Hurricane Katrina

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Ti år efter orkanen Katrina i New Orleans: Et mirakel med modifikationer

Søndag d. 30. august 2015.

 

Denne weekend er det ti år siden, at orkanen Katrina ramte storbyen New Orleans med op til 200 kilometer i timen og bølger på op mod ni meter.

 

Det var dog ikke selve orkanen men nærmere den efterfølgende oversvømmelse af 80 procent af byen, til dels på grund af dårligt vedligeholdte dæmninger, der var skyld i de 1800 dødsfald (især ved drukning og især blandt ældre borgere) og over en halvering af byens indbyggertal.

 

New Orleans er vant til orkaner og oversvømmelser

 

New Orleans blev grundlagt i 1718, men allerede året efter blev byen oversvømmet, og i 1722 blev den helt udslettet. Den berømte amerikanske forfatter Mark Twain, som på et tidspunkt arbejdede på hjuldampere på Mississippi-floden, beskrev i 1883 byen som ”bunden af en tallerken” – ”kun adskilt fra katastrofen af et skrøbeligt brystværn af dæmninger”.

 

Byen er blevet oversvømmet i alt seks gange, blandt andet i 1927 og under orkanen Betsy i 1965. Da Mississippi-floden gik over sine breder i 1927, valgte man at sprænge en dæmning og dermed oversvømme nogle fattige og mindre beboede områder syd for New Orleans for at redde selve byen.

 

Hvad gik galt i 2005?

 

Mange af byens fattigste indbyggere var ikke i stand til at evakuere byen i august 2005, da de for eksempel ikke havde en bil eller penge til transport og eventuelt hotelophold, og på grund af dårlig planlægning havde myndighederne ikke sørget for transportmuligheder for dem, der ikke kunne klare det selv.

 

I stedet henviste man folk til at søge tilflugt i New Orleans berømte football-stadion, the Superdome. Snart udviklede evakueringsstedet sig til et rent helvede med 30.000 strandede mennesker. Blæsten havde revet hul i taget, der var ingen aircondition i 40 graders varme, ingen elektricitet, intet rindende vand, og efter at have været fanget i flere dage begyndte man at løbe tør for mad og vand. Undervejs udviklede situationen sig til det rene anarki, og den endelige evakuering af de titusinder af mennesker tog flere dage.

 

Rundt omkring i byen var masser af fattige indbyggere fanget i deres huse, ofte på loftet eller oppe på selve taget. Nogle vadede igennem vandmasserne og forsøgte at finde mad og drikke ved at bryde ind i butikker, men mediernes beskrivelse af disse begivenheder kunne afhænge af hudfarven på dem, der brød ind. To historier med fotos af folk, der slæbte madvarer med sig i det dybe vand skrev, henholdsvis, at en sort mand havde ”begået indbrud” i en butik, og at et hvidt par havde ”fundet mad” i en butik.

 

På et tidspunkt så det ud til at politiet fik grønt lys til at skyde mod folk, der begik indbrud, men det er uvist hvor mange betjente ordren nåede ud til. Mindst ti mennesker blev dog skudt og dræbt af politiet, herunder en ubevæbnet, sort familie på broen Danziger Bridge. Fem betjente blev efterfølgende fundet skyldige, men fordi det er kommet frem at anklagemyndigheden anonymt sværtede betjentene til på internettet under retssagen, skal sagen nu gå om.

 

Det vil føre for vidt at gennemgå katastrofens totale omfang her, men den sorte filminstruktør Spike Lees dokumentar ”When The Levees Broke” i fire dele, der er tilgængelig på YouTube her og her, giver et godt indblik i de forfærdelige forhold og den efterfølgende vrede og afmagt.

 

Hvem og hvad fik skylden?

