Ben Carson

USA I DAG

Gitte Nielsen, cand.mag., Amerikanske Studier

Ben Carson: Den omvendte Obama

 

Tirsdag d. 20. oktober 2015

 

Efter mange måneder med rigmanden og kendissen Donald Trump i front i den Republikanske valgkamp begynder de amerikanske medier nu virkelig at interessere sig for manden, der ånder Trump i nakken: den sorte pensionerede hjernekirurg Ben Carson. Mediernes interesse handler ikke kun om hans stigende popularitet blandt de Republikanske vælgere men også om hans mange kontroversielle udmeldinger.

 

Carson som klassisk amerikansk succeshistorie

 

Ben Carsons liv er en klassisk amerikansk historie om kampen ud af fattigdommen og op ad karrierestigen takket være gåpåmod og ren viljestyrke.

 

Hans barndom i Detroit var fattig og farlig. I en artikel i USA Today i august fortalte han for eksempel:

 

“Jeg voksede op i nabolag som de fleste amerikanere fik at vide, de ikke skulle køre igennem. Jeg så patroner, narko og død i de samme gader, hvor jeg legede tagfat og spillede bold med mine venner. Mine to ældre fætre døde i de gader, hvor jeg legede. Jeg troede, at det også ville blive min skæbne. Men det gjorde min mor ikke. Hun ændrede alt det. Hun reddede min bror og mig fra at blive dræbt på gaden ved at give os noget så simpelt som et lånerkort til biblioteket.”

 

Under et møde i Baltimore med sorte amerikanere tilbage i maj stod det klart, hvor meget Carson går op i selvdisciplin og uddannelse: “Jeg slap ud ved hjælp af bøger”, sagde han til de fremmødte unge indbyggere. “Jeg tog på biblioteket og skulle ikke betale for bøgerne. Jeg kunne rejse hvorhen jeg ville, være hvem som helst og gøre hvad som helst. Og jeg begyndte at styrke mig selv. Jeg begyndte at lære alle mulige ting. Det vigtigste jeg lærte var, at den person, der havde allermest indflydelse på hvad der skete med mig, var mig, og at jeg ikke behøvede at være et offer, og at ingen andre kunne fortælle mig hvad jeg var i stand til eller ej. Og det har virkelig holdt ved gennem hele min medicinske karriere. Grunden til, at jeg gjorde så mange ting, der ikke havde været gjort før, var, at jeg ikke lyttede til dem, der sagde, at jeg ikke kunne.”

 

Personlig succes som generel sandhed

 

Modargumentet fra nogle af tilhørerne i Baltimore var, at bøger ikke hjælper de sorte børn, der er sultne eller sidder i nedslidte skoler, udsættes for politibrutalitet, vil opleve arbejdsløshed osv. Og noget af det, der måske stod klarest i dialogen mellem Carson og de fremmødte i Baltimore, var, at Carson måske nok er kommet utroligt langt på grund af sin egen styrke, men han ser ikke, at han er undtagelsen langt mere end han er reglen. Hans argument fra Baltimore forudsætter at de sorte unge, der bor i ghettoerne i dag, ikke ønsker at forlade dem, for i hans tankegang er det muligt for enhver at slippe ud, fordi det lykkedes for ham selv. Denne opfattelse af personlig succes som en generel sandhed tyder umiddelbart ikke på megen empati eller realitetssans fra Carsons side.

 

Men sådan begynder altså fortællingen om den fattig sorte drengs rejse ud af det livsfarlige Detroit-nabolag. Biblioteket blev hans vej ud af håbløsheden og begyndelsen til hans succes som hjernekirurg. Carson, der som barn drømte om at blive læge, lærte at give slip på sit voldsomme temperament og lave selvværd, og han blev til sidst berømt som kirurgen, der i en 22-timer lang operation i Tyskland lykkedes med at adskille et tvillingepar født med sammenvoksede kranier.

 

Carsons succeshistorie er i det hele taget så ærkeamerikansk og fascinerende, at der i 2009 blev produceret en tv-film baseret på hans selvbiografi med titlen “Gifted Hands: The Ben Carson Story” og med den tidligere Oscar-vinder Cuba Gooding Jr. i hovedrollen som den geniale kirurg.

 

Den ligefremme kandidat

 

Der var meget lidt i Carsons livshistorie indtil da, som pegede på at han en dag skulle blive en af de mest populære præsidentkandidater i USA. Men da en meningsmåling i december 2014 viste, at Republikanske vælgere i Iowa allerhelst så at Mitt Romney stillede op til præsidentvalget ligesom i 2012, var det næste navn på listen over ønskede kandidater såmænd Ben Carson - foran etablerede navne som senator Rand Paul, guvernør Mike Huckabee og Romneys tidligere vicepræsidentkandidat Paul Ryan.

