Black Lives Matter

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Sort aktivisme og præsidentvalget i 2016: Black Lives Matters indflydelse og fremtid

Torsdag d. 20. august 2015. (Opdateret d. 21. august 2015)

 

Den sorte græsrodsbevægelse Black Lives Matter ("Sorte Liv har værdi"), der blev grundlagt på baggrund af drabet på Trayvon Martin i 2012, og især i det seneste år har været særdeles aktiv, kan måske få direkte indflydelse på debatten i kampen om den amerikanske præsidentpost, der afgøres i 2016.

 

"Alle liv har værdi"

 

Flere kandidater til at blive USAs næste præsident, herunder Demokraterne Martin O’Malley og Hillary Clinton, er for eksempel blevet kritiseret af organisationen, efter at de er kommet til at sige, at ”all lives matter” (”alle liv har værdi”) ved forskellige arrangementer.

 

Umiddelbart vil de fleste nok tænke, at det vel er rigtigt nok, at alle liv har værdi, men Black Lives Matter-retorikken er et forsøg på at gøre opmærksom på specifikke problemer, mens ”all lives matter” er en generaliserende modreaktion i et forsøg på at ignorere problemerne.

 

Bloggeren snowman3 illustrerer problematikken ved at sammenligne den med at dit hus står i flammer. Du beder desperat dine naboer om hjælp men ingen tager dig alvorligt for ”alle huse er jo lige vigtige”, d.v.s. i generaliseringens navn må/kan du ikke fremhæve din personlige krise, og så fortsætter dit hus med at brænde.

 

Det er selvfølgelig en absurd historie, men ifølge bloggeren er det sådan det føles, når Black Lives Matter mødes med ”all lives matter”. Det specifikke fokus på et problem for minoriteter skubbes til side for at flytte fokus tilbage på det generelle og ufarlige.

 

Nogle kandidater indser da også – enten oprigtigt eller af hensyn til at de har brug for sorte stemmer -, at de må trække sådanne udtalelser tilbage. Da Demokraten Martin O’Malley blev konfronteret med sin ”all lives matter”-bemærkning, kom han med en undskyldning (og skitserede kort efter sin politik omkring blandt andet en retsreform). Dén undskyldning var det ikke alle hans konkurrenter til præsidentposten, der var enige i.

 

For eksempel svarede Republikaneren Jeb Bush på spørgsmålet om O’Malley skulle have undskyldt:

 

“Nej, for hulen, nej. Er vi så anspændte og så politisk korrekte nu, at vi undskylder for at sige at liv har værdi? Livet er værdifuldt. Det er en gave fra Gud. Jeg synes ærlig talt, at det er en af vores mest vigtige værdier. Jeg ved godt, at det vel er et slogan i en politisk sammenhæng. Men skulle han have sagt undskyld? Nej.”

 

Flere Republikanere lægger afstand

 

Også Carly Fiorina, der klarede sig bedst i den første debat blandt de på det tidspunkt mindst populære kandidater blandt Republikanerne, har blandet sig i ”all lives matter”-debatten, og hun kan slet ikke se problemet. ”Selvfølgelig har alle liv værdi”, sagde hun for nylig på den konservative kanal Fox News, og tilføjede så, at det er Demokraternes politik der har gjort sorte liv mindre værd, blandt andet fordi arbejdsløsheden blandt sorte amerikanere er steget under Obama, og ”abortindustrien går efter sorte amerikanere”. (Det er et udbredt argument blandt konservative politikere og kommentatorer, at hvis sorte liv virkelig har værdi, hvorfor er der så så mange sorte amerikanere, der får en abort, og ergo bør man vel i yderste konsekvens gøre abort ulovlig.)