 

Skylden for det rene kaos i New Orleans er blevet lagt mange forskellige steder. Mens katastrofen stadig stod på irettesatte CNN-journalisten Anderson Cooper for eksempel Mary Landrieu, senator fra Louisiana, fordi hun brugte en stor del af sin taletid på at takke forskellige myndigheder og organisationer for deres store indsats i New Orleans.

 

Som Cooper udtrykte det: ”Jeg bliver nødt til at sige til dig, at der er mange folk her, som er meget vrede og meget frustrerede. Og når de hører politikere ... takke hinanden, så bliver de forargede. For der lå faktisk et lig i gaderne i den her by i går, som rotterne var i gang med at spise, fordi denne kvinde havde ligget i gaden i to døgn. Og der er ikke en stor nok indsats til at hun kan blive hentet ind. Forstår du hvor vrede folk er herude?”

 

Sorte og hvide amerikanere var ret uenige om hvorvidt race var den overvejende årsag til myndighedernes beredskab. Ifølge en meningsmåling udført af CNN, USA Today og Gallup to uger efter orkanen mente 60% af sorte amerikanere og 12% af hvide, at race spillede en rolle. Der florerede endda en konspirationsteori om at nogle af dæmningerne blev sprængt af myndighederne med vilje som i 1927 fordi man ville oversvømme de sorte nabolag. Hvide indbyggere blev dog også ramt af oversvømmelser. Ifølge en rapport fra det historisk sorte Brown University var de ramte områder 45,8% sorte.

 

Der var dog enighed om noget. Flertallet af de adspurgte, uanset hudfarve, var utilfredse med præsident George W. Bushs håndtering af katastrofen. To ting bidrog med sikkerhed til dén opfattelse: Da man offentliggjorde fotos af Bush der sad trygt og godt på vej hjem fra ferie og kiggede ned på det ødelagte New Orleans fra præsidentflyet Air Force One, hvilket i manges øjne fik ham til at fremstå som ude af kontakt med realiteterne på landjorden, samt den sorte rapper Kanye Wests udbrud på live tv under et velgørenhedsshow for ofrene for Katrina: ”George Bush er ligeglad med sorte mennesker”. I en artikel for U.S. News & World Report argumenterer Kenneth T. Walsh i hvert fald for, at Bushs popularitet fik det afgørende dødsstød på grund af Katrina og New Orleans.

 

En anden person, der fik meget af skylden var Michael Brown, leder af FEMA, som er den nationale organisation, der skal rykke ud i tilfælde af katastrofer som dén i New Orleans. Da Bush endelig ankom til byen og tydeligvis ikke var blevet orienteret godt nok af sin stab omkring hvor dårligt rednings- og nødhjælpsarbejdet foregik, sagde han de berømte ord til Michael Brown: ”Brownie, you’re doing a heck of a job”. Ikke nok med at han kaldte Brown ved et kælenavn, ”Brownie”, hvilket fik situationen til at virke indspist, men han takkede ham også for ”en pokkers god indsats”. Der gik ikke mange dage inden Brown var fyret fra sin stilling.

 

To dage før tiåret for katastrofen har Brown nu skrevet en artikel i selvforsvar, ”Hold op med at give mig skylden for Katrina”, hvor han lægger skylden alle andre steder end hos ham selv eller præsident Bush, blandt andet hos Louisianas guvernør Kathleen Blanco og New Orleans borgmester Ray Nagin for ikke at beordre evakuering i tide.

 

En genfødt men ”etnisk udrenset” by?

 

Den Demokratiske kongresmand Barney Frank gav i 2007 i en kontroversiel udtalelse indirekte Bush-regeringen skylden for at mange sorte indbyggere ikke kunne vende hjem til New Orleans:

 

”Dét de [Bush-regeringen] har indset er, at det her er en god situation for dem, for hvis den føderale regering ikke gør noget, så bliver Louisiana hvidere og rigere. Altså, det var ikke kun sorte folk, der havde brug for boligstøtte [efter orkanen Katrina], men det var især dem der havde brug for det. Så ved ganske enkelt ikke at foretage sig noget for at løse den boligkrise, som Katrina kraftigt forstærkede, lykkedes det dem – en orkan tog sig af den etniske udrensning. Og de har rene hænder for det eneste de foretager sig er ikke at gøre modstand. Derfor kalder jeg det etnisk udrensning gennem passivitet.”