 

Det skyldtes i høj grad, at Carson i 2013 i en inviteret tale ved The National Prayer Breakfast talte Obama midt imod rent politisk, vel at mærke mens præsidenten sad lige ved siden af - og uden at Carson lod sig mærke med Obamas tilstedeværelse under talen. Efter dén tale begyndte Carson for alvor at blive opfordret til at stille op som præsidentkandidat.

 

To af de adspurgte Iowa-vælgere ved den nævnte meningsmåling fra 2014 udtrykte deres sympati for Carson således: “Jeg elsker Ben Carson. Jeg kan godt lide hans ligefremme tankegang og hans evne til at sige, hvad han mener, og forklare tingene uden politisk tågesnak” og “Jeg tror det måske ville være godt med en person, der ikke har lært bare at sige dét, som folk gerne vil høre.”

 

Sådanne Carson-vælgeres holdninger kan være med til at forklare, hvorfor det netop er den afslappede eks-kirurg, der appellerer til de amerikanere, der også synes godt om Donald Trump. De to kandidater er godt nok vidt forskellige i deres personlighed - hvor Carson er rolig og taler sagte og langsomt, råber Trump og bruger store armbevægelser -, men de har dét til fælles, at de begge taler det etablerede system midt imod. Begge siger ting, som man normalt ikke siger højt i amerikansk politik, i hvert fald ikke hvis man gerne vil vinde et valg.

 

I tilfældene Carson og Trump skræmmer det dog ikke vælgere væk - det tiltrækker dem, og i skrivende stund ligger de to kandidater tæt på hinanden og helt alene i toppen af det Republikanske felt, hvor selv tidligere storfavoritter og etablerede politiske navne som Jeb Bush og Marco Rubio misundeligt må kigge langt efter en bare tilnærmelsesvis lignende vælgerpopularitet.

 

Allerede efter den første Republikanske valgdebat i starten af august, hvor Carson ikke gjorde noget særligt indtryk på de politiske kommentatorer, steg hans popularitet overraskende blandt vælgerne, og han begyndte at nærme sig Trump. Siden da er det kun gået fremad.

 

Den kontroversielle kandidat

 

I takt med den stigende popularitet er Carsons udtalelser dog også blevet mere og mere kontroversielle - og omvendt: i takt med mediernes angreb på Carsons nogle gange rent ud sagt vanvittige udtalelser, er hans status stærkt stigende som helten, der kæmper mod det etablerede USA og dets meningstyranni. Det konservative nyhedssite Breitbart har da også sammenlignet den stærke mediekritik af Carson med en “lynching”. Breitbart påstår blandt andet, at medierne går efter Carson, fordi han er sort, succesrig og Republikaner.

 

Men inden vi ser nærmere på, hvilken rolle Carsons hudfarve spiller i debatten, er det nødvendigt at nævne de mest kontroversielle af hans udtalelser for at få konteksten på plads.

 

Der er blevet skrevet artikler om Carson, der faktisk kun handler om alle de mere og mere mærkværdige og provokerende ting han har sagt i tidens løb (også før han stillede op til præsident).

 

Og blandt de ting kan man nævne i flæng:

 

Vi nærmer os Dommedag (Carson er meget kristen og muligvis kreationist, hvilket vil sige, at han ikke tror på evolution).

 

Han har sagt at: “Det er virkelig på tide, at staten ikke står i vejen og i stedet lader folket bestemme hvordan de vil styre deres land”, tilsyneladende uden at indse at et demokrati netop lader folket bestemme gennem demokratiske valg, hvordan staten skal styre landet. Historien melder umiddelbart intet om, hvordan de amerikanske borgere skal styre landet uden en føderal stats indblanding.

 

Homoseksuelle rettigheder er ikke det samme som borgerrettigheder. Man burde i stedet fokusere på forfølgelsen af kristne, mener han.

 

Homoseksuelt ægteskab fører til pædofili og sex med dyr - ja, du læste rigtigt.

 

• Homoseksualitet er et valg, for mange af de heteroseksuelle, der kommer i fængsel, er homoseksuelle, når de kommer ud. Ja, du læste rigtigt igen.

 

Amerikanerne var bedre uddannede i 1830erne end de er i dag. Et absurd argument, der i øvrigt fuldkommen ignorerer, at Carson selv ikke ville have have været amerikansk statsborger men nærmere slave og analfabet, hvis han havde levet i 1830ernes USA.

