Farvel Obama

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Farvel Obama: De sidste otte års symbolik set i en raceoptik

 

Fredag d. 20. januar 2017

 

Det er på tide at sige farvel til Barack Obama som USA's præsident. Mange kloge kommentatorer og skribenter har allerede diskuteret Obamas to embedsperioder rent politisk. Her vil jeg til gengæld beskæftige mig mest med symbolikken omkring Obama som landets første afroamerikanske leder.

 

Ikke sort nok eller alt for sort?

 

Allerede inden Barack Obama blev valgt som præsident, var der diskussion i diverse kredse, om den unge senator nu var enten ”for sort” (især for nogle hvide vælgere) eller ”ikke sort nok” (især blandt nogle sorte vælgere).

 

Nogle af de ældre borgerrettighedsfolk som for eksempel Jesse Jackson, der havde kæmpet sammen med Martin Luther King i 1960erne og selv tidligere havde stillet op som præsidentkandidat, var ikke begejstrede for, at Obama kunne profitere på deres arbejde. Hvad havde han nogensinde kæmpet for? Og ville Obama med sin afdæmpede, professoragtige fremtræden nu lægge låg på alle de foregående årtier og gøre en ildsprudlende politiker som Jackson til en døende race? Jackson udtalte endda (til en mikrofon, han troede var slukket), at han ikke ville have noget imod at skære bollerne af Obama.

 

På den anden side var det måske netop Obamas rolige, velovervejede og ikke spor truende facon, der gjorde ham ”spiselig” for hvide vælgere? Jackson mente for eksempel, at Obama ”opførte sig som en hvid mand” for at tækkes sådanne vælgere. (Det er en klassisk stereotyp forestilling om afroamerikanere, der for eksempel klarer sig rigtig godt i uddannelsessystemet, at de ”prøver på at blive hvide”.)

 

Jacksons påstand var ikke helt hen i vejret, selv om den kan synes uretfærdig. Udover at Obama jo er vokset op i en hvid familie og faktisk er halvt hvid (hans mor var hvid og fra Kansas; hans kenyanske far forlod tidligt familien), så skulle der ikke megen sort aggression til, før hvide vælgere begyndte at hyperventilere.

 

Jeremiah Wright-krisen

 

Obama skulle nemlig stå til regnskab for sin præst, Jeremiah Wright, som flere år forinden havde forbandet USA's fortsatte mangel på lige borgerrettigheder for sorte amerikanere og havde udtalt, at nationen selv havde nedkaldt terrorangrebene d. 11. september 2001 over sig på grund af sin opførsel nationalt og globalt. Afsløringen af disse gamle udtalelser udgjorde den største fare for Obamas præsidentkampagne. Hvis Obama inde under det rolige ydre var lige så vred og upatriotisk som sin præst, så var han jo farlig og måske ligefrem uamerikansk.

 

Udover at sammenligningen mellem Obama og Wright viste en manglende hvid forståelse for den afroamerikanske kirke generelt og dens retorik (fordi sorte og hvide amerikanere stadig lever dybt adskilt, geografisk såvel som kulturelt), så viste den også, hvor vigtigt det er for sorte amerikanere ikke at vise vrede i det offentlige rum, heller ikke indirekte som det her skete gennem Obamas præst.

 

Hvis for eksempel de to Republikanske præsidentkandidater John McCain og Mitt Romney var kommet i en kirke, hvor prædikanter havde udtalt sig grimt om USA, mon så de to hvide mænd – og specifikt deres race – var blevet gjort ansvarlige for udtalelserne? Det vil vi selvfølgelig aldrig få svaret på, men det virker immervæk usandsynligt.

 

Den historiske racetale

 

På grund af al polemikken omkring Jeremiah Wright blev Obama nødt til at holde en tale over emnet race. Han havde ellers hele tiden håbet, at han ikke havde behøvet at komme ind på emnet i løbet af kampagnen. Valget skulle netop ikke handle om race, mente han. Nok var Obama halvt sort men det var bare en detalje. Alligevel ville denne tale blive knald eller fald for den unge kandidat.