 

Etnisk udrensning er godt nok noget af en anklage, og selv om antallet af sorte indbyggere er faldet, så er antallet af hvide også, mens der er mange flere Hispanics i New Orleans nu. Det skal dog også nævnes at mange af de nuværende borgere ikke nødvendigvis er tidligere indbyggere, der har kunnet flyttet tilbage.

 

Uanset at befolkningsudskiftningen i og genopfindelsen af New Orleans skyldtes en massiv ødelæggelse og at mange mennesker mistede livet eller deres bolig, så skrev Chicago Tribunes skribent Kristen McQueary forleden i artiklen ”Chicago, New Orleans, og genfødsel”, at hun godt kunne tænke sig at Chicago blev udsat for det samme:

 

”Misundelse er ikke en rationel reaktion på den kommende tiårs-dag for orkanen Katrina. Men nu hvor d. 29. august hastigt nærmer sig [...] kunne jeg godt ønske mig en storm i Chicago – en uforudsigelig, hovmodig, ødelæggende, hvirvlende vrede. Et dramatisk brud på dæmninger. Gejsere der bryder igennem kloakdæksler. En sovende by der tvinges op på hustagene. Dét var hvad der skulle til for at få en genstart i New Orleans. Kaos. Tragedie. Sorg.”

 

McQuearys argument er blandt andet, at fordi New Orleans blev ødelagt, kom man af med de korrupte myndigheder og fik en ny borgmester, der skar i budgettet, gjorde bystyret mere effektivt og rev en masse gamle bygninger ned. Generelt er hendes pointe at det rent forretningsmæssigt var godt for byen med en genstart: ”Orkanen Katrina gav en stor amerikansk by en genfødsel.” Hun ignorerer bare det faktum, at de fleste fordrevne borgere var fattige sorte, som ikke kunne vende tilbage.

 

I slutningen af artiklen understreger McQueary godt nok, at hendes ønske om at en storm rammer Chicago (hvor en god tredjedel af indbyggerne er sorte) er rent metaforisk, men kritikken har været hård, og hun er da også blevet anklaget for slet skjult racisme.

 

En "genopstanden" by

 

Her ti år senere omtales byens ”genopstandelse” ofte som et ”mirakel”, men for byens fattige (især sorte) indbyggere, er virkeligheden en anden, for selv om der er sket store fremskridt siden 2005, så er byen netop blevet hvidere og dyrere at bo i, og genopbygningen afhænger af, hvor i byen du bor.

 

Borgmester Mitch Landrieu udtalte godt nok til Associated Press i 2010, at New Orleans ikke var perfekt før stormen, men han mente, at det nu gik den rigtige vej, og i en kronik i The Houston Chronicle for en uges tid siden skrev Landrieu at byens comeback er ”intet mindre end mirakuløst. Det er en af vor nations mest utrolige historier om tragedie og triumf, genopstandelse og forløsning. Sagt med ét ord: modstandskraft.”

 

Borgmesteren indrømmer dog, at byen stadig har problemer. Udover truslen fra klimaforandringer drejer det sig bl.a. om vold, fattigdom og økonomisk ulighed. Han mener dog at ”det kører for New Orleans”, fordi byen er gået fra at være oversvømmet til at være en af USAs hurtigst voksende byer, og han slår på at der er skabt tusinder af nye arbejdspladser, at skolerne er blevet forbedret, og at ejendomsværdien generelt er stigende. Han påpeger også at 70% af indbyggerne mener, at det går den rigtige vej. Sidst men ikke mindst inviterer han alle dem der måtte forlade byen i 2005 til at vende hjem: ”Vi savner jer og vil gerne byde jer velkommen.”