 

En muslim bør ikke være amerikansk præsident. Hvilket vil sige, at Carson ikke respekterer den amerikanske forfatning, som netop ikke nævner, at præsidenten skal have et bestemt religiøst tilhørsforhold for at kunne vælges. (I USA er opdelingen mellem kirke og stat meget striks, selv om det kan være svært at se for udenforstående.)

 

• Han mener, at hans præsidentkampagne kan sammenlignes med de soldater, der kæmpede ved D-dag og så tusinder af andre falde døde om omkring sig. Der er dog umiddelbart intet ved de Republikanske præsidentkandidatdebatter, der minder om D-dag, men Carson har en generel tendens til at hive sammenligninger med 2. verdenskrig op af lommen, når han skal sætte ting i perspektiv.

 

Børnehavepædagoger skal trænes til at bruge våben og være bevæbnede på jobbet. Hvilket fik en kommentator til at udbryde, at man nu er nødt til at ansætte Kindergarten Cop.

 

• Hvis Carson blev konfronteret med en bevæbnet mand, der ville begå massemord, ville han “ikke bare samarbejde med ham. Jeg ville ikke bare stå dér og lade ham skyde mig. Jeg ville sige: 'Hej, folkens, lad os alle sammen angribe ham. Måske skyder han mig, men han kan ikke skyde os alle.'” Disse kommentarer kom efter massemordet på ni studerende og en underviser på et college i Roseburg, Oregon for nylig.

 

“Jeg har aldrig set en krop med skudhuller, der var mere rystende end dét at miste vores ret til at bære våben.” En virkelig brutal udtalelse, som det er svært at finde nogen som helst støtter til.

 

Hvis de tyske jøder havde haft våben kunne de have forhindret Nazisternes masseudryddelse af deres folk. En teori som har forarget venstrefløjen og det meste af den etablerede medieverden, men som Carson står fast på, og som ikke har skadet hans popularitet.

 

Der er flere underholdende/skræmmende eksempler (gå selv på jagt på Google), men artiklen skal jo videre på et tidspunkt.

 

Direkte angreb på Obama

 

Det er dog vigtigt også at få nævnt, at Carson har gjort det til sin specialitet at angribe præsident Obama og har kritiseret ham direkte, som i den ovenfor nævnte meget kontroversielle - og populære - tale i 2013, som fik flere til at bede ham om at stille op som præsident.

 

Han har også udtalt, at Obama med sin elegance ligner en “psykopat. Det er derfor de har succes. Sådan ser de ud. De ser alle sammen godt ud. […] Han prøver at sælge noget, som han ved ikke er sandt. Han sidder og siger: ‘Amerikanerne er så dumme, at jeg kan sige hvad som helst til dem.'” (Hvilket næsten kan få én til at tænke, at måske beskriver Carson egentlig sig selv?)

 

Og sidst men ikke mindst: Obamas sundhedsreform, Obamacare, er i følge Carson “det værste, der er sket siden slaveriet”, hvilket jo er noget af en udtalelse og ikke bliver mindre overraskende eller provokerende af, at det er en sort mand, der kommer med den.

 

Inden Carson officielt stillede op til præsidentvalget sagde han desuden i et foredrag, at hvis man gerne vil ødelægge USA, skal man gøre følgende:

 

⁃ Dele landet i to grupper.

⁃ Gøre grin med for eksempel religion.

⁃ Underminere landets økonomiske stabilitet og skabe uoverkommelig gæld.

⁃ Svække og demoralisere militæret.

 

“Det er tilfældigvis det, der sker lige nu”, sagde han - med slet skjult henvisning til Obama og stor applaus og moro fra salen.

 

Dén udtalelse fik dog medieanalytikeren Mark Hannah, der tidligere har arbejdet på præsidentkampagner for John Kerry og Barack Obama, til at sige i et interview på Fox News, at “det er én ting at kritisere præsidenten for hans politik og lederskabsstil” men Carsons udtalelser er faktisk landsforræderiske.

 

Medierne går i flæsket på Carson

 

I det hele taget har mange politiske kommentatorer reageret usædvanligt voldsomt på Carsons meningstilkendegivelser. Hvor Trump for eksempel er blevet kaldt xenofob og racist, især af den mere venstredrejede del af kommentatorerne, på baggrund af sine meget usympatiske udtalelser om illegale immigranter, så virker det som om, at det er kommet rigtig meget bag på de amerikanske medier og kommentatorer, at den til sammenligning meget tilbagelænede Carson kan have så rabiate holdninger.