Den eneste sorte præsidentkandidat er Republikaneren Ben Carson, og også han tog for nyligt afstand fra Black Lives Matter, blandt andet ligesom Fiorina med udtalelsen “Selvfølgelig har alle liv værdi.” Han fortsatte: ”Jeg vil ikke komme ind på det, for det er så fjollet. Sorte liv er en del af alle liv, ikke? [...] Vi burde ikke lade os selv blive fanget af en masse splittende retorik og terminologi og politisk korrekthed. Det er derfor vi ikke gør fremskridt som samfund.”

 

Senere afviste Carson, at han havde kaldt Black Lives Matter for ”fjollet.” I stedet kaldte han organisationens fokus på politiet for umoden og sammenlignede betjente med VVS-folk:

 

”Jeg tror, vi skal se på hele billedet. Jeg plejer at sige til folk: Hvad med at vi fjerner politiet i et døgn. Kan du forestille dig det kaos, det ville frembringe? Og langt de fleste betjente er virkelig gode folk. Er der rådne æbler? Selvfølgelig. Men hvis du hyrer en VVS-mand og han gør sit arbejde dårligt, siger du så at alle VVS-mænd er dårlige? Lad os gå ud og slå dem ihjel? Det tvivler jeg på. Vi bliver nødt til at være lidt mere modne, men især i sager hvor politiet gør forkerte ting synes jeg at vi skal undersøge dem til bunds og retfærdigheden skal ske hurtigt.”

 

Ikke overraskende fokuserer en anden Republikansk kandidat, Donald Trump, også mest på politiet: “...vi skal give politiet magten tilbage, for vi er nødt til at have lov og orden. Vi skal give styrke og magt tilbage til politiet. Der vil altid være rådne æbler... [men] politiet er nødt til at få kontrol med denne her bølge af kriminalitet og drab, som vi er vidne til her i landet.”

 

Trump har i øvrigt også svoret at hvis han bliver afbrudt af Black Lives Matter til et politisk arrangement, vil han ikke give dem mikrofonen men i stedet kæmpe imod i modsætning til de svage Demokratiske kandidater.

 

Aktivisterne går også efter Demokraterne

 

Der ser derfor umiddelbart ikke ud til at være megen støtte til Black Lives Matter hos Republikanerne. Men aktivisterne har nu heller ikke holdt sig tilbage fra at udfordre de Demokratiske kandidater.

 

Demokraternes favorit til nomineringen som præsidentkandidat, Hillary Clinton var for eksempel for nyligt i klinch med organisationen, og det blev til et meget anspændt møde bag scenen efter et arrangement, hvor aktivisterne ikke havde nået at få adgang, inden dørene lukkedes.

 

På et tidspunkt udfordrede aktivisten Julius Jones, grundlægger af Massachusetts afdeling af Black Lives Matter, Clinton med, at ”hvis du lader være med at sige til sorte hvad vi skal gøre, så skal vi lade være med at sige til hvide hvad I skal gøre. Det her er og har altid været et hvidt voldeligt problem. Der er ikke meget vi kan stille op overfor den vold der udøves mod os”. Hertil svarede Clinton: ”Hvis det er jeres holdning, så vil jeg kun tale med hvide om, hvordan vi skal tage os af de meget vigtige problemer.”

 

Aktivisterne siger, at de undervejs blandt andet forsøgte at komme om bag den politiske snak og få Clinton til at indrømme, at hun og hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton, bærer en del af den politiske skyld for de seneste årtiers massive stigning i antallet af især sorte amerikanere bag tremmer. Det lykkedes dog ikke i denne omgang, måske fordi de to parter i diskussionen gik til den fra meget forskellige vinkler.

 

Aktivisterne fra Massachusetts konfronterede mennesket Hillary Clinton, som de ønskede skulle nå til visse erkendelser, og dermed risikerede de at virke mere belærende end konstruktive. Clinton, derimod, gjorde dét som gode politikere er bedst til. Hun gled af på de personlige spørgsmål og fokuserede på hvad man kan gøre bedre rent politisk set. Hvor aktivisterne virkede mere drevne af følelser og ville se resultater her og nu, så fremstod som Clinton mere nøgtern og velovervejet med sin fokus på ændringer i systemet og i lovene. Det var derfor heller ikke et specielt produktivt møde, men man skal selvfølgelig også huske på at det var spontant, og Clinton er nok ikke den nemmeste kandidat at få adgang til.