 

Racetalen, som den kaldes i folkemunde, blev efter manges mening en af Obamas bedste taler. Det var en tale, der ikke veg bort fra at nævne slaveriet og racediskriminationen i det amerikanske samfund fra borgerkrigens afslutning og frem mod i dag, men den udtrykte samtidig Obamas urokkelige tro på, at USA var én samlet nation, én stor familie og en union som kunne blive endnu mere perfekt. Heraf kom talens officielle titel, ”A More Perfect Union”. (Allerede ved det Demokratiske konvent i 2004 havde Obama udtrykt, at der ikke fandtes et sort og hvidt Amerika, kun Amerikas Forenede Stater; en tale der gjorde ham til superstjerne indenfor partiet.)

 

For nogle amerikanere gik Obamas racetale dog ikke vidt nok. Der var for megen brobygning til hvide amerikanere, mente de, og Obama måtte ofre sin præst på alteret for at være sikker på selv at overleve i valgkampen.

 

De afroamerikanske vælgeres indflydelse

 

Faktisk førte Obamas nærmeste konkurrent til at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2008, Hillary Clinton, i lang tid blandt både hvide og sorte vælgere. Lige indtil det gik op for de sorte vælgere, at Obama rent faktisk kunne vinde, blandt andet på grund af hans evne til at berolige hvide amerikanere. Indtil da havde Clinton virket som den stærkeste kandidat i det parti, som sorte vælgere historisk har stemt på siden de, i hvert fald på papiret, fik lige stemmeret med hvide amerikanere i midten af 1960erne.

 

Men da først flere hvide vælgere efter racetalen begyndte at tippe mod Obama, så flød strømmen af sorte vælgere over til ham. Det endte med, at Obama ved præsidentvalget i 2008 – selv om han ”blot” fik 44 % af de hvide stemmer – fik hele 95 % af de afroamerikanske stemmer. I 2012 var der endda en større procentdel af sorte amerikanere, der gik ud at stemme, i forhold til den hvide stemmedeltagelse!

 

Valgnattens enorme symbolik

 

Valgnatten i 2008 fik en enorm symbolik for det amerikanske samfund. Obama sagde det selv: ”Nowhere else in the world is my story even possible”, og på storskærmen kunne man se et nærbillede af en grædende Jesse Jackson. Uanset de to mænds uoverensstemmelser, så viste Jacksons følelsesladede reaktion, hvad valget af Obama betød ikke bare for de unge sorte amerikanere, der ville vokse op med en sort præsident som noget helt naturligt, men også for de afroamerikanere, der havde brugt det meste af deres liv på at bekæmpe racisme.

 

For nogle hvide iagttagere blev Obamas sejr ligefrem et symbol på, at USA ikke længere var racistisk men i stedet ”post-racial”. Desværre blev en del af denne tro brugt til at argumentere for, at afroamerikanere ikke længere havde noget at beklage sig over, for racisme var jo med ét slag udraderet.

 

Den illegitime præsident

 

Så let skulle det dog ikke gå. Udover at Republikanerne i Senatet, repræsenteret ved Mitch McConnell, besluttede sig for at bruge de næste fire år på at ”sørge for at Obama kun får én præsidentperiode”, så dukkede der også truende tendenser op i samfundet generelt. Med Obamas valg steg antallet af hadgrupper i USA eksplosivt, og rygter begyndte at flyve om, at Obama var en illegitim præsident: han var ikke født i USA men i Kenya, og han var i virkeligheden hemmelig muslim. Denne modreaktion på Obama blev kaldt for ”the birther movement”, fordi den handlede om at afsløre, at Obama var født i et fremmed land.

 

Man kan næsten ikke forestille sig en klarere understregning af modviljen mod en sort præsident: hvis Obama både var født i udlandet og tilhænger af en ”fremmed” religion, så var han ikke amerikaner på hverken det geografiske eller personlige plan og dermed naturligvis heller ikke en ”rigtig” præsident. (Obama udtalte senere, at Republikanerne ville få sværere ved at bevise, at Hillary var født i Kenya – en henvisning til, at mistankerne hang uigenkaldeligt sammen med hans hudfarve.) Over tid blev den mest vedholdende fremfører af konspirationsteorien om Obama som en farlig bedrager rigmanden og reality-stjernen Donald Trump.

 

Obamas symbolske udvikling

 

Igennem Obamas præsidentperiode kunne man se, hvordan han blev mere og mere modig, eller måske rettere mere uvillig til at holde sig fra de emner, som nogle hvide amerikanere ikke ønskede, at en sort præsident skulle udtale sig om.

