Ferguson et år senere

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Ét år efter Michael Brown og Ferguson: Status og perspektiver

Onsdag d. 5. august 2015.

 

På søndag d. 9. august er det præcis ét år siden at den ubevæbnede sorte teenager Michael Brown blev skudt af den hvide betjent Darren Wilson i byen Ferguson, Missouri, en forstad til St. Louis. Brown og hans ven Dorian Johnson var mistænkt for et butikstyveri af nogle cigarer, da de blev stoppet af Wilson.

 

Flere vidner til episoden sagde, at Brown og Wilson først sloges ved bilen. Derefter løb Brown væk men vendte så om og, alt efter hvilket vidne man spørger, rakte han enten hænderne i vejret og gik hen mod Wilson som om han ville overgive sig, eller også løb han mod betjenten som om han ville angribe ham. I hvert fald skød Wilson ham flere gange, blandt andet i brystkassen og i hovedet.

 

Vedholdende rygter om at Brown havde forsøgt at overgive sig, da han blev dræbt, spredte sig med lynets hast i nabolaget og videre ud som ringe i vandet, og da Browns lig lå på den varme asfalt i over fire timer, før det blev kørt væk, var mange vidner til dén del også meget forargede over det de så som mangel på respekt overfor sorte amerikanere, selv i døden.

 

Det korte af det lange er, at sagen førte til demonstrationer og uroligheder i Ferguson. Disse blev mødt af politiet med en kampkraft helt ude af proportioner til den situation man stod i. Ubevæbnede demonstranter blev mødt med tåregas, militært grej, inklusive skudsikre køretøjer, der havde været brugt i ørkenkrig, og snigskytter.

 

Kritiske reaktioner og rapporter

 

Denne militarisering af det amerikanske politi er blevet kritiseret både før, under og efter Ferguson, også blandt andet af flere tidligere soldater. For eksempel skrev den tidligere marinesoldat Paul Szoldra, mens det hele stod på, at det militære grej ikke havde noget at gøre i de amerikanske gader overfor civilbefolkningen, og at det eneste man ville opnå var en ”os mod dem”-situation. Som han påpegede, var politiets opgave at beskytte befolkningen, ikke at angribe den. Politiets håndtering af sagen eskalerede da også situationen i en sådan grad, at Nationalgarden til sidst måtte sættes ind for at håndhæve natlige udgangsforbud i byen, indtil tingene faldt til ro.

 

Justitsministeriet har siden i en rapport kritiseret den måde de lokale myndigheder og politiet håndterede demonstrationerne på. Blandt andet var politiets reaktion for aggressiv, og tilgangen var ikke gennemtænkt i forhold til udviklingen på den lange bane.

 

Der var også megen kritik af den efterfølgende juridiske behandling af sagen. Anklageren i sagen, Bob McCulloch, blev af aktivister og nogle borgere anklaget for at favorisere politiet, blandt andet fordi han gerne selv ville have været betjent ligesom sin far, og fordi hans far blev dræbt i tjenesten af en sort mand.

 

McCulloch insisterede på at en storjury skulle se på sagen, hvilket er meget almindeligt. Storjuryens opgave er at hjælpe anklageren med at afgøre om der er nok juridisk ballast i en sag til at den vil have en chance for at blive vundet i retten. Med andre ord: hvis en storjury ikke anbefaler at en sag går videre til domstolene, er det ikke det samme som en frifindelse af den anklagede. Det er nærmere en anbefaling til anklageren af, at han ikke skal køre sagen, fordi han efter al sandsynlighed ikke vil have nok beviser til at kunne vinde den.

 

I Ferguson endte storjuryen efter flere måneder med ikke at anbefale en sag mod Darren Wilson. På grund af de fortsatte rygter omkring omstændighederne for Browns død og mistroen til McCullochs neutralitet i sagen, endte Ferguson i uro og optøjer.

 

Efterfølgende undersøgte det amerikanske justitsministerium både den specifikke drabssag og politiet i Ferguson generelt. Ministeriet konkluderede, at Darren Wilson efter al sandsynlighed handlede korrekt og frygtede for sit liv, da han skød Michael Brown, men også at ikke blot politiet men myndighederne i Ferguson generelt har racediskrimineret mod den sorte befolkning. (I en nylig undersøgelse af retssystemet i St. Louis, som Ferguson hører under, konkluderer Justitsministeriet i øvrigt, at den lokale familie- og ungdomsdomstol racediskriminerer mod sorte børn.)

 

Fergusons overordnede betydning

 

Så hvor står USA så nu, et år efter Michael Browns død?

 

I anledning af den kommende et-årsdag har skribenten Jamelle Bouie skrevet en artikel om Fergusons betydning. Her understreger han, at Michael Brown-sagen jo langt fra repræsenterede det første politidrab på en ubevæbnet sort mand, men at krudttønden nok sprang i netop Ferguson både på grund af den nu dokumenterede racediskrimination, som lå og boblede under overfladen i byen, og på grund af de politidrabssager, der var gået forud. Især sagen med Eric Garner, den ubevæbnede sorte mand, der blev kvalt på åben gade af politiet i New York, kan have været den tændstik der satte ild til det hele. (Den sag kom i øvrigt heller ikke for retten men blev afvist af en storjury, hvilket var grunden til at en sort mand myrdede to betjente i New York tre uger efter storjuryens afgørelse. To betjente blev desuden såret i Ferguson i marts, da en sort mand angiveligt skød mod dem, muligvis på grund af Michael Brown-sagen.)

 

Sagen om Michael Brown var næppe en ”vindersag” for de aktivister, herunder græsrodsorganisationen Black Lives Matter, der fortsat ønsker at gøre den generelle amerikanske befolkning opmærksom på racediskrimination og politidrab på især sorte amerikanere, men den blev startskuddet til stor fokus i medierne på lignende sager og nye tiltag på højeste politiske plan.

 

Status på de mest omtalte sager

 

Efter Michael Brown blev medierne endog meget opmærksomme på politidrab på især ubevæbnede unge sorte mænd, og flere sager er da også endt for retten.

 

I New York er betjent Peter Liang anklaget for uagtsomt manddrab efter at have skudt Akai Gurley, en ubevæbnet sort mand, i en mørk trappeopgang i 2014. I stedet for at yde førstehjælp til Gurley brugte Liang de næste minutter på at diskutere, hvad han nu skulle gøre, både med den anden betjent, Shaun Landau, og – over telefonen – med sin fagforeningsrepræsentant. Gurleys familie lagde i maj i år en civil sag an mod betjentene, de bygningsansvarlige, New Yorks politi og New Yorks myndigheder.

 

I juni vurderede en dommer i Cleveland, Ohio, at der var grundlag for at køre en mordsag mod betjent Timothy Loehmann, som i 2014 skød og dræbte den sorte 12-årige Tamir Rice, som legede med en legetøjspistol i en park. Den lokale anklager vil dog ikke følge dommerens råd og vil i stedet overlade afgørelsen til en storjury. (Her er anklagemyndighedens undersøgelse af sagen, fremlagt i juni.)

 

Sagen mod betjent Randall Kerrick i drabssagen om Jonathan Ferrell i Charlotte, North Carolina i 2013 er netop startet i mandags. Ferrell var en ubevæbnet sort mand, der efter en bilulykke søgte hjælp ved et af de nærmeste huse. Kvinden i huset hvor han bankede på, troede at han var kriminel, så hun ringede efter politiet. Selv om Ferrell var ubevæbnet blev han skudt og dræbt. Kerrick er anklaget for manddrab og står til op mod 11 års fængsel, hvis han findes skyldig. Retssagen tegner til at blive rigtig grum. Anklageren har allerede antydet, at Ferrell blev skudt flere gange mens han allerede lå på jorden og jamrede sig i smerte, og den tilkaldte ambulanceredder har angiveligt sagt i vidneskranken, at betjentene ikke ville lade ham tage Ferrells puls, da han ankom til stedet.

 

Blandt de nyeste tilfælde af politidrab er sagen om Jonathan Sanders i Stonewall, Mississippi, der ifølge flere vidner døde efter 20 minutters kvælertag, og den meget omtalte sag om Samuel DuBose i Cincinnati, Ohio, hvor betjenten Ray Tensing nu står anklaget for mord efter at have skudt DuBose og tilsyneladende løjet om, at han var i livsfare. Mordsagen baserer sig især på den video betjentens eget uniformskamera optog under konfrontationen, så i modsætning til for eksempel drabet på Michael Brown er der her noget bedre mulighed for at vurdere, hvad der faktisk skete.

 

Udover retssagerne omkring Akai Gurley, Tamir Rice (måske), Freddie Gray, Jonathan Ferrell og Samuel DuBose skal man heller ikke glemme sagen fra Tulsa, Oklahoma hvor Robert Bates, der var en slags reservebetjent der havde betalt for at være en del af politistyrken, skød den sorte mand Eric Harris i ryggen mens denne lå ned. Bates påstod at han tog fejl af sin strømpistol og den rigtige pistol, og han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab i den retssag han nu står anklaget i. Episoden blev optaget på video af Bates uniformskamera.

 

Den værste nylige sag er nok dén om den ubevæbnede sorte mand Walter Scott, der blev skudt i ryggen af en hvid betjent, Michael Slager. Scott forsøgte at flygte efter en konfrontation med Slager, der havde stoppet ham på grund af en defekt baglygte på hans bil. På video optaget af en forbipasserende ser man hvordan Scott løber sin vej mens betjenten roligt lægger an til skud. Slager ramte Scott fem gange i ryggen og er nu anklaget for mord.

 

Lovmæssige forandringer: især flere kameraer

 

Ferguson var ikke blot forgængeren for optøjer i Baltimore, Maryland efter at den ubevæbnede Freddie Gray døde i politiets varetægt, hvilket har ført til en kommende retssag mod seks betjente. Den blev også katalysator for en syndflod af historier i medierne om hvordan politiet behandler minoriteter, ja, borgere i det hele taget.

 

Ifølge Associated Press (AP) har begivenhederne i Ferguson derfor også affødt intet mindre end 40 lovændringer i 24 delstater, blandt andet i forhold til at få kameraer på betjentenes uniformer og et stop for salg af militært udstyr til lokale politikredse. Ifølge AP har der været flest lovforslag om uniformskameraer men megen lidt fokus på politiets generelle tilgang til borgerne og til minoriteter og ej heller på politiets brug af vold – nogle gange med dødelig udgang.

 

Sager som de ovennævnte Eric Harris i Oklahoma, Walter Scott i South Carolina og Samuel DuBose i Ohio, hvor betjentene stilles for retten, er en sjældenhed, men det er også netop sager, hvor der eksisterer videooptagelser enten fra betjentens eget kamera eller fra forbipasserende.

 

Problemet er blot, at selv om f.eks. et uniformskamera kan vise offentligheden hvad der rent faktisk skete, så kan det ikke forhindre det skete. Så selv om kameraer kan være medvirkende til at flere betjente stilles for retten i forbindelse med mistænkelige sager, så gør kameraer intet ved f.eks. problemet med, at blandt ubevæbnede ofre dræbes langt flere sorte amerikanere af politiet end alle andre grupper.

 

Situationene med Eric Harris, Walter Scott, Sandra Bland og Samuel DuBose har vist ved hjælp af kameraer, at helt almindelige standsninger i trafikken kan føre til en dødelig udgang (i Blands tilfælde et sandsynligt efterfølgende selvmord), men videoerne kan blot hjælpe til at opklare sagerne, når skaden er sket.

 

Det er desuden værd at påpege, at når betjent Ray Tensing skød den ubevæbnede DuBose, selv om Tensing vidste at han havde kamera på uniformen, så siger det måske noget om det system, som Tensing er en del af. Med andre ord: Hvis en betjent regner med at han kan give tilsyneladende falsk forklaring (i dette tilfælde at han blev trukket med af DuBoses bil og var nødt til at skyde), selv om hans kamera viser noget andet, hvad er betjenten mon så vant til at man normalt kan slippe af sted med?

 

En netop afsløret sag fra Alabama viser, at man åbenbart kan slippe af sted med en del. Ifølge The Guardian truede en hvid betjent, Troy Middlebrooks, med at dræbe en sort mand, Vincent Bias, angiveligt fordi Bias ikke var blevet stillet for retten i en narkosag, hvor Middlebrooks tidligere havde anholdt ham.

 

Men ikke nok med det. Middlebrooks sagde – på en båndoptagelse lavet af Bias hvide svoger -, at politiet kunne stoppe Bias i trafikken, dræbe ham og få det til at se ud som selvforsvar. Og ikke engang nok med dét: Da Bias gik til politiledelsen og borgmesteren med båndoptagelsen, betalte de ham 35.000 dollars (ca. 238.000 kroner) for ikke at gå videre med sagen. Middlebrooks arbejder stadigvæk som betjent i Alabama.

 

Antallet af politidrab falder ikke

 

Man skal heller ikke glemme, at selv om man bliver ved med at se sager i de amerikanske medier hvor ubevæbnede borgere skydes af politiet, så er der ikke noget der tyder på, at synligheden har ført til de store ændringer endnu.

 

Der har for eksempel været en kraftig stigning i antallet af generelle politidrab i juli, og det er uanset hvilke af tre separate undersøgelser, man ser på. Både The Washington Post, The Guardian og en database, der opdateres af Black Lives Matter-aktivister, tæller nemlig antallet af politidrab i USA i år og har alle registeret en nylig stigning.

 

Grunden til at disse undersøgelser overhovedet eksisterer er, at de amerikanske myndigheder ikke selv har tallene. Godt nok ønsker FBI at indsamle data omkring hvem og hvor mange, der dør i konfrontation med politiet eller i politiets varetægt, men det er de færreste politikredse, der leverer data til FBI.

 

Resultatet af manglen er da også synlig i de informationer, der kommer fra officielt hold. Kort efter at Michael Brown-sagen brød ud i lys lue i 2014, skrev USA Today på baggrund af FBIs tal for eksempel at godt 400 amerikanere dræbes af politiet hvert år. Men ser man på Washington Posts undersøgelse er 570 amerikanere allerede blevet skudt af politiet i år. Tæller man dertil dødsfald efter fx brug af strømpistol eller dødsfald i politiets varetægt, som The Guardians undersøgelse gør, så er tallet af politidrab i skrivende stund oppe på hele 682. The Guardian forventer da også at tallet vil runde 1100 inden året er omme, hvis trenden fortsætter.

 

FBI har således sandsynligvis kun data på blot omkring halvdelen af de dødsfald hvor politiet er indblandet. Man forsøger da også at gøre noget ved manglen på data, men det ser umiddelbart ikke ud til, at FBI vil stille direkte lovmæssige krav om oplysninger fra politikredsene.

 

Obamas initiativer

 

På den politiske bane er præsident Obama gået op i det høje gear hvad angår racerelaterede initiativer. Udover projektet My Brother’s Keeper, som kom ud af Trayvon Martin-sagen fra 2012/13, og som vil give minoritetsdrenge flere uddannelses- og jobmuligheder, har Obama for nylig annonceret en politireform (især med fokus på flere kameraer og mindre miltærgrej), en reform af retssystemet samt nye regler for offentligt boligbyggeri i et forsøg på at nedbringe raceopdelingen i de enkelte nabolag.

 

Nogle kommentatorer mener, at amerikanerne nu endelig har fået den præsident de stemte på, fordi han er meget mere direkte i sin tilgang til racerelaterede problemer og ikke er bange for at tage diskussionen. Andre siger, at Obama nærmere er den præsident amerikanerne frygtede at få, netop fordi han nu opfører sig som en ”sort” præsident. Obama vedgår nu åbenlyst, at han kan se tingene fra sorte amerikaneres perspektiv, og selv om han stadig er alle amerikaneres præsident, så vil han i løbet af de sidste måneder af sin tid som præsident gøre noget ved de ting, der virkelig halter. Han har direkte sagt, at han er frygtløs.

 

En splittet befolkning

 

De to forskellige holdninger til Obamas nye tilgang viser dog også, at den amerikanske befolkning er splittet i spørgsmålet om race. Det har sandelig ikke hjulpet med mordene på ni kirkegængere i Charleston, South Carolina, den efterfølgende sløjfning af sydstatsflaget i South Carolina, brande i sorte kirker (nogle af dem påsatte) rundt omkring i landet eller verbale sammenstød mellem Ku Klux Klan og de Nye Sorte Pantere.

 

Det virker også som om det kan blive svært for de to sider i debatten at mødes. I et nyt interview i magasinet The New Yorker interviewes og portrætteres Darren Wilson, betjenten der skød Michael Brown, og undervejs i artiklen viser det sig, at de forskellige parter i sagen henholder sig til den af de to rapporter fra justitsministeriet, der passer netop til deres holdning. Wilson har ikke ønsket at læse den rapport, der konkluderer at politistyrken racediskriminerer, og en sort aktivist ved navn Rasheen Aldridge fortæller, at han aldrig har læst den rapport, der konkluderer, at Wilson handlede i selvforsvar, da han skød Michael Brown. Hvis de to sider i debatten helt overordnet ikke ønsker at sætte sig ind i modpartens argumenter, så vil splittelsen forblive permanent.

 

Tilbage til 1960’erne

 

På nogle punkter virker det næsten som om det amerikanske samfund er endt tilbage i 1960’erne.

 

Mens der holdes arrangementer til fordel for sydstatsflaget i for eksempel Florida, North Carolina og Georgia, så marcherer borgerrettighedsorganisationen NAACP fra Selma til Washington DC for at gøre opmærksom på blandt andet stemmerettigheder, politivold og racediskrimination.

 

I The New York Times argumenterede sociologen Michael Eric Dyson for nyligt for, at der er brug for en ny Kerner-kommission. Kommissionen, der blev nedsat i 1967 af daværende præsident Lyndon B. Johnson efter massive raceuroligheder, konkluderede i 1968 at det amerikanske samfund bevægede sig ”mod to samfund, et sort og et hvidt – opdelte men ulige.” Den argumenterede for at racisme, raceopdeling (bl.a. i skolerne og i beboelse) og fattigdom var skyld i de voldelige optøjer, og den lagde også en del af skylden hos politiets behandling af og holdning til sorte borgere. Selv om meget har ændret sig siden 1968, så kan man den dag i dag faktisk læse kommissionens konklusioner og se, at nogle ting ikke har ændret sig. Dysons argument er da også, at der er brug for en ny rapport, fordi der netop nu virkelig er brug for specifikt at fokusere på hvad der mangler at blive gjort i forhold til konklusionerne fra 1968.

 

Kampen for stemmeretten kæmpes igen

 

Den gamle borgerrettighedsforkæmper Jesse Jackson har også forslag til forbedringer. Han mener at der skal en forfatningsændring til, således at stemmeretten skrives ind som en forfatningssikret rettighed. Jackson betegner stemmeretten som Demokratiets grundlag, og hvis den ikke sikres i forfatningen vil tendensen til at gøre det sværere for nogle befolkningsgrupper at stemme fortsætte.

 

Stemmeretsloven af 1965 fylder faktisk 50 år på torsdag d. 6. august men Højesteret udhulede loven i 2013 ved at fjerne justitsministeriets og domstolenes muligheder for at kontrollere nogle delstaters valglove i forhold til f.eks. racediskrimination. Rettens begrundelse var blandt andet at tingene har forandret sig rigtig meget til det bedre siden 1960erne, men højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, der stemte imod ændringen, argumenterede for, at det var ligesom at smide sin paraply ud fordi man ikke var blevet våd.

 

Loven blev til i 1965 fordi sorte amerikanere havde stemmeret på papiret men sjældent i virkeligheden, fordi Sydstaterne fra slutningen af 1890erne og frem opfandt diverse valglove, der gjorde det nærmest umuligt at registrere sig som vælger, hvis man ikke var hvid, for eksempel læseprøver og valg-afgifter samt den såkaldte ”bedstefarklausul”, hvorefter man kun kunne stemme hvis éns bedstefar også havde stemmeret – noget der var svært at leve op til, hvis man var efterkommer af slaver .

 

Demokraternes argument er i dag, at flere valglove i bl.a. tidligere Sydstater diskriminerer mod minoriteter (som ofte stemmer Demokratisk) ved at gøre det sværere at registrere sig som vælger eller at nå at stemme. For eksempel kræver flere delstater nu foto-ID ved registrering og har desuden indskrænket stemmeperioden betragteligt. Der køres da også netop nu en meget vigtig retssag i North Carolina, hvor flere borgerrettighedsorganisationer har sagsøgt delstaten for at vedtage ændringer i den lokale valglov, der gør det sværere for minoriteter at stemme, og den ovennævnte march fra Selma, Alabama, der startede i lørdags og bevæger sig mod Washington DC har blandt andet som mål at få revideret Stemmeretsloven, så myndighederne igen har mulighed for at sikre, at delstaternes valglove ikke diskriminerer mod visse vælgere.

 

USA er ikke ”post-race”, men Ferguson kan blive et vendepunkt

 

Uanset om man føler sig sat tilbage til 1960erne, så er USA ikke blevet ”post-race”, som nogle hævdede efter at Obama blev valgt til præsident i 2008. I en spritny bog vurderer antropologen David Theo Goldberg, at ”post-race” ikke betyder, at racisme bare er forsvundet fra det amerikanske samfund. Det betyder nærmere, at begrebet race har forandret sig.

 

Jeg vil hellere udtrykke det sådan, at post-race betyder at begrebet racisme har forandret sig. Siden slutningen af 1960erne har det været set som moralsk forkasteligt at være åbentlys racistisk som for eksempel medlemmer af Ku Klux Klan er det. Til gengæld har teorier som post-race og ”farveblindhed” (hvor man påstår at man slet ikke ser andre folks race og derfor selvfølgelig behandler alle éns) ført til, at mere subtil racisme, for eksempel racediskrimination indenfor politiet, i retssystemet o.s.v., har kunnet fortsætte. Ikke fordi systemet nødvendigvis diskriminerer med vilje men fordi gamle mønstre lever videre på et nærmest usynligt plan og derfor er nærmest umulige at identificere og ændre.

 

Ferguson gjorde dét, at det sparkede et år i gang, hvor medierne afslørede flere sager om politidrab på ubevæbnede borgere, hvor man for alvor begyndte at diskutere racediskrimination, hvor der blev gjort anslag til at gøre noget ved politiet, ved retssystemet, ved boligsituationen og ved stemmeretten. Alt hænger sammen, og selv om Ferguson i bund og grund jo var et traume og en tragedie, så kan det være at fremtidige generationer vil se tilbage på perioden 2014/2015 som et historisk vendepunkt i forhold til den fortsatte kamp for blandt andet sorte borgerrettigheder i USA.