Nevada og SC

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Valg i Nevada og South Carolina: Hvem stemmer minoriteterne på?

 

Søndag d. 21. februar 2016.

 

Præsidentvalgkampen i 2016 er i fuld gang med primærvalgene, og lige nu samler fokus sig om to delstater. Den første er Nevada, som afholdt valg (et såkaldt "caucus") for Demokraterne i går. Den anden er South Carolina, hvor Republikanerne havde primærvalg i går og Demokraterne holder deres på lørdag, d. 27. februar.

 

Fordi de to første delstater, der afholdt valg, Iowa og New Hampshire, har et flertal af hvide vælgere, kan Nevada med en del Latino-vælgere og South Carolina med en del sorte vælgere, sige noget om, hvilke kandidater der reelt er i stand til at tiltrække stemmer fra minoriteterne.

 

Derfor er der også lagt en masse strategi hos de to partier og deres kandidater omkring hvordan man får Latinoernes og de sorte amerikaneres opmærksomhed og tillid.

 

Republikanerne bør gå efter de sortes stemmer

 

En nylig artikel fra The Federalist peger på, at det meget hvide Republikanske partis kandidater bør overveje, om man skal satse på Latino-vælgere, da det kan blive svært blandt andet på grund af partiets hårde immigrationspolitik. Både Donald Trump og modkandidaten Ted Cruz har meldt ud, at de vil bygge en mur langs grænsen til Mexico, og Trump vil endvidere deportere flere millioner Latinoer, som opholder sig illegalt i landet.

 

Så i stedet for at bruge kræfter på at overtale Latinoer til at stemme Republikansk trods alt bør partiet måske gå efter de sorte stemmer, fordi der blot kræves en mindre ændring i hvor mange af de sorte vælgere, der stemmer på de to partier, før det vil kunne mærkes på et partis bundlinje.

 

Der kan muligvis være stemmer i at slå på de samme temaer, som lavtlønnede vælgere, hvide så vel som minoriteter, bekymrer sig om, herunder illegal arbejdskraft fra Mexico. Så selv om immigrantfjendtlig Republikansk politik ikke appellerer til mange Latino-vælgere, så kan det måske tiltrække sorte vælgere. Dette argument har i øvrigt også tidligere været luftet i for eksempel The Washington Post.

 

En exit poll fra gårsdagenslg primærvalg i South Carolina viser dog, at 96% af de Republikanske vælgere, der stemte, var hvide, og en tredjedel af dem stemte på Trump. Kun 2% var enten sorte eller Latino vælgere, og Republikanerne må derfor fortsat betegnes som et ekstremt hvidt parti.

 

Clinton og Sanders kæmper om minoritetsstemmerne

 

Ovre hos Demokraterne går begge kandidater, Clinton og Sanders, efter de sorte vælgeres stemmer; stemmer, der historisk set har “tilhørt” det Demokratiske parti siden 1960erne.

 

Baseret på gårsdagens exit polls fra Nevada ser det ud til, at Hillary Clinton vandt de sorte Nevada-indbyggeres stemmer stort (76% mod Sanders 22%), mens Sanders vandt Latino-stemmerne (53% mod Clintons 45 %). Blandt hvide vælgere stod de to kandidater næsten lige (49% til Sanders og 47% til Clinton), hvilket understreger, hvor vigtigt det kan være at sikre sig minoritetsstemmerne.

 

The Huffington Post sætter i dag spørgsmålstegn ved, om Sanders sejr blandt Latinoerne nu også var så sikker, men hvorom alting er, så er der ifølge samme artikel sket en stigning i antallet af Demokratiske Latinoer, der faktisk stemmer ved disse tidlige valg (fra 15% i 2008 til 19% i år), og dermed kan de komme til at spille en afgørende rolle, når løbet er så tæt blandt Demokraterne, som det ser ud til at være mellem Clinton og Sanders.

 

Helt overordnet vandt Clinton i øvrigt Nevada med 53% af stemmerne mod Sanders 47%. Hun trak især stemmer fra kvindelige vælgere samt vælgere over 45.

 

Andelen af sorte stemmer er stigende

 

I 2008 var 55% af de Demokrater, der stemte ved primærvalget i South Carolina, sorte, og af dem valgte 78% at stemme på Barack Obama, som dermed "udraderede" Clinton i delstaten. Procentdelen af sorte amerikanere, der stemmer, har været stigende siden 2000, mens andelen af hvide vælgere faldt fra 2008 til 2012.

 

Selv om tendensen til at stemme blandt sorte amerikanere er stigende, er det dog ikke sikkert, at lige så mange sorte vælgere stemmer denne gang. Vi må derfor vente og se, hvilken betydning det eventuelt får, at der ikke er en sort Demokratisk kandidat denne gang, og om Hillary kan hive de sorte South Carolina-indbyggeres stemmer ind, ligesom hun gjorde det i Nevada i går.

 

Carson: Demokraterne lefler for sorte vælgere

 

Den sorte Republikanske præsidentkandidat Ben Carson, der efterhånden ligger langt nede i meningsmålingerne, udsendte i torsdags en radioreklame, hvor han gik i flæsket på Clinton og Sanders.

 

Hans budskab var, at Demokraterne lefler for de sorte vælgere, som i stedet burde stemme på Carson, som "har mærket på egen krop hvad det vil sige at overvinde fattigdom og racerelateret vold. Han levede selv med det, da han voksede op det indre Detroit. Dag ud og dag ind.”

 

Radioindslaget fastslog endvidere, at Carson "godt kan se forskel på en krise og muligheden for at få et godt billede." Med andre ord præsenterede Carson sig selv som ikke blot den eneste sorte kandidat i hele valgkampen men også som en politiker, der ikke går efter at få det rigtige billede i avisen men i stedet forstår, hvad det vil sige at være fattig og sort i dag.

 

Det hjalp dog ikke Carson i South Carolina, hvor han kun fik 7% af stemmerne.

 

German Lopez fra nyhedsmediet Vox anfører, at de Demokratiske kandidater da bestemt ikke lægger skjul på, at de prøver at sælge sig selv til de sorte vælgere i South Carolina, når de f.eks. taler om ulighed mellem racerne i forhold til retssystemet.

 

Lopez mener, at dén fokus fra Demokraterne "viser Black Lives Matter-bevægelsens succes, men det afslører også den enorme kløft mellem Demokrater og Republikanere", fordi sidstnævnte slet ikke kommer ind på emner som for eksempel politivold mod sorte borgere eller ser helt anderledes på problemet, som for eksempel Carson gør det.

 

Sorte Demokrater var splittede i Iowa

 

Men selv om Demokraterne burde have gode chancer for at få de sorte stemmer også i denne valgkamp, så er ikke alt fryd og gammen.

 

Da Charles Blow fra The New York Times talte med sorte vælgere i Iowa før delstatens primærvalg tidligere på måneden, kunne han konstatere, at de yngre vælgere "i højere grad følte sig forladt eller ignoreret" af de etablerede politikere. (Det var måske knap så overraskende, at entusiasmen blandt sorte vælgere ikke er nær så stor som den var i 2008, da Barack Obama stillede op første gang.)

 

Bernie Sanders blev af de sorte vælgere bedømt som "urealistisk" - en vælger sammenlignede for eksempel hans politik med den sorte talkshowvært Oprah Winfreys tendens til at love folk masser af materielle goder i sit program: "Men hvordan vil han betale for det?"

 

Blow fornemmede dog også en mangel på entusiasme i forhold til Hillary Clinton og mere en følelse af overgivelse, og Keli Goff fra The Daily Beast har ligeledes beskrevet en manglende begejstring for Clinton, hvorimod Sanders politiske møder virker mere som "vækkelsesmøder".

 

Sanders appellerer til de unge, Clinton til Obamas fans

 

Det går i øvrigt godt for Bernie Sanders blandt de unge vælgere, også de unge kvinder, som Hillary ellers prøver at tiltrække. I Nevada viste exit polls at Sanders kunne regne med 82% af stemmerne blandt unge under 30, 62% af stemmerne blandt de 30-44-årige, og 53% af mændenes stemmer.

Til gengæld skulle det kunne tiltrække nogle sorte vælgere, at Clinton i denne valgkamp sælger sig selv som Obamas arvtager, noget som Sanders i hvert fald ikke er.

 

Ifølge sociolog Michael Eric Dyson har sorte amerikanere dog fået det værre under Obama. Blandt andet er befolkningsgruppens arbejdsløshed og fattigdom steget, skriver han i sin nye bog.

 

Hvis sorte vælgere forbinder denne udvikling med en manglende indsats fra Obama og dermed Demokraterne, kan det skade begge de Demokratiske kandidater, men især Hillary, netop fordi hun læner sig så tæt op af præsidenten.

 

Dræbte sorte mænds familier er med i kampagnerne

 

Begge de Demokratiske præsidentkandidater forsøger derfor at få sorte stemmer ved at alliere sig med familierne til sorte amerikanere, der er blevet dræbt af politiet.

 

I den sjette Demokratiske debat havde Clinton for eksempel inviteret Dontre Hamiltons mor som gæst. Dontre blev skudt og dræbt af politiet i Milwaukee, Wisconsin i 2014.

 

Hillary har desuden støtte fra Sandra Blands mor, som er en del af hendes kampagne.

Sandra Bland var den sorte kvinde, der efter alt at dømme begik selvmord i et fængsel i Texas, efter at være blevet anholdt uden nogen synderlig grund.

 

Også Gwen Carr, som er mor til Eric Garner, den sorte mand, der i sommeren 2014 blev kvalt af politiet på åben gade og for rullende kamera i New York, støtter officielt Hillary Clinton.

 

Splittelse bland sorte Demokratiske vælgere

 

Eric Garners datter, Erica Garner, stemmer modsat sin bedstemor på Bernie Sanders. Hun har skrevet et passioneret indlæg til fordel for Sanders i The Washington Post og er endda hovedperson i hans kampagnevideo rettet specifikt mod sorte vælgere. På den måde er Garner-familien en slags billede på et sort USA, der er splittet mellem kandidaterne.

 

Erica Garners argument i det ovennævnte indlæg er, at de etablerede politikere ignorerer sorte vælgere, når først de selv har fået magten. Hun henviser blandt andet til Chicagos borgmester Rahm Emanuel, tidligere stabschef for Obama og en mand som Hillary Clinton officielt har udtrykt tillid til, på trods af at mange sorte amerikanere ser Emanuel som en del af et system, der beskytter politiet og ignorerer borgerettighederne.

 

I den nye kampagnevideo kalder Erica Garner Sanders for en "aktivist" og for dén præsidentkandidat, der vil lytte til de sorte demonstranter og gøre noget ved sorte borgerrettigheder, hvis han vinder.

 

Nogle kommentatorer gør da også opmærksomme på, at Clinton muligvis har taget de sorte vælgeres stemmer i South Carolina for givet, fordi hun ikke - som Sanders - har brugt de seneste måneder på at få deres opmærksomhed. Derfor føler nogle sorte vælgere måske, at Hillarys empati ikke er specielt reel.

 

Til gengæld har Sanders det problem, at på trods af dette viser meningsmålinger, at Clinton stadig fører stort over ham blandt sorte vælgere, måske bl.a. fordi disse vælgere simpelthen ikke ved, hvem han er. Det ser for eksempel også ud til at kunne være tilfældet i Nevada, hvor han som nævnt ovenfor ikke fik flertallet af de sorte stemmer.

 

Clinton offentliggør plan for at hjælpe de fattige

 

Clinton har da også kridtet skoene på det seneste for at sikre, at de sorte vælgere, der har hørt om Sanders, ikke bliver for begejstrede for ham.

 

I en nylig tale i Harlem, hvor race var emnet, henviste Clinton til den forfærdelige vandforgiftnings-skandale i Flint, Michigan, og at der er flere problemer end blot dét ene, som hun mener Bernie Sanders altid taler om: den økonomiske ulighed.

 

Clinton pointerede, at der er mange problemer, og at tingene er mere komplicerede, end Sanders giver udtryk for. "Race spiller stadig en vigtig rolle i forhold til hvem der klarer sig godt i USA, og hvem der bliver ladt tilbage”, sagde hun. ”Stil mig til ansvar, stil alle kandidaterne til ansvar. Det er vigtigt hvad vi siger, men det er vigtigtere hvad vi gør."

 

I samme tale fremlagde Clinton en plan for at bruge 125 milliarder dollars på fattige amerikanere i form af jobtræning, uddannelse og hjælp til tidligere fanger, alt sammen ting der forventes at appellere til sorte vælgere.

 

Var Sanders borgerrettighedsforkæmper i 1960erne?

 

Samtidig har begge de Demokratiske kandidater måttet forholde sig til deres tidligere handlinger i forhold til sorte amerikaneres rettigheder.

 

Borgerrettighedshelten John Lewis har for eksempel sagt for nylig, at han aldrig så Bernie Sanders til nogen af de store borgrettighedskampe i 1960erne, men at han så Hillary Clinton.

 

Det har ført til en del diskussion omkring hvorvidt Sanders taler sandt, når han fortæller, at han deltog i den store march i Washington i 1963, og at han som universitetsstuderende blev arresteret for at protestere mod raceadskillelse.

 

Den sag skulle dog være lukket nu, hvor fotos af Sanders arrestation er begyndt at cirkulere online, efter at avisen Chicago Tribune fandt dem i sit arkiv, og efter at John Lewis har understreget, at han ikke ville så tvivl om, hvorvidt Sanders var aktiv i borgerrettighedsbevægelsen. Lewis mødte ham simpelthen bare aldrig, siger han.

 

Fortjener Hillary sorte amerikaneres stemmer?

 

Til gengæld har et af de store akademiske navne, juristen Michelle Alexander, været ude med riven efter Hillary med artiklen "Hillary Clinton fortjener ikke de sorte amerikaneres stemmer".

 

Alexander har skrevet en meget populær og omtalt bog, “The New Jim Crow”, hvori hun argumenterer for, at massefængslingen af især sorte amerikanere er en form for ny racediskrimination, der resulterer i et slags “kastesystem”, hvor disse tidligere fanger mister deres borgerrettigheder i form af stemmeretten og bliver diskrimineret af systemet på mange niveauer.

 

Kritikken af Clinton går på, at hendes mand Bill Clinton som præsident i 1994 underskrev den forkætrede “crime bill”.

 

Loven blev indført på et tidspunkt, hvor voldelig kriminalitet var et meget stort problem, og hvor man endnu ikke vidste, at denne form for kriminalitet faktisk var faldende. Clinton indførte en udvidelse af dødsstraffen (han overværede blandt andet henrettelsen af en mentalt handikappet sort mand, Ricky Ray Rector, kort før delstatsvalget i New Hampshire), hårdere fængselsstraffe og færre undervisningstilbud til de indsatte.

 

Argumentet fra Hillary Clintons fortalere er, at hun ikke bør stilles til ansvar for sin mands politik. Det imødegår Alexander ved at pointere, at Hillary ved lovens indførelse blandt andet kaldte sorte børn, der begik bandekriminalitet for “super-rovdyr uden samvittighed eller empati”. Dét sprog anser Alexander for at være slet skjult racisme.

 

Bill Clinton har dog siden medgivet, at loven var for vidtgående, og Hillary går nu ind for, at retssystemet skal reformeres, og at man skal finde en løsning på problemet med, at alt for mange amerikanere sidder i fængsel.

 

Sorte vælger stemmer for at se resultater nu

 

Uanset hvad Clinton og Sanders fortid nu end har budt på, så kan det vise sig at være mindre relevant for yngre sorte vælgere, som har brug for at føle at kandidaterne brænder for at hjælpe sorte amerikanere nu.

 

Journalist og forfatter Keli Goff mener, at sorte vælgere "stemmer for overlevelse", og at hvide vælgere er priviligerede, fordi de "blot" gør deres borgerpligt og kan vælge den kandidat, som inspirerer dem lige nu uden at behøve at skele til vedkommendes chancer.

 

For sorte vælgere er valghandlingen ofte meget personlig, siger Goff, på grund af den situation disse mennesker står i, og derfor er det nødvendigt for dem at vide, at deres stemmer går til den kandidat, der har størst chancer for at blive valgt. De vil se resultater på den korte bane, simpelthen fordi de ikke har råd til at vente på, at nogen gør noget for deres befolkningsgruppe engang i fremtiden.

 

Kommentatorer som religionsforsker Eddie S. Glaude Jr. og den tidligere nævnte sociolog Michael Eric Dyson kritiserer da også Obama for ikke at have gjort nok for sorte vælgere.

Glaude går så vidt som til at sige, at man som sort vælger bør stemme blankt for at vise sin protest mod et Demokratisk parti, der tager éns stemme for givet uden at gøre noget konkret til gengæld.

 

Vil de yngre sorte vælgere overhovedet stemme?

 

Man er dog også nødt til at tage i betragtning, om folk overhovedet kommer til stemmeurnerne. (Noget som selv Republikanernes Donald Trump også må tage alvorligt.)

 

Theodore R. Johnson skriver for eksempel i The Atlantic, at selv om vi så en stigning i antallet af sorte vælgere i både 2008 og 2012, så sås den især hos vælgere over 45. Blandt såkaldte “millennials” (personer født cirka mellem 1982 og 2004) faldt valgdeltagelsen med syv procent, hvilket er en ny udvikling. (Vi kan da også se, at i Nevadas exit polls var kun 18% af de fremmødte vælgere mellem 17 og 29 år.)

 

Johnson konstaterer, at "borgerrettigheds-generationen og dens ældste børn går mere op i valgdeltagelse som et middel end sorte millennials, som er mindre interesserede i at indordne sig under de traditionelle magtstrukturer. [...] På den korte bane vil det måske komme til udtryk i et overordnet fald i den sorte valgdeltagelse. Men man bør ikke tro, at det er det samme som manglende interesse."

 

Han understreger, at de yngre generationer af sorte vælgere i stedet bruger alternative metoder så som Black Lives Matter-bevægelsen og demonstrationer til at søge indflydelse. (Det giver også mening i forhold til German Lopez ovennævnte argument om, at Black Lives Matter-organisationen viser sin indflydelse gennem de Demokratiske kandidaters fokus på deres mærkesager.)

 

Man skal også huske, at den sorte befolkning bliver mere og mere mangfoldig og, som nævnt, potentielt politisk splittet.

 

Hvor der altså tidligere har været en tendens til at se sorte vælgere som én homogen masse, kunne noget tyde på, at dette kommer til at ændre sig. Vi kommer måske endda til at se en tendens til, at sorte vælgere i højere grad forlader det Demokratiske Parti.

 

Hvad South Carolina kan vise os

 

En af de ting, vi kan lære af gårsdagens Republikanske primærvalg i South Carolina, er, om delstaten kan leve op til sit nye mangfoldigheds-image, hvor man er åben overfor politikere, der ikke er hvide. South Carolinas guvernør, Nikki Haley, er for eksempel af indisk afstamning, og staten har desuden valgt den eneste sorte Republikaner i det amerikanske Senat, Tim Scott.

 

Donald Trump vandt (som forventet) valget i South Carolina med 33% af stemmerne. 23% gik til Marco Rubio, og 22% til Ted Cruz. Denne sejr til den allermest indvandrerfjendske kandidat står i skarp kontrast netop til statens valg af Nikki Haley og Tim Scott og til guvernørens officielle opbakning til en af Trumps største rivaler, Marco Rubio, der er af cubansk afstamning.

 

Sidst men ikke mindst vil næste uges Demokratiske primærvalg fortælle os, om Bernie Sanders er i stand til at vinde - eller i hvert fald skrabe flere minoritetsstemmer sammen end forventet -, i en delstat, der er meget mindre hvid end Iowa og New Hampshire. Umiddelbart tyder det lave antal af sorte stemmer til Sanders i Nevada dog på, at det kan blive endog meget svært for ham.

 

Skulle det trods alt lykkes for Sanders at vende strømmen blandt de sorte vælgere, kunne det være et tegn på, at han kan klare sig meget bedre på det landsdækkende plan end forventet og fortsat være en trussel mod Hillary Clinton.

 

Lykkes det ikke, giver det meget større troværdighed i forhold til Hillary Clintons påstand om, at hun kan regne med hovedparten af de sorte amerikaneres stemmer.

 

Alles øjne er derfor vendt mod South Carolina i disse dage, og næste weekend er vi meget klogere på hvor minoriteternes stemmer faktisk kommer til at falde.