 

Man så den mere tilbageholdende og udglattende Obama, da han tidligt i sin første præsidentperiode indkaldte til dét, der blev kendt som ”øl-topmødet” (the beer summit) efter at han havde kaldt en hvid betjents handlinger for ”dumme”. Obamas udtalelse kom på baggrund af, at betjenten havde arresteret den kendte sorte professor Henry Louis Gates, efter at denne havde forsøgt at komme ind i sit hjem uden sin nøgle, som han havde glemt.

 

At Obama valgte at udtale sig overhovedet, og så endda kritiserede en betjent, vakte forargelse, og for at dæmpe gemytterne inviterede præsidenten både betjenten, Gates og vicepræsident Joe Biden på en øl i haven ved Det Hvide Hus. Gestussen blev ikke specielt godt modtaget; nogle iagttagere så den som et falsk forsøg på at fjerne fokus fra præsidentens uheldige udtalelse, andre så den som et udtryk for, at Obama agerede udglattende og undskyldende overfor kritik, når han havde valgt side i en sag.

 

Der skulle gå nogen tid, før Obama igen udtalte sig direkte om en racerelateret sag, der var oppe i medierne. Det skete i forbindelse med et drab, der fandt sted i 2012. Den hvide nabovagt George Zimmerman skød og dræbte den 17-årige ubevæbnede afroamerikaner Trayvon Martin, og Obama blev bedt om både at udtale sig om sagen generelt og senere om det faktum, at Zimmerman blev frikendt. Her var Obama noget mere direkte og personlig. Han sagde, at Trayvon Martin kunne have været hans søn, og at han selv kunne have været Trayvon for år tilbage.

 

Det faldt mange hvide amerikanere for brystet, sandsynligvis fordi Obama udtalte sig som en sort mand (og en sort far) og med sine bemærkninger gjorde opmærksom på, at der stadig findes raceprofilering i USA. Det var der mange, der ikke ønskede at høre om og da slet ikke fra en mand, der skulle forestille at være præsident for hele USA, ikke blot for en enkelt befolkningsgruppe.

 

Kontroversen omkring Trayvon-udtalelserne betød dog ikke, at Obama helt holdt sin mund fremover. Han annoncerede for eksempel initiativet My Brother’s Keeper, som skal hjælpe sorte drenge til at klare sig godt i samfundet. Og da ni sorte kirkegængere blev myrdet af en ung hvid nynazist i Charleston i 2015, trådte Obama endelig i karakter som en direkte, udfarende og ganske enkelt afroamerikansk præsident.

 

Ved begravelsen af kirkens præst, Clementa Pinckney, holdt Obama en passioneret mindetale, der ikke lagde skjul på den fortsat diskrimination mod sorte borgere, og han brød endda ud i sang: Amazing Grace, en salme, der i sin tid blev skrevet af en hvid slavehandler, som angrede sine gerninger. Med sin fremtonen i kirken optrådte Obama nærmest som en sort prædikant, men denne gang blev hans tilknytning til den sorte kirke overvejende rost og beundret. Obama har altid været bedst, når han forsøger at trøste nationen efter tragedier.

 

Obama og Black Lives Matter

 

Selv om det lykkedes Obama at falde ind i rollen som afroamerikansk prædikant uden voldsom kritik, så har han fået skylden for andre racemæssige hændelser. Blandt andet er han blevet beskyldt for at have sat gang i Black Lives Matter-bevægelsen, som har været meget udfarende i forhold til at bekæmpe politivold og racediskrimination mod sorte amerikanere.

 

Black Lives Matter-bevægelsen opstod i 2013, efter at George Zimmerman blev frikendt i Trayvon Martin-sagen, og den tog rigtig fart, da en hvid betjent dræbte teenageren Michael Brown i Ferguson, Missouri.

 

Det interessante er, hvorfor den opstod og tog fart præcis under Obamas præsidentperiode, for politivold og racediskrimination er ikke noget nyt fænomen i USA. Der kan være flere forklaringer på, hvorfor det skete nu:

 

Måske gav det blod på tanden for sorte aktivister, at man endelig havde en sort repræsentant i det Hvide Hus, en mand som havde lovet håb og forandring, og som måske ville lytte og relatere til de problemer, som bevægelsen ville have fokus på.