 

Demokraternes overraskende populære kandidat, socialisten Bernie Sanders, er også blevet konfronteret ganske intenst af medlemmer af Black Lives Matter, noget de har fået en del kritik for, da Sanders siden tidernes morgen har været stor forkæmper for sortes rettigheder. Blandt andet marcherede han sammen med Martin Luther King i 1960'erne.

 

Sanders har dog haft det problem i forhold til at tiltrække og tale til sorte vælgere, at han kommer fra en meget hvid stat, Vermont, og hovedsageligt har været et kendt navn blandt hvide vælgere. Som en deltager ved et nyligt Sanders-arrangement i New Hampshire udtrykte det: ”Publikum er hvidere end en albino, der spiser en donut med puddersukker i en storm."

 

Sanders havde heller ikke brugt den foreløbige valgkamp frem mod konfrontationen til at tale om sorte rettigheder overhovedet men talte mere om klasse og økonomi, emner som man dog kan argumentere for hører tæt sammen med racerelaterede emner. Men efter den kontroversielle afbrydelse fra to Black Lives Matter-aktivister, der førte til at et arrangement i Seattle måtte aflyses, har Sanders nu offentliggjort sin politik omkring racerelaterede emner såsom politidrab på sorte amerikanere, militariseringen af politiet, fængselsreformer og valgreform.

 

Sanders politik er generelt meget funderet i økonomisk lighed, og han har nu også udtalt at efter hans mening “giver det utroligt meget mere mening at investere i arbejdspladser og uddannelse end i fængsler og indespærring”

 

Denne udvikling i Sanders udtalelser og officielle politik understøtter rapperen Talib Kwelis argument om, at det var oplagt for Black Lives Matter at gå efter Sanders på trods af kritikken, fordi han er den mest ”tilgængelige” kandidat, altså simpelthen den mest lydhøre overfor aktivisternes argumenter.

 

Det kan man også se i, at en af de uformelle ledere af Black Lives Matter, DeRay McKesson, i mandags skrev til Sanders via Twitter for at høre hvornår han var klar til at diskutere politik, hvorefter Sanders via samme medie inviterede McKesson til at mødes. Modsat aktivisterne fra Massachusetts, hvis uformelle møde med Clinton ikke gav så mange resultater, så er det altså lykkedes McKesson at få en officiel aftale i stand med Sanders om konkret politik.

 

Martin Luther Kings gamle borgerrettighedsorganisation SCLC er iflg. The Washington Post også positiv overfor Sanders udmeldinger, som man mener vil vinde genklang hos sorte vælgere, og Sanders får også ros for som den eneste kandidat at holde tale ved et SCLC-arrangement.

 

Den prominente borgerrettighedsforkæmper og filosofiprofessor Cornel West, der for nyligt blev arresteret (igen) i Ferguson under en fredelig demonstration på ét-års dagen for drabet på Michael Brown, har desuden netop erklæret sin officielle støtte til Bernie Sanders kandidatur, og det vil nok kunne flytte nogle sorte stemmer fra Clinton til Sanders.

 

Fremtidens sorte politiske lederskab: Obama, Black Lives Matter eller ingenting?

 

Men selv om Black Lives Matter og vore dages borgerrettigheds-forkæmpere således arbejder for indflydelse i den politiske sfære, så har organisationen ikke et genkendeligt ansigt udadtil, selv om aktivister som for eksempel førnævnte DeRay McKesson og Johnetta Elsie er blevet mere kendte i løbet af det seneste år, blandt andet gennem deres konstante aktivitet på Twitter.

 

Juraprofessor Noah Feldman skrev for nyligt i en klumme på Bloomberg View, at sorte amerikanere i dag ikke har nogen leder som i gamle dage med for eksempel Martin Luther King. Jesse Jackson er helt væk, og Al Sharpton er blot en skygge af sig selv.