 

Ønsketænkning versus realiteter

 

Spørgsmålet er både om de tidligere indbyggere kan og endda vil det. Ifølge hjemmesiden KatrinaTruth.com, som er oprettet af diverse græsrodsbevægelser og nonprofit-organisationer som for eksempel flere advokatfirmaer, er nemlig ikke alt i New Orleans så rosenrødt:

 

•Cirka 1300 familier, hvoraf næsten 95% er sorte, står på venteliste til boligsikring.

•Cirka 4400 familier, hvoraf 99% er sorte, står på venteliste til en offentlig bolig.

•Antallet af sorte indbyggere er 69% af, hvad det var i 2005.

•Middelindkomsten for en sort familie i New Orleans er 25.000 dollars, hvilket er en stigning på 7%. Men det svarer kun til 41% af hvad en hvid familie har. For en hvid familie er middelindkomsten nemlig 60.500 dollars, en stigning på 22%.

•Over 50% af de sorte børn i New Orleans lever under fattigdomsgrænsen. Før Katrina var tallet 44%.

•52% af alle sorte mænd i New Orleans er arbejdsløse.

•Syv ud af ti nye arbejdspladser fra 2010-2014 er lavtlønnede jobs.

•Gennemsnitslevealderen varierer med 25 år alt efter hvilket postnummer man har.

 

Ikke desto mindre slår nogle medier en optimistisk tone an. I artiklen ”New Orleans vover at drømme” i The Guardian kan man blandt andet læse, at byen nyder stigende turisme, har bedre skoler og har fået reformeret retssystemet. Der er endda sket et fald i den voldelige kriminalitet. Artiklen påpeger dog også at fattigdomsraten er 27% og stigende i forstæderne, og den lokale historieprofessor Andy Horowitz understreger, at det er ønsketænkning at kalde Katrina en form for ”dåb”, underforstået at orkanen skulle være lig en genfødsel eller velsignelse af New Orleans.

 

Obama er optimist men ikke blind for realiteterne

 

Obamas tale torsdag i anledning af tiåret var også optimistisk og meget positiv overfor de store fremskridt byen har gjort, men han stod ikke tilbage for at sætte fokus på de ting, der stadig ikke fungerer.

 

I 2007 afviste Obama som senator at kalde race en faktor i forhold til den dårlige indsats i New Orleans, men i dag gør han det klart, at eftervirkningerne har ramt fattige og ikke-hvide indbyggere hårdest.

 

I torsdags sagde han nemlig blandt andet: ”Stormen afslørede en dybere tragedie, som havde ligget og luret i årtier, for det gik op for os at New Orleans, ligesom så mange andre byer og samfund landet over havde været plaget for længe af strukturel ulighed, der efterlod for mange mennesker, især fattige og ikke-hvide, uden gode jobs eller økonomisk overkommelige sundhedstilbud eller boliger i rimelig stand.”

 

”Vi har gjort store fremskridt de seneste ti år. I har gjort store fremskridt. Det giver os håb. Men det må ikke resultere i selvtilfredshed. Det betyder ikke at vi kan læne os tilbage. Vores arbejde her er ikke slut når næsten 40 procent af børnene i denne by stadig lever i fattigdom. Det arbejde er ikke færdigt. Det er ikke en fuldstændig genopretning. Vores arbejde er ikke færdigt, når en typisk sort husstand her i byen tjener det halve af dét de hvide husstande tjener.”

 

En sandhed med modifikationer

 

Det er nemt – og rimeligt – at rose New Orleans for det kæmpestore arbejde det har krævet at genopbygge store dele af byen. Men det er også vigtigt at gøre som Obama gjorde: at indse at selv om omvæltningerne endte med at være til fordel for nogle, så er der masser af ubehagelige nuancer, og New Orleans må derfor i realitetens klare lys indtil videre betegnes som et mirakel med modifikationer.