 

På den anden side kan man også se Black Lives Matter som en slags negativ reaktion på Obama som præsident. I den tankegang ligger frustrationen over, at hvis USA havde fået en sort præsident, hvorfor blev man så ved med at opleve politivold og diskrimination overfor minoriteter?

 

Black Lives Matter kunne altså ses som en reaktion på, at symbolisme ikke automatisk fjerner de barske realiteter, og at Obamas personlige succes ikke automatisk betød, at alle sorte amerikanere fik det bedre. USA var ikke pludselig kommet sig over racisme, og minoriteterne fik ikke et løft, blot fordi Obama sad i Det Hvide Hus.

 

Obamas reelle betydning for afroamerikanere

 

De fortsatte problemer for minoriteter i USA er naturligvis ikke ensbetydende med, at Obama ikke har forsøgt at hjælpe for eksempel afroamerikanere.

 

Udover det førnævnte initiativ My Brother’s Keeper har Obama skabt et stærkt justitsministerium med to sorte justitsministre i streg (Eric Holder og Loretta Lynch), der har haft fokus på de mange sager om politidrab, som Black Lives Matter har gjort opmærksom på. De har afdækket voldsom racediskrimination i flere politikredse, blandt andet i Ferguson og senest i Obamas hjemby Chicago.

 

Obama har også udtrykt ønske om at reformere retssystemet. Han har besluttet af nedlægge alle private fængsler på det føderale plan (han har ikke magt over fængsler i de enkelte delstater), han har benådet i hundredevis af fanger, der har fået voldsomt lange straffe for små narkoforbrydelser (hvilket især har ramt afroamerikanere), og han er den første præsident, der har besøgt et føderalt fængsel.

 

Sundhedsreformen Obamacare, hvis dage måske snart er talte, hvis det står til det nye Republikanske flertal, har skaffet sundhedsforsikring til 20 millioner amerikanere, heraf mange sorte borgere.

 

Obama har selv udtalt, at han ikke har villet gennemføre love, der udelukkende kunne ses som en hjælp til sorte amerikanere, fordi det ville ligne favorisering, men han vidste, at Obamacare ville hjælpe mange afroamerikanere. Så gennemførslen af en sundhedsreform var ikke bare et generelt politisk ønske, det var også en måde at hjælpe minoriteter på uden at sige det direkte.

 

Man må heller ikke se bort fra den symbolik som en sort familie i Det Hvide Hus har ført med sig. Obama-familien har omfavnet sort kultur ved mange arrangementer og har ikke lagt skjul på deres egen kulturelle arv. Blot det at se en sort mand med en velfungerende familie og en karriere uden skandaler har forhåbentlig ødelagt mange stereotyper om, hvad det vil sige at være sort i USA, og i stedet vist unge afroamerikanere, også dem som aldrig har kendt andre præsidenter i deres levetid, at det kan lade sig gøre at komme helt til tops i det amerikanske samfund uanset – og måske på trods af – hudfarve.

 

Trump som den ultimative modreaktion

 

Når alt det så er sagt, er vi også nødt til at adressere afslutningen på Obamas tid som præsident. At det blev netop Donald Trump, der skulle have nøglerne til Det Hvide Hus efter den første sorte præsident, er så symbolsk som det kan blive.

 

Ikke nok med at Trump er repræsentativ for den hvide alfahan – den stærke, hvide mand, som vi er så vant til at se i spidsen for USA -; han repræsenterer også den ultimative modreaktion på Obama.

 

Hvor Obama har måttet kæmpe mod kritik hver gang han sagde, hvad han personligt tænkte i forhold til race, så kan Donald Trump kalde alle mexicanere for forbrydere uden at de fleste hvide vælgere tager sig af det.

 

Hvor Obama skulle veje hvert et ord for at fremstå nuanceret og afbalanceret, kunne Trump sige lige hvad han ville, om det så var sandt eller ej.

 

Og hvor Obama under sin første valgkamp blev beskyldt for at være for uerfaren efter kun få år som senator, så kunne Trump skrabe sejren sammen på trods af, at han overhovedet ingen politisk erfaring har.

 

Kravene til Obama var tårnhøje, for Trump var de praktisk talt ikke-eksisterende.

