidste slaver, hvilket skete hele to år efter at Lincoln proklamerede deres frihed og efter krigens officielle slutning.

 

Modstanden mod flaget er nu så stor, at man ikke blot regner med, at det bliver taget ned i South Carolina. I Alabama har guvernøren allerede beordret det fjernet fra lokale krigsmonumenter, og i Mississippi overvejer man, om statens flag skal laves om, da sydstatsflaget er en del af dets design. Som om det ikke var nok, er det nu umuligt at købe både selve flaget og varer med flaget på hos for eksempel Amazon, i stormagasinkæden Walmart eller på eBay.

 

Sydstatsflagets oprindelse og udvikling

 

Men hvad står Sydstatsflaget for, og hvor kom det fra?

 

Først må man gøre sig klart, at det flag, der diskuteres i dag, ikke er det oprindelige sydstatsflag.

 

I en bog om flagets historie fortæller historikeren John Coski, at det første flag blev designet af en kommission, som blev nedsat efter at de første sydstater forlod Unionen, og det lignede på mange måder det flag, vi i dag kalder det amerikanske flag. Det havde tre vandrette striber, to røde med en hvid i midten, og i øverste venstre hjørne var der et blåt kvadrat med en hvid stjerne for hver oprørsstat.

 

Problemet med dét flag var, at det lignede Unionens flag alt for meget, så to sydstatsregimenter tog fejl og kom til at skyde på hinanden under kamp i den tro, at de stod overfor fjenden. Flaget fik derfor nyt design, og der findes flere forskellige versioner. Dén version vi i dag omtaler som sydstatsflaget er faktisk oprindeligt Virginias ”battle flag”, altså det flag, som tropperne fra sydstaten Virginia havde med i kamp. Det flag, der hænger i South Carolina i dag, var altså et specifikt krigsflag, ikke et flag der stod for fred eller for en nation.

 

Som Isabel Wilkerson og mange andre har påpeget i de seneste dage, så har sydstatsflaget ikke hængt over eller ved South Carolinas regeringsbygning lige siden borgerkrigen. Efter krigens afslutning i 1865 kom det først op at hænge igen i 1962, det vil sige godt 100 år efter krigen begyndte, og sammenfaldende med at den sorte borgerrettighedskamp tog fart. Dermed blev flaget til et underforstået symbol på offentlig modstand mod sortes rettigheder.

 

Flaget som symbol på forfædrenes ærefulde kamp

 

Jonathan S. Blake, der er professor i statskundskab og fra South Carolina, forklarer, at der er mange sydstatsamerikanere, der fortsat har ”stærke og ærlige følelser” omkring flaget. De føler, at flaget handler om Sydens historie og dets traditioner, og når man viser det frem, så ærer man de forfædre, der kæmpede for éns hjemstat og for Syden.

 

Som Blake skriver, så er spørgsmålet om flagets berettigelse i dag og dets historiske symbolik et politisk spørgsmål. Men når man argumenterer i kraft af historie og traditioner, så fjerner man flaget fra politik og dermed fra kritik og debat. Hvis man yder det modstand, så angriber man forfædrenes ære; forfædre der er blevet til historiske helte gennem deres udgydte blod.

 

Historikeren Doug Thompson siger i tilgift, at hvide amerikanere stadig meget nemt undgår at få sig en meget tiltrængt diskussion om race, fordi man kan undvige ved for eksempel at sige, at flaget ikke har noget med race at gøre, eller at slå på at man i hvert fald ikke selv er racist og så i øvrigt holde sig til at snakke med dem, man i forvejen er enig med.

 

Tilhængere af Sydstatsflaget som bedyrer dets uskyld begår altså grundlæggende den fejl, at de nægter at se hele sandheden i øjnene. Som historikeren Bruce Levine har udtalt, så fejlfortolkede Dylann Roof ikke flagets betydning. Sydstaternes nye nation blev skabt for at bevare slaveriet, og flaget blev og er et symbol herpå.

 

Den underliggende sygdom skal diagnosticeres og behandles

 

Der er desuden rigtig mange kommentatorer, der argumenterer for, at det slet ikke er nok at fjerne sydstatsflaget. Eugene Robinson, der blandt andet skriver for The Washington Post, gør opmærksom på, at det er forfærdeligt, at der skulle ni lig på bordet, før et flag, som Ku Klux Klan bruger, blev lagt for had, og han understreger, at der stadig er problemer med en alt for slap våbenlov og med stemmerettigheder for sorte amerikanere.

 

Bloggeren Michael W. Twitty er enig i den betragtning og skriver i The Guardian, at hvis flaget fjernes helt, hvordan vil man så huske sig selv og hinanden på, at der altså stadig er racisme i dag? Han slår på, at man selvfølgelig aldrig skal se Sydstaterne som en stor ”racistisk sump”, men at dét at fjerne flaget, som han ser som et slags historisk ”ar”, ikke fjerner den underliggende infektion: racisme.

 

Også Ben Carson, der er sort og stiller op som præsidentkandidat for Republikanerne, ser racisme i vore dages USA som en sygdom. Carson er hjernekirurg, og han holder af at udtrykke sig i medicinske termer. Han skriver blandt andet i en meget ligefrem artikel med titlen ”Kald det racisme”:

 

”At nægte at kalde dette for dét, det er – racisme – er en meget mere farlig holdning. Den minder mig om de første reaktioner på ebola. De amerikanske sundhedsmyndigheder blev gjort opmærksomme på en epidemi i Vestafrika, men da en patient, der for nylig havde forladt en af de hårdest ramte egne, dukkede op på et hospital med alle symptomerne, kunne lægerne ikke diagnosticere ham rigtigt. Det førte ikke kun til hans død på grund af utilstrækkelig behandling men udsatte mange andre for en dødelig virus. Når man venter for længe med at identificere problemet, går man glip af den bedste chance for at stoppe det.”

