Frygtens farve

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Frygtens farve: Tamir Rice-sagen lukkede og slukkede 2015

 

Mandag d. 4. januar 2016.

(Opdateret med flere links og nyheder tirsdag d. 5. januar 2016.)

 

Årets sidste afgørelse i en af de mange sager om politidrab i 2015 kom lige før nytår, da en storjury i Cleveland, Ohio afviste at rejse tiltale mod betjentene i sagen om den 12-årige sorte dreng, Tamir Rice, som de skød og dræbte i en park, hvor han legede med en legetøjspistol.

 

Afgørelsen har forårsaget et veritabelt vandfald af artikler og kommentarer i både landsdækkende og lokale medier.

 

“Frygtens farve”

 

I The New York Times Magazine beskrev skribent Brit Bennett nytårsaftensdag, under overskriften “Tamir Rice og frygtens farve”, problemet med at afgøre “rimeligheden” i disse politidrabssager.

 

Ser man på Tamir-sagen, udtalte den lokale anklager Timothy McGinty, at han havde anbefalet storjuryen, at den ikke rejste sag (hvilket i øvrigt virker mærkeligt, da det er storjuryens opgave at udarbejde en anbefaling til anklageren, ikke omvendt). McGinty forklarede, at betjentenes frygt for Tamir var “rimelig”, fordi han var stor af sin alder, så han så ældre ud, og fordi de ikke kunne vide, om Tamir måske havde tænkt sig at vise dem, at han blot var bevæbnet med et stykke legetøj, da de kørte deres bil helt hen til ham.

 

Bennett stiller spørgsmål ved den “objektive rimelighed”, som den endelige rapport henviser til: “Hvordan definerer vi rimelighed?", spørger hun. "Hvem afgør, hvornår frygt er “objektivt rimelig”, som der står i rapporten? […] Det faktum, at Rice var et barn, der kun var bevæbnet med et legetøj, anses for irrelevant, og det eneste, der betyder noget, er, hvad betjentene opfattede som sandheden på det tidspunkt. [...] Frygt anses for rimelig hvis en anden fornuftig person ville frygte det samme.”

 

Hun kalder rapportens argument for “ulogisk”, fordi det kræver, at man som tilskuer - herunder storjurymedlem - udviser empati overfor betjenten, men hvad med den sorte dreng? Som hun udtrykker det: “Denne proces er ikke objektiv, for frygt er ikke objektiv. Al frygt føles rimelig i det enkelte øjeblik. Og hvis sorte kroppe grundlæggende er skræmmende, så vil hvid frygt altid blive anset for rimelig.”

 

Sorte drenge opfattes ofte som farligere

 

Den sidste pointe er vigtig. Som The Washington Post fortalte efter storjuryens afgørelse, så opfattes sorte drenge ofte som ældre og farligere, end de nødvendigvis er.

 

Juraprofessor Patricia J. Williams nævner for eksempel i sin bog The Alchemy of Race and Rights, at der ofte er forskel på hvordan hvide og sorte hensigter opfattes, altså at man tillægger folks handlinger forskellig betydning alt efter personens hudfarve.

 

I den konkrete sag med Tamir Rice, kunne en sort dreng med en (legetøjs)pistol derfor opfattes farligere end for eksempel en hvid dreng i samme situation, selv om vi selvfølgelig ikke kan vide det med sikkerhed.

 

En tragisk sag fra Los Angeles i 1991 kan dog illustrere problemet med “rimelig" frygt for sorte amerikanere, ja, selv sorte børn. I denne sag dræbte en kvindelig koreansk kioskejer, Soon Ja Du, en sort teenagepige, Latasha Harlins. Ja Du troede at pigen var butikstyv, og efter et håndgemæng med kioskejeren gik Latasha mod udgangen, men Ja Du skød hende bagfra.

 

Selv om Ja Du efterfølgende blev kendt skyldig i manddrab, så fandt dommeren at kioskejerens frygt for Latasha var “rimelig”, og at hendes “overreaktion” var “forståelig”, og Ja Du slap derfor med samfundstjeneste og en bøde (en afgørelse der i øvrigt var en medvirkende årsag til de voldsomme uroligheder i Los Angeles i 1992).