 

Feldman mener at en del af årsagen til dét skal findes i at Obama blev præsident. Obamas indflydelse og magt har ikke givet plads til at en ny ung leder kunne træde frem, samtidig med at Obama har været alle amerikaneres præsident, ikke de sortes fortaler, og på den måde ”har Obama drænet energien fra det sorte lederskab”. Feldman tvivler endvidere på, at Obama kan blive en sort leder efter at han forlader præsidentposten, men han vurderer samtidig, at Obama vil fortsætte med at fylde for meget.

 

Dette virker som et mærkeligt paradoks, og det er muligvis heller ikke en rigtig analyse af situationen.

 

For det første har Obama på det seneste ændret sin opførsel fra at være forholdsvis udglattende omkring racespørgsmål til at være decideret ”sort”, for eksempel i forbindelse med den tale han holdt da senator Clementa Pinckney, et af ofrene for kirkeskyderiet i Charleston, South Carolina, blev begravet. Her kom Obama ind på mange af de samfundsmæssige uligheder, som sorte amerikanere længe har peget på, ligesom han ved 50-årsdagen for borgerrettighedsmarchen i Selma i stærke vendinger opfordrede Kongressen til at rehabilitere Stemmeretsloven af 1965 og sikre lige forhold for alle amerikanske borgere.

 

For det andet har Obama udtalt, at racemæssig og økonomisk ulighed vil være emner, han vil beskæftige sig med resten af sit liv. Med sådan en udtalelse er der ingen grund til at tro, at Obama ikke kan blive en af de mest prominente sorte ledere i de kommende år.

 

Sam Fulwood III fra The Center for American Progress skrev for nyligt i anledning af borgerrettighedsforkæmperen Julian Bonds død, at dennes bortgang ikke er det samme som at borgerrettighedsæraen er slut. Han mener i stedet at ”Bonds liv bør ses som vejen frem.”

 

Ifølge Fulwood er der store ligheder mellem vore dages Black Lives Matter og 1960'ernes ungdomsorganisation for borgerrettigheder, SNCC, som var den organisation der dengang organiserede for eksempel Freedom Summer i Mississippi, der arbejdede med at registrere sorte vælgere.

 

Fulwood mener også, at det sagtens kan hænde at Black Lives Matter med tiden frembringer en ung leder á la Julian Bond, og han citerer undervejs et interview med Bond fra 2013, hvor han sagde følgende om 1960'ernes aktivisme:

 

”Vi udtænkte det ikke; vi planlagde det ikke. Vi sagde ikke: ’Nu skal vi arbejde på den her ting. Og nu skal vi arbejde på det her.’ Tingene kom til os. Og vi kæmpede med dem og sagde: ’Det her er den bedste måde at gøre det på. Vi har fattigdom. Vi har sult. Vi har andre ting. Vi har manglen på stemmerettigheder. Vi har manglen på retten til at sidde og spise sammen med hvide.’ Alle disse ting er både adskilte og forbundne. Og vi kan sagtens klare dem alle sammen, hvis vi udvikler en velgennemtænkt kampagne. Og det gjorde vi så.”

 

Med andre ord skal man måske ikke afskrive Black Lives Matter på grund af dens stil og noget lederløse fremtoning i dag. Organisationen har allerede i sin nuværende form fået flere politikere i tale og fået mange amerikanere til at tage stilling. Blandt andet mener 60 % af amerikanerne nu, at der skal gøres mere for at sikre hvide og sorte amerikanere lige rettigheder.

 

Det er bestemt et skridt på vejen, og det skal blive spændende at følge, hvor stort et emne racerelationer eventuelt kan gå hen at blive på vejen mod Det Hvide Hus i 2016 (og videre frem), og hvor megen indflydelse Black Lives Matter kunne gå hen at få.

 

 

(Alle oversættelser i teksten er mine.)