 

Se blot på denne liste over bare nogle af de overskrifter, hans udtalelser har skabt - en blanding af morskab, vantro og direkte vrede:

 

“Det her kom faktisk ud af munden på Ben Carson i denne uge” (Tina Nguyen i Vanity Fair), "Nogen bør få Ben Carson til at holde mund" (Paul Rosenberg hos Salon), "Fuck Ben Carson" (Drew Magary i GQ), "Jesus Fucking Christ, Ben Carson" (Joanna Rothkopf i Jezebel), "Ben Carson er en paranoid galning" (Kevin Drum i Mother Jones), "Dr. Ben Carson, galning" (Eugene Robinson på Truth Dig og i andre medier), "Er Ben Carson bare underholdende eller farligt mentalt forstyrret hvad angår våbenpolitik?" (Joe Lapointe i The Observer) og "Ben Carson er rablende gal" (Mike Barnicle fra The Daily Beast).

 

I det hele taget er der efterhånden en stigende spekulation omkring, hvorvidt Carson simpelthen har mentale problemer for at kunne sige de ting, han gør. Og hans potentielle vælgere får heller ikke nogen pæn medfart. Avisen The Independent i delstaten Utah skriver for eksempel ligeud, at hvis man stemmer på Carson, har man brug for hjernekirurgi.

 

Konservative: Carson er offer for racisme

 

I højre side af det politiske spektrum ser man generelt Carson som et offer for venstredrejet racisme og artikler som de ovenstående for angreb på konservatisme og patriotisme. For eksempel skrev Noel Finley tidligere på året i The Detroit News (altså en avis fra Carsons hjemby), at “[d]er er få ting venstrefløjen hader mere end en sort konservativ. Se bare på de ondsindede angreb på Dr. Ben Carson efter at han annoncerede sit kandidatur til præsidentposten.”

 

Finley mener, at Carson har meget til fælles med modkandidater som Huckabee, Santorum og Cruz, men at den fjendtlighed han møder fra venstrefløjen er stærkere, og at det er på grund af hans race. “I dette land har sorte ikke lov til at være konservative. Fordi han ikke retter ind efter den Demokratiske partilinje sammen med flertallet af afroamerikanere, er Carson blevet en udstødt”, skriver Finley.

 

Her er det måske nok værd at bemærke, at hvis højrefløjen mener, at Carson bliver udsat for kritik på grund af sin race, burde det vel samtidig føre til at man tænkte mere over racisme i det amerikanske samfund i det hele taget. Men her er det et politisk point, der forsøges vundet. Det bringes ikke på bane for at forbedre situationen for sorte amerikanere generelt men for at vinde stemmer.

 

Pat Buchanan, der var rådgiver for de Republikanske præsidenter Nixon, Ford og Reagan, mener også, at angrebene på Carson er baseret på race, og med henvisning til et af de mest berygtede tilfælde af politivold mod en ubevæbnet sort amerikaner skriver han på American Free Press’ hjemmeside at “Ben Carson er blevet udsat for et Rodney King-agtigt overfald af politisk korrektheds-politiet.”

 

En “rigtig” sort præsident

 

Den stærkeste støtte og højeste ros til dato er dog nok kommet fra mediemogulen Rupert Murdoch, der blandt andet ejer Fox News. Han skrev tidligere på måneden følgende på Twitter: “Ben og Candy Carson er fremragende. Hvad med en rigtig sort præsident som kan finde ud af at gøre noget ved kløften mellem racerne? Og meget andet.”

 

Det er virkelig et interessant spørgsmål at stille i forhold til Obama som sort præsident, også selv om Murdoch åbenbart sidenhen har fortrudt og for nylig undskyldte sin kommentar (“Undskyld! Jeg mente ikke noget ondt med det. Personligt synes jeg begge mænd er charmerende.”). Carson ville efterfølgende utroligt nok ikke bekræfte, at Obama er en rigtig sort præsident men kun medgive, at “han er sort, og han er præsident”, og han slog i stedet på, at hele sagen blot handler om ordkløveri og politisk korrekthed.

 

Hvad vil det så sige, at Carson kunne blive en “rigtig” sort præsident? Og hvad siger det om højrefløjens syn på Carson versus Obama, at Republikanske vælgere tilsyneladende gerne vil stemme på en sort præsident Carson?

 

For det første er Carson født i Detroit, en meget sort by (i 2010 var knap 83 % af indbyggerne sorte), hvorimod Obama er født på Hawaii af en hvid mor og tilmed har en kenyansk far. Tvivlen om hvorvidt Obama overhovedet er amerikaner var på et tidspunkt så stor - blandt andet på grund af Donald Trumps påstand om det modsatte -, at han i 2011 måtte offentliggøre sin fødselsattest, og selv i dag tror 59% af Republikanske vælgere ikke på, at Obama er amerikaner og siger dermed, at han er en illegitim præsident.