 

Brenda Stevenson, der har skrevet en bog om drabet på Latasha Harlins, argumenterer for, at med den lette dom minimerede retssystemet Ja Dus ansvar for drabet. Man kan vel nærmest sige, at “rimeligheden” i kioskejerens handling betød, at den 15-årige Latasha blev gjort til medskyldig i sin egen død, endda selv om hun blev skudt bagfra.

 

“Skyldig i at være ung, fri og sort”

 

Skribent Kirsten West Savali skriver i det sorte online-medie The Root, at “Tamir Rice er fundet skyldig i at være ung, fri og sort" (og hun henviser hermed indirekte til udtrykket "hvid, fri og 21", der i årtier brugtes som talemåde af unge hvide amerikanere (især på film) om deres ret og privilegium til at gøre, som de selv ville):

 

"Hvor vover Tamir - i et land, der klamrer sig til sine våben, i et land, hvor hvide kvinder kan rette et luftgevær mod politiet og overleve, og hvor hvide ekstremister åbentlyst kan terrorisere sorte nabolag med angrebsvåben - at gå rundt med sin sorte hud og være et barn?”

 

Artiklen er tydeligvis skrevet i vrede, men det er da også en dybfølt vrede: “I dag gjorde en storjury i Cleveland dét, som systemet gør. De satte et udråbstegn efter udsagnet om, at sorte liv ikke har værdi. At sorte børn ikke har værdi. At det at være ung, sort og fri er en forbrydelse, der på stedet straffes med døden,” skriver Savali endvidere.

 

Den sorte New Yorker-skribent Jelani Cobb deler Savalis opfattelse omkring den fare, man som sort kan befinde sig i blot på grund af sin hudfarve: “Den ugengældte forargelse, der gav genlyd i USAs gader i år var et forsøg på at rette fokus mod et indbyrdes faktum: hudfarve er også en uniform," pointerer han.

 

Med andre ord: Black Lives Matter-bevægelsen forsøger blandt andet at vise, at betjentenes uniformer gør, at de ofte anses for at være fornuftige og velovervejede, selv i tvivlsomme drab på ubevæbnede mennesker, mens en sort amerikaners hudfarve alene kan gøre, at han/hun opfattes som kriminel og/eller farlig, selv når vedkommende ikke er det. (Denne oftest ubevidste opfattelse af en sammenhæng mellem sort hudfarve og kriminalitet er set i videnskabelige studier. Måske var det derfor, Det Republikanske Parti portrætterede Barack Obama med en lidt for mørk hudfarve i politiske tv-reklamer i 2008?)

 

Der blev rejst mindst 14 drabssager mod amerikanske betjente sidste år, og det er faktisk ret mange. Man skal dog gøre sig klart, at langt de fleste politidrabssager afsluttes uden tiltale, og at hovedparten af de førte retssager ender med frifindelse. Antallet af retssager sidste år skal også ses i perspektiv af, at over 1100 amerikanere ifølge The Guardian blev dræbt af politiet i 2015, og at ubevæbnede sorte mænd har mindst dobbelt så høj risiko for at blive dræbt af politiet som ubevæbnede hvide mænd.

 

Har politiet frihed uden ansvar?

 

Skribent Jamelle Bouie, der også er sort, mener, at politiet bør forstå og acceptere, at de i kraft af deres arbejde ganske enkelt udsættes for større risici, og han argumenterer imod, at betjente bruger “vold med døden til følge som første udvej." Desuden kritiserer han, at politiet “ikke er forpligtede til at gå efter den mindst voldelige løsning.”

 

Ta-Nehisi Coates, der skriver for The Atlantic og har vundet flere priser for sin bog Between the World and Me, mener, at politiet ganske enkelt er for paranoide og står alt for lidt til ansvar:

 

"I Amerika har vi besluttet, at det er tilladt, at det er klogt, og at det er moralsk rigtigt for politiet at deeskalere ved at slå ihjel. Det er en standard, der ikke ville gælde for min far i West Baltimore, og som ikke gjaldt for mig i Harlem. Den gælder kun for dem, der har allermest magt, nemlig tilladelse til at dræbe på statens vegne. Når politiet ikke kan leve op til lokalsamfundets, borgernes eller forældrenes standard, er de så andet end en større pistol eller et skarpere sværd? Med hvilken ret gennemtrumfer de deres vilje, andet end med vold alene?”