 

”Vi ved, hvad der er på spil, så lad os holde op med at gå om det åbenlyse svar som om den varme grød. Var det en sygelig voldshandling? Selvfølgelig. Var det en usigeligt ond handling? Ja. Var det et angreb på uskyldige kristne? Absolut. Er denne morder syg? Efter min professionelle mening, så er han syg, ja. Hvilken sygdom lider han af? Racisme.” (Min oversættelse.)

 

En leder i New York Daily News i dag slår da også kraftigt på tromme for, at man ikke ser sig tilfreds med at sætte sydstatsflaget på museum. Udover symbolikken bliver man også nødt til at se på de hårde realiteter, herunder at sorte husstande har blot en tiendedel af den formue, som hvide husstande har; at fattige hvide familier bor i bedre nabolag end sorte middelklassefamilier; at selv om kriminaliteten er faldende, så fængsles uforholdsmæssigt mange sorte mænd; og at det er lettere for en hvid mand, der er tidligere straffet, at finde et arbejde, end det er for en sort mand med en ren straffeattest.

 

Da Barack Obama i fredags holdt en fænomenal mindetale over den myrdede præst Clementa Pinckney i den ramte kirke i Charleston, talte også han om den racisme, der ikke ses, om politidrab på sorte amerikanere, og om at amerikanerne har været blinde overfor nutidens racisme.

 

Obama pointerede også, at den sorte kirke altid har været centrum for sorte amerikanere som ”et tilflugtssted i en fjendtlig verden”, både under slaveriet og i kampen for borgerrettigheder. Han kaldte kirken ”vores bankende hjerte”, ”hvor vi har vores værdighed”, og ”et helligt sted for alle amerikanere, der tror på menneskerettigheder”.

 

Modreaktion: Sorte kirker brændes ned

 

Den sorte kirkes centrale rolle er da netop også grunden til, at sorte kirker igen og igen har været mål for racistiske angreb. Obama nævnte i sin tale, at sådanne kirker har været udsat for ”bomber, brande og skud”, og at dette har været udøvet som ”en form for kontrol, en måde at terrorisere og undertrykke på”.

 

Det er meget stærkt, når en sort præsident siger tingene så klart som dette, fordi det sker så usigeligt sjældent, og ordene understreges da også af, at der indenfor den seneste uge har været ildspåsættelser af tre-fire sorte kirker i Syden: Georgia, North Carolina, Tennessee og South Carolina.

 

I mindst tre af disse fire er der med sikkerhed tale om ildspåsættelse, og det mistænkes i den fjerde. Det undersøges endvidere, om der er tale om deciderede hadforbrydelser, altså om brandene er påsat specifikt på grund af racisme.

 

Det ser ikke umiddelbart ud til, at der er en sammenhæng mellem brandene, men det giver en grim smag i munden at se sorte kirker brænde netop nu, hvor sydstatsflaget synger på sidste vers. I midten af 1990erne så man en stigning i antallet af påsatte brande i sorte kirker, over 30 fra 1995 til 1996, og som The Huffington Post har dokumenteret, så var mordene i Charleston-kirken mindst det 91. angreb på en sort kirke siden 1950erne.

 

Nedbrændinger af sorte kirker er voldsomt symbolske, da de selvfølgelig repræsenterer en voldsom trussel – denne gang var det materielle skader, men næste gang? – og minder de sorte amerikanere om en anden religiøs handling med ild, nemlig den hvide terrororganisation Ku Klux Klans afbrænding af kors. Desuden får både mordene og brandene mange til at tænke tilbage på Klanens bombning af en sort kirke i Alabama i 1963, hvor fire sorte piger blev dræbt. Derfor vil sådanne påsatte brande altid have racistiske overtoner og skabe frygt i den sorte befolkning.

 

Perspektiv: Flere fremskridt og mere modstand

 

Så hvad er status, og hvad sker der nu?

 

En af The New Yorker-magasinets mest prominente skribenter, Jelani Cobb, kalder disse dage for ”Oprørsstaternes sidste tilbagetog”. Han mener, at fremtidige historiebøger måske vil kalde dette for det tidspunkt, hvor Sydstaterne endeligt trak sig tilbage, også kulturelt, og overgav sig, 150 år efter krigens afslutning.

 

Vi bliver dog nødt til at afvente, om denne ”tilbagetrækning” kommer til at indebære voldsomme modreaktioner med flere kirkeafbrændinger og måske en opblomstring af Klanen, som efter sigende forsøger at hverve nye medlemmer flere steder i disse dage, og som har fået tilladelse til et Klan-arrangement d. 18. juli ved siden af sydstatsflaget foran South Carolinas regeringsbygning. Der vil med sikkerhed også blive flere demonstrationer til fordel for at bevare sydstatsflaget i det offentlige rum.

 

Uanset hvordan det hele kommer til at udspille sig, vil ugen der netop er gået, gå over i historien, også i kraft af Obama – en sort præsident i en angrebet sort kirke –, der brød ud i ”Amazing Grace”, en sang skrevet af en tidligere slavehandler, der takkede Gud for at han havde ladet ham se sandheden i øjnene.