 

Trump kan ses som et direkte, brutalt hvidt tilbageslag mod alt, hvad Obama står for; et sidste desperat forsøg på at udslette alt, hvad Obama har opnået. Hvis det lykkes Trump at udradere Obamas politiske arv, som for eksempel Obamacare, så er det jo næsten som om, Obama aldrig har været der og aldrig har været præsident. Når det ikke lykkedes at underminere Obama med konspirationsteorier om hans fødsel og religion, så kan det måske lykkes at udslette de fleste af hans præsidentielle bedrifter med den ultimative konspirationsteoretiker i Det Ovale Værelse.

 

Det skal naturligvis nævnes, at nogle tidligere Obama-vælgere gik over til Trump ved dette valg. Måske gjorde de det af had til elitepolitikeren Hillary Clinton, måske i frustration over at sidde fast rent økonomisk. Det er svært at skille disse årsager fra hinanden. Men selv om det altså selvfølgelig ikke er alle Trump-vælgere, der har brudt sig om deres kandidats udtalte racisme og mandschauvinisme, så har de dog bidt deres aversioner i sig og stemt på ham alligevel, uanset hvad deres overvejende begrundelse så har været.

 

Og disse stemmer, der bragte Trump til sejr, viser med al ønskelig tydelighed at racisme eksisterer endnu i det amerikanske samfund. Det er sikkert, at ikke alle stemmer blev givet på grund af Obama – det var trods alt Hillary Clinton, der stillede op og tabte -, men resultatet er, at Trumps sejr repræsenterer, at det politiske pendul nu svinger tilbage til før Obama og måske længere tilbage endnu. Faktisk mener et flertal af Trumps vælgere, at sidste gang USA var et stort land var i 1950erne; en tidsperiode, hvor sorte amerikanere (og kvinder og homoseksuelle) kendte deres plads.

 

Obama blev ikke løsningen, men måske er han håbet

 

Så på dagen hvor Obama overdrager præsidentembedet til Donald Trump efter otte års flot balancegang, må vi konstatere, at på trods af al sin vigtige symbolik, og på trods af det store fremskridt hans sejr i 2008 var, så står vi nu i en meget usikker situation for USA's minoriteter.

 

Barack Obama blev ikke løsningen for eller afslutningen på USA's lange historie med racisme, for symbolikken i Trumps sejr er klar. For nogle amerikanere kan USA kun være et stort land, hvis man ruller tiden tilbage til dengang, hvor en sort mand kendte sin plads.

 

Obama endte med i stedet at blive katalysatoren for, at USA endelig viste helt klart og tydeligt, at landet stadig kæmper med at se alle mennesker lige uanset hudfarve.

 

Men man skal holde fast i, at på den måde blev Barack Obamas måske også startskuddet til en bevægelse, som kommer til at kæmpe for, at USA's fremtid bliver anderledes.

 

 

 

Bogforslag, hvis du vil vide mere om Obama og race:

 

Belcher, Cornell: A Black Man in the White House.

Brøndal, Jørn: Det Sorte USA.

Coates, Ta-Nehisi: Between the World and Me.

Cobb, William Jelani: The Substance of Hope.

Dyson, Michael Eric: The Black Presidency.

Fleming, Cynthia Griggs: Yes We Did?

Glaude Jr., Eddie S.: Democracy in Black.

Halperin, Mark og John Heilemann: Double Down: Game Change 2012.

Harris, Fredrick: The Price of the Ticket.

Heilemann, John og Mark Halperin: Game Change.

Henry, Charles P. m. fl.: The Obama Phenomenon.

Higginbotham, F. Michael: Ghosts of Jim Crow.

Jeffries, Michael P.: Paint the White House Black.

Joseph, Peniel E.: Dark Days, Bright Nights.

Kaplan, H. Roy: The Myth of Post-Racial America.

Obama, Barack: The Audacity of Hope.

Obama, Barack: Dreams from My Father.

Parks, Gregory m. fl.: The Obamas and a (Post) Racial America?

Pedersen, Anders Agner m.fl.: Fem År Med Obama.

Plouffe, David: The Audacity to Win.

Remnick, David: The Bridge: The Life and Times of Barack Obama.

Steele, Shelby: A Bound Man. Why We Are Excited about Obama and Why He Can’t Win.

Sugrue, Thomas J.: Not Even Past: Barack Obama and the Burden of Race.

Tesler, Michael: Post-racial or most-racial?

Tesler, Michael og David O. Sears: Obama’s Race.

Todd, Chuck: The Stranger: Barack Obama in the White House.

Wise, Tim: Between Barack and a Hard Place.