 

Coates postulerer faktisk ligeud, at betjentenes store handlefrihed, også når det ender med drab, undergraver demokratiet: "En stat, der lader sine folk dræbe, slå og bruge strømpistoler uden nogle rigtige konsekvenser, er holdt op med at regere og er begyndt blot at herske.”

 

Flere retssager i 2016

 

Det er en voldsom påstand, og selv om den nok er sat for meget på spidsen for de fleste, så bør man også huske på, at praktisk talt alle de sager, der har været for retten i 2015 eller tages op i år, har haft videobeviser, der har stået i nogle gange virkelig stærk kontrast til betjentenes forklaringer og rapporter.

 

Det grelleste eksempel er nok drabet i april 2015 på Walter Scott i North Charleston, South Carolina. Scott blev skudt ned bagfra af en hvid betjent, Michael Slager, der påstod at han frygtede for sit liv, men nu står anklaget for mord på grund af videobeviserne.

 

Slager er i øvrigt netop blevet løsladt på kaution og i stedet sat i husarrest, hvilket står i skærende kontrast til sagen om den sorte teenager Kalief Browder, der sad tre år i det berygtede Rikers Prison (hvor han blev tævet af vagter), mens han ventede på tiltale i en sag om et rygsæktyveri. Browder blev til sidst løstladt uden tiltale og begik selvmord som 22-årig.

 

En anden sag er drabet på den sorte, 17-årige lommeknivsbevæbnede LaQuan McDonald i Chicago. Her viser videooptagelserne netop, at McDonald ikke angreb betjenten, da han blev skudt, som politirapporten ellers påstod, men at han derimod nærmest blev likvideret, som nogle har udtrykt det.

 

Videoen af drabet blev først offentliggjort, da en dommer tvang Chicagos myndigheder til det, og betjenten blev først sigtet for mord, da videoen kom ud. Det tog 400 dage blot at nå hertil, og spørgsmålet er, om det nogensinde var sket, hvis ikke en juridisk instans havde været inde over - hvilket den i øvrigt kun var, fordi freelance journalister forfulgte sagen i over et år.

 

Politiet i Chicago har flere sager om politidrab på halsen i øjeblikket. Forleden skød og dræbte betjente i byen en 19-årig sort teenager, Quintonio LeGrier, der havde psykiske problemer og var bevæbnet med et baseballbat, samt en 55-årig sort kvindelig nabo, Bettie Jones, der åbnede døren for at tage imod betjentene.

 

Drabene har ført til voldsomme overskrifter, som f.eks. hos The Daily Beast, der med ordene “Chicagos ‘skyd først, stil spørgsmål senere’-betjente dræber igen” præsenterede sine læsere for sagen set fra lokalsamfundets sorte indbyggeres side.

 

Som i mange af disse sager er der en kæmpe kløft imellem politiets beskrivelse og de lokales opfattelse af, hvad der skete, og deres mistro til betjentene. En mistro, der blandt andet næres af de mange sager med kontroversielle videooptagelser.

 

Flere strømpistoler i Chicago

 

På baggrund af denne seneste sag har Chicagos borgmester, Demokraten Rahm Emanuel, nu taget initiativ til, at politiet skal udstyres med flere strømpistoler, som skal bruges oftere, så man forhåbentlig vil se et fald i antallet af politidrab.

 

Peter Moskos, der er tidligere betjent i Baltimore og nu forsker i kriminalret i New York, advarer dog om, at strømpistoler også kan misbruges, med mindre man har klare regler og god træning af betjentene. Han gør opmærksom på, at strømpistoler bør bruges, når folk er en trussel, men at de også ofte bruges for at få folk til at makke ret. Han understreger endvidere, at de ikke er ufarlige - man ser af og til, at folk dør af at blive udsat for dem.

 

I en nylig sag fra netop Chicago brugte politiet strømpistol flere gange for at få en fange, Philip Coleman, ud af hans celle. Han døde senere på hospitalet på grund af medicin, han ikke kunne tåle, men selv om hans dødsfald altså ikke kunne tilskrives brugen af strømpistol (som familien ellers har hævdet), så har borgmester Emanuel, der allerede er under stort pres på grund af LaQuan McDonald-sagen, fordømt betjentenes overdrevne brug af våbnet. Siden da har en af Emanuels jurister måttet sige op, fordi han angiveligt har tilbageholdt beviser i en anden Chicago-sag om politidrab på en ung sort mand, Darius Pinex, der fandt sted i 2011.

 

Stigende tillid til politiet blandt mange amerikanere

 

Samtidig med, at alt det her foregår, så viser en nylig undersøgelse fra blandt andre NBC News måske noget overraskende, nemlig at i dag har 51 procent af amerikanerne tillid til politiet, hvilket er en stor stigning fra 2014, hvor vi ellers så stort opslåede sager som ikke kun den om Tamir Rice men også Michael Brown i Ferguson og Eric Garner i New York. Dengang lå tallet nemlig på blot 39 procent. Det er dog også værd at nævne, at ifølge undersøgelsen har blot 24 procent af de sorte amerikanere stor tillid til politiet.

 

Årsagen til den generelt stigende tillid blandt amerikanske borgere kan måske findes i, at flere betjente blev dræbt af sorte amerikanere i 2015 (dog færre end i mange år), blandt andet i New York, hvor en mentalt forstyrret mand skød to sagesløse betjente i deres politibil med den begrundelse, at han ville hævne Michael Brown og Eric Garner. Der var også en skudepisode i Ferguson, hvor en ung, sort mand skød og sårede to betjente. Begge disse sager blev dermed knyttet til Black Lives Matter-bevægelsen.

 

På et tidspunkt var kritikken af og mistanken til Black Lives Matter faktisk så stor, at der dukkede historier op på nettet om, at borgerrettigheds-organisationen ville udføre et decideret terrorangreb d. 11. september.

 

2016 begynder med militsfolk på statens grund i Oregon

 

Det kan fortsat være svært at se, hvordan de to fronter i diskussionen skal mødes.

 

I skrivende stund kommenterer mange brugere på Twitter for eksempel på, at bevæbnede militsfolk har besat en afsides føderal bygning, der tilhører den amerikanske skov- og naturstyrelse, i et naturreservat i delstaten Oregon, som de har tænkt sig at belejre på ubestemt tid, og som de vil give tilbage til de lokale farmere.

 

Det forarger nemlig en del af Twitter-brugerne, at en sort dreng som Tamir Rice blev skudt indenfor to sekunder efter politiets ankomst til den park, han legede i, og blandt andet er blevet kaldt for en gangster (“thug”) af en politifagforening i Miami, Florida, mens den amerikanske offentlighed har svært ved at finde ud af, hvordan de skal betegne disse stærkt bevæbnede mænd: “Terrorister eller frihedskæmpere?”, spørger The Washington Post for eksempel, som også har spurgt sine læsere, hvad man kalder "en gruppe hvide mænd med våben". (I skrivende stund svarer hele 70 % faktisk "terrorister" eller "ekstremister.)

 

Måske er afgørelsen i Tamir Rice-sagen koblet med den generelt forsigtige beskrivelse af Oregon-militsen det perfekte billede på, hvor vi står her i den spæde start på 2016.

 

De to Chicago-betjentes frygt blev som sagt betegnet som “rimelig”, og det var efter selv anklagerens mening forståeligt, at de ikke lod tvivlen komme Tamir til gode.

 

Derimod ser medierne (som selvfølgelig ønsker at være ret neutrale i deres rapportering) Oregon-mændenes bevæbnede belejring af et offentligt område som en meget mere kompliceret sag.

 

Det kunne måske have noget med deres “uniform” at gøre, for godt nok er de bevæbnede med rigtige våben, og godt nok har de udtalt, at de er villige til at dø for deres sag (og truer dermed de føderale myndigheder om vold), men de har én ting, som indtil videre lader tvivlen om deres reelle hensigter og beskaffenhed komme dem til gode, som Tamir ikke havde.

 

Deres hudfarve er hvid.