 

Det var dog nok ikke denne form for ægthed, Rupert Murdoch efterlyste i sit tweet.

 

Den sorte præsident, Republikanerne ønsker sig

 

Goldie Taylor fra The Daily Beast forklarer det således: “Carson er den perfekte ambassadør” for Republikanerne, hvis de skal gøre sig håb om at vinde sorte Demokratiske vælgere, noget de har rigtigt meget brug for. Og som mønsterbryder fra Detroit er Carson ifølge Taylor “beviset på at den Amerikanske Drøm lever i bedste velgående.”

 

Idéen om, at man kan trække sig selv op af elendigheden, er et mantra, som Carson selv bruger - som i eksemplet ovenfor fra Baltimore -, og det appellerer til konservative vælgere. (Obama har nu også selv brugt det, f.eks. har han sagt, at "moderne fattigdom til dels skyldes fastlåste handlingsmønstre”. Dén holdning har skaffet ham megen kritik fra især sorte kommentatorer og politikere som Jesse Jackson.)

 

Dawn M. Turner, der skriver for avisen Chicago Tribune, går så vidt som til at slå fast, at “Carsons positive historie giver Republikanerne mulighed for at have det godt med sig selv. De kan stemme på en sort fyr (hvis navn ikke er Obama) og fastholde myten om, at race ikke længere er en forhindring i USA, og at det eneste, sorte folk skal gøre, er at arbejde hårdt (som om mange sorte ikke allerede gør det), så skal de nok opnå den Amerikanske Drøm.”

 

Med andre ord er det største minus for Obama i forhold til Republikanerne logisk nok, at han er Demokrat, men også at han nogle gange taler om race og især på det seneste taler som en mere “sort” præsident - bare ikke den sorte præsident, som Murdoch efterlyser. Hvis man lytter til Obamas tale i Selma, Alabama på 50-året for politiets gennembanken af ubevæbnede sorte demonstranter eller i kirken i Charleston, North Carolina efter mordene på ni sorte kirkegængere, så er det tydeligt at han ikke længere holder sig tilbage, som han ellers var nødt til det i sin første præsidentperiode. Han taler om ting, som sorte aktivister længe har gjort opmærksom på, for eksempel problemer med stemmeretten, diskrimination på arbejdsmarkedet og politivold mod sorte amerikanere.

 

Den omvendte Obama

 

Det største plus for Carson er til gengæld at han er sort men på den konservative måde. Han mener, at Obamas udtalelser deler landet: “Jeg mener faktisk at det gik bedre før denne præsident blev valgt. Og jeg tror at det er blevet værre på grund af hans usædvanlige fokus [på race].” Ifølge Carson er racisme “næsten historie”, og Obama “manipulerer især minoritetssamfundene og får dem til at føle sig som ofre, og hvis du tror du er et offer, ja, så er du naturligvis et offer.” Carson har også kaldt borgerrettighedsbevægelsen Black Lives Matter for fjollet og sagt, at aktivisternes retorik blot deler befolkningen i stedet for at samle den.

 

Når Murdoch derfor siger, at en præsident Carson vil “gøre noget ved kløften mellem racerne”, håber han ikke på, at Carson vil tale åbent om race eller lytte til sorte aktivister, som Obama gør det nu om dage. Murdoch håber i stedet, at Carson vil stå ved sine ord og ignorere race og allerhøjest bruge sin hudfarve til at fortælle sorte amerikanere, at de må tage sig sammen, hvilket er meget sandsynligt at han vil gøre. Og hvis en sort præsident ikke taler om race som et problem, så er der vel ikke noget problem, uanset hvad de, der lever med realiteterne, siger?

 

På den måde personificerer Carson det konservative/Republikanske håb om en omvendt Obama. En sort mand der kan stjæle magten fra Demokraterne og samtidig lukke munden på de mange sorte aktivister og bekræfte myten (blandt mange hvide amerikanere) om, at alt går meget bedre siden 1960ernes store fremskridt på borgerrettighedsområdet, så der er ikke brug for mere fokus på den sag. Dén holding kan måske nok blive svært at sælge til de fleste sorte amerikanere, der lever med realiteterne, og det kan skade Republikanerne i 2016, hvor de virkelig har brug for at trække minoritetsvælgere over på deres side.

 

Og så skal Republikanerne selvfølgelig også lige overbevise en stor del af de amerikanske vælgere generelt om, at Carson ikke blot er en omvendt Obama (og at dét er en god ting), men også at han ikke